Eminem - The Eminem Show (2002)

På trods af at The Marshall Mathers LP var et forsøg på at rense sit rygte, og slippe af med de mange anklager om at have leveret uhyrligt, eksplicit og skadende materiale til børn, tog den negative omtale blot til efter udgivelsen. Feminister og homoseksuelles rettighedsgrupper mødte op til Eminem’s koncerter for at demonstrere, mens han også var blevet folkefjende nummer et i pressen.  Eminem’s respons til alt kritikken var blot gentagelser af alt det, han allerede havde sagt på albummet end til Grammy Awards ceremonien i 2001, hvor det hele kulminerede med omfangsrige demonstrationer, og derefter Eminem’s optrædning med homoseksuelle Elton John, som han spillede ”Stan” sammen med. (det kommer jeg i øvrigt tilbage til om nogle uger) Ikke at det hjalp det helt store dog, da der skulle mere til at tilfredsstille den sultne presse. Og jeg skriver ’skulle’, fordi det lykkedes nemlig Eminem at skabe fred med sin omverden samme år som udgivelsen af hans næste soloalbum, The Eminem Show. Det skyldes dog primært noget helt andet… (noget med en film, der i øvrigt har et officielt soundtrack).

The Eminem Show er modsat flere kritikkers vurdering ikke meget mindre provokerende i sit sprog end Eminem’s to tidligere soloudgivelser (han toner dog ned for homofobien). Til gengæld var selve U.S.A. blevet mere modtagelige til aggressive vredesudbrud efter 9/11, som efterlod landet i en tilstand af eskaleret fattigdom, vrede og hævngerrighed, og albummets temaer synes derfor ikke så fremmede. Derudover er Eminem også mindre parodierende, fjollet og tvetydig og i stedet mere selvabsorberende og reflekterende; han forsøgte tidligere at fortælle, hvordan han virkelig er og tænker, men det mislykkedes, så nu skærer han det ud i pap. Albummet er derfor også nemmere at bearbejde og forstå, hvilket åbenbart har været nødvendigt for de ældre generationer – modsat børnene som kunne skelne mellem virkelighed og fiktion til at begynde med. Som en ekstra service til forældrene fulgte lyrikken også med albummet, hvilket afhjalp fejl i kommunikationen. Resultatet var, at kritikkerne, som skrevet, begyndte at bløde op, og forældre kunne fanges i at have et eksemplar af albummet liggende i handskerummet. Det hele kulminerede senere på året, men nu forhaster jeg mig igen.

Slim Shady viser også sit torturerede ansigt frem på albummet, men oftest i et samarbejde med Eminem’s andre sider, så det virker mere subtilt. Eminem fokuserer mere på teknik, realiteter og egne produktioner, og frem for at dedikere et nummer til nedgraderingen af ekskonen Kim, vælger han at lave et nummer til sin datter (hvor Kim dog nævnes). Eminem er altså gået en lidt anden vej med dette album, som solgte utroligt godt, og sågar blev det mest solgte album i 2002. Men en kunstner, der udvikler sig, skal vel også belønnes?

1.    CURTAINS UP (SKIT)
Eminem træder ud på scenen (vist på coveret), og griber mikrofonen…

2.    WHITE AMERICA
To ting er værd at pointere ang. mit forhold til dette nummer: (a) jeg finder produktionen utrolig repetiv og kedelig, og (b) jeg kan virkelig ikke lide Eminem’s levering. Hans flow er ikke dårligt, men det lider alligevel lidt under hans konstante råben, som helt fra begyndelsen er irriterende at høre på. Lyrikken er respektabel, og han kommer med nogle interessante observationer om hans popularitet, men det kan på ingen måde redde dette nummer. Nummeret er dog et godt bevis på Eminem’s nye seriøsitet, da hele albummet sparkes i gang med det, og dermed sætter en hvis stilistisk retning.

3.    BUSINESS
Selvom ”Without Me” er albummets første single, og derfor obligatorisk cheesy, så får det altså noget konkurrence fra dette nummer. Omkvædet og beatet (ikke overraskende Dr. Dre’s værk) er i den fjollede afdeling, hvilket også til dels kan siges om teksten, da Eminem og Dr. Dre skal forstille kappeklædte helte, der redder hip-hop musikken fra dårlige rappere. Det er skam et hæderligt virke, og lyrikken er da okay. Nummeret er bare generelt ikke mere end okay.

4.    CLEANIN’ OUT MY CLOSET
Jeg skal gerne indrømme, at jeg holder mest af Eminem, når han skriver om sit eget liv, så dette nummer falder lige i min smag (altså ligesom så meget andet af hans musik). Vi får et af de tidligere eksempler på Eminem, der forsøger at holde en tone i mere end et splitsekund. Det er ikke just kønt, men jeg kan alligevel godt lide omkvædet, da det er tilpas følelsesladet og simpelt. Vi finder ud af, hvor Eminem’s had til sin mor stammer fra, hvordan han har det med sin far og meget mere, og éns forståelse vokser da også gennem nummeret. Produktionen er fed og passende, så hvad er der ikke at lide?

5.    SQUARE DANCE
Eminem disser skiftevis George W. Bush og Canibus, hvilket er utroligt mærkeligt. Det ene øjeblik er han meget politisk, og det næste øjeblik vrøvler han forfærdeligt for at imitere Canibus. Og i omkvædet (som er meget ringe) vil han så danse squaredance, hvilket blot bidrager til det obskure. Produktionen har nogle effektive, tunge trommer, men nummeret havde ikke et specielt positivt indtryk på mig.

6.    THE KISS (SKIT)
Kort før at Eminem og Kim separerede, så han Kim stå og kysse en dørvagt ved navn John Guerrera, hvorefter han tog patronerne ud af sin pistol og gik hen og slog ham ned. Denne hændelse er blevet rekreeret med denne skit, og er desuden refererede til på flere numre på albummet. Guerrera anklagede Eminem for at slå ham med pistolen, men i ”Sing For The Moment”, påstår han, at han blot slog Guerrera med en knytnæve. I ”Cleanin’ Out My Closet” nævner han, at han er glad for, at han tømte magasinet og kammeret, da han frygter, at han kunne have slået både ham og Kim ihjel. De to forrige eksempler er dog blot mindre indskydelser i deres respektable numre, mens de næste to numre er en slags forlængelse af historien startet i denne skit. Velkommen til Eminem’s anden story arc i sin karriere (hvis numrene om Kim tæller som en).

7.    SOLDIER
Eminem slipper en af hans mægtigste produktioner løs, der lægger op til et superb flow, og Eminem mere end leverer varen. Efter samtlige arrestationer for at være i besiddelse af våben har Eminem fået det indtryk, at folk tror, at han virkelig er som Slim Shady, og dette nummer snakker dem så som sådan efter munden. Han danner det her billede af ham selv som soldat, hvis mission bl.a. er at svine Guerrera til. Men han understreger konstant, at han blot gør det her for at indfri folks forventninger til ham, hvilket dermed fortæller, at han netop ikke er en ’gangsta’. Det er super fedt.

8.    SAY GOODBYE HOLLYWOOD
En generel tendens gennem albummet har været at have to primære emner i numrene, og denne gang er det hans berømmelse og ikke overraskende kysset, hvilket tilsammen giver Eminem lyst til at forlade industrien. Første vers afslutter Guerrera-historien, og omhandler derfor hændelserne lige efter slaget; de andre dørmænd kommer Guerrera til undsætning, og Eminem bliver arresteret, mens de sidste to vers handler om hvad berømmelsen gjorde ved ham. Jeg kan specielt godt lide den sidste linje, om at han forsøgte, at give datteren Hailie en bedre tilværelse end han selv havde, da han var barn, men endte med at være skyld i at familien alligevel blev udstødt, og ikke kunne leve ’normalt’ pga. hans berømmelse. Tragisk, ironisk og poetisk. Eminem disker desuden op med endnu en lækker produktion, så dette er uomtvisteligt et dejligt bekendtskab.

9.    DRIPS (FEAT. OBIE TRICE)
Nummerets koncept er ikke dybt, spændende eller interessant, og det er resten af nummeret sådan set heller ikke.

10.    WITHOUT ME
Og her har vi så første singlen. Ikke noget specielt som man kunne forvente. Produktionen låner lidt fra ”Purple Pills”, men det virker bare ikke så spændende længere. Eminem har et eller andet mærkeligt behov for at sige mærkelige lyde til sidst, men det ændrer dog ikke så meget, da nummeret i forvejen er godt cheesy.

11.    PAUL ROSENBERG (SKIT)
Fjern ikke dine våben fra dit hjem er Pauls råd til Eminem…

12.    SING FOR THE MOMENT
Man kan høre på Eminem, at han har noget vigtigt på hjerte, som han meget gerne vil af med. Og det kommer han så. Han berører interessante emner, som hans indflydelse på børn og folks reaktioner på hans uheldige situationer med pistoler involveret. Det bliver leveret fantastisk pga. hans reflekterende og analyserende tilgang til emnet. Det er tekstskrivning på højt plan. Det er nok albummets pendant til ”Stan”, hvis man absolut skal lave sammenligner, og det skal jeg jo åbenbart. Samplet af Aerosmith er cool, og virker velovervejet og godt integreret. Superbt nummer.

13.    SUPERMAN (FEAT. DINA RAE)
Det her nummer er ret corny, men på en afslappet og plattet måde, der gør det ret sjovt og underholdende. For at udtrykke det bedst, så står nummeret i fuld kontrast til det forrige. Eminem’s kvindestemme bidrager i øvrigt kun til det platte arrangement, og endnu mærkeligere bliver det kun af, at han rent faktisk indspillede en musikvideo til nummeret. Ikke desto mindre gemmer det rent faktisk på noget substans og en rød tråd, da det meste af nummeret formegentligt har været henvendt til Mariah Carey, som Em havde en kort affære med. Det er unødvendigt at nævne, at forholdet endte skidt, hvilket der siden er kommet en del numre ud af. Det er også ret tydeligt, at Eminem ikke tager nummeret alt for seriøst, hvilket måske er grunden til, at det fungerer så overraskende godt - foruden det udmærkede beat.

14.    HAILIE’S SONG
Her kommer der så helt andre boller på suppen igen. Eminem synger et par vers til sin datter, hvor han lovpriser hende, og slutter til sidst af med noget rap, hvor han erklærer sin kærlighed nok en gang, men også lige smider et par stikpiller i Kims retning. Det er bortset fra det sidste et smukt nummer, og Marshall Mathers kærlighed til sin datter skinner virkelig igennem. Hailie skulle vist have hørt nummeret, og bagefter insisteret på, at det kom med på albummet, og det er trods alt et værdsat resultat, men også et dejligt afbræk på albummet. Nummeret er i øvrigt censureret i alle versioner, men der er delte meninger om hvorfor. Enten siger han originalt, at han er glad for at hendes mor ikke aborterede hende, eller også siger han, at han er glad for at hendes mor ikke ville have hende (efter de blev skilt).

15.    STEVE BERMAN (SKIT)
Steve har det lidt anderledes med Eminem’s ’nye’ album.

16.    WHEN THE MUSIC STOPS (FEAT. D12)
Eminem leverer et udmærket vers, men overraskende nok finder jeg faktisk Bizarre’s vers værende det næstbedste, da det er sjovt, og resten kører lige lovligt meget i frigear. Intet i dette nummer ændrer på, at jeg til en hver tid vil fortrække en Eminem uden (resten af) D12. Jeg gider bare ikke høre på dem.

17.    SAY WHAT YOU SAY (FEAT. DR. DRE)
Eminem’s sidste duet med Dr. Dre på hans egne plader var ”Guilty Conscience”, som uden tvivl kommer ud på toppen, da dette nummer simpelthen er for usammenhængende og på nogle punkter kedeligt og dårligt. For at være mere præcis så er Dr. Dre’s produktion kedelig, og omkvædet er dårligt og irriterende. Nummeret er formegentligt skrevet udelukkende pga. Jermaines udtalelse om, at han er en bedre producer end både Dr. Dre og Timbaland (som overraskende svarer tilbage til slut i nummeret). Versene har dog en interessant opbygning, da de enkelte gange kun siger få linjer, før mikrofonen gives videre igen.

18.    ’TILL I COLLAPSE
Eminem bliver vred igen som sidst set på “The Way I Am”, jeg har bare altid synes, det måske ikke hele vejen er retfærdiggjort. Jeg kunne forstå, hvorfor han beklagede sig dengang, men her virker emnet en del mindre opsættende. Jeg synes også, at Nate Dogg på omkvædet bryder den aggressive tone, som trods alt er dominerende, hvilket f.eks. ikke var et problem på føromtalte nummer. Produktionen finder jeg lidt kedelig og monoton, hvilket heller ikke just gavner mit indtryk af nummeret. Eminem nævner i andet vers sine favorit rappere, og det har altid undret mig at han ikke har en mere nuanceret smag. Det er oftest bare de store han nævner. I dag fremhæver han så Lil’ Wayne, så hans liste dengang var trods alt ikke helt dum. Han arbejder i dag stort set kun sammen med veletablerede musikere, hvilket er ret skuffende, da jeg gerne så han arbejdede sammen med nogle mere interessante rappere. Men ”’Till I Collapse” er som skrevet et okay nummer, men jeg føler bare ikke produktionen og hans arrigskab.

19.    MY DAD’S GONE CRAZY (FEAT. HAILIE JADE)
Det her føler jeg til gengæld er super fedt. Og for første gang gæster Hailie rent faktisk hans nummer, og endda med nogle interessante kommentarer eller lyde (f.eks. lyden af en motorsav). Jeg bliver mentalt øjeblikkeligt sendt tilbage til det forrige album, pga. de fede punchlines, sjove linjer og parodier og det simple men effektive Dr. Dre beat. Samtidig snakker han dog også lidt om sine indtryk på folk, som har været et løbende emne på albummet, hvilket sender hans gamle stil ind i de nyere tider på fornemmeste vis. Det er meget underholdende.

20.    CURTAINS CLOSE (SKIT)
Ken Kaniff er kommet tilbage, og jeg ville virkelig ønske, at han havde ladet vær.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Eminem har hele tiden været social og samfundsbevidst, men viser det bare mere eksplicit på denne udgivelse, hvilket har betydet, at han har måtte gå på kompromis med den fantastiske humor. The Eminem Show er derfor muligvis et mere modent og alvorligt album end de tidligere, hvilket kan anses som en styrke, men jeg savner alligevel de super sjove indslag fra tidligere albums, som han stille og roligt er gået væk fra, og som nu kun bliver sandt repræsenteret af et enkelt nummer. De sjove numre kunne også have gavnet på den måde, at albummet ville blive mere varieret, da meget af det enten er relativt cheesy eller handler om hans thug image og ikke mindst John Guerrera. Det resulterer også i nogle fabelagtige numre, men det kan godt blive lidt kedsommeligt i længden. Humoren er ofte cheesy, da han har nedgraderet Slim Shady alt for meget, og jeg savner næsten, at han viser karakteren noget mere respekt.  Slim Shady er nemlig gennem årene blevet mere og mere tam, og ender nu med hovedroller i banale, cheesy og tredjerangs koncepter som ”Superman”, hvilket er en skam. Eminem har derfor desværre men ikke overraskende allerede peaket, og det gjorde han altså med The Marshall Mathers LP. Tag dog ikke fejl: The Eminem Show har masser af godt materiale at byde på, så det er stadig et køb værd. Han er jo altså en super fed rapper, så hans næstbedste musik er også langt over middel.

BEDSTE NUMRE: ”Cleanin’ Out My Closet”; ”Soldier”; ”Say Goodbye Hollywood”; ”Sing for the Moment”; ”My Dad’s Gone Crazy”