The Disposable Heroes of Hiphoprisy - Hypocrisy Is The Greatest Luxury (1992)

Jeg havde ikke lige forberedt mig på påskens travle dage, så jeg måtte beklageligvis springe torsdagens opdatering over. Men nu skulle alt være på plads igen.

I kølvandet på Public Enemy’s It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back dukkede en anden politiskengageret gruppe op med rødder i hip-hop i form af The Beatnigs, der bl.a. bestod af rapper-slash-sanger Michael Franti og trommeslageren Rono Tse. De udgav et enkelt album i 1988, hvorefter medlemmerne gik hvert til sit. Franti og Tse holdt dog sammen, og med udgangspunkt i nummeret ”Welcome (Television)” fra The Beatnigs' selvbetitlede startede de et par år senere et nyt projekt op, der så fyrene graviterer endnu tættere på hip-hop. Sammen med guitaristen Charlie Hunter påtog de sig navnet The Disposable Heroes of Hiphoprisy, men under denne monikor udgav de heller ikke mere end et enkelt album.

Dr. Dre - The Chronic (1992)

Velkommen til min første tema måned på HIP HOP MEDLEY, som ikke blot indebærer et bærende og fælles element i hele månedens anmeldelser men også en ny anmeldelse hver eneste dag. Igennem det seneste par måneder har jeg smidt flere indlæg op om albums med særligt to fællestræk; først funken, der går helt tilbage til Too Short’s debut, hvorefter den stødt har udviklet sig og modtaget større anerkendelse, og derefter gangsta rappen, hvis rødder kan spores næsten lige så langt tilbage, og som mere end noget andet blev sat i rampelyset omkring skiftet til halvfemserne. Det var i høj grad N.W.A., der populariserede denne undergenre i 1988, og fire år efter lykkedes det så igen for Dr. Dre at genopfinde mainstream hip-hop, da han den 15. december i 1992 udgav sin solodebut The Chronic. G-Funken var mere levende end nogensinde før, hvilket sås i et herfra eskalerende udvalg af G-Funk plader. Dr. Dre opfandt ikke G-Funk, hvilket jeg har bevist med mine seneste anmeldelser af udvalgte G-Funk albums, der alle udkom før The Chronic, men han var en pioner, der gjorde under-undergenren utroligt populær. Det skal dog til Dr. Dre’s forsvar nævnes, at The Chronic også kan ses som en videreudvikling af Efil4zaggin, da Dr. Dre allerede dengang begyndte at eksperimentere lidt med noget funk.

Rough House Survivers – Straight From The Soul (1992)

Rough House Survivers er en flok udmærkede rappere plus en DJ fra New York, der kom til eksistens i begyndelsen af halvfemserne og udgav sit første og eneste album i 1992 kaldet Straight From The Soul. Med tanke på rappernes bidrag er det umiddelbart en rimelig prætentiøs titel, da Dread One, Kev og Roberto sådan set leverer rimelig ligetil, tilbagelænede og afslappende rap og DJ Swinn gør, hvad en DJ nu engang gør. Hemmeligheden lægger dog bare et andet sted end i vokalen – nemlig i produktionen. Rapperne har skam nogle udmærkede og behagelige flows, men akkompagnementet af Tony Dofat’s produktion løfter albummet fra at være godt til fantastisk.

Yo-Yo - Black Pearl (1992)

Hvis der er én gruppe af rappere i U.S.A., der er mere usædvanlige end hvide rappere, så må det være kvindelige rappere. De kan med grove træk deles op i to slags personer; de, der fokuserer og spiller alt for meget på sit køn (Lil’ Kim, Charli Baltimore og til en hvis udtrækning Nicki Minaj), og de andre mere tilforladelige som f.eks. Dessa, Eternia, Jean Grae, Lauryn Hill og Yo-Yo m.fl., hvoraf sidstnævnte danner fundamentet for dagens anmeldelse.

Tweedy Bird Loc – 187 Ride By (1992)

Der var engang to gode venner ved navn Rodney Johnson og Eric Lynn Wright, som begge boede i Compton, Californien. De kunne begge mægtig godt lide at lave musik og særligt at rappe og blev begge medlemmer af en Compton baseret afdeling af Crips. De havde i lang tid hinandens ryg, men dette ændrede sig fuldstændig, da den ene pludselig fik utrolig succes med sin gruppe. Han kaldte sig Eazy-E og gruppen var selvfølgelig N.W.A. Den anden, som var begyndt at gå under navnet Tweedy Bird Loc, arbejdede også på et projekt, som han kaldte Bangin, On Wax, der faktisk var et forsøg på at skifte groteske voldsorgier på gaden ud med ufarlige verbale klammerier (mere om det snart). Derudover ville han også gerne stable en solokarriere på benene, og kontaktede derfor sin gamle kammerat, der foruden at være en populær rapper også havde sit eget pladeselskab (Ruthless Records). Eazy-E kunne ikke umiddelbart komme med et svar, men fik senere sagt i et interview, at Tweedy ikke ville blive signet til Ruthless Records – og deres venskab var slut.

Funky Aztecs – Chicano Blues (1992)

Den originale line-up i Funky Aztecs var Indio, Sapo-Loco og leder Merciless, men siden de startede i begyndelsen af halvfemserne er nogle medlemmer skredet mens andre er kommet til. F.eks. forlod Sapo-Loco efter debutens udgivelse gruppen, mens den tidligere samarbejdspartner Pee-Wee tilsluttede sig. Det er derfor svært at sige, hvornår hvilke personer var medlemmer, men frem til udgivelsen af debuten Chicano Blues har Funky Aztecs formodentligt bestået af den originale line-up.

C-Funk - I'm Out 2 Stoages (1992)

Der er ikke så meget at skrive om C-Funk (fordi jeg ikke kan finde noget om ham); han er døbt Marcus McKinley, kommer fra East Palo Alto, Californien og bør ikke forveksles med musikanten Funky C, der også kalder sig selv C-Funk. Han startede med at lave musik i slutningen af firserne som en tredje del af gruppen Rated X. Han producerede og rappede dengang under navnet Cap’N Crunch, og i samarbejde med gruppemedlemmerne rapper Cool Breeze og DJ Ajax udgav han to eksplicitte albums i starten af halvfemserne, som levede op til gruppenavnet. Derefter ændrede han sit navn til C-Funk og startede sin solokarriere. Han har i alt udgivet fire album selv, hvoraf det sidste udkom for fire år siden, og det første for tyve år siden i 1992. Debuten I’m Out 2 Stoages er oprigtigt langt hen af vejen en solobedrift, da C-Funk har produceret det hele selv (med lidt støtte fra Dave Christian) og samtidig har inviteret ganske få rappere med på albummet.

51.50 Illegally Insane – Games People Play (1992)

Hvem fanden er de? 51.50 Illegally Insane er en fire mandsgruppe fra Marin City, Californien, og består af medlemmerne Klark Gable, Levy Love, Ryan D og TAC. De udgav i 1992 sin debut, Games People Play, som er en sammensmeltning af funkye og dæmpede produktioner, historiefortælling og gangsta rap (og i øvrigt en videreudvikling af gruppens EP ved samme navn). Albummet er udgivet på ARRogant Records (sandsynligvis gruppens eget), hvilket er et cirka ligeså populært pladeselskab, som det gruppen tidligere var tilknyttet, men de skiftede i slutningen af halvfemserne til det mere anerkendte Dogday Records, hvis vigtigste aktiv må være The Coup. Derudover er 51.50 Illegally Insane også i besiddelse af et utroligt latterligt navn. Det er vist ikke nødvendigt at fortælle, at de aldrig har nydt nogen succes – eller du kender dem måske?

Compton's Most Wanted - Music To Driveby (1992)

En af de bedre kendte gangstarap grupper må være Compton’s Most Wanted, der ligesom N.W.A. få år tidligere virkelig forstod at stable det korrekte image på benene – selvfølgelig ved et tilfælde. N.W.A. blev notorisk kendte for sin hårdkogte attitude overfor lovens lange arm, mens dagens anmeldte gruppe efter sin debut, It’s a Compton Thang, formåede at have 2/3 af rapperbesætningen siddende bag tremmer.

Ganksta N-I-P – The South Park Psycho (1992)

Et af de tidligste forsøg ud i horrorcore rap stammer fra det sydlige U.S.A, hvor Rowdy Williams i 1992 udgav det rimelig mørke debutalbum The South Park Psycho under pseudonymet Ganksta N-I-P. Han kommer ikke overraskende fra bydelen South Park i Houston, Texas, og var den første rapper fra det løse kollektiv South Park Coalition til at bryde igennem via det lokale pladeselskab Rap-a-Lot Records.

Diamond and the Psychotic Neurotics - Stunts, Blunts, & Hip-Hop (1992)

Diggin’ in the Crates Crew (D.I.T.C.) er et hip-hop kollektiv bestående af potente DJ’s, producere og rappere fra New York, som startede i 1990 og blev nedlagt igen for mindre end et år siden. Kollektivet bestod af Lord Finesse, Fat Joe, Diamond D, O.C., Buckwild, Showbiz, A.G. og den afdøde Big L, som muligvis var den mest succesfulde af de otte. De to producere/ rappere Lord Finesse og Diamond D var blandt de to første til at udgive et soloalbum af alle drengene, men modsat Lord Finesse producerede Diamond D også store dele af sit eget album, som udkom samme dag som Showbiz & A.G.'s første fuldlængdealbum.