Der er ikke
så meget at skrive om C-Funk (fordi jeg ikke kan finde noget om ham); han er
døbt Marcus McKinley, kommer fra East Palo Alto, Californien og bør ikke
forveksles med musikanten Funky C, der også kalder sig selv C-Funk. Han startede med at
lave musik i slutningen af firserne som en tredje del af gruppen Rated X. Han
producerede og rappede dengang under navnet Cap’N Crunch, og i samarbejde med gruppemedlemmerne rapper Cool Breeze og DJ Ajax udgav han to eksplicitte
albums i starten af halvfemserne, som levede op til gruppenavnet. Derefter
ændrede han sit navn til C-Funk og startede sin solokarriere. Han har i alt
udgivet fire album selv, hvoraf det sidste udkom for fire år siden, og det
første for tyve år siden i 1992. Debuten I’m
Out 2 Stoages er oprigtigt langt hen af vejen en solobedrift, da C-Funk har
produceret det hele selv (med lidt støtte fra Dave Christian) og samtidig har
inviteret ganske få rappere med på albummet.
C-Funk’s er ikke overraskende glad for funk, hvilket selvfølgelig kommer til udtryk hele vejen igennem I’m Out 2 Stoages. Det lugter af G-Funk til tider, mens det andre gange mere lyder som en ung mands våde drøm, da C-Funk har et cirka jævnt fordelt fokus på det beskidte gadeliv og kvinder. Læg i øvrigt mærke til, at coveret minder om en syret version af coveret af The Chronic - ikke at dette har nogen relevans for hverken albummet eller anmeldelsen dog.
1. SMOKE TRU
Ganske afslappende og roligt nummer om potrygning. Det er ikke voldsomt psykedelisk (modsat albummets cover), men derimod bare meget beroligende. C-Funk leverer nogle passende men overvældende vers, da hans flow er ret aggressivt. Ikke dårligt, men interessant måde at åbne sit album på.
2. OH, YOU MAKE ME GO
Før dedikerede C-Funk et nummer til sin første store passion; euforiserende stoffer, og denne gang fokuserer han på sin anden store passion; kvinder, og hvordan de påvirker ham. Det er temmelig ligetil, simpelt og en smule chessy, men alligevel er det ikke helt udueligt.
3. S.H.
Før hørte vi hvilken effekt kvinder har på C-Funk, og nu hører vi så, hvordan det påvirker dem. Det er et eksplicit nummer om ’skank hoes’, og hvordan han kærtegner dem. Selv produktionen bidrager til dette billede med sin semierotiske lyd, hvilket bliver alt for meget, og gør nummeret ret plat.
4. LISA
Lisa virker ikke just til at være blokkens pæne pige, da hun umiddelbart ikke laver andet end at tilfredsstille mere eller mindre alle. Det er et komplet uinspirerende og intetsigende nummer. Det funkye beat er rimelig monotont og middelmådigt, så lad os skynde os videre.
5. YOU AIN’T HEARD NOTHIN’
En ukrediteret rapper gæster dette nummer og sender med sin anderledes og dybe stemme albummet tilbage på rette spor igen. Sjovt nok siger C-Funk på et tidspunkt, at han hellere må vende tilbage til emnet igen, på trods af at nummeret ikke rigtigt omhandler noget specifikt. Ikke desto mindre er det dog tilfredsstillende underholdning med vakse rappere og et sprødt beat.
6. YABBA, DABBA, DOO
Desværre endnu et uheldigt udspil, hvilket skyldes flere forskellige ting. (a) Først og fremmest er beatet for påtrængende og højlydt, (b) dernæst er det tilføjede kor med, hvad der lyder som, unge og skingre kvinder ulideligt at høre på, og (c) for at gøre ondt værre medvirker de også i det i forvejen ringe omkvæd. (d) Og så har nummeret i øvrigt intet med Flintstones at gøre.
7. WHAT YOU SAYIN’ (RAGGAMUFFUNKIN)
Allerede på åbningsnummeret viste C-Fun, at han har et dynamisk og alsidigt flow, men først på dette nummer kommer det virkelig til udtryk. Han skruer tempoet op og dribler gennem nummeret med legende og lange sætningskonstruktioner. Det lyder modsat meget andet på albummet en smule imponerende. Derudover er beatet også vældigt underholdende.
C-Funk’s er ikke overraskende glad for funk, hvilket selvfølgelig kommer til udtryk hele vejen igennem I’m Out 2 Stoages. Det lugter af G-Funk til tider, mens det andre gange mere lyder som en ung mands våde drøm, da C-Funk har et cirka jævnt fordelt fokus på det beskidte gadeliv og kvinder. Læg i øvrigt mærke til, at coveret minder om en syret version af coveret af The Chronic - ikke at dette har nogen relevans for hverken albummet eller anmeldelsen dog.
1. SMOKE TRU
Ganske afslappende og roligt nummer om potrygning. Det er ikke voldsomt psykedelisk (modsat albummets cover), men derimod bare meget beroligende. C-Funk leverer nogle passende men overvældende vers, da hans flow er ret aggressivt. Ikke dårligt, men interessant måde at åbne sit album på.
2. OH, YOU MAKE ME GO
Før dedikerede C-Funk et nummer til sin første store passion; euforiserende stoffer, og denne gang fokuserer han på sin anden store passion; kvinder, og hvordan de påvirker ham. Det er temmelig ligetil, simpelt og en smule chessy, men alligevel er det ikke helt udueligt.
3. S.H.
Før hørte vi hvilken effekt kvinder har på C-Funk, og nu hører vi så, hvordan det påvirker dem. Det er et eksplicit nummer om ’skank hoes’, og hvordan han kærtegner dem. Selv produktionen bidrager til dette billede med sin semierotiske lyd, hvilket bliver alt for meget, og gør nummeret ret plat.
4. LISA
Lisa virker ikke just til at være blokkens pæne pige, da hun umiddelbart ikke laver andet end at tilfredsstille mere eller mindre alle. Det er et komplet uinspirerende og intetsigende nummer. Det funkye beat er rimelig monotont og middelmådigt, så lad os skynde os videre.
5. YOU AIN’T HEARD NOTHIN’
En ukrediteret rapper gæster dette nummer og sender med sin anderledes og dybe stemme albummet tilbage på rette spor igen. Sjovt nok siger C-Funk på et tidspunkt, at han hellere må vende tilbage til emnet igen, på trods af at nummeret ikke rigtigt omhandler noget specifikt. Ikke desto mindre er det dog tilfredsstillende underholdning med vakse rappere og et sprødt beat.
6. YABBA, DABBA, DOO
Desværre endnu et uheldigt udspil, hvilket skyldes flere forskellige ting. (a) Først og fremmest er beatet for påtrængende og højlydt, (b) dernæst er det tilføjede kor med, hvad der lyder som, unge og skingre kvinder ulideligt at høre på, og (c) for at gøre ondt værre medvirker de også i det i forvejen ringe omkvæd. (d) Og så har nummeret i øvrigt intet med Flintstones at gøre.
7. WHAT YOU SAYIN’ (RAGGAMUFFUNKIN)
Allerede på åbningsnummeret viste C-Fun, at han har et dynamisk og alsidigt flow, men først på dette nummer kommer det virkelig til udtryk. Han skruer tempoet op og dribler gennem nummeret med legende og lange sætningskonstruktioner. Det lyder modsat meget andet på albummet en smule imponerende. Derudover er beatet også vældigt underholdende.
8. DON’T YOU KNOW I’M GOOD 4 YOU
Endnu et nummer om det modsatte køn, hvis gunst C-Funk forsøger at vække ved at fyre en masse tilfældige scorereplikker af. Der er en slags semikeyboardsolo mod slutningen, hvilket, C-Funk sammen med sit klichefyldte og kedelig omkvæd mener, retfærdiggør at kunstigt forlænge nummeret med to minutter. Jeg er ikke just enig med ham. Beatet er såmænd udmærket, men resten er noget bavl.
9. THE CHASE
En historie der må morsom og kunstig måde forsøger at inddrage lytteren og til sidst sluttes af med et overraskende lille twist. Leveringen er desværre flerstemmig, hvilket er et mærkværdigt valg, men bortset fra det er nummeret ret underholdende. Beatet er rimelig fedt, hvilket er særligt tydeligt, da vokalen forstummer mod slutningen, og med en morsom historie oven i er resultatet altså okay.
10. I DON’T GIVE A FUCK
En af 2Pac’s største problemer tidligt i sin karriere var manglen på gode producere, men lige i tilfældet med hans eget nummer ved samme navn som dette udgivet året forinden, valgte han faktisk ikke helt skidt. Derfor har dette nummer altså ikke rigtigt noget på ’originalen’ bortset fra C-Funk’s glimrende flow. Men nu er dette nummer også en mere funky tilgang til emnet, så det er noget anderledes men alligevel udmærket.
11. PLAY MY SONG ON THE RADIO
Med den titel kan dette nummer gå i mange retninger, og det kunne f.eks. være et ulideligt og uhumoristisk forsøg på at blive spillet i radioen, men det er faktisk ikke tilfældet. Derimod fortæller C-Funk en engagerende historie om hans forsøg på at blive spillet i radioen, hvilket ikke er helt dårligt. Det er skam alligevel lidt radiovenligt, men ikke så det bliver et problem. Selv ikke vokalsamples og omkvædet er helt dumme.
12. GANGSTA DISCO SHIT
Her tilbyder nummer dog præcist, hvad man kan forvente sig af titlen. Det her er det egentligt forsøg på airplay, hvilket er utroligt tydeligt med den juvenile festjargon. Nummeret er et stort festnummer med højt tempo og en masse gentagelser, så man kan synge med. Beatet er dog ikke helt dumt, så det kunne trods alt have været værre.
13. C-FUNK SHOUTS
Titlen siger vel det hele. Det forsigtige og eventyrlige baggrundsmusik bør dog lige nævens, da det lyder ret godt.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: I’m Out 2 Stoages er en lidt mærkværdig størrelse, for som det ses nedenunder, har jeg fremhævet halvdelen af albummet som værd at høre, men den sørgelige sandhed er, at den anden halvdel mere eller mindre er noget generisk makværk. Det er derfor ikke et album, jeg nødvendigvis nogensinde kommer til at høre igen fra start til slut, da der simpelthen er for meget fyld. Kløften mellem godt og skidt er både bred og dyb, så det er en smule svært at anbefale et køb af albummet. C-Funk er halvdelen af tiden en kedelig og uinspirerende rapper, mens han enkelte gange skinner igennem med acceptabel lyrik og legende flow. Hans funky produktion er underholdende, men når alt kommer til alt vil jeg nøjes med at anbefale at skaffe en brændt kopi, da albummet simpelthen ikke er konsistent og gennemført nok.
BEDSTE NUMRE: “Smoke Tru”; “You Ain’t Heard Nothin’”; “What You Sayin’ (Raggamuffunkin)”; “The Chase”; “I Don’t Give A Fuck”; “Play My Song On The Radio”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar