Man snakker
ofte om generationer af Wu-Tang materiale, og disse spænder som regel fra det
ene kollektive Wu-Tang album til det næste. Den første generation varede derfor
fra 1993 (Enter the Wu-Tang (36 Chambers))
til 1997 (Wu-Tang Forever), og det er
primært i disse år, at man finder de kollektivt anerkendte classic soloalbums. Dette skyldtes bl.a., at RZA stort set har
produceret alt materialet fra denne tid – dvs. syv albums på fem år, hvorefter
han holdt en tiltrængt pause (udgivelserne blev dog langt mere hyppige i den anden generation– der var bare andre
producere bag knapperne). Jeg har allerede dækket fire ud af de fem soloalbums
fra ”den klassiske periode”, hvilket gør Ironman
til den femte og sidste.
