Jay-Z - Magna Carta Holy Grail (2013)

Det er hele fire år siden, at Jay-Z sidst smed et soloalbum på gaden. Det vil sige, at tiden var kortere mellem hans såkaldte pensionering i 2003 og hans tre år senere (og knap så overraskende) comeback. Mange ting kan nå at ske i løbet af fire år – både på det personlige plan og i den populære musikstrøm. F.eks. har Shawn nu en lille pige med Beyonce, mens trapmusik er en af de større trends i denne tid. Modsat normen har han dog denne gang valgt at tilpasse sig disse ændringer meget nøgternt, hvilket f.eks. får Magna Carta Holy Grail til at stå i skarp kontrast til Kanye West’s Yeezus, der ingen vinde følger.

Masta Killa - No Said Date (2004)

Det er ikke fordi, jeg har glemt U-God's debutalbum, Golden Arms Redemption, fra 1999, men jeg har lidt andre planer med ham, så derefter går jeg imidlertid videre til den sidste solodebut fra Wu-Tang, Masta Killa’s No Said Date, der udkom mere end ti år efter klanen gjorde sin debut. I kølvandet på en del lunkne Wu udgivelser blev No Said Date generelt modtaget pænt pga. sin retro Wu-Tang lyd med filmdialog, enkelte RZA produktioner og involveringen af alle klanens medlemmer på mikrofonen. Ikke noget man ville have forventet af klanens mest stille medlem.

RZA – RZA as Bobby Digital in Stereo (1998)

RZA, produceren bag næsten samtlige af de dengang hidtidige Wu-Tang skæringer, skød sammen med Meth’s en uge ældre Tical 2000: Judgement Day i 1998 den anden generation af Wu-Tang soloalbums i gang. Det er generelt en generation kendetegnet af undervældende efterfølgere og en blandet omgang catch-up af tre ud af fire af gruppens sidste medlemmer. Tre albums skiller sig dog ud. Først og fremmest Ghost’s efterfølger til 1996’s Ironman, Supreme Clientele, der er mandens mest værdsatte værk, dernæst er der Inspectah Deck’s højst udskudte men anmelderroste debut Uncontrolled Substance, og til sidst har vi RZA’s fuldlængde debutalbum (hans egentlige debut kom nogle år tidligere (før Wu-Tang) med den hurtigt glemte EP Ooh I Love You Rakeem), RZA as Bobby Digital in Stereo, og hvordan skiller det sig så ud? Ved overhovedet ikke at repræsentere RZA som hverken producer eller rapper, da det, som titlen antyder, i stedet er skrevet og indspillet under alteregoet Bobby Digital.

The Genius/GZA – Liquid Swords (1995)

Det sidste Wu soloalbum til at udkomme i 1995 er Liquid Swords af gruppens aldersrepræsentant GZA. Det album skiller sig dog ud fra de andre ved ikke at være et debutalbum. Før der var noget, der hed Wu-Tang udgav GZA nemlig albummet Words from the Genius under navnet The Genius (i forbindelse med dannelsen af Wu-Tang tog han ”GZA” til sig, men han kunne tilsyneladende ikke give slip på The Genius, så han udgiver derfor sin musik under et miks af begge). Debutalbummet er hovedsageligt produceret af Easy Mo Bee, der sidenhen ville blive associeret med 2Pac og Bad Boy Records, men da pladen fejlede i handlen, skred GZA fra Cold Chillin’ Records, og Wu-Tang var kort efter en realitet.

Ol' Dirty Bastard - Return to the 36 Chambers: The Dirty Version (1995)

Der begynder at tegne sig et billede…

 

I 1995 så man en del aktivitet i Wu-Tang lejren, da året bød på tre nye soloudgivelser fra nogle af gruppens mest profilerede rappere. Den første kom fra den nu afdøde Ol’ Dirty Bastard, der efter at have signet til Elektra udgav debutalbummet Return to the 36 Chambers: The Dirty Version (det er rent faktisk den fulde titel) tidligt i 1995.

De La Soul's Plug 1 & Plug 2 Present... First Serve (2012)

To tredjedele af De La Soul er tilbage med konceptalbummet First Serve eller De La Soul’s Plug 1 & Plug 2 Present… First Serve. Det er ikke helt åbenlyst, hvad der er titel og hvad der er kunstnernavn, men jeg vælger fremover blot at kalde albummet First Serve. Hvis man kan sin De La Soul, vil man vide, at albummet kun indeholder bidrag fra Kelvin Mercer (a/k/a Posdnuos og Plug 1) og David Jolicoeur (a/k/a Dave og Plug 2), mens Vincent Mason (a/k/a Maseo og Plug 3) sidder over. Den reducerede gruppe har slået kludene sammen med den franske DJ duo Chokolate & Khalid, som sammen med Plug 1 har udarbejdet melodierne.

The Throne - Watch The Throne (2011)

En del mennesker blev glade, da det i 2010 blev offentliggjort, at Kanye West og Jay-Z – to af de største navne indenfor hip-hop genren – ville samarbejde om et fælles album (under navnet The Throne); ikke ulige Bad Meets Evil året forinden. Altså lige foruden at Royce da 5’9” i konteksten er et mindre navn, og Eminem’s underlag gik fra poppet og mindre imponerende (Recovery) til overraskende lidt mere rå beats (Hell: The Sequel). Det sidste punkt er faktisk ret vigtigt, da Kanye West i 2010 omvendt havde imponeret med en fantastisk og progressiv produktion, så forventningerne var vanvittig høje til Watch The Throne. En mindre ting de to kollaborationer dog også har til fælles er tankerne bag størrelsen på det færdige produkt. Bad Meets Evil udgav teoretisk set en EP, men den kunne også kategoriseres som en kort LP. The Throne planlagde også oprindeligt at udgive en kort (eller faktisk normal) EP, men her udviklede projektet sig til en fuldblods LP.

Masta Ace - MA_DOOM: Son of Yvonne (2012)

I noget tid har jeg egentligt tænkt over at skrive nogle linjer om Brooklyn rapperen Masta Ace, men der er bare hele tiden kommet noget i vejen (andre rappere). End til nu. Masta Ace (eller Duval Clear) udgav nemlig sit fjerde soloalbum for et par måneder siden, hvilket gav mig en formidabel undskyldning til at introducere ham på HIP HOP MEDLEY.

X Clan - To the East, Blackwards (1990)

Det lykkedes i 1990 for den dengang nye gruppe X Clan at skabe noget opmærksomhed omkring sin musik med sin kontroversielle og afro-centrerede debut, To the East, Blackwards. Frontfiguren Brother J har forklaret titlen ved, at han betragter verdenshjørnet øst som symbol på viden og information, hvilket er præcis, hvad de håber at give videre til lytteren. Denne viden opsamler gruppens medlemmer angiveligt bl.a. gennem Blackwatch bevægelsen, som er en samling rappere af begge køn, der går lige dele op i læren om sorte aktivistgrupper som Black Panthers og Blackstone Rangers og musik. Mange af bevægelsens medlemmer droppede albums omkring dette tidspunkt, og selv X Clan medlemmer slog sig løs med en solokarriere, men det var nu X Clan som helhed, der tiltrak den meste opmærksomhed, mens de andre formegentligt alle er glemt i dag.

Ohmega Watts - The Find (2005)

Ohmega Watts (med det borgerlige navn Milton Campbell) blev født i Brooklyn, New York, men flyttede i en tidlig alder en anelse mere østpå til Queens med familien. Han havde på dette tidspunkt endnu ikke specificeret sin musiksmag, og forsøgte sig derfor med alt lige fra dødsmetal til country. Efter er par år i Queens stod han til sidst fast ved hip-hop musik, og begyndte at tage sin involvering i musikken mere seriøst. Med inspiration fra slutfirserne- og starthalvfemsernes største navne begyndte han i 1993 selv at rappe og senere hen også at producere sin egen musik. Det lykkedes ham at producere for flere andre kunstnere samtidig med, at han blev medlem af gruppen Lightheaded. Forud for sit debutalbum udgav han en single, der fokuserede på hans evner som producer, og som blev pænt modtaget i lokalområdet af respekterede DJ’s. Singlen indeholdte involvering af hans gruppe Lightheaded, men også de mere kendte The Lifesavas fra Quannum Projects kollektivet.

Beastie Boys - Licensed to Ill (1986)

Jeg skrev originalt denne anmeldelse for nogle uger siden og havde ikke umiddelbart nogle planer om at oploade den foreløbigt, end til jeg for nogle dage siden erfarede, at Adam Yauch d. 4. maj var afgået ved døden efter en årelang kamp mod kræft. Så efter nogle justeringer kommer anmeldelsen nu op lidt før til minde om MCA.

Beastie Boys er formegentligt den bedst kendte hip-hop gruppe med over 40 millioner solgte kopier verden over og en mere end 25 år gammel debut. Licensed to Ill er skam et rapalbum, men det har tydelige rockkoder, hvilket både kan have hjulpet transitionen fra rock til rap for mange (hvide) radiolyttere og gruppen selv, da de nemlig originalt startede ud som et punkband.

UTFO - UTFO (1985)

Det var engang ikke en komplet sjældenhed at forholdsvis etablerede hip-hop grupper kastede nye navne af sig i form af sine dansere. Det bedste eksempel er en af Digital Underground’s dansere, der fik lov at gæste et af gruppens numre med sin vokal, og sidenhen blev større end både gruppen og snart alle andre hip-hop grupper. Men det skal endnu ikke helt handle om 2Pac. Det skal heller ikke handle om Whodini, men det er dog her, historien om UTFO begynder. To af medlemmerne mødte nemlig hinanden som dansere for Whodini (og blev sidenhen de første til at breakdance i The Phil Donahue Show). De to implanterede parter er Kangol Kid og Doctor Ice, hvoraf sidstnævnte sågar er bror til frontfiguren i Whodini.

Dead Prez - Let's Get Free (2000)

De meget politisk engagerede M-1 og stic.man mødtes for første gang i 1990, hvor de pga. delte interesser og holdninger øjeblikkeligt kom godt ud af det med hinanden. Efter at have været separeret fra hinanden i få år fandt de sammen igen og dannede i 1996 gruppen Dead Prez (som jeg fremover skriver med småt). De medvirkede på diverse soundtracks og gæstede kollegaers albums for til sidst at udgive sit debutalbum i 2000. De var forinden blevet signet til Loud Records, efter at Lord Jamar (fra Brand Nubian) havde hørt dem i New York. Load Records satsede ikke særlig hårdt på duoen, men de formåede alligevel at holde folk interesseret ved at give nogle mindeværdige koncertoptrædener, hvor de brændte pengesedler af og forkyndte, at publikum skulle spise sundt og derfor kastede æbler ud blandt dem – to emner, der også går igen på debutalbummet.

Black Star - Mos Def & Talib Kweli Are Black Star (1998)

Først en venlig påmindelse til min læser: Da vi skriver 2012 i morgen, vil hyppigheden af mine uploads reduceres betydeligt. Jeg vil forsøge at skrive mindst en i ugen, men jeg går altså ikke efter noget skema mere. Håber dog alligevel at se dig igen om nogle dage. (ja, og godt nytår)

Rawkus Records, som blev etableret i 1996, er foruden sine (engang) tilknyttede rappere kendt for sine kompilationsalbums, hvor både pladeselskabets egne rappere og uafhængige rappere bidrager med numre. Den første serie af disse kompilationsalbums er Soundbombing, som der pt. er udgivet tre parter af – og på den anden udgivelse gæster endda ingen mindre end Eminem, men det var også tilbage i begyndelsen af hans mainstream karrierer, og et sådan træk ser man ham på ingen måde tage i dag.

The Black Album Revisited

Efter den meget sigende titel vil jeg nu præsentere mit bud på et super fedt alternativ til Jay-Zs The Black Album. Dette er derfor ikke helt en top 5, men jeg har ingen ide om hvad dette indlæg ellers burde høre ind under. Men som mange nok ved, blev alle vokalerne fra The Black Album lagt op til fri afbenyttelse, som derefter har resulteret i en masse remixes og mash-ups.

Sha Stimuli – March On Washington (Election Edition) (2008)

Tilbage i 2008 tog en MC & producer duo udfordringen op og udgav et mixtape (skråstreg album) hver måned hele året. De forskellige udgivelser havde hver deres tema, såsom kærlighed og politik. Rapperen er Sha Stimuli (med det borgerlige navn Sherod Khaalis), og DJen er barndomsvennen DJ Victorious (utroligt uopfindsomt navn i øvrigt). Produktionerne er dog krediteret til fire andre navne, så hvad DJen helt præcis har lavet, er begrænset.