Ohmega Watts - The Find (2005)

Ohmega Watts (med det borgerlige navn Milton Campbell) blev født i Brooklyn, New York, men flyttede i en tidlig alder en anelse mere østpå til Queens med familien. Han havde på dette tidspunkt endnu ikke specificeret sin musiksmag, og forsøgte sig derfor med alt lige fra dødsmetal til country. Efter er par år i Queens stod han til sidst fast ved hip-hop musik, og begyndte at tage sin involvering i musikken mere seriøst. Med inspiration fra slutfirserne- og starthalvfemsernes største navne begyndte han i 1993 selv at rappe og senere hen også at producere sin egen musik. Det lykkedes ham at producere for flere andre kunstnere samtidig med, at han blev medlem af gruppen Lightheaded. Forud for sit debutalbum udgav han en single, der fokuserede på hans evner som producer, og som blev pænt modtaget i lokalområdet af respekterede DJ’s. Singlen indeholdte involvering af hans gruppe Lightheaded, men også de mere kendte The Lifesavas fra Quannum Projects kollektivet.

I 2005 signede Ohmega Watts til Ubiquity Records og få måneder efter så hans debutalbum endelig dagens lys og indeholdte samme soulfulde lyd som på hans tidligere udgivelse. The Find indeholder en organisk og energisk produktion og omhandler alt fra socialbevidste tekster til spirituelle fortællinger. Pladen eksperimenterer desuden også med forskellige genrer i løbet af albummet og inddrager både elementer fra funk og rock mm, men mest af alt er det bare et sublimt sommeralbum med varme og underholdende numre.

Albummet solgte sådan cirka ingen kopier, men modtog nogle rimelig positive anmeldelser, så som så mange andre udgiver Ohmega Watts noget interessant materiale, men modtager bare ikke den opmærksomhed, han fortjener.

1.       INTRO
Dette er muligvis en af de bedste numre kaldet ”Intro” nogensinde. Helt deroppe ved siden af The xx’s ”Intro”. Produktionen er utroligt tilbagelænet og silkeblød, og vor vært lægger nogle enkelte bars, som fungerer som en meget begrænset omvend positiv introduktion til ham. Super dejligt nummer.

2.       WHERE IT ALL STARTED (FEAT. DJ DNA)
Det her er til gengæld en superb egentligt introduktion til Ohmega Watts, hvilket titlen næsten også afslører. Vi får en masse baggrundsviden omkring rapperen, så hvis man savner en mere dybdegående biografi, kan man altså bare nøjes med at høre dette nummer. Produktionen er endnu engang meget varm og ikke mindst god, og reflekterer meget godt coveret på albummet.

3.       THAT SOUND (FEAT. LIGHTHEADED, THE PROCUSSIONS & NOELLE)
Det er meget tidligt for et posse-cut, men det er ikke desto mindre, hvad dette nummer er. Ohmega Watts får besøg af de resterende 2/3 af Lightheaded, trioen The Procussions, hvis mest prominente rapper er Mr. J. Medeiros og DJ Noelle, som får lagt nogle udmærket scratches ind mod slutningen. Umiddelbart vil jeg mene at Stro The 89th Key (fra The Procussions) gør sig bedst bemærket med sin lidt dybere stemme, der giver ham noget nær samme rolle i kollektivet som Chali 2na i Jurassic 5, men også Braile (fra Lightheaded) gør et pænt indtryk med sit passionerede flow og mange rim. Produktionen er stadig opmuntrende og afslappet, men besidder dog nogle mere rastløse trommer, som får nummeret til at skille sig væsentligt ud fra det forrige. Men ja, det var sgu et meget godt nummer.

4.       YOU ARE NOW TUNED IN (FEAT. ADAM L & DJ BOMBAY)
Nummeret er let at komme igennem og produktionen er god, men rapperne drukner lidt med deres hurtige levering i den gode produktion, så jeg aner faktisk ikke, hvad de snakker om i nummeret. Deres flows var dog meget gode. Det er underholdende nok, men samtidig også hurtigt glemt igen. Når man løber tør for lyrik, er det i øvrigt okay rent faktisk at stoppe nummeret kort efter. Produktionen er meget god, men at lade den kører i mere end halvandet minut for sig selv er lige i overkanten.

5.       JOURNEY (INTERLUDE 1)
Et kort og lidt begivenhedsfattig mellemspil.

6.       FULL SWING (FEAT. NEOGEN & DEACON)
Nej, det er desværre ikke Deacon the Villain fra CunninLynguists, der gæster dette nummer. Faktisk virker nummeret længere, end det egentligt er, hvilket sjældent er et godt tegn. Dette er ingen undtagelse. Det er ikke en ubehagelig oplevelse, men mine tanker er på alt andet end selve nummeret.

7.       A REQUEST
Bassen er det mest fremtrædende instrument i produktionen, på trods af at den ellers er en lidt subliminal tilføjelse. Den måtte gerne have været en anelse mere fremtrædende, men som det er nu, fungerer produktionen også meget glimrende, da den er meget livlig og dynamisk. Omkring halvvejs i nummeret kommer et mildere mellemspil, men det havde jeg faktisk gerne undværet, så nummeret også kunne komme ned på en normal længde. Første halvdel er helt klart bedst – hvilket også er der Ohmega Watts’ rap kan høres. Dette er i øvrigt også han føromtalte første single, som bestemt ikke var et skidt udgangspunkt.

8.       MIND POWER (FEAT. TIFFANY SIMPSON)
Dette nummer er noget af et stemningsskifte, da den varme og opmuntrende vibe bliver skiftet ud med en lidt sørgmodig, stille og dyster produktion, mens Ohmega Watts sætter fokus på følelsesmæssig udnyttelse og magtudøvelse af andre. Dette socialbevidste og kritisk observerende nummer er noget af en adskillelse fra de optimistiske og positive numre, men det glæder faktisk albummet meget fint. Ohmega Watts kan lidt af hvert, og det er dette nummer med til at bevise, da det er et meget fint og indsigtsfuldt stykke musik.

9.       YOUR LOVE (FEAT. TIFFANY SIMPSON)
Tiffany tager overraskende føringen, og nøjes derfor ikke bare med at synge omkvædet men også alle versene. Ohmega Watts er ikke et eneste sted at finde på dette nummer – selvfølgelig undtagen produktionen, som med sin positive lyd og lidt tunge trommer passer fint til sangerinden, samtidig med at det også lyder hip-hop’et. Tiffany er en god sangerinde, så nummeret er skam okay, men det er ikke noget, jeg nødvendigvis vender tilbage til.

10.   TREASURE HUNT (FEAT. SUGAR CANDY)
Produktionen er ret spændende på dette nummer, da det til tider er lidt kaotisk og medbringer forskellige blæse- og strengeinstrumenter. Derfor er det også hamrende ærgerligt, at Sugar Candy synger nogle halv tilfældige linjer en gang i mellem i løbet af nummeret, og Ohmega Watts slet ikke selv dukker op. Dette nummer kunne have været rigtig godt med noget rap, men hvis man vil høre noget lignende (varm og interessant produktion med rap), kan man selvfølgelig bare høre næsten alt andet på albummet.

11.   GROOVIN’ ON SUNSHINE (FEAT. TIFFANY SIMPSON)
Tiffany vender endnu engang tilbage, men denne gang er hun hensat til blot jævnligt at fade ind og ud i løbet af nummeret. Hun er altså ikke ligeså prominent som i ”Your Love”, og nummeret er derfor halvt instrumental. Det gavner faktisk nummeret, da sangerindens bidrag så kan værdsættes mere, når hun endelig dukker op. Derudover er produktionen fantastisk, og fortjener nærmest at køre for sig selv.

12.   AT THE OASIS (INTERLUDE 2)
Endnu et kort mellemspil. De er fine nok, men de bidrager ikke rigtigt med noget væsentligt.

13.   THE FIND (FEAT. STRO THE 89TH KEY OF PROCUSSIONS)
På titelnummeret vender Ohmega Watts endelig tilbage, og i selskab med Stro bliver der snakket om inspiration og motivering. De samarbejder meget godt sammen, da de elegant udveksler linjer med hinanden, og selv omkvædet med en lille dialog fungerer rigtig godt. Produktionen er meget stille, men når den først er i gang, tilpasser jeg mig hurtigt til dens soulfulde og beroligende lyd.

14.   SATURDAY NIGHT LIVE (FEAT. SURREAL & SHARLOK POEMS)
Hvad der formegentligt er albummets klubnummer følger gæsterne på deres vej i byen og direkte op på scenen i den lokale klub. Selvom andet vers består af rimelig typiske lyriks, så handler første vers interessant nok blot om turen igennem byen, og hvilken atmosfære de fornemmer. Det er faktisk et ganske interessant nummer – specielt taget dets præmis i betragtning – men nu er bærende produktion også vældig god.

15.   THE HARDER THEY COME (INTERLUDE 3)
…

16.   THE TREATMENT (FEAT. MANCHILD, BRAILLE & BIG REC)
Produktionen er en smule forvrænget, og mangler den bløde og lindrende vibe fra tidligere numre. Det er selvfølgelig acceptabelt med noget forveksling, men det kan også blive for meget. Nummeret virker for rodløst og omfarende. Manchild skiller sig dog tydelig ud på dette nummer, da han har et virkeligt fængende flow.

17.   STAY TUNED (FEAT. SOJOURN)
Ohmega Watts leverer endnu engang et glimrende og lidt reflekterende vers, mens Sojourn efter et længere mellemspil afslutter nummeret med sit eget vers, som supplerer det første vers rigtig godt. Det er en god ting, at Ohmega Watts åbenlyst går meget op i og holder meget af sine produktioner, men nogle gange tager det en smule overhånd, da mellemspillet godt kunne have været lidt kortere. Det forhindrer dog ikke nummeret i at følge albummets varme og beroligende vibe.

18.   Y’ALL THERE? (INTERLUDE 4)
…

19.   FLOOR ROCK
Nummeret er en instrumental, men det kan næsten ikke overraske længere. Ligesom det heller ikke kan komme som en overraskelse, at nummeret er meget dejligt. Det har et højt tempo, og inddrager endnu engang både blæsere, guitar og andre velfungerende instrumenter. Selvfølgelig endnu et godt nummer.

20.   MOVE!
Ohmega har valgt at spille sin vokal gennem et dæmpende og forvrængende filter, som sjældent er et træk, jeg fremskynder, og det er desværre ret ødelæggende. Det er derfor et lidt ærgerligt tidspunkt at vælge at fremvise en tydeligt inspirerende tekst, når udførelsen ikke er på samme niveau. Produktionen med den ligeledes forvrængende el-guitar er et godt træk, der sammen med de energiske trommer sætter godt gang i nummeret, så på trods af problemer med leveringen er nummeret et interessant, eksperimentelt og anderledes nummer.

21.   LONG AGO (FEAT. OTHELLO)
Ohmega og Othello benytter de næste 3-4 minutter på intet andet end at more sig på mikrofonen med batterap. Der sker derfor ikke rigtigt så meget i nummeret, men det er da god og let underholdning. De to rappere virker til at have en god kemi, og produktionen er god, så det er jo ganske fint.

22.   DREAM ON (OUTRO)
Ohmega sparker starten på enden i gang med en simpel og charmerende saxofonsolo og tilføjer kort efter trommer og klaver, og sådan forløber resten af nummeret så. En rolig og dejlig instrumental slutter albummet af på fin vis og i klar forlængelse af de tidligere numre. Smukt.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Ohmega Watts er en vidunderlig producer, som virkelig har mestret de varme, beroligende og sommeragtige produktioner, hvilket The Find er et stort og konsistent bevis på. Som rapper supplerer han fint den dejlige produktion, men selvom opmærksomheden til tider bliver taget fra hans vokal, så er han såmænd ganske habil, og han har skrevet nogle interessante, opfindsomme og inspirerende tekster. Albummet skal dog i sidste ende ultimativt høres for produktionen, som trods sin næsten statiske vibe er meget varieret og spændende at udforske. Albummet indeholder også en spændende blanding af sang, instrumentale og rap, som jeg faktisk finder meget naturligt på dette album. Man bør helt sikkert købe dette album, da man virkelig får meget kvalitet for pengene, og så er det i øvrigt glimrende musik til de forhåbentligt mange kommende solskinsdage.

BEDSTE NUMRE: Albummet nydes bedst kontinuerligt, da alle numrene bidrager til den gode atmosfære og mere eller mindre er lige gode, så hør det gerne igennem fra start til slut. Seriøst.