Kanye West - Yeezus (2013)

Hr. West har været god ved sine fans i det nye årti med en ny udgivelse hvert år end til videre. Han lagde ud med det anmelderroste soloalbum, My Beautiful Dark Twisted Fantasy, i ’10, hvorefter den stod på et par alternative udgivelser med henholdsvis Jay-Z og GOOD Music-kunstnerne. Nu er han så tilbage med sit sjette soloalbum i form af den kontroversielt betitlede Yeezus, hvor han med blot ti numre på ny forsøger at genopfinde sig selv.

Slot-A - The Transition (2013)

Den Chicago-bosatte Barron Bollar har i noget tid hærget bag knapperne som produceren Slot-A for alskens forskellige meget undergrundsrappere, der er ligeså kendte som DJ’en selv. Allerede før han rigtigt har brudt igennem tilføjer han dog endnu en kasket til samlingen, da han tidligere i år hoppede ud som fuldbyrdet rapper.  Det skete gennem The Transition, der udkom til gratis download den 5. februar.

Lupe Fiasco - Lupe Fiasco's Food & Liquor (2006)

Lupe Fiasco (født Wasalu Muhammad Jaco) er i dag en rimelig målrettet musiker med et ønske om at oplyse og underholde sine medmennesker med nuancerede og detaljerede fortællinger, men sådan har det bestemt ikke altid været. Ikke fordi han som person har ændret sig meget, men nærmere fordi han siden sit debutalbum har kunnet hvile i sig selv og lade ordene flyde ubesværet. Han fremstår i dag som den nørdede, sorte fyr i klassen, hvilket han nemlig formegentligt altid har gjort. Af den grund hældede han også oprindeligt til jazz, mens han afskyede hip-hop pga. den ofte vulgære tone. Det ændrede sig dog, da han opgav at beherske et instrument og i stedet valgte at fokusere på det lyriske indhold, og når en ung fyr først har fundet sig til rette med poesi og digte, så er der ikke langt til rap. Den sene tiltrækning af genren er som udgangspunkt ligegyldig, men det har affødt nogle lidt uheldige og morsomme episoder for manden. Hele fadæsen med hans cover af A Tribe Called Quest’s ”Electric Relaxation” er et af de mere rammende eksempler.

G.O.O.D. Music – Cruel Summer (2012)

Jeg poster dette indlæg som en del af min Kanye West auteur-analyse, men faktisk handler Cruel Summer i princippet ligeså meget om de fleste andre inkluderede parter, da det er en pladeselskabskompilation, der forsøger at skabe noget opmærksomhed omkring ensemblet på G.O.O.D. Music (Getting Out Our Dreams Music). Kanye West er dog manden bag dette projekt, da han grundlagde pladeselskabet i 2004, og så medvirker han faktisk også på flere numre end nogen anden.

The Throne - Watch The Throne (2011)

En del mennesker blev glade, da det i 2010 blev offentliggjort, at Kanye West og Jay-Z – to af de største navne indenfor hip-hop genren – ville samarbejde om et fælles album (under navnet The Throne); ikke ulige Bad Meets Evil året forinden. Altså lige foruden at Royce da 5’9” i konteksten er et mindre navn, og Eminem’s underlag gik fra poppet og mindre imponerende (Recovery) til overraskende lidt mere rå beats (Hell: The Sequel). Det sidste punkt er faktisk ret vigtigt, da Kanye West i 2010 omvendt havde imponeret med en fantastisk og progressiv produktion, så forventningerne var vanvittig høje til Watch The Throne. En mindre ting de to kollaborationer dog også har til fælles er tankerne bag størrelsen på det færdige produkt. Bad Meets Evil udgav teoretisk set en EP, men den kunne også kategoriseres som en kort LP. The Throne planlagde også oprindeligt at udgive en kort (eller faktisk normal) EP, men her udviklede projektet sig til en fuldblods LP.

Kanye West – My Beautiful Dark Twisted Fantasy (2010)

I kølvandet på udgivelsen af 808s & Heartbreak mødte Kanye West Amber Rose, som han indledte et forhold med, hvilket sandsynligvis fik ham i bedre humør, men det helbredte dog ikke helt det knuste hjerte, hvilket kom til udtryk omkring et år efter til 2009 MTV Video Music Awards. Her udspillede den nu notoriske scene sig mellem ham og Taylor Swift; hun havde fået mikrofonen og var i gang med sin tale efter at have vundet prisen for den bedste kvindelige video, hvormed Kanye hopper op på scenen, griber mikrofonen og proklamerer, at Beyonce ellers havde den bedste video nogensinde. En begivenhed, der forargede mange mennesker og morede endnu flere. Hans lille tale er sågar blevet citeret et hav af gange, inkl. af Eminem på ”No Love”.

Kanye West - 808s & Heartbreak (2008)

Kanye West’s tre første albums beskæftigede sig alle med et skoletema (der løbende blev mere og mere overfladisk), så de bliver generelt betragtet som en sammenhængende trilogi, på trods af at de musikalsk stadig er betydeligt differentiable med hvert album indeholdende sin egen umiskendelige lyd. De har til gengæld nogle behandlede emner til fælles, og flere af numrene (evt. kun lyrikken) spredt ud over alle tre albums kan dateres tilbage til før debutens udgivelse. Netop derfor skiller 808s & Heartbreak sig så væsentligt ud, da det har absolut intet tilfælles med tidligere udskejelser. Ingen inspirationer er blevet betragtet før, og alt materiale er helt nyt. Stilen er helt ny.

Kanye West - Graduation (2007)

Flere gange har Kanye West landede sig en rolle som en arrogant idiot, men kort før udgivelsen af sit andet album Late Registration tog han faktisk den modsatte vej, da han offentligt talte negativt ud om homofobi i hip-hop miljøet. Det var en smart kommentar, der både symboliserer hans ligegyldighed overfor andres meninger, og samtidig illustrerer hans forkærlighed til familien, da episoden udspringer af opdagelsen af en fætters homoseksualitet. Hvis jeg skulle beskrive Kanye West med få ord, så ville, hvad denne episode repræsenterer, udgøre to tredjedele af mit ordvalg; kærlighed for bekendte og ligegyldighed over for andres meninger. Prikken over i’et ville være ”flashende”. Det skal dog nævnes, at han også er lidt af en filantrop og hjælper folk i nød eller på jagt efter en pladekontrakt.

Kanye West - Late Registration (2005)

I kølvandet på Kanye West’s massive succes med sit debutalbum, begyndte en del producere at gøre ham kunsten efter med højfrekvente vokalsamples fra soulplader, så han valgte at gå i en mere eklektisk retning med den svære efterfølger, hvilket bl.a. indebærer mere eksperimentelle og orkestrerede skæringer. Til at gøre dette fik han hjælp af komponisten Jon Brion, der bl.a. er manden bag soundtracket til Jim Carrey-filmen Eternal Sunshine of the Spotless Mind.

Kanye West - The College Dropout (2004)

Der var engang, hvor jeg var en smule mere ignorant, og en amerikansk producer-slash-rapper tog verden med storm til stor overraskelse for mange inkl. mig selv. Hans navn var og er stadig Kanye West, og han slog igennem med intet andet end sit debutalbum, The College Dropout. Jeg havde trods mandens voldsomme og pludselige popularitet ikke meget til overs for ham end til den dag, hvor jeg rent faktisk hørte et helt album igennem med ham. Så var jeg - ligesom millioner af andre - også solgt. Det er blevet tid til min tredje auteur-analyse.

YP - Still Awake (2012)

En af Chicago’s nye rappere er den gode mand YP, der trods sine stereotypiske karaktertræk har formået at fange flere menneskers opmærksomhed, inkl. kollegaerne Nas og Q-Tip og selvfølgelig mig selv. Han er omkring tyve år, elsker fester og sneakers, spenderer mange timer i studiet og håber at flytte sine forældre ud af ghettoen – altså intet nyt under solen der. Derudover fortrækker han også vinylplader frem for f.eks. digitale kopier, så han er rimelig old school. Denne konservatisme benytter han til at lave gadehymner med en nonchalant og legende levering. Han viser dog også sin relation til samtiden ved at lade produktionen (som er hvert fald delvist udarbejdet af DJ Timbuck 2) løbe over i noget trap-agtigt til tider.

Common – Be (2005)

Rapper og skuespiller Common – af sine kærlige (og skilte) forældre bedre kendt som Lonnie Rashid Lynn, Jr. – udgav sit første album i 1991 efter en afsluttet tur på universitet, så det var ingen overraskelse, da Can I Borrow a Dollar? viste sig intet at have med gangstarap at gøre. Han teamede op med producer No I.D. (som i halvfemserne også var mentor for en ung Kanye West), som producerede Common’s tre første albums (alle udgivet af det uafhængige pladeselskab Relativity Records). Hverken debuten eller opfølgeren (som blev udgivet under Common Sense, hvilket han sidenhen ændrede pga. et søgsmål) solgte på nogen måde godt, og det var på trods af, at begge blev godt modtaget af anmeldere, og sidstnævnte sågar indeholdte den historiske klassiker (fordi ’klassiker’ bare ikke var nok) ”I Used to Love H.E.R.”; et nummer der har sikret Common en plads i historiebøgerne for altid.