Common – Be (2005)

Rapper og skuespiller Common – af sine kærlige (og skilte) forældre bedre kendt som Lonnie Rashid Lynn, Jr. – udgav sit første album i 1991 efter en afsluttet tur på universitet, så det var ingen overraskelse, da Can I Borrow a Dollar? viste sig intet at have med gangstarap at gøre. Han teamede op med producer No I.D. (som i halvfemserne også var mentor for en ung Kanye West), som producerede Common’s tre første albums (alle udgivet af det uafhængige pladeselskab Relativity Records). Hverken debuten eller opfølgeren (som blev udgivet under Common Sense, hvilket han sidenhen ændrede pga. et søgsmål) solgte på nogen måde godt, og det var på trods af, at begge blev godt modtaget af anmeldere, og sidstnævnte sågar indeholdte den historiske klassiker (fordi ’klassiker’ bare ikke var nok) ”I Used to Love H.E.R.”; et nummer der har sikret Common en plads i historiebøgerne for altid.

Hans to første albums var fattige på kendte gæsteoptrædener, hvilket der blev lavet fuldstændig om på med den tredje udgivelse, hvor tallene skiftede; anmelderne var knap så begejstret, men til gengæld solgte albummet i forhold til de tidligere to utroligt godt. Gæsterne inkluderede bl.a. Q-Tip (fra A Tribe Called Quest), Black Thought (fra The Roots) og Lauryn Hill (fra The Fugees), som han derefter ville stifte Soulquarians kollektivet med. I samme anledning skiftede han også til det større Universal Records, og arbejdet med kollektivet blev så dominerende, at medlemmer ?uestlove (fra The Roots) og nu afdøde Jay Dilla (fra Slum Village) erstattede No I.D., og producerede store dele af hans fjerde og femte album, hvoraf førstnævnte blev hans kommercielle gennembrud, og sidstnævnte blev objekt for en lunken modtagelse hos fansene.

I 2004 stiftede Kanye West sit eget pladeselskab GOOD Music (Getting Out Our Dreams Music), og efter at have været fan af Common’s musik gennem længere tid signede han ham som en af de første, og Common blev derfor også en af de første til at udgive et album gennem pladeselskabet. Et album kaldet Be. Soulquarians var så småt gået i opløsning, men Jay Dilla havde alligevel en lille finger med i produktionen, som ellers primært er ordnet af Kanye West.

Be blev godt modtaget af både anmeldere og fans, skabte nye fans, blev nomineret til flere Grammy priser, vandt mange ”Album of the Year” priser og afstedkom sig nok singles til, at det næsten svarede til halvdelen af albummet. Kort sagt blev albummet en succes. Dog ikke en fantastisk kommerciel succes, da albummet ikke engang solgte platin, hvilket er ret overraskende, da albummet blev båret frem af Kanye West, som både producerede, hjalp til med sangskrivningen og som eneste rapper gæstede albummet, og manden havde jo altså lige året inden toppede samtlige hitlister med debuten The College Dropout.
Men havde Common fortjent flere solgte enheder?

1.    BE (INTRO)
Første halvdel består af beatet som langsomt bliver bygget op; først guitar, senere trommer o.l.. Det sætter uden tvivl den rigtige stemning med et muntert og opløftende udtryk, og halvvejs inde slutter Common sig så til, alt i mens han forsøger at retfærdiggøre albumtitlen. Han slutter bl.a. af med, hvad der også skulle blive et Kung Fu Panda citat: ”the present is a gift”, som efterfølges af ”I just wanna be”. Det er ikke desto mindre yderst effektivt. Jay Dilla producerede i øvrigt også et nummer beregnet som intro, men det blev kasseret og i stedet smidt på et senere mixtape.

2.    THE CORNER (FEAT. KANYE WEST & THE LAST POETS)
Kanye bidrager med et overraskende velfungerende omkvæd, mens Common leverer historier fra gaden. Det sampleprægede beat passer perfekt til Common’s stemme, og giver nummeret en betinget genspilningsværdi, da det indebærer at man endnu ikke har hørt albummets bedre numre.

3.    GO! (FEAT. JOHN MAYER & KANYE WEST)
Der er noget magisk over ordet ”Go”, som gør, at man altid kan slippe af sted med at gentage det til ukendelighed. Kanye tager sig igen af omkvædet, men han har også en evne til at klare det uden problemer. Derudover er hans produktion faktisk så god, at det gør Common’s savlen over en dame nem at komme til at ignorere. Det her er Kanye West's nummer.

4.    FAITHFUL (FEAT. BILAL & JOHN LEGEND)
Common fantaserer om at have et kærlighedsforhold til en kvindelig Gud (lidt i forlængelse af forrige nummer), men overvejer også hvilke problemer, det vil bringe. Common begynder derfor at lege med to betydninger af begrebet troskab, og generelt er nummeret meget finurligt. Kanye West har da selvfølgelig også samplet DJ Rogers’ ”Faithful to the End”, og titlen kører flydende gennem omkvædet. Desværre tjekker Common rimelig tidligt ud, og overlader næsten hele sidste halvdel af nummeret til sangerne, som dog heldigvis er gode.

5.    TESTIFY
Kanye sampler ”Innocent Til Proven Guilty” af Honey Cone, hvilket meget godt genfortæller Common’s historie om en kvinde, der sørger over og frygter sin mands tilfangetagelse, og i retten er villig til at vidne til hans fordel. Han ender dog med at blive dømt skyldig på alle punkter, men det er nu alligevel ikke ham samplet refererer til. Jeg kan godt lide både vokalsample og beat, og selvom Commons alternative vers nærmer sig spoken-words, er resultatet okay.

6.    LOVE IS… (FEAT. LUNA E)
Dette er det andet længste nummer på albummet, og det er der en rigtig god grund til. Common er for et øjeblik færdig med sine historier og sit begær efter det modsatte køn, og dedikerer simpelthen et helt nummer til kærlighed, der både er filosofisk og analyserende. Han yder en af sine bedste præstationer med meget velskrevne vers, der meget muligt er blevet citeret en del siden. Den stemningsfulde og bløde produktion af Jay Dilla matcher tekstuniverset og de berørte temaer rigtig fint.

7.    CHI-CITY (FEAT. KANYE WEST)
Eftersom vi allerede har hørt fortællinger fra gaden på “The Corner”, virker et nummer om Chicago ret redundant og unødvendig. Det er selvfølgelig ikke en regel for alle udgivelser, men i Common’s tilfælde kunne jeg have nøjes.

8.    THE FOOD (LIVE) (FEAT. KANYE WEST)
Common har valgt noget så sjældent som at inkludere en liveversion frem for studieversionen på sit album i form af “The Food”. Optagelsen fra Chappelle’s Show er god; man kan tydeligt høre de mindre professionelle forhold, men til gengæld får man en mere levende og sprælsk levering. Kanye klarer omkvæd og bridge, mens Common tager sig af nogle glimrende vers. Beatet er super fedt, og omkvædet er godt og fængende, så man er garanteret at blive tryllebundet af nummeret ved første lyt.

9.    REAL PEOPLE
På sin vis en racistisk sang, da Common titulerer personer, som f.eks. de færreste danskere deler de nævnte karaktertræk med, rigtige mennesker. Men da jeg har det godt, er jeg egentligt ret ligeglad, så nummeret er ganske underholdende med et godt beat, og nogle gode gemte budskabet. Common nøjes sig med nogle korte vokalfrie mellemspil, og det fungerer fint, da jeg hvert fald ikke savner noget omkvæd.

10.    THEY SAY (FEAT. JOHN LEGEND & KANYE WEST)
For en gang skyld leverer Kanye West også et vers, og selvom han lægger stille ud, ender det alligevel som et værdigt bidrag. Ham og Common kommenterer på diverse rygter, og skyder nogle af dem ned igen. Produktionen og John Legend’s (ham Kanye går til, når han ikke selv gider synge omkvædet) omkvæd er okay.

11.    IT’S YOUR WORLD, PT. 1 & 2 (FEAT. BILAL, LONNIE “POPS” LYNN & ‘THE KIDS’)
Albummets sande perle er om noget første del af dette nummer, pga. et opløftende, smooth og super lækkert beat produceret af Jay Dilla, og Common’s formidable levering og spændende vers. Der er egentligt ikke meget opløftende ved nummeret, der nærmest blot er en konstatering af at f.eks. et uheldigt liv på gaden er vedkommendes verden, men det sætter derimod fokus på, at folk lever forskelligt, og at alle ikke har det lige godt, vil det samme eller bare høre til et bestemt sted.
Efter Common’s to vers gives mikrofonen videre til en gruppe børn, der fortæller, hvilke professioner de bl.a. stiler efter, hvilket jo er i fuld tråd med titlen. Men Common’s far får som altid det sidste ord, hvilket er en chance, han benytter til, at filosofere over det ’at være’, hvad man kan og måske bør være. En fin klavergang holder efter slutningen af det egentlige nummer, hvilket jeg formoder er part 1, en med selskab, men som skrevet er part 1, altså den egentlige perle, mens resten blot er pynt.

Men nej, det er såmænd ikke slut endnu. I hvert fald ikke hvis man hører UK udgivelsen, som jeg tilfældigvis gør, da der her er et skjult bonusnummer:

SO COOL
Produktionen af Sa-Ra har stort set intet til fælles med resten af albummet, og er derfor ganske forståeligt oprindeligt kasseret. Men selvstændigt er nummeret nu alligevel meget underholdende pga. et glad og festligt beat med energiske trommer, der sætter gang i musklerne. Common leverer en ligeledes energisk gang rap, og det er sgu alligevel dejligt forfriskende ovenpå den gennemløbende neddæmpede lyd på albummet. Forvent ikke lyrik på astronomiske højder, men derimod et fedt og livsglad nummer, og du vil ikke blive skuffet.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Kanye West’s store indflydelse på projektet er uden tvivl til at mærke, men det vil dog ikke sige, at Common er blevet spist af med de kasserede rester fra The College Dropout, for Be har alligevel en gennemgående rød tråd, der lægger sig mere op af soul end Kanyes udgivelser nogensinde har gjort. Jay Dilla’s værker lægger sig også op af denne stil, hvilket gør albummet utroligt gennemført på en sådan måde, kun albums med en enkelt producer (som her får lidt hjælp) kan præstere. Common’s tekster varierer en del både i valg af emne og kvalitet, så man også slipper for at høre på det samme hele tiden. Til gengæld er albummet også i den korte ende af skalaen, men som med Nas’ Illmatic er det nogle gange en del af charmen. Common vil aldrig blive min favorit rapper, og jeg finder ikke hans flow imponerende, men ikke desto mindre fortjener han alligevel dine skillinger i bytte for denne lille lækkerbisken.

BEDSTE NUMRE: ”Faithful”; ”Love Is…”; ”The Food (Live)”; ”It’s Your World, Pt. 1 & 2”; “So Cool”