12 januar 2012

Eminem - Infinite (1996)


Årene efter, at Soul Intent gik i opløsning, er formegentligt nogle af de vigtigste for Marshall på både et personligt og professionelt plan. Første juledag i selvsamme år som Soul Intent EP udkom, fødte Kim Scott nemlig Hailie Jade, som er Marshall’s eneste biologiske barn i en søskendeflok, der nu også tæller Kim’s søsters barn Alaina ”Lainie”, og Whitney, som er Kim’s datter fra et andet forhold. Hailie influerer åbenlyst Marshall meget, hvilket også kommer til udtryk i hans kommende tekster.

Marshall har på dette tidspunkt også i længere tid arbejdet sammen brødrene Jeff og Mark Bass, som udgør produktionsteamet FBT Productions, og har sit eget studie, og da Marshall nu står uden musikalsk hjem signer han til brødrenes pladeselskab WEB Entertainment, og er en af de første til at indspille et album i brødrene nye studie. Men frem for at række ud efter beats fra Bass brødrene, søger Marshall hjælp hos hans og Proof’s fælles ven, Denaun Porter, bedre kendt som Kon Artist eller i dag Mr. Porter. Marshall skifter kunstnernavn til Eminem, da han frygter at blive sagsøgt, og udgiver sit første studiealbum, Infinite, som omhandler hans finansielle problemer, stressede hverdag og tanken om at opfostre sit barn under disse forhold, og hans drøm om at blive taget seriøst, blive succesfuld og have penge på lommen.

Eminem blev beskyldt for at stjæle Nas’ og hans kammerat AZ’s flow på Infinite, og han siger også selv, at han befandt sig i en periode, hvor han forsøgte at finde sig selv og definerer og smede sin egen stil. Denne udgivelse har derfor meget lidt tilfælles med fremtidige udgivelser, hvilket mest af alt skyldes, at alter egoet, Slim Shady, på nuværende tidspunkt endnu ikke er blevet født.

1.    INFINITE
Ligheden med AZ og Nas er ret slående fra første linje, men hvis man absolut skal stjæle et flow, så kunne det jo ikke have endt meget bedre. Det er ikke helt hans egen lyd, og han har mig ikke helt overbevist, men han gør det alligevel okay. Produktionen skriger undergrund, og med det i mente (det lave budget), så er nummeret rimelig godt. Det bliver dog aldrig fantastisk, og man skal ikke høre det mange gange i træk før man bliver træt af det. Omkvædet er nu alligevel okay på en rå måde.

2.    W.E.G.O. (INTERLUDE) (FEAT. DJ HEAD & PROOF)
En kort radioskit, hvor Proof præsenterer Eminem og hans nummer “It’s OK”.

3.    IT’S OK (FEAT. EYE-KYU)
Der er lidt sjovt at høre hans drøm om at kunne forsørge sin datter og mere til, når hun nu står til at arve millioner. Det mest bemærkelsesværdige ved nummeret er dog ytringen om, at fattigdommen gjorde, at han fandt Gud og blev kristen, men det må alligevel ikke have gjort et stort indtryk på ham, da Gud ingen steder er at finde under ”thanks to” i cd hæftet. Nummeret lider ligesom det meste af albummet under en uoriginal levering og en døsig produktion, men trommerne er alligevel værdsat og lyrikken er god, så nummeret er da okay.

4.    313 (FEAT. EYE-KYU)
Den bløde og behagelige produktion er egentligt fed, men Eminem lyder uinspireret – specielt i omkvædet, som er forfærdeligt radiovenligt og intetsigende. Det er okay at være radiovenlig, men det her blev bare for meget.

5.    TONITE
Problemet med de fleste produktioner herpå, er at de ikke har meget andet kørende for sig end en stille, dog ofte alternativ, trommegang, hvilket også gør dette nummer utroligt kedeligt at høre på.

6.    MAXINE (FEAT. 3 & DENAUN PORTER)
Det lykkedes Kon Artist at overgå sig selv med kedelige produktioner på dette nummer, hvor beatet er nærmest ikke eksisterende – der kører bare lidt musik i baggrunden. Gæsterne bidrager ikke med noget positivt, hvilket får mig til at glæde mig over, at der trods alt ikke udkom en D12 cd på dette tidspunkt også, for det må da have lydt forfærdeligt kedeligt.

7.    OPEN MIC (FEAT. THYME)
Titlen kan godt føde tanken om at endnu en skit er undervejs, men overraskende nok er det her et ganske normalt nummer med omkvæd. Produktionen har meget potentiale, men der synes stadig at mangle et eller andet, da den bare ikke slår så hårdt, som man kunne ønske. Omkvædet er ret sjovt, da Thyme’s stemme er vanvittig, bare vanvittig, og lys. Det er da i det mindste underholdende.

8.    NEVER 2 FAR
Eminem lyder meget mere fængslende på sine senere udgivelser, men han viser til gengæld sit åbenlyse talent for sangskrivning herpå, hvor rim dukker op overalt, samtidig med at han forsøger at inspirere lytteren. Det er også en god ting, når manden så selv er levende bevis på, at man kan nå langt. Et af albummets bedre numre.

9.    SEARCHIN’ (EYE-KYU & DINA RAE)
Dina Rae synger RnB omkvædet, som virker til at klæde Eye-Kyu bedre end Eminem, men til gengæld gør han også nummeret endnu mere RnB-agtigt, hvilket jeg godt kunne undvære. Det her er i øvrigt ikke sidste gang at Dina Rae gæster et Eminem nummer, da hun også deltager i ”Superman” fra The Eminem Show.

10.    BACKSTABBER (FEAT. PROOF)
Det lykkedes ikke Eminem i første omgang at lave et godt disstrack med ”Fuckin’ Backstabber”, og det lykkedes ham bestemt heller ikke her. Der går lidt Shady i ham til sidst, hvor han stikker en mand ned, men uden Shady’s karakteristiske vrede lyder det helt forkert.

11.    JEALOUSY WOES II
Eminem har ikke overraskende problemer med Kim, som bliver leveret på en fair og begrundet måde. Altså meget ulige hvad Kim har i vente. Desværre er beatet ikke interessant og omkvæd og introen er ligeledes irriterende. Alle tre dele som Eminem faktisk ikke har stået for.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Infinite er temmelig kedelig at høre igennem uden nogen store overraskelser. Kon Artist viser potentiale med sine til tider spændende trommemønstre, men på dette tidspunkt mangler hans produktioner en del finpudsning. Eminem er som skrevet ikke blevet afklaret med, hvilken vej han ønsker at gå med sin musik, hvilket heller ikke just hjælper pladen. Eminem’s solodebut er ikke på nogen måde fantastisk, så der var ingen tvivl om, at han behøvede noget hjælp for at komme videre. En hjælp han fandt året efter udgivelsen i form af Slim Shady.
Det her er for samlere KUN.

BEDSTE NUMRE: ”Infinite”; ”Never 2 Far”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar