Der var
engang, hvor jeg var en smule mere ignorant, og en amerikansk producer-slash-rapper tog verden med storm til
stor overraskelse for mange inkl. mig selv. Hans navn var og er stadig Kanye West, og han slog
igennem med intet andet end sit debutalbum, The
College Dropout. Jeg havde trods mandens voldsomme og pludselige
popularitet ikke meget til overs for ham end til den dag, hvor jeg rent faktisk
hørte et helt album igennem med ham. Så var jeg - ligesom millioner af andre - også
solgt. Det er blevet tid til min tredje auteur-analyse.
Kanye West blev født i Atlanta, hvor han levede med begge sine forældre. Faderen Ray West var tidligere medlem af The Black Panther og en rimelig fremtrædende person i sort nationalisme, mens mor og doktor Donda West var professor ved Clark Atlanta University. Det funklende glansbillede varede dog kortvarigt, da forældrene gik fra hinanden tre år efter Kanye’s fødsel, hvorefter Donda West tog sin dreng i hånden og rejste til Chicago, Illinois, hvor hun fik arbejde på statens universitet, mens Kanye West snart efter begyndte i skole. Så nok var glansbilledet falmet en smule, men Kanye havde stadig verden for sine fødder. Med hans glimrende baggrund var der altså lagt i ovnen til høj uddannelse og succes, men musikken begyndte så småt at fylde mere og mere i hans hverdag. Han begyndte allerede i high school at producere for lokale kunstnere, hvilket var en aktivitet, der fulgte ham med over på universitetet. Kort efter indlogeringen på moderens arbejdsplads valgte han at droppe ud af universitet og fokusere på sin musik.
Hans første dokumenterede produktionsarbejde blev derfor på den debuterende rapper Grav’s Down to Earth, hvilket var både hans første og sidste album, men for Kanye West var det bare begyndelsen på begyndelsen. Hans viste nemlig en del potentiale, og da halvfemserne blot var fortid, havde han allerede skabt kontakt med flere prominente navne, heriblandt Goodie Mob. Han steg hurtigt i graderne, men det helt store vendepunkt kom i 2000 (de næste mange linjer bliver nærmere beskrevet af Kanye i ”Last Call”), da han kom i forbindelse med Roc-A-Fella Records (ved at sælge ”The Truth” beatet til Beanie Sigel) og derefter producerede nummeret ”This Can’t Be Life” (fra Jay-Z’s The Dynasty: Roc La Familia), der varslede om Kanye’s kommende karakteristiske stil med sped-up soulsamples. Derfra var han fast inventar i pladeselskabet som producer, og han var bl.a. også indblandet i førstesinglen fra Jay-Z’s The Blueprint i 2001, hvilket på sin vis blev Kanye West’s første hit.
I kølvandet på sin pludselige succes med Roc-A-Fella udnyttede Kanye West sin store popularitet ved at samarbejde med flere storsælgende rappere, hvor i blandt man finder Talib Kweli, som han blev gode venner med. Da Jay-Z på dette tidspunkt stadig var i sin storhedstid, lancerede han selvfølgelig også et album i 2002, men Kanye var ikke længere tilfreds med at operere bag kulisserne, så han fik med nød og næppe tilranet sig et gæstevers på dobbeltalbummet The Blueprint2: The Gift & the Curse, hvilket skulle blive den allerførste gang, man hørte ham rime. Han havde i noget tid arbejdet med tanken om et soloalbum, men ingen pladeselskaber var umiddelbart villige til at støtte ham (inkl. Roc-A-Fella, hvilket skyldes en blanding af rapper-producer stigmaet og Kanye West’s komfortable opvæskt som en del af middelklassen, hvilket ikke spillede overens med pladeselskabets grundvold), men da Capitol Records pludselig så sig en smule lune på ham, blev Roc-A-Fella CEO Damon Dash angiveligt bange for at miste ham helt inkl. hans produktioner (ikke så meget til Capitol som til andre pladeselskaber generelt, da Capitol faktisk endte med at takke nej), så han signede en smule modvilligt Kanye West til sit pladeselskab. Da Kanye West så endelig fik en chance for at vise sit værd ved siden af Jay-Z, tog han den uden tøven. ”Bounce”, som Kanye medvirkede på, var da også et af de mest imponerende numre på dobbeltalbummet, men det siger desværre mere om albummet, end det gør om nummeret, da Jay-Z’s vers er uinteressante og Kanye West er elendig.
Meget kan heldigvis nå at ske på to år – heriblandt et biluheld som faktisk viste sig at være held i uheld for den unge rapper. I oktober senere samme år var Kanye West nemlig ude for et biluheld, der gav ham noget af en kæberasler – så meget at hans hoved pustede sig op, og det var nødvendigt at lægge tråde i kæften på ham. Det lukkede dog ikke munden på Kanye West – tværtimod, da han ud af episoden skrev ”Through the Wire” og indspillede den, mens kæben stadig var under behandling. Nummeret blev knap et år efter ulykken udgivet som Kanye West’s første single, og pludselig var Roc-A-Fella ikke kede af sin aftale med rapperen længere. De højfrekvente og manipulerede vokalsamples og den opmuntrende og varme produktion tog ikke helt verden med storm, men der var bestemt meget positiv respons. Til slut i 2003 udkom den langsomme og soulfulde andensingle ”Slow Jamz”, som trods sin i dag mindre popularitet klarede sig endnu bedre end ”Through the Wire”.
D. 10. februar i 2004 udkom så endelig det pludselig ventede debutalbum fra Kanye West, The College Dropout, til så stor succes og så mange roser, at man end ikke kan forstille sig, hvor meget Capitol Records må have ærgret sig – ikke bare dengang men stadig den dag i dag, da Kanye West stadig sælger mange plader. The College Dropout kan uden større besvær i sin fulde længde spilles i radioen, så det er sådan set en radiovenlig plade, men alligevel er det næsten mere fyldestgørende at kalde det en ikke-radiofjendtlig plade, da det bestemt ikke er dit traditionelle stykke populære og kommercielle hit.
The College Dropout er en eksplosion af nyskabende karaktertræk og stildannelse, der indeholder en Kanye West i sit es med et musikunivers, der virker som en hjemmebane for manden. Det er summen af hans daværende kunstneriske tilbøjeligheder, som blev udviklet med ”This Can’t Be Life” og perfektioneret med ”Through the Wire”. Men selvom flere numre altså tydeligt er opstået i kølvandet på førnævnte nummer, så har Kanye West trods alt arbejdet på sit debutalbum i flere år, og der har derfor også sneget sig nogle ældre-lydende skæringer ind. Som et resultat af Kanye West’s besværligheder med at lande en kontrakt handler flere numre om problemer med at slå igennem til mainstreamen, og der er sågar antydningen af noget ydmyghed en enkelt gang, men ellers strækker de behandlede emner sig fra hverdagsting som familien og kvinder til religion og nederlag. Altså noget de hvide forstadsfamilier kan relatere til modsat Jay-Z’s gadefortællinger om fattigdom og kriminalitet (eller senere en rigmands hverdag).
1. INTRO
~ "Hey Kanye, spil noget for børnene!"
2. WE DON’T CARE
Hvilket blev dette nummer om handel med stoffer. På mange måder et interessant og overraskende valg, da Kanye West netop ikke har mødt samme modgang som f.eks. Jay-Z (som senere blev erstattet med medvind). Hans forældre blev godt nok skilt, og han har da nok gebærdet sig lidt på gaden, men dette er mere en socialrealistisk kommentar end en gengivelse af personlige oplevelser. Samtidig er det dog også et eller andet sted et inspirerende og opmuntrende nummer, og så er det i øvrigt meget underholdende.
"We don't care what people say"
3. GRADUATION DAY
Dette er bare et mellemspil. Musikken er dog okay.
4. ALL FALLS DOWN (FEAT. SYLEENA JOHNSON)
Som så mange andre af Kanye West’s numre er der en ældre demo af dette nummer, hvor omkvædet bestod af Lauryn Hill vokalsamples. Disse er på denne færdige version blevet erstattet af originale indspilninger af sangerinden Syleena Johnson, og hun gør det nu glimrende. Kanye fortsætter med socialrealistisk lyrik, hvilket gør dette til et underholdende og lidt tankevækkende stykke musik.
“The prettiest people do the ugliest things”
5. I’LL FLY AWAY
Endnu et kort mellemspil med sang og melodi med lyrik fra Albert E. Brumley’s digt ”I’ll Fly Away”. Det er ikke dårligt.
6. SPACESHIP (FEAT. GLC & CONSEQUENCE)
Jeg kan virkelig godt lide omkvædet her, og særligt den første linje som står skrevet nedenfor. Det er kløgtigt skrevet, og beskriver meget godt resten af nummeret. Drengene arbejder røven ud af bukserne, men intet syntes at lykkedes. Gæsterne holder sig til samme emne som Kanye West, hvilket gør nummeret forholdsvis imponerende og ikke mindst underholdende. GLC imponerer med en både dyb stemme og lyrik, og Consequence er okay.
“I've been workin' this graveshift and I ain't made shit”
7. JESUS WALKS
Det største hit fra The College Dropout, som både blev en succes blandt anmeldere og fans, og sågar vandt ham en Grammy. Alt dette på trods af nummerets åbenlyse religiøse toner. Grunden er simpel nok; musikken er simpelthen for engagerende til at bekymre sig om lyrikken, og der er bl.a. flere, som de religiøse budskaber er gået over hovedet på. Det er for nemt ikke at tage lyrikken bogstaveligt, og derfor er jeg også godt underholdt.
“To the victims of welfare for we living in hell here, hell yeah”
8. NEVER LET ME DOWN (FEAT. JAY-Z & J- IVY)
Det soulfulde beat med det kvindelige vokalsample er en vinder, men jeg er ikke lige tilfreds med de resterende vokale indspark. Kanye West holder det interessant med personlige tanker, men J-Ivy er ren Ole Lukøje med et dødkedeligt vers, der bedst kan beskrives som spoken word poetry. Jay-Z er langt mere interessant, men mest af alt hans andet vers, på trods af at det er en sen tilføjelse, da en ældre demo sluttede før dette. Dette andet vers gør faktisk en del, men det gør J-Ivy’s bidrag også – bare i den modsatte retning.
“And with that in my blood I was born to be different”
9. GET EM HIGH (FEAT. TALIB KWELI & COMMON)
Kanye West slår kludene sammen med Common og Talib Kweli, hvoraf sidstnævnte tidligere havde taget Kanye West under vingen og medbragt ham på sin tour, så de er forholdsvis tætte. Tilsyneladende var der dog en del piger dengang, der såede tvivl om dette udsagn, da Kanye West her introducerer Talib Kweli for at bevise hans forhold til ham overfor en pige. Deraf nedenstående linjer fra Talib Kweli. Det er ret morsomt, men det er også det eneste rigtigt tiltrækkende ved nummeret for mig. Beatet er ikke noget særligt, Common er uinteressant, og nummeret handler jo egentligt ikke om andet, end hvad jeg skrev før.
“I can't believe this nigga use my name for picking up dimes”
10. WORKOUT PLAN
Formegentligt en af de værste skits nogensinde.
11. THE NEW WORKOUT PLAN
Jeg elsker rent faktisk strygerne herpå, og det samme gør sig gældende med trommerne, så mens mange andre hader dette nummer, så hører jeg det af og til i smug. Det skyldtes dog også, at jeg glemmer den irriterende bridge og afslutning, som burde være klippet fra. Lyrikken er lidt morsom på sin egen måde, men konceptet bliver også hurtigt trættende. Det er ikke fantastisk, men jeg vil heller ikke helt afskrive nummeret.
“Oh girl your silhouette make me wanna light a cigarette”
12. SLOW JAMZ (FEAT. TWISTA & JAMIE FOXX)
Foruden at have for vane at videreudvikle gamle demoer til sine studiealbums, så sker det også at Kanye West bliver så glad for et nummer, som han har været involveret i uden at have eneretten, at to involverede kunstnere begge smider det på sit eget album. ”Slow Jamz” er et eksempel på dette, da det først udkom i 2003 på Twista’s Kamikaze. De bidrager også cirka med lige meget, da Kanye leverer det behagelige og soulfulde beat og et enkelt vers, mens Twista giver to vers, hvoraf det ene bliver leveret med højt tempo og deraf tekstmæssigt er længere, hvilket tilfældigvis er præcis, hvad Twista er kendt for. Lyrikken er temmelig kedsommelig, og trods Twista’s mange linjer er det alligevel Kanye’s vers, der er repræsenteret nedenfor. Jeg kan dog godt lide, at Kanye indrømmer, at han ikke kan rappe hurtigt, og derfor overlader det til kollegaen.
“She got a light-skinned friend look like Michael Jackson/ Got a dark-skinned friend look like Michael Jackson”
13. BREATHE IN BREATHE OUT (FEAT. LUDACRIS)
Ludacris sørger kun for omkvædet, som han end ikke selv har skrevet, men det bekymrer mig nu heller ikke så meget. Mit eneste problem er bare, at nummeret er rimelig kedeligt. Det hornbesmykkede beat forekommer mig lidt mørkt, og omkvædet er underligt nok lidt voldeligt, hvilke er ting, jeg ikke just forbinder med Kanye West. Dette plejer at være et sikkert skip.
“So when I go fast popo just laugh./ Right until I run out of gas or 'til I go crash”
14. SCHOOL SPIRIT SKIT 1
Kunne også have heddet “School Spoof”.
15. SCHOOL SPIRIT
En umiddelbart dejlig og soulful Kanye West skæring, hvor han reflekterer over at være droppet ud af universitetet. Det er et interessant kig ind i hans tanker, men desværre er det ikke uden problemer. For at dette nummer kunne blive som ønsket, behøvede han nemlig et sample fra Aretha Franklin’s ”Spirit in the Dark”, hvilket kun kunne lade sig gøre, hvis Kanye censurerede lyrikken. Det giver dog nummeret en hvis uskyldighed, som er lidt morsomt, da det handler om skolen.
“They say "Oh you graduated?" No, I decided I was finished”
16. SCHOOL SPIRIT SKIT 2
…
17. LIL JIMMY SKIT
Ja, der er rent faktisk to skits i streg.
18. TWO WORDS (FEAT. MOS DEF, FREEWAY & THE BOYS OF CHOIR OF HARLEM)
Den anden halvdel af Black Star bidrager sammen med Freeway til dette mindre konceptnummer, hvor rapperne benytter sig af et specifikt flow, hvor stavelser bliver sat sammen to og to – helst med ord af en stavelse hver. Det lyder lidt kringlet, men pointen er, at flowet er i centrum på dette nummer, og lyrikken derfor er temmelig tilfældig. Citatet nedenunder er et godt eksempel på dette. Heldigvis er beatet ganske godt, og gæsterne har forstået konceptet – særligt Mos Def, så nummeret er meget underholdende.
“Game 'pon lock shit, gun 'pon cock shit”
19. THROUGH THE WIRE
Den første single, der inkluderer en sygemeldt Kanye West med sin kæbe syet sammen, men selvfølgelig ikke nok til at holde ham fra at rappe om sit trafikuheld. Det er klassisk Kanye West – bortset fra at hans stemme er en smule besværlig at genkende - og det er nu ganske underholdende, hvilket til dels også skyldes den fascinerende historie, der lægger bag.
“Make music that's fire, spit my soul through the wire”
20. FAMILY BUSINESS
Over et lidt melankolsk og klaverbesmykket beat introducerer Kanye os for hans familie. Han fortæller om flere tendenser og hændelserne inde for hjemmets rammer, men fastslår også til sidst, at der trods alt er en grænse, og at noget bør holdes inden for husets fire vægge. Dette nummer gjorde hurtigt et stort indtryk på mig, og var en af grundene til, at jeg valgte at medbringe citater fra samtlige numre. Kanye West er meget følelsesladet og personlig på dette nummer, hvilket er et af hans bedste kort som musiker. Smukt.
Kanye West blev født i Atlanta, hvor han levede med begge sine forældre. Faderen Ray West var tidligere medlem af The Black Panther og en rimelig fremtrædende person i sort nationalisme, mens mor og doktor Donda West var professor ved Clark Atlanta University. Det funklende glansbillede varede dog kortvarigt, da forældrene gik fra hinanden tre år efter Kanye’s fødsel, hvorefter Donda West tog sin dreng i hånden og rejste til Chicago, Illinois, hvor hun fik arbejde på statens universitet, mens Kanye West snart efter begyndte i skole. Så nok var glansbilledet falmet en smule, men Kanye havde stadig verden for sine fødder. Med hans glimrende baggrund var der altså lagt i ovnen til høj uddannelse og succes, men musikken begyndte så småt at fylde mere og mere i hans hverdag. Han begyndte allerede i high school at producere for lokale kunstnere, hvilket var en aktivitet, der fulgte ham med over på universitetet. Kort efter indlogeringen på moderens arbejdsplads valgte han at droppe ud af universitet og fokusere på sin musik.
Hans første dokumenterede produktionsarbejde blev derfor på den debuterende rapper Grav’s Down to Earth, hvilket var både hans første og sidste album, men for Kanye West var det bare begyndelsen på begyndelsen. Hans viste nemlig en del potentiale, og da halvfemserne blot var fortid, havde han allerede skabt kontakt med flere prominente navne, heriblandt Goodie Mob. Han steg hurtigt i graderne, men det helt store vendepunkt kom i 2000 (de næste mange linjer bliver nærmere beskrevet af Kanye i ”Last Call”), da han kom i forbindelse med Roc-A-Fella Records (ved at sælge ”The Truth” beatet til Beanie Sigel) og derefter producerede nummeret ”This Can’t Be Life” (fra Jay-Z’s The Dynasty: Roc La Familia), der varslede om Kanye’s kommende karakteristiske stil med sped-up soulsamples. Derfra var han fast inventar i pladeselskabet som producer, og han var bl.a. også indblandet i førstesinglen fra Jay-Z’s The Blueprint i 2001, hvilket på sin vis blev Kanye West’s første hit.
I kølvandet på sin pludselige succes med Roc-A-Fella udnyttede Kanye West sin store popularitet ved at samarbejde med flere storsælgende rappere, hvor i blandt man finder Talib Kweli, som han blev gode venner med. Da Jay-Z på dette tidspunkt stadig var i sin storhedstid, lancerede han selvfølgelig også et album i 2002, men Kanye var ikke længere tilfreds med at operere bag kulisserne, så han fik med nød og næppe tilranet sig et gæstevers på dobbeltalbummet The Blueprint2: The Gift & the Curse, hvilket skulle blive den allerførste gang, man hørte ham rime. Han havde i noget tid arbejdet med tanken om et soloalbum, men ingen pladeselskaber var umiddelbart villige til at støtte ham (inkl. Roc-A-Fella, hvilket skyldes en blanding af rapper-producer stigmaet og Kanye West’s komfortable opvæskt som en del af middelklassen, hvilket ikke spillede overens med pladeselskabets grundvold), men da Capitol Records pludselig så sig en smule lune på ham, blev Roc-A-Fella CEO Damon Dash angiveligt bange for at miste ham helt inkl. hans produktioner (ikke så meget til Capitol som til andre pladeselskaber generelt, da Capitol faktisk endte med at takke nej), så han signede en smule modvilligt Kanye West til sit pladeselskab. Da Kanye West så endelig fik en chance for at vise sit værd ved siden af Jay-Z, tog han den uden tøven. ”Bounce”, som Kanye medvirkede på, var da også et af de mest imponerende numre på dobbeltalbummet, men det siger desværre mere om albummet, end det gør om nummeret, da Jay-Z’s vers er uinteressante og Kanye West er elendig.
Meget kan heldigvis nå at ske på to år – heriblandt et biluheld som faktisk viste sig at være held i uheld for den unge rapper. I oktober senere samme år var Kanye West nemlig ude for et biluheld, der gav ham noget af en kæberasler – så meget at hans hoved pustede sig op, og det var nødvendigt at lægge tråde i kæften på ham. Det lukkede dog ikke munden på Kanye West – tværtimod, da han ud af episoden skrev ”Through the Wire” og indspillede den, mens kæben stadig var under behandling. Nummeret blev knap et år efter ulykken udgivet som Kanye West’s første single, og pludselig var Roc-A-Fella ikke kede af sin aftale med rapperen længere. De højfrekvente og manipulerede vokalsamples og den opmuntrende og varme produktion tog ikke helt verden med storm, men der var bestemt meget positiv respons. Til slut i 2003 udkom den langsomme og soulfulde andensingle ”Slow Jamz”, som trods sin i dag mindre popularitet klarede sig endnu bedre end ”Through the Wire”.
D. 10. februar i 2004 udkom så endelig det pludselig ventede debutalbum fra Kanye West, The College Dropout, til så stor succes og så mange roser, at man end ikke kan forstille sig, hvor meget Capitol Records må have ærgret sig – ikke bare dengang men stadig den dag i dag, da Kanye West stadig sælger mange plader. The College Dropout kan uden større besvær i sin fulde længde spilles i radioen, så det er sådan set en radiovenlig plade, men alligevel er det næsten mere fyldestgørende at kalde det en ikke-radiofjendtlig plade, da det bestemt ikke er dit traditionelle stykke populære og kommercielle hit.
The College Dropout er en eksplosion af nyskabende karaktertræk og stildannelse, der indeholder en Kanye West i sit es med et musikunivers, der virker som en hjemmebane for manden. Det er summen af hans daværende kunstneriske tilbøjeligheder, som blev udviklet med ”This Can’t Be Life” og perfektioneret med ”Through the Wire”. Men selvom flere numre altså tydeligt er opstået i kølvandet på førnævnte nummer, så har Kanye West trods alt arbejdet på sit debutalbum i flere år, og der har derfor også sneget sig nogle ældre-lydende skæringer ind. Som et resultat af Kanye West’s besværligheder med at lande en kontrakt handler flere numre om problemer med at slå igennem til mainstreamen, og der er sågar antydningen af noget ydmyghed en enkelt gang, men ellers strækker de behandlede emner sig fra hverdagsting som familien og kvinder til religion og nederlag. Altså noget de hvide forstadsfamilier kan relatere til modsat Jay-Z’s gadefortællinger om fattigdom og kriminalitet (eller senere en rigmands hverdag).
1. INTRO
~ "Hey Kanye, spil noget for børnene!"
2. WE DON’T CARE
Hvilket blev dette nummer om handel med stoffer. På mange måder et interessant og overraskende valg, da Kanye West netop ikke har mødt samme modgang som f.eks. Jay-Z (som senere blev erstattet med medvind). Hans forældre blev godt nok skilt, og han har da nok gebærdet sig lidt på gaden, men dette er mere en socialrealistisk kommentar end en gengivelse af personlige oplevelser. Samtidig er det dog også et eller andet sted et inspirerende og opmuntrende nummer, og så er det i øvrigt meget underholdende.
"We don't care what people say"
3. GRADUATION DAY
Dette er bare et mellemspil. Musikken er dog okay.
4. ALL FALLS DOWN (FEAT. SYLEENA JOHNSON)
Som så mange andre af Kanye West’s numre er der en ældre demo af dette nummer, hvor omkvædet bestod af Lauryn Hill vokalsamples. Disse er på denne færdige version blevet erstattet af originale indspilninger af sangerinden Syleena Johnson, og hun gør det nu glimrende. Kanye fortsætter med socialrealistisk lyrik, hvilket gør dette til et underholdende og lidt tankevækkende stykke musik.
“The prettiest people do the ugliest things”
5. I’LL FLY AWAY
Endnu et kort mellemspil med sang og melodi med lyrik fra Albert E. Brumley’s digt ”I’ll Fly Away”. Det er ikke dårligt.
6. SPACESHIP (FEAT. GLC & CONSEQUENCE)
Jeg kan virkelig godt lide omkvædet her, og særligt den første linje som står skrevet nedenfor. Det er kløgtigt skrevet, og beskriver meget godt resten af nummeret. Drengene arbejder røven ud af bukserne, men intet syntes at lykkedes. Gæsterne holder sig til samme emne som Kanye West, hvilket gør nummeret forholdsvis imponerende og ikke mindst underholdende. GLC imponerer med en både dyb stemme og lyrik, og Consequence er okay.
“I've been workin' this graveshift and I ain't made shit”
7. JESUS WALKS
Det største hit fra The College Dropout, som både blev en succes blandt anmeldere og fans, og sågar vandt ham en Grammy. Alt dette på trods af nummerets åbenlyse religiøse toner. Grunden er simpel nok; musikken er simpelthen for engagerende til at bekymre sig om lyrikken, og der er bl.a. flere, som de religiøse budskaber er gået over hovedet på. Det er for nemt ikke at tage lyrikken bogstaveligt, og derfor er jeg også godt underholdt.
“To the victims of welfare for we living in hell here, hell yeah”
8. NEVER LET ME DOWN (FEAT. JAY-Z & J- IVY)
Det soulfulde beat med det kvindelige vokalsample er en vinder, men jeg er ikke lige tilfreds med de resterende vokale indspark. Kanye West holder det interessant med personlige tanker, men J-Ivy er ren Ole Lukøje med et dødkedeligt vers, der bedst kan beskrives som spoken word poetry. Jay-Z er langt mere interessant, men mest af alt hans andet vers, på trods af at det er en sen tilføjelse, da en ældre demo sluttede før dette. Dette andet vers gør faktisk en del, men det gør J-Ivy’s bidrag også – bare i den modsatte retning.
“And with that in my blood I was born to be different”
9. GET EM HIGH (FEAT. TALIB KWELI & COMMON)
Kanye West slår kludene sammen med Common og Talib Kweli, hvoraf sidstnævnte tidligere havde taget Kanye West under vingen og medbragt ham på sin tour, så de er forholdsvis tætte. Tilsyneladende var der dog en del piger dengang, der såede tvivl om dette udsagn, da Kanye West her introducerer Talib Kweli for at bevise hans forhold til ham overfor en pige. Deraf nedenstående linjer fra Talib Kweli. Det er ret morsomt, men det er også det eneste rigtigt tiltrækkende ved nummeret for mig. Beatet er ikke noget særligt, Common er uinteressant, og nummeret handler jo egentligt ikke om andet, end hvad jeg skrev før.
“I can't believe this nigga use my name for picking up dimes”
10. WORKOUT PLAN
Formegentligt en af de værste skits nogensinde.
11. THE NEW WORKOUT PLAN
Jeg elsker rent faktisk strygerne herpå, og det samme gør sig gældende med trommerne, så mens mange andre hader dette nummer, så hører jeg det af og til i smug. Det skyldtes dog også, at jeg glemmer den irriterende bridge og afslutning, som burde være klippet fra. Lyrikken er lidt morsom på sin egen måde, men konceptet bliver også hurtigt trættende. Det er ikke fantastisk, men jeg vil heller ikke helt afskrive nummeret.
“Oh girl your silhouette make me wanna light a cigarette”
12. SLOW JAMZ (FEAT. TWISTA & JAMIE FOXX)
Foruden at have for vane at videreudvikle gamle demoer til sine studiealbums, så sker det også at Kanye West bliver så glad for et nummer, som han har været involveret i uden at have eneretten, at to involverede kunstnere begge smider det på sit eget album. ”Slow Jamz” er et eksempel på dette, da det først udkom i 2003 på Twista’s Kamikaze. De bidrager også cirka med lige meget, da Kanye leverer det behagelige og soulfulde beat og et enkelt vers, mens Twista giver to vers, hvoraf det ene bliver leveret med højt tempo og deraf tekstmæssigt er længere, hvilket tilfældigvis er præcis, hvad Twista er kendt for. Lyrikken er temmelig kedsommelig, og trods Twista’s mange linjer er det alligevel Kanye’s vers, der er repræsenteret nedenfor. Jeg kan dog godt lide, at Kanye indrømmer, at han ikke kan rappe hurtigt, og derfor overlader det til kollegaen.
“She got a light-skinned friend look like Michael Jackson/ Got a dark-skinned friend look like Michael Jackson”
13. BREATHE IN BREATHE OUT (FEAT. LUDACRIS)
Ludacris sørger kun for omkvædet, som han end ikke selv har skrevet, men det bekymrer mig nu heller ikke så meget. Mit eneste problem er bare, at nummeret er rimelig kedeligt. Det hornbesmykkede beat forekommer mig lidt mørkt, og omkvædet er underligt nok lidt voldeligt, hvilke er ting, jeg ikke just forbinder med Kanye West. Dette plejer at være et sikkert skip.
“So when I go fast popo just laugh./ Right until I run out of gas or 'til I go crash”
14. SCHOOL SPIRIT SKIT 1
Kunne også have heddet “School Spoof”.
15. SCHOOL SPIRIT
En umiddelbart dejlig og soulful Kanye West skæring, hvor han reflekterer over at være droppet ud af universitetet. Det er et interessant kig ind i hans tanker, men desværre er det ikke uden problemer. For at dette nummer kunne blive som ønsket, behøvede han nemlig et sample fra Aretha Franklin’s ”Spirit in the Dark”, hvilket kun kunne lade sig gøre, hvis Kanye censurerede lyrikken. Det giver dog nummeret en hvis uskyldighed, som er lidt morsomt, da det handler om skolen.
“They say "Oh you graduated?" No, I decided I was finished”
16. SCHOOL SPIRIT SKIT 2
…
17. LIL JIMMY SKIT
Ja, der er rent faktisk to skits i streg.
18. TWO WORDS (FEAT. MOS DEF, FREEWAY & THE BOYS OF CHOIR OF HARLEM)
Den anden halvdel af Black Star bidrager sammen med Freeway til dette mindre konceptnummer, hvor rapperne benytter sig af et specifikt flow, hvor stavelser bliver sat sammen to og to – helst med ord af en stavelse hver. Det lyder lidt kringlet, men pointen er, at flowet er i centrum på dette nummer, og lyrikken derfor er temmelig tilfældig. Citatet nedenunder er et godt eksempel på dette. Heldigvis er beatet ganske godt, og gæsterne har forstået konceptet – særligt Mos Def, så nummeret er meget underholdende.
“Game 'pon lock shit, gun 'pon cock shit”
19. THROUGH THE WIRE
Den første single, der inkluderer en sygemeldt Kanye West med sin kæbe syet sammen, men selvfølgelig ikke nok til at holde ham fra at rappe om sit trafikuheld. Det er klassisk Kanye West – bortset fra at hans stemme er en smule besværlig at genkende - og det er nu ganske underholdende, hvilket til dels også skyldes den fascinerende historie, der lægger bag.
“Make music that's fire, spit my soul through the wire”
20. FAMILY BUSINESS
Over et lidt melankolsk og klaverbesmykket beat introducerer Kanye os for hans familie. Han fortæller om flere tendenser og hændelserne inde for hjemmets rammer, men fastslår også til sidst, at der trods alt er en grænse, og at noget bør holdes inden for husets fire vægge. Dette nummer gjorde hurtigt et stort indtryk på mig, og var en af grundene til, at jeg valgte at medbringe citater fra samtlige numre. Kanye West er meget følelsesladet og personlig på dette nummer, hvilket er et af hans bedste kort som musiker. Smukt.
“Somebody please say grace/ so I can save face/ and have a reason to cover my face”
21. LAST CALL
Dette nummer er latterligt langt, hvilket er heldigt nok, da det samtidig også er en af mine absolut favoritter fra The College Dropout. Kanye har altid haft nogle gæsteproducere inde over sine albums, og dette er det ene ud af to eksempler på debuten. Således har Porse og særligt Evidence (fra Dilated Peoples) haft en finger med i denne fantastiske og celebrerende produktion, der først underbygger en samling morsomme punchlines, hvoraf flere stammer fra ældre freestyles og numre, men de passer nu rigtig fint ind her. Dette kan Kanye West dog ikke fylde alle tolv minutter ud med, så han vælger i stedet fire minutter inde at kaste sig ud i en lang historie om besværet med at score en pladekontrakt som rapper. De fleste rappere ville formegentligt have fejlet groft med en sådan udskejelse, men ikke Kanye. Han er reflekterende, afslørende, ærlig og en smule ydmyg, og takket være det fortsat superbe produktionsarbejde, så er hele turen en underholdende omgang.
“”Oh my god, is that a black card?”/ I turned around and replied, why yes but I prefer the term African American Express”
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Kanye West havde med sine to første albums nogle problemer med at holde projektet konsistent og sammenhængende, hvilket i dette tilfælde skyldes nogle mindre interessante skæringer halvvejs inde. Både begyndelsen og slutningen er derimod god, så der er stadig masser af spændende og underholdende numre. Den soulfulde og muntre produktion er dejlig, og Kanye West viser sig at være en overraskende glimrende rapper (modsat hvad nogle meget ældre demoer indikerede) med et respektabelt flow og vigtigst af alt en følelsesladet og engageret levering. The College Dropout er trods sine fejl en meget imponerende debut, som selvfølgelig skal købes, hvilket du sikkert også allerede har gjort. Radiovenligt rap gjort rigtigt; fedt uden at lyde kommercielt.
BEDSTE NUMRE: “We Don’t Care”; “All Fall’s Down”; “Spaceship”; “Jesus Walks”; “Through the Wire”; “Family Business”; “Last Call”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar