Lupe Fiasco
(født Wasalu Muhammad Jaco) er i dag en rimelig målrettet musiker med et ønske
om at oplyse og underholde sine medmennesker med nuancerede og detaljerede fortællinger,
men sådan har det bestemt ikke altid været. Ikke fordi han som person har
ændret sig meget, men nærmere fordi han siden sit debutalbum har kunnet hvile i sig selv
og lade ordene flyde ubesværet. Han fremstår i dag som den nørdede, sorte fyr i
klassen, hvilket han nemlig formegentligt altid har gjort. Af den grund hældede
han også oprindeligt til jazz, mens han afskyede hip-hop pga. den ofte vulgære
tone. Det ændrede sig dog, da han opgav at beherske et instrument og i stedet
valgte at fokusere på det lyriske indhold, og når en ung fyr først har fundet
sig til rette med poesi og digte, så er der ikke langt til rap. Den sene tiltrækning
af genren er som udgangspunkt ligegyldig, men det har affødt nogle lidt uheldige
og morsomme episoder for manden. Hele fadæsen med hans cover af A Tribe Called
Quest’s ”Electric Relaxation” er et af de mere rammende eksempler.
Men eftersom Lupe Fiasco trods alt voksede op ved siden af et crackhus, så blev hans første forsøg ud i genren i form af gruppen Da Pak, som lidt overraskende leverede aggressiv gangsta rap. Efter en enkelt udgivet single måtte Lupe dog tage sig selv til hovedet, da han tydeligvis ikke kunne stå inde for det. Så frem for at idolisere folk som Spice 1 lod han sig i stedet inspirere af Nas og Jay-Z, som er lidt mindre brutale og lidt mere socialrealistiske. Han blev signet til Aristo Records, hvilket af uransagelige årsager ledte til et møde med Jay-Z, som sikrede Lupe en kontrakt med Atlantic Records, der rent faktisk havde planer om at udgive hans musik.
Mødet med Jay-Z kan enten have været resultatet af eller foranledningen til Lupe’s remiks af Kanye West’s ”Diamonds from Sierra Leone”. Under alle omstændigheder affødte det hvert fald et bånd med Kanye, der hørte mikset og ønskede at samarbejde med bagmanden. På den måde fik Lupe presset et vers ind på Kanye’s andet album Late Registration. Han var nu potentielt mere kendt, men det var alligevel først, da han året efter i 2006 udgav sine første solosingler og senere debutalbummet Lupe Fiasco’s Food & Liquor, at han for alvor fik opmærksomhed fra omverden.
Titlen symboliserer ifølge den muslimske Lupe Fiasco menneskets dualitet, da mad repræsenterer det nærende og gode, mens alkohol repræsenterer det degenererede og dårlige. Så Lupe Fiasco’s Food & Liquor kan med lidt god vilje betragtes som en slags miniafhandling om mennesket – uden at det er belærende og prætentiøst, må jeg nok hellere tilføje allerede nu. Albummet har ligesom Kanye West’s første en forholdsvis radiovenlig men kompromisløs lyd med produktioner af både førnævnte, The Neptunes, Mike Shinoda og mest af alt ’egne’ producere som Soundtrakk og Prolyfic.
1. INTRO
Efter en masse spoken word poetry af en af Lupe’s søstre smider Chris & Drop et mægtig fedt beat, som desværre ikke bliver brugt til andet end introen og outroen senere hen. 'Desværre' fordi Lupe i ingen af tilfældene gider lægge et egentligt vers, men bare snakker løs.
2. REAL (FEAT. SARAH GREEN)
Den første smagsprøve på Soundtrakk’s smagfulde produktioner. Han blander en halvrocket men passende guitar med engagerende trommer, mens den gæstende sangerinde leverer noget baggrundsvokal. Det er et glimrende udgangspunkt, som Lupe tager til yderligere højder med introspektive og lovende vers. En god start.
3. JUST MIGHT BE OK (FEAT. GEMINI)
Mens Lupe i det forrige nummer garanterede lytteren, at han ville holde det reelt og være tro til sig selv, så introducerer dette nummer lytteren for selve manden bag disse ord. Så dette er altså endnu et slags indledende nummer, men det er egentligt også okay. Lupe lyder nemlig stadig glimrende. Gemini’s omkvæd er også udmærket, men Profylic’s produktion er måske lidt for eksplosiv, selvom der er en rigtig god melodi. Det er stadig et godt nummer.
4. KICK, PUSH
Nummeret er mandens første single, og deraf selvfølgelig også en af hans bedst kendte. Det har til gengæld også resulteret i en masse stædige overfortolkninger. Man skal selvfølgelig være velkommen til at tage med fra nummeret, hvad man vil, men Lupe fortæller altså officielt bare om en fyr og hans skateboard. Og hans rejse og udvikling gennem livet. Det er en gennemtænkt fortælling over et nydeligt beat.
5. I GOTCHA (FEAT. PHARRELL WILLIAMS)
Dette er det første men heldigvis også et af de eneste store fejltrin på Lupe Fiasco’s Food & Liquor, hvilket kan virke lidt mærkeligt, da det jo ellers har The Neptunes bag knapperne, men faktisk skyldtes denne skuffende omgang mest af alt den ringe produktion. Lupe formår dog heller ikke at redde resterne.
6. THE INSTRUMENTAL (FEAT. JONAH MATRANGA)
Mike Shinoda under pseudonymet Fort Minor imponerede mig en del med sit selvproducerede album The Rising Tied fra 2005. På en limited edition af albummet fulgte flere bonusnumre med, hvoraf det ene blev besøgt af Lupe Fiasco. I 2006 returnerede Mike så tjenesten med en instrumental, som man får at høre her. Det er dog ikke just en instrumental på albummet, da Lupe Fiasco ignorer titlen og spytter tre vers, mens Jonah bidrager med et omkvæd. Produktionen er typisk Mike med sit rockede og adrenalinfyldte udtryk, og så er den i øvrigt super fed. Det er af min opfattelse, at en del folk kun har hårde ord tilovers for omkvædet, men jeg er heldigvis ikke blandt dem, da jeg mægtig godt kan lide det. Lupe selv gør det også fantastisk, så dette er bare et rigtig, godt nummer.
Men eftersom Lupe Fiasco trods alt voksede op ved siden af et crackhus, så blev hans første forsøg ud i genren i form af gruppen Da Pak, som lidt overraskende leverede aggressiv gangsta rap. Efter en enkelt udgivet single måtte Lupe dog tage sig selv til hovedet, da han tydeligvis ikke kunne stå inde for det. Så frem for at idolisere folk som Spice 1 lod han sig i stedet inspirere af Nas og Jay-Z, som er lidt mindre brutale og lidt mere socialrealistiske. Han blev signet til Aristo Records, hvilket af uransagelige årsager ledte til et møde med Jay-Z, som sikrede Lupe en kontrakt med Atlantic Records, der rent faktisk havde planer om at udgive hans musik.
Mødet med Jay-Z kan enten have været resultatet af eller foranledningen til Lupe’s remiks af Kanye West’s ”Diamonds from Sierra Leone”. Under alle omstændigheder affødte det hvert fald et bånd med Kanye, der hørte mikset og ønskede at samarbejde med bagmanden. På den måde fik Lupe presset et vers ind på Kanye’s andet album Late Registration. Han var nu potentielt mere kendt, men det var alligevel først, da han året efter i 2006 udgav sine første solosingler og senere debutalbummet Lupe Fiasco’s Food & Liquor, at han for alvor fik opmærksomhed fra omverden.
Titlen symboliserer ifølge den muslimske Lupe Fiasco menneskets dualitet, da mad repræsenterer det nærende og gode, mens alkohol repræsenterer det degenererede og dårlige. Så Lupe Fiasco’s Food & Liquor kan med lidt god vilje betragtes som en slags miniafhandling om mennesket – uden at det er belærende og prætentiøst, må jeg nok hellere tilføje allerede nu. Albummet har ligesom Kanye West’s første en forholdsvis radiovenlig men kompromisløs lyd med produktioner af både førnævnte, The Neptunes, Mike Shinoda og mest af alt ’egne’ producere som Soundtrakk og Prolyfic.
1. INTRO
Efter en masse spoken word poetry af en af Lupe’s søstre smider Chris & Drop et mægtig fedt beat, som desværre ikke bliver brugt til andet end introen og outroen senere hen. 'Desværre' fordi Lupe i ingen af tilfældene gider lægge et egentligt vers, men bare snakker løs.
2. REAL (FEAT. SARAH GREEN)
Den første smagsprøve på Soundtrakk’s smagfulde produktioner. Han blander en halvrocket men passende guitar med engagerende trommer, mens den gæstende sangerinde leverer noget baggrundsvokal. Det er et glimrende udgangspunkt, som Lupe tager til yderligere højder med introspektive og lovende vers. En god start.
3. JUST MIGHT BE OK (FEAT. GEMINI)
Mens Lupe i det forrige nummer garanterede lytteren, at han ville holde det reelt og være tro til sig selv, så introducerer dette nummer lytteren for selve manden bag disse ord. Så dette er altså endnu et slags indledende nummer, men det er egentligt også okay. Lupe lyder nemlig stadig glimrende. Gemini’s omkvæd er også udmærket, men Profylic’s produktion er måske lidt for eksplosiv, selvom der er en rigtig god melodi. Det er stadig et godt nummer.
4. KICK, PUSH
Nummeret er mandens første single, og deraf selvfølgelig også en af hans bedst kendte. Det har til gengæld også resulteret i en masse stædige overfortolkninger. Man skal selvfølgelig være velkommen til at tage med fra nummeret, hvad man vil, men Lupe fortæller altså officielt bare om en fyr og hans skateboard. Og hans rejse og udvikling gennem livet. Det er en gennemtænkt fortælling over et nydeligt beat.
5. I GOTCHA (FEAT. PHARRELL WILLIAMS)
Dette er det første men heldigvis også et af de eneste store fejltrin på Lupe Fiasco’s Food & Liquor, hvilket kan virke lidt mærkeligt, da det jo ellers har The Neptunes bag knapperne, men faktisk skyldtes denne skuffende omgang mest af alt den ringe produktion. Lupe formår dog heller ikke at redde resterne.
6. THE INSTRUMENTAL (FEAT. JONAH MATRANGA)
Mike Shinoda under pseudonymet Fort Minor imponerede mig en del med sit selvproducerede album The Rising Tied fra 2005. På en limited edition af albummet fulgte flere bonusnumre med, hvoraf det ene blev besøgt af Lupe Fiasco. I 2006 returnerede Mike så tjenesten med en instrumental, som man får at høre her. Det er dog ikke just en instrumental på albummet, da Lupe Fiasco ignorer titlen og spytter tre vers, mens Jonah bidrager med et omkvæd. Produktionen er typisk Mike med sit rockede og adrenalinfyldte udtryk, og så er den i øvrigt super fed. Det er af min opfattelse, at en del folk kun har hårde ord tilovers for omkvædet, men jeg er heldigvis ikke blandt dem, da jeg mægtig godt kan lide det. Lupe selv gør det også fantastisk, så dette er bare et rigtig, godt nummer.
7. HE SAY SHE SAY (FEAT. GEMINI & SARAH GREEN)
Lad mig med det samme konstatere, at Soundtrakk’s halvjazzede produktion er dejlig (og det samme gælder for omkvædet), så jeg med det til en side kan fokusere på Lupe’s noget kontroversielle tilgang til tekstens opbygning. Han spytter nemlig det eksakt samme vers to gange med undtagelse af vekslende stedord. Titlen er af den grund utroligt sigende, og det er da i teorien et interessant koncept, men det virker uundgåeligt også temmelig dovent. Alligevel er nummeret meget fængende, og her må Soundtrakk nok tage en stor del af æren.
8. SUNSHINE
Endnu engang er Soundtrakk på banen med en varm produktion, der ikke er blændende god men okay. Jeg kan til gengæld på ingen måde acceptere det forfærdelige omkvæd, der kaster en træls skygge over et interessant nummer. Lyrisk ser det noget lysere ud, da Lupe ved hjælp af en masse ordleg beretter om brændende kærlighed. Stadig ikke et videre fantastisk nummer dog, da omkvædet virkelig ødelægger det for Lupe.
9. DAYDREAMIN’ (FEAT. JILL SCOTT)
Producer Craig Kallman har sakset I-Monster’s ”Daydream in Blue”, tilføjet flere trommer og nogle strygere og ændret titlen en smule, mens Jill Scoot har lagt en supplerende vokal, der efterlader Lupe til at dagdrømme i løbet af et par vers. Nummeret vandt faktisk en (obskur) grammypris, hvilket jeg godt kan unde det, da det nu lyder ganske godt.
10. THE COOL
Denne Kanye West-producerede skæring har en fed, psykedelisk vibe, som går i fint spænd med Lupe’s kryptiske fortælling om en hustlers død og genopståen. Nummeret dannede hele fundamentet for Lupe’s efterfølgende konceptalbum, der sågar er opkaldt efter dette nummer, så ikke overraskende er dette nummer yderst stemningsfuldt og underholdende. Super fedt.
Endnu engang er Soundtrakk på banen med en varm produktion, der ikke er blændende god men okay. Jeg kan til gengæld på ingen måde acceptere det forfærdelige omkvæd, der kaster en træls skygge over et interessant nummer. Lyrisk ser det noget lysere ud, da Lupe ved hjælp af en masse ordleg beretter om brændende kærlighed. Stadig ikke et videre fantastisk nummer dog, da omkvædet virkelig ødelægger det for Lupe.
9. DAYDREAMIN’ (FEAT. JILL SCOTT)
Producer Craig Kallman har sakset I-Monster’s ”Daydream in Blue”, tilføjet flere trommer og nogle strygere og ændret titlen en smule, mens Jill Scoot har lagt en supplerende vokal, der efterlader Lupe til at dagdrømme i løbet af et par vers. Nummeret vandt faktisk en (obskur) grammypris, hvilket jeg godt kan unde det, da det nu lyder ganske godt.
10. THE COOL
Denne Kanye West-producerede skæring har en fed, psykedelisk vibe, som går i fint spænd med Lupe’s kryptiske fortælling om en hustlers død og genopståen. Nummeret dannede hele fundamentet for Lupe’s efterfølgende konceptalbum, der sågar er opkaldt efter dette nummer, så ikke overraskende er dette nummer yderst stemningsfuldt og underholdende. Super fedt.
11. HURT ME SOUL
Lupe vælger forståeligt nok at sætte ord på sit ambivalente forhold til hip-hop, og resultatet er denne velskrevne, følelsesladede (hvilket særligt kommer til udtryk i det fængslende omkvæd) og personlige skæring. Interessant nok langer han også lidt ud efter Jay-Z, som sågar selv har indrømmet at have solgt forholdsvist ud. Lupe Fiasco havde bestemt ingen planer om at blive utvetydigt kommerciel i 2006.
12. PRESSURE (FEAT. JAY-Z)
Producer Prolyfic har en lidt Roc-A-Fella-agtig stil med storslåede beats, så det er ikke mærkeligt, at det netop er over et af hans bedre og mere hårdtslående bidrag til Lupe Fiasco’s Food & Liquor, at man finder gæstestjernen Jay-Z. Nummeret var pga. disse forhold i risiko for at virke lidt malplaceret på en forholdsvis jazzet og introspektiv plade, men det fungerer nu ganske godt.
13. AMERICAN TERRORIST (FEAT. MATTHEW SANTOS)
I denne omgang lægger Prolyfic sig lidt mere op af albummets gennemgående vibe uden at beatet bliver endnu et i mængden, da han skifter de hårdtslående trommer ud med en salsalignende instrumentering. Matthew Santos’ latinstemme passer derfor udmærket til nummeret, og det gør tilsammen, at nummeret får et strejf af noget udenlandsk, hvilket er en interessant vinkling, da Lupe, som titlen antyder, kritiserer U.S.A. i stor stil. Anderledes men meget interessant.
14. THE EMPEROR’S SOUNDTRACK
Soundtrakk’s sidste bidrag er en lidt mere anonym og generisk omgang end tidligere, hvilket gør nummeret til nogle lidt anstrengte minutter at kæmpe sig igennem – først. Heldigvis har nummeret nemlig potentiale til at gro på én og endda allerede i første indspilning. Jeg har ikke givet nummeret meget opmærksomhed tidligere, men allerede nu efter det første, nærmere lyt har jeg faktisk lyst til at høre det igen. Det skyldtes også Lupe’s karakteristiske, kryptiske tekst med flere referencer til ”The Cool”.
15. KICK, PUSH II
Der bliver budt på alt andet end et remiks her, da både lyrik og produktion er ny. Det er derimod alt hvad et 2-tal burde indebære; en forsættelse med nogle grundlæggende træk tilfælles med originalen men også med nogle nye ting at byde på. En succes så at sige, men som altid har 2’ern trods alt svært ved at gøre et helt så stort indtryk som originalen. Det er dog tæt på.
16. OUTRO
Lupe Fiasco laver en Kanye West med en tolv minutter lang outro, men modsat Kanye, der benyttede sig af rim og fortællinger, så nøjes Lupe blot med at give shout-outs til en lang række folk. Beatet er dog (som skrevet tidligere) godt.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Pga. en misforståelse smed Lupe ordet ’fiasco’ i sit kunstnernavn, da han troede det ville have samme virkning som f.eks. ’terrorist’ – altså et typisk MC navn, der skulle symbolisere aggressivitet osv. Med denne fejltagelse risikerede Lupe mange oplagte puns, hvis han udgav noget halvhjertet makværk, men heldigvis er Lupe Fiasco’s Food & Liquor dog det præcist modsatte, så det bliver ikke til mange hårde ord i denne omgang fra min side. Albummet er nemlig en utroligt solid og underholdende debut fra en intelligent og interessant rapper, der både mestrer tekstskrivning og et problemfrit flow. Albummet er tæt på perfekt, hvad angår antallet af uheldige numre, da der reelt er ganske få ting at sætte en finger på. Lupe Fiasco’s Food & Liquor er helt sikkert et køb værd, og en noget bedre investering end hans nyeste udgivelse, som modsat overstående nummer ikke helt fortjener et 2-tal i sin titel.
BEDSTE NUMRE: ”Real”; ”Kick, Push”; ”The Instrumental”; ”He Say She Say”; ”Daydreaming’”; ”The Cool”; ”Hurt Me Soul”; “Pressure”; “American Terrorist”; “Kick, Push II”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar