Jeg kørte en
anmeldelse af 2Pac’s Me Against The World
i sommers, og når man først har sagt A, så må man nødvendigvis også sige B, så
selvfølgelig måtte opmærksomheden også vendes mod den ligeledes afdøde Biggie
for en stund. De to hører sammen som mælk og chokolade, selvom de egentligt
ikke passer sammen som eksempelvis
André og Antwan, da Shakur og Wallace laver vidt forskelligt musik, hvilket
blot har været endnu en fordybning i den kløft, som man stadig i dag finder
mellem de to rappers fanskarer. Jeg har da også en umiddelbar favorit, men som
udgangspunkt hører jeg dem begge.
Christopher George Latore Wallace er opvokset i Brooklyn med en enlig mor, som grundet sine lange arbejdsdage i lang tid var uvidende om Wallace’s egen pæne indkomst som pusher. Han afsluttede den første handel som bare 12-årig og fortsatte ned af samme vej i flere år, mens han i mellemtiden også fik samlet en interesse op for skydevåben. I high-school skimtede han sine to medstuderende Jay-Z og Busta Rhymes, hvoraf den første senere ville blive en kollaboratør (formegentligt langvarigt hvis tiden havde tilladt det). Wallace endte dog med at droppe ud og efterfølgende synke længere ned i det kriminelle miljø, og ikke overraskende indhentede hans ugerninger ham snart efter, hvilket resulterede i ni måneders fængsel.
Efter at have fået sin frihed tilbage valgte Wallace at snuse lidt mere til det her hip-hop musik, som han blot hidtil havde viet diverse freestyle-konkurrencer på gaden. Han indspillede en angiveligt forholdsvis uambitiøs demo, som cirkulerede rundt (og bl.a. gav ham en plads i The Source’s Unsigned Hype kolonne – dengang magasinet var noget værd) for til sidst at ende mellem hænderne på Sean Combs, som på daværende tidspunkt arbejdede for Uptown Records. Biggie blev signet, men det var tilsyneladende en spinkel kontrakt, for da Sean Combs (eller Puffy eller et hav af andre navne) kort efter blev fyret for derefter at skabe sit eget pladeselskab, fulgte Biggie med og signede i stedet til Bad Boy Records.
Selvom Biggie nu havde en potential anden levevej, tvang fødslen af hans og kæresten T’yanna’s barn ham tilsyneladende fortsat ud på gaden, men dette ville Puffy bestemt ikke tillade, da han havde store legitime planer for sin nye samarbejdspartner. Så Biggie droppede narkohandlen og skilte sig i øvrigt af med kæresten for i stedet at finde sammen og gifte sig med sangerinden Faith Evans, og for at fokusere på sin nye karriere som rapper. Da navnet Biggie Smalls var optaget, skiftede han officielt til The Notorious B.I.G., men han kaldte sig fortsat jævnligt for Biggie, hvilket i øvrigt også er det korteste at skrive.
Biggie nødt lidt mere succes med diverse remikses og gæsteoptrædener, men det var først, da han udgav førstesinglen fra sit kommende debutalbum, at det hele virkelig tog fart. ”Juicy” strøg ind på hitlisterne og en måned efter udkom så Ready to Die med en sampletung produktion fra bl.a. in-house produceren Easy Mo Bee, DJ Premier og Lord Finesse. Biggie selv leverede et nasalt og naturligt flow og tekster om sine pusherdage, et voldeligt liv i fattigdom og den lysere fremtid, som han forhåbentligt gik i møde (gerne gennem stemningsfulde historier). Som du nok ved, var albummet en kæmpe succes, hvilket formegentligt efterlod en grisk og selvglad Puffy en meget glad mand.
1. INTRO
Gennem en række skits og tidsbestemte, kendte numre bliver lytteren kort introduceret til Biggie og hans liv frem til sin genvundne frihed.
2. THINGS DONE CHANGED
Efter at have tilbragt noget tid i fængsel valgte Biggie, som skrevet i indledningen, at give sin levevis en ordentlig overhaling og satse på en legitim karriere som rapper. Han snakker her om lidt af det hele, og det er faktisk en glimrende reintroduktion til manden. Darnell Scott leverer en halvdyster produktion med et samplet omkvæd, som lyder okay om end den bliver lidt kedelig i længden.
3. GIMME THE LOOT
Biggie’s lider under en slem omgang personlighedsspaltning, da han det ene øjeblik lyder som sit forholdsvis naturlige jeg, og han i det andet påtager sig en meget skinger levering. ’De’ planlægger og gennemfører et røveri, der slutter med en skududveksling med politiet. Nummeret er vokset en del på mig, da Easy Mo Bee’s beskidte og simple beat lige skal lægge sig tilrette, hvorefter jeg i højere grad kan værdsætte Biggie’s i grunden ganske imponerende vokalpræstation.
4. MACHINE GUN FUNK
Over en god omgang funk spytter Biggie nogle flere linjer om gadelivet med et særligt fokus på hash, som ordet ’funk’ også kan referere til. Det er en mere melodisk skæring, hvilket alene giver nogle gode point.
5. WARNING
Biggie’s kammerat Pop kigger forbi og advarer Biggie om et komplot mod ham, hvilket faktisk beskriver hele nummeret ganske godt, da der ikke sker mere. Da komplottet nemlig endelig skal til at udvikle sig, slås der over i en skit. Men ingen gæsterapper er da krediteret? Korrekt, Biggie spiller nemlig endnu engang begge roller i sin opspundne historie. Historien er temmelig uinteressant, men nummeret er nu ikke decideret dårligt.
6. READY TO DIE
Et af de numre jeg graviterede i mod efter første gennemlytning af albummet, og jeg kan bekræfte, at nummeret stadig er super fedt. Biggie fortæller endnu engang om pistoler, fattigdom og døden, men hvad der i sandhed eleverer nummeret, er Easy Mo Bee’s vidunderlige produktion. Puffy er blevet opgraderet fra at nynne og stønne enkelte vokaler (hvilket han har gjort på samtlige af de foregående numre), da han nu også får lov til rent faktisk at ytre hele sætninger. Det er pga. sådan noget, at jeg ikke har meget tilovers for Puffy. Suge Knight lavede en rigtig god pointe, da han i sin tid præsenterede Death Row Records, som et sted hvor ejeren ikke skulle høres i musikken og ses i musikvideoerne.
7. ONE MORE CHANCE
Denne tredje single fra Ready to Die afslører slibrige detaljer om Biggie’s sexliv, hvis nogen skulle være nysgerrige. Han nævner dog interessant nok ikke noget om sin forholdsvis massive kropsstørrelse. Lyrisk er det hele dog ganske uinteressant – også når konen Faith synger en interpolation af Jackson 5’s ”I Want You Back” – men Biggie’s flow er nu stadig problemfrit. Stadig et voldsomt dårligt nummer i konteksten dog.
8. FUCK ME (INTERLUDE)
Hvis du ikke tror Biggie, skulle dette fungere som en slags (og formegentligt forfalsket) dokumentation.
9. THE WHAT (FEAT. METHOD MAN)
At Biggie bliver gjort selskab af Wu-Tang veteranen Method Man er som udgangspunkt rigtig fedt, men dette særprægede møde udvikler sig desværre til lidt af et antiklimaks grundet Easy Mo Bee’s utroligt kedelige beat. Ærgerligt.
10. JUICY
Den første single og nummeret, der satte Biggie på hip-hop kortet. Puffy’s sporadiske medvirken er endnu engang en af de mere tydelige, hvilket er ufatteligt irriterende, da man gennem hele nummeret er indlagt til at høre hans forfærdelige stønnen og små sagte halvsætninger. Resten er til gengæld guld værd. Både det simple omkvæd, den ukrediterede sangerinde, versene om den opfyldte, amerikanske drøm og faktisk Puffy og Poke’s melodiske produktion med sit skønne sample af Mtume’s “Juicy Fruit”.
Christopher George Latore Wallace er opvokset i Brooklyn med en enlig mor, som grundet sine lange arbejdsdage i lang tid var uvidende om Wallace’s egen pæne indkomst som pusher. Han afsluttede den første handel som bare 12-årig og fortsatte ned af samme vej i flere år, mens han i mellemtiden også fik samlet en interesse op for skydevåben. I high-school skimtede han sine to medstuderende Jay-Z og Busta Rhymes, hvoraf den første senere ville blive en kollaboratør (formegentligt langvarigt hvis tiden havde tilladt det). Wallace endte dog med at droppe ud og efterfølgende synke længere ned i det kriminelle miljø, og ikke overraskende indhentede hans ugerninger ham snart efter, hvilket resulterede i ni måneders fængsel.
Efter at have fået sin frihed tilbage valgte Wallace at snuse lidt mere til det her hip-hop musik, som han blot hidtil havde viet diverse freestyle-konkurrencer på gaden. Han indspillede en angiveligt forholdsvis uambitiøs demo, som cirkulerede rundt (og bl.a. gav ham en plads i The Source’s Unsigned Hype kolonne – dengang magasinet var noget værd) for til sidst at ende mellem hænderne på Sean Combs, som på daværende tidspunkt arbejdede for Uptown Records. Biggie blev signet, men det var tilsyneladende en spinkel kontrakt, for da Sean Combs (eller Puffy eller et hav af andre navne) kort efter blev fyret for derefter at skabe sit eget pladeselskab, fulgte Biggie med og signede i stedet til Bad Boy Records.
Selvom Biggie nu havde en potential anden levevej, tvang fødslen af hans og kæresten T’yanna’s barn ham tilsyneladende fortsat ud på gaden, men dette ville Puffy bestemt ikke tillade, da han havde store legitime planer for sin nye samarbejdspartner. Så Biggie droppede narkohandlen og skilte sig i øvrigt af med kæresten for i stedet at finde sammen og gifte sig med sangerinden Faith Evans, og for at fokusere på sin nye karriere som rapper. Da navnet Biggie Smalls var optaget, skiftede han officielt til The Notorious B.I.G., men han kaldte sig fortsat jævnligt for Biggie, hvilket i øvrigt også er det korteste at skrive.
Biggie nødt lidt mere succes med diverse remikses og gæsteoptrædener, men det var først, da han udgav førstesinglen fra sit kommende debutalbum, at det hele virkelig tog fart. ”Juicy” strøg ind på hitlisterne og en måned efter udkom så Ready to Die med en sampletung produktion fra bl.a. in-house produceren Easy Mo Bee, DJ Premier og Lord Finesse. Biggie selv leverede et nasalt og naturligt flow og tekster om sine pusherdage, et voldeligt liv i fattigdom og den lysere fremtid, som han forhåbentligt gik i møde (gerne gennem stemningsfulde historier). Som du nok ved, var albummet en kæmpe succes, hvilket formegentligt efterlod en grisk og selvglad Puffy en meget glad mand.
1. INTRO
Gennem en række skits og tidsbestemte, kendte numre bliver lytteren kort introduceret til Biggie og hans liv frem til sin genvundne frihed.
2. THINGS DONE CHANGED
Efter at have tilbragt noget tid i fængsel valgte Biggie, som skrevet i indledningen, at give sin levevis en ordentlig overhaling og satse på en legitim karriere som rapper. Han snakker her om lidt af det hele, og det er faktisk en glimrende reintroduktion til manden. Darnell Scott leverer en halvdyster produktion med et samplet omkvæd, som lyder okay om end den bliver lidt kedelig i længden.
3. GIMME THE LOOT
Biggie’s lider under en slem omgang personlighedsspaltning, da han det ene øjeblik lyder som sit forholdsvis naturlige jeg, og han i det andet påtager sig en meget skinger levering. ’De’ planlægger og gennemfører et røveri, der slutter med en skududveksling med politiet. Nummeret er vokset en del på mig, da Easy Mo Bee’s beskidte og simple beat lige skal lægge sig tilrette, hvorefter jeg i højere grad kan værdsætte Biggie’s i grunden ganske imponerende vokalpræstation.
4. MACHINE GUN FUNK
Over en god omgang funk spytter Biggie nogle flere linjer om gadelivet med et særligt fokus på hash, som ordet ’funk’ også kan referere til. Det er en mere melodisk skæring, hvilket alene giver nogle gode point.
5. WARNING
Biggie’s kammerat Pop kigger forbi og advarer Biggie om et komplot mod ham, hvilket faktisk beskriver hele nummeret ganske godt, da der ikke sker mere. Da komplottet nemlig endelig skal til at udvikle sig, slås der over i en skit. Men ingen gæsterapper er da krediteret? Korrekt, Biggie spiller nemlig endnu engang begge roller i sin opspundne historie. Historien er temmelig uinteressant, men nummeret er nu ikke decideret dårligt.
6. READY TO DIE
Et af de numre jeg graviterede i mod efter første gennemlytning af albummet, og jeg kan bekræfte, at nummeret stadig er super fedt. Biggie fortæller endnu engang om pistoler, fattigdom og døden, men hvad der i sandhed eleverer nummeret, er Easy Mo Bee’s vidunderlige produktion. Puffy er blevet opgraderet fra at nynne og stønne enkelte vokaler (hvilket han har gjort på samtlige af de foregående numre), da han nu også får lov til rent faktisk at ytre hele sætninger. Det er pga. sådan noget, at jeg ikke har meget tilovers for Puffy. Suge Knight lavede en rigtig god pointe, da han i sin tid præsenterede Death Row Records, som et sted hvor ejeren ikke skulle høres i musikken og ses i musikvideoerne.
7. ONE MORE CHANCE
Denne tredje single fra Ready to Die afslører slibrige detaljer om Biggie’s sexliv, hvis nogen skulle være nysgerrige. Han nævner dog interessant nok ikke noget om sin forholdsvis massive kropsstørrelse. Lyrisk er det hele dog ganske uinteressant – også når konen Faith synger en interpolation af Jackson 5’s ”I Want You Back” – men Biggie’s flow er nu stadig problemfrit. Stadig et voldsomt dårligt nummer i konteksten dog.
8. FUCK ME (INTERLUDE)
Hvis du ikke tror Biggie, skulle dette fungere som en slags (og formegentligt forfalsket) dokumentation.
9. THE WHAT (FEAT. METHOD MAN)
At Biggie bliver gjort selskab af Wu-Tang veteranen Method Man er som udgangspunkt rigtig fedt, men dette særprægede møde udvikler sig desværre til lidt af et antiklimaks grundet Easy Mo Bee’s utroligt kedelige beat. Ærgerligt.
10. JUICY
Den første single og nummeret, der satte Biggie på hip-hop kortet. Puffy’s sporadiske medvirken er endnu engang en af de mere tydelige, hvilket er ufatteligt irriterende, da man gennem hele nummeret er indlagt til at høre hans forfærdelige stønnen og små sagte halvsætninger. Resten er til gengæld guld værd. Både det simple omkvæd, den ukrediterede sangerinde, versene om den opfyldte, amerikanske drøm og faktisk Puffy og Poke’s melodiske produktion med sit skønne sample af Mtume’s “Juicy Fruit”.
11. EVERYDAY STRUGGLE
Bluez Brothers har også gemt et par esser i ærmet, hvilket kommer til udtryk i denne melodiske skæring, hvor Biggie synger et overbevisende omkvæd og fyrer nogle mindst ligeså overbevisende vers af sted specifikt om sin tid som narkohandler. Super.
12. ME & MY BITCH
I 1994 kom man ikke meget nærmere en kærlighedssang i vores fortrukne genre end dette nummer, på trods af at det altså er fyldt med vulgære og kvindedegraderende bemærkninger. Puffy dukker uforhindret op i sketchlignende sekvenser, hvilket er et tydeligt tegn på enten ringe sikkerhed eller kvalitetskontrol. Nummeret er dog takket være en fængslende produktion alligevel ganske godt.
13. BIG POPPA
Chucky Thompson sampler The Isley Brothers’ “Between the Sheets” og en enkelt linje fra et af Biggie’s tidligere numre, hvilket henholdsvis giver den funky og gode produktion, og det lyriske udgangspunkt (sex). Det er albummets anden single, og selvom den egentligt har mere tilfælles med den tredje single ”One More Chance”, så er den kvalitetsmæssigt tættere på ”Juicy”.
14. RESPECT (FEAT. DIANA KING)
Diana King og hendes ru, reggae stemme passer slet ikke ind på Ready to Die, og det samme gør sig egentligt gældende for den tempofyldte produktion (der minder mig lidt om Naughty By Nature), men ikke i samme grad. Lidt malplaceret og mærkeligt, men nummeret er nu alligevel underholdende. Nummeret slutter dog med en højest unødvendig skit, der befinder sig i samme boldgade som ”Fuck Me”.
15. FRIEND OF MINE
Easy Mo Bee sampler mere funk, men på en eller anden måde syntes det at blive for meget, hvilket faktisk ødelægger nummeret lidt for mig. Alt med måde vel. Biggie snakker om sit korrupte forhold til det modsatte køn, hvilket kunne have været interessant nok, men det må nøjes med at få et let skuldertræk med på vejen.
16. UNBELIEVABLE
Nogle folk har ikke andet end ros tilovers for DJ Premier, men selvom hans beats som regel er letgenkendelige, så varierer hans tilgang stadig en smule. Hårdtslående trommer er næsten obligatoriske, men en reel melodi er bestemt ikke, og en reel melodi er præcis, hvad jeg savner i dette Premier-producerede nummer. Biggie forfalder i øvrigt pludselig til at levere battlerap, hvilket er lidt mærkeligt. Det er bestemt ikke et nummer, jeg får noget ud af at høre på repeat, men i små bidder er det da okay.
17. SUICIDAL THOUGHTS
Biggie ringer Puffy op for at fortælle ham, at han har tænkt sig at begå selvmord, hvorefter han reflekterer over sit liv, hvilket gør alt andet end at ændre hans beslutning om at tage sit eget liv – og så skyder han sig selv. Det er i grunden blot en monolog, men da Biggie teknisk set kører en dialog med Puffy, undskylder det for en gangs skyld nogenlunde bossen for hans mange små kommentarer, og faktisk er Puffy’s afsluttende udbrud mere end undskyldt, da det gør den tragiske selvmordscene endnu mere slående. Musikalsk er det ikke så godt igen, men det er tæt på umuligt ikke at lade sig påvirke af slutningen.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Biggie har unægteligt et fedt flow, og han forstår også at skrive nogle fokuserede og detaljerige tekster. Lyrisk er Ready to Die endda temmelig varieret med forskellige koncepter og fokuspunkter, der alle kredser om Biggie’s privatliv og depressive tanker. Når albummet er slut, føler man, at man kender manden meget bedre, hvilket kun kan være et kompliment. Albummet indeholder dog hele femten egentlige numre, så man støder skam også på nogle gentagelser, men det er langt fra mit største problem med albummet. Mit største kritikpunkt er produktionen, der et lidt for langt stykke hen ad vejen simpelthen bare (ubevidst) er lidt af en lyseslukker. Nogle af numrene er derfor en lidt kedelig affære, hvilket mærker et ellers ambitiøst og troværdigt album. En anden ting er Puffy – bare Puffy. Han er skide irriterende. Ready to Die har dog stadig en del at byde på og er dermed også dine penge værd.
BEDSTE NUMRE: “Gimme the Loot”; “Machine Gun Funk”; ”Ready to Die”; ”Juicy”; “Everyday Struggles”; “Me & My Bitch”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar