Jedi Mind
Tricks er formegentligt en af de bedst kendte grupper i hip-hop'ens undergrund, men
selvom de som sådan stadig er aktive i dag, så er deres storhedstid ganske sikkert forbi – både kommercielt og kvalitetsmæssigt. Dette skyldtes bl.a., at den ene
halvdel af den oprindelige besætning forlod gruppen for et par år siden. Stoupe
the Enemy of Mankind, som han kalder sig, var gruppens producer, og han dannede
i 1993 Jedi Mind Tricks med kammeraten Vinnie Paz (som dengang kaldte sig Ikon
the Verbal Hologram). De debuterede i 1996 med Amber Probe EP, som bød på bombastiske produktioner og psykotiske
vers. Flere af de inkluderede numre blev løftet direkte over på debutalbummet
med den latterlig lange og prætentiøse titel The Psycho-Social, Chemical, Biological & Electro-Magnetic
Manipulation of Human Consciousness.
Ved årtusindskiftet var gruppen atter engang klar med nyt materiale leveret på albummet Violent by Design, men i mellemtiden havde Vinnie Paz startet et projekt op i form af en supergruppe med alskens rappere, mens han og Stoupe også var begyndt at arbejde særligt meget sammen med rapperen Jus Allah, så albummet består delvist af posse-cuts medvirkende supergruppen Army of the Pharaohs og delvist kollaborationer med Jus Allah. Lyrisk er der derfor ingen sammenhæng at finde, andet end at fyrene konstant er vrede og tørster efter andres blod. Albummet bliver derimod holdt sammen af Stoupe’s konsekvent, dystre produktion.
Hidtil havde Jedi Mind Tricks været selvudgivende, men det ændrede sig herefter, da gruppen signede med Babygrande Records. Dette passede ikke Jus Allah, så han klippede forbindelserne til duoen, og Vinnie Paz og Stoupe var derfor endnu engang på egen hånd. Eller ikke, da Vinnie Paz faktisk sjældent befinder sig alene på mikrofonen på det opfølgende album Visions of Gandhi, der byder på et meget varieret udvalg af rappere – nogle velkendte navne, nogle fra AotP og nogle et sted midt i mellem.
Stoupe havde yderligere videreudviklet sine produktionskompetencer og diskede med Visions of Gandhi op med en mere varieret (men stadig bombastisk) lydside, der lod sig inspirere af både latin og klassisk musik. Omvendt valgte Vinnie Paz at fordybe sig endnu mere i sin ignorante, aggressive og voldelige lyrik, hvilket resulterede i noget af det mest fladpandede rap i lang tid (der samtidig også stod i voldsom stærk kontrast til albummets titel). Men er det mon muligt, at det kan være en del af charmen?
1. INTRO
Der er en mindre håndfuld mellemspil på Visions of Gandhi, og fælles for dem alle plus denne intro er, at produktionerne er både intense, stemningsfulde og senere bare rigtig fede. Desværre varer de fleste mellemspil bare ikke mere end et minuts tid.
2. TIBETAN BLACK MAGICIANS (FEAT. CANIBUS)
Canibus fyrer op for Visions of Gandhi med albummets første vers, hvilket er en kende mærkeligt, men til gengæld passer han fint ind i gruppens univers (hvilket blev dobbeltbekræftet af Canibus’ Stoupe-producerede Rip the Jacker også fra 2003). Beatet er mørkt og hårdtslående, men føltes alligevel anderledes end Violent by Design, da Stoupe har skabt noget melodi med nogle stemningsfulde strygere.
3. BLOOD IN BLOOD OUT
Den guitarbesmykkede intro er virkelig god, så det er modigt af Stoupe efterfølgende at skifte til noget ganske andet. Når beatet dog først sætter ind, har jeg alligevel så godt som glemt det nydelige forspil, hvilket bestemt må siges at være et vidnesbyrd om Stoupe’s evner. Vinnie Paz er virkelig dum at høre på med linjer som “You just a heathen, and you lie like the church do”, der egentligt er lidt morsom, end til Vinnie Paz følger op med linjen: ”I can't believe that Allah hasn't cursed you”, og man opdager, at han bare har skiftet kristendommen ud med en anden religion. Alligevel er han dog ret fængslende, da hans stemme og levering unægtelig er ganske fed.
Ved årtusindskiftet var gruppen atter engang klar med nyt materiale leveret på albummet Violent by Design, men i mellemtiden havde Vinnie Paz startet et projekt op i form af en supergruppe med alskens rappere, mens han og Stoupe også var begyndt at arbejde særligt meget sammen med rapperen Jus Allah, så albummet består delvist af posse-cuts medvirkende supergruppen Army of the Pharaohs og delvist kollaborationer med Jus Allah. Lyrisk er der derfor ingen sammenhæng at finde, andet end at fyrene konstant er vrede og tørster efter andres blod. Albummet bliver derimod holdt sammen af Stoupe’s konsekvent, dystre produktion.
Hidtil havde Jedi Mind Tricks været selvudgivende, men det ændrede sig herefter, da gruppen signede med Babygrande Records. Dette passede ikke Jus Allah, så han klippede forbindelserne til duoen, og Vinnie Paz og Stoupe var derfor endnu engang på egen hånd. Eller ikke, da Vinnie Paz faktisk sjældent befinder sig alene på mikrofonen på det opfølgende album Visions of Gandhi, der byder på et meget varieret udvalg af rappere – nogle velkendte navne, nogle fra AotP og nogle et sted midt i mellem.
Stoupe havde yderligere videreudviklet sine produktionskompetencer og diskede med Visions of Gandhi op med en mere varieret (men stadig bombastisk) lydside, der lod sig inspirere af både latin og klassisk musik. Omvendt valgte Vinnie Paz at fordybe sig endnu mere i sin ignorante, aggressive og voldelige lyrik, hvilket resulterede i noget af det mest fladpandede rap i lang tid (der samtidig også stod i voldsom stærk kontrast til albummets titel). Men er det mon muligt, at det kan være en del af charmen?
1. INTRO
Der er en mindre håndfuld mellemspil på Visions of Gandhi, og fælles for dem alle plus denne intro er, at produktionerne er både intense, stemningsfulde og senere bare rigtig fede. Desværre varer de fleste mellemspil bare ikke mere end et minuts tid.
2. TIBETAN BLACK MAGICIANS (FEAT. CANIBUS)
Canibus fyrer op for Visions of Gandhi med albummets første vers, hvilket er en kende mærkeligt, men til gengæld passer han fint ind i gruppens univers (hvilket blev dobbeltbekræftet af Canibus’ Stoupe-producerede Rip the Jacker også fra 2003). Beatet er mørkt og hårdtslående, men føltes alligevel anderledes end Violent by Design, da Stoupe har skabt noget melodi med nogle stemningsfulde strygere.
3. BLOOD IN BLOOD OUT
Den guitarbesmykkede intro er virkelig god, så det er modigt af Stoupe efterfølgende at skifte til noget ganske andet. Når beatet dog først sætter ind, har jeg alligevel så godt som glemt det nydelige forspil, hvilket bestemt må siges at være et vidnesbyrd om Stoupe’s evner. Vinnie Paz er virkelig dum at høre på med linjer som “You just a heathen, and you lie like the church do”, der egentligt er lidt morsom, end til Vinnie Paz følger op med linjen: ”I can't believe that Allah hasn't cursed you”, og man opdager, at han bare har skiftet kristendommen ud med en anden religion. Alligevel er han dog ret fængslende, da hans stemme og levering unægtelig er ganske fed.
4. THE RAGE OF ANGELS (FEAT. CRYPT THE WARCHILD)
Underligt nok lykkedes Vinnie Paz faktisk i at dedikere et helt vers til en fængslet kammerat uden at miste fokus. Jovist, lyrisk er det stadig middelmådigt – og det endda kun hvis jeg føler mig i mit særligt gavmilde hjørne – men det er trods alt noget andet end hans mange trusler. Crypt fra Outerspace (som yderligere er en del af AofP) smider nogle taknemlige og lidt mere socialrealistiske bemærkninger, som let er mere interessante og dybe end Vinnie’s vers. Det er ikke en nødvendig afvigelse, men den er da rar nok. Beatet er i øvrigt også slet melankolsk uden at miste sit bombastiske udtryk. Interessant nok.
5. DEMONWOMB (INTERLUDE)
Et spild af et interessant beat.
6. ANIMAL RAP (FEAT. KOOL G RAP)
Muligvis det første nummer, jeg hørte med Jedi Mind Tricks, men efter utallige lyt kan jeg stadig blive betaget af Stoupe’s uhyre fede produktion med sine engagerende trommer og fantastiske strygerarrangement. Kool G Rap lægger et fabelagtigt vers og Vinnie Paz er ligeledes som en fisk i vand; veltilpas, hadefuld og overbevisende. Samplet af Mike Tyson er ret plat, men det ændrer ikke på, at nummeret er fantastisk.
Et spild af et interessant beat.
6. ANIMAL RAP (FEAT. KOOL G RAP)
Muligvis det første nummer, jeg hørte med Jedi Mind Tricks, men efter utallige lyt kan jeg stadig blive betaget af Stoupe’s uhyre fede produktion med sine engagerende trommer og fantastiske strygerarrangement. Kool G Rap lægger et fabelagtigt vers og Vinnie Paz er ligeledes som en fisk i vand; veltilpas, hadefuld og overbevisende. Samplet af Mike Tyson er ret plat, men det ændrer ikke på, at nummeret er fantastisk.
Det første og bedste eksempel på Stoupe’s latininspiration, da hele produktionen nærmest skriger salsamusik. Det lyder måske lige lovligt farverigt og ambitiøst, men jeg lover, at enhver tvivl kommer til skamme, når først nummeret flyder ud af højtalerne. Derudover bliver det også blot endnu engang slået fast, at Vinnie Paz altså sagtens kan holde stand på egne ben, da han med linjer som ”I hate your mother and father, because they made you/ I hate the universe, because it create you” endnu engang formår at underholde mægtigt. Jah, det er nok stadig hans levering, der bevidst gør ham underholdende.
8. A STORM OF SWORDS (FEAT. PLANETARY)
Stoupe leverer en overraskende munter produktion bestående af bl.a. fløjter, harmonika, piano og strygere. Det er både distinktivt og mærkeligt, men det lyder nu også ganske godt. Til gengæld syntes jeg, at Paz og Planetary lyder lidt for opstemte og for lidt truende. De er ikke rigtigt skræmmende herpå, hvilket er særligt synd, da de ellers forsøger sig med at udveksle linjer med hinanden. Det er også først nu, at man rigtigt sætter pris på de samplede omkvæd i de foregående numre, da fyrenes bud i længden er lidt for dumt. Planetary skal dog have en cadeau for opfindsomme rim i sit vers, der lyrisk efterlader Paz’ i støvet (”Manage my life calmly, like I was Gandhi” - Paz. Vent, hvad?). Det er trods alt stadig et udmærket nummer.
9. BOONDOCK SAINTS (INTERLUDE)
Et rigtig fedt mellemspil med noget dialog fra filmen ved samme navn.
10. THE WOLF (FEAT. ILL BILL & SABAC RED)
Et ganske hårdtslående og forholdsvis dystert beat, men manglen på en reel melodi sætter en lille dæmper for min begejstring. Det er formegentligt en ældre sag, da jeg kunne forstille mig, at Stoupe udarbejdede produktionen i tiden omkring det forrige album, som jeg ganske rigtigt ikke vægter så højt. Nummeret er dog på ingen måde dårligt. Nærmere tværtimod, da rapperne (og trommerne) uden problemer opvejer manglen af melodi. Særligt Paz lyder faktisk ekstra fed over den tunge produktion.
11. WALK WITH ME (FEAT. PERCEE P)
Endnu et superbt beat med nogle latinelementer og en fængende melodi. Vinnie Paz gør sin ting, hvilket er fint, men Percee P siger mig til gengæld ikke noget. Jeg har da heller aldrig hørt om ham før. Det eneste tilfælde, hvor en gæst rent faktisk sænker underholdningsværdien på Visions of Gandhi.
12. RISE OF THE MACHINES (FEAT. RAS KASS)
Ahh, flere håbløse udsagn fra kongen af ignorante bemærkninger: “You just a homosexual; I think the gay rights movement should meet you and invest in you”. Détte kan umuligt være et godt nummer, men ikke desto mindre er det (desværre?) en af mine favoritter fra Visions of Gandhi. Stoupe’s super melodiske, latininspirerede og guitarbesmykkede produktion er intet mindre end fantastisk, og Ras Kass gør en mægtig optræden med et af albummets mest intelligente vers. Det siger selvfølgelig ikke så meget, men hans vers er nu ganske fint.
13. PITY OF THE MACHINES (INTERLUDE)
En kortvarig men fabelagtig produktion mere…
14. KUBLAI KHAN (FEAT. TRAGEDY KHADAFI & GORETEX)
Ikke overraskende er dette en spirituel efterfølger til Violent by Design’s ”Genghis Khan”, da Kublai Khan er den førnævnte militærleder og kejsers barnebarn. Derudover medvirker Tragedy Khadafi (ikke at forveksle med Outlawz’ Kadafi) også på begge numre. Produktionen er som på ’originalen’ ekstra hårdtslående med en simpel melodi, der i dette tilfælde bliver produceret af nogle strygere. Det minder derfor mere end snart noget andet på Visions of Gandhi om det forrige album, hvilket ikke gør nummeret nogen tjenester, da jeg faktisk bedre kan lide trommeprogrammeringen på originalen. Det er dog om ikke andet en tæt kamp.
15. WHAT’S REALLY GOOD (FEAT. ROCKEY RAEZ)
Pga. det muntre beat vil jeg placere nummeret i samme boks som ”A Storm of Swords”. Omkvædet er desuden endnu engang af eget design, og selvom jeg stadig havde fortrukket et par samples i stedet, så er det nu ikke allerværst. Vinnie Paz langer flere trusler over disken og vender dermed fuldstændigt det blinde øje til Rockey’s halvtamme forsøg på noget socialrealistisk, hvilket alt i alt gør nummeret en smule ufrivilligt morsomt. Mere end normalt. Det er dog stadig fængende. Hmm…
16. THE HEART OF DARKNESS (INTERLUDE)
Et dårligt mellemspil. Ej, det er bare gas. Endnu et kortvarigt, glimrende stykke musik.
17. RAW IS WAR 2003
Jeg har ikke rigtigt lagt mærke til det før, men den sporadiske dialog, der er spredt rundt omkring i nummeret, er faktisk en mindre distraktion. Bortset fra det er nummeret dog fantastisk – alt fra det tempofyldte og orkestrerede beat til det sampletunge omkvæd og Paz’ aggressive levering. Smukt. Det er dog ikke helt slut endnu.
Følgende er skjulte bonusnumre, der dukker op efter et par minutters stilhed:
I AGAINST I (REVISITED) (FEAT. OUTERSPACE)
Duoen har været så flinke at inkludere det muligvis bedste nummer fra Violent by Design, dog med den lille ændring at Jus Allah’s vers er skiftet ud med et vers af Crypt the Warchild. Selvom jeg har hørt hver version en større håndfulde gange, så opdagede jeg faktisk først ændringen, da jeg læste om den i anledning af denne anmeldelse. Det er altså en temmelig ubemærkelsesværdig ændring, hvilket også er helt i orden, da nummeret i forvejen var super fedt.
ANIMAL RAP (MICKEY WARD MIX) (FEAT. KOOL G RAP)
Med en mere low-key og melodisk produktion skiller nummeret sig tilpas meget ud fra originalen, mens det samtidig stadig lyder rigtig godt. Jeg fortrækker originalen, men dette miks er nu i grunden ret imponerende.
THE ARMY (FEAT. ESOTERIC & KING SYZE)
I samme ånd som tidligere numre bliver der her budt på salsa og alt hvad det indebærer af fløjter, guitarer og trommer. Ligesom de tidligere forsøg ud i denne stil er også dette en stor succes, da Stoupe’s produktion er super fed. King Syze er ikke videre interessant, men de andre to gør det pænt. Stoupe har i øvrigt samplet flere bider af forskellige rappers vokaler i løbet af Visions of Gandhi og hvad bedre måde at slutte af på end med et sample af MC Ren? Som endnu en sidebemærkning, så minder den Havoc-producerede "Untitled" (fra Eminem's Recovery) egentligt lidt om dette nummer (ikke lyrisk).
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Visions of Gandhi er helt igennem fantastisk fra start til slut, hvilket ikke er noget, man kan tilskrive mange albums. Særligt ikke indenfor hip-hop. Opskriften er tilsyneladende ganske simpel: gå aldrig på kompromis, men udarbejd en nuanceret og engagerende produktion. Hvis alle gjorde som Jedi Mind Tricks ville det dog hurtigt blive kedeligt i længden, da jeg vitterligt ikke tror, at Vinnie Paz har skrevet en eneste god linje til hele pladen. Til gengæld er hans flow dog ubeklageligt og super aggressivt. Hans kammerater har derimod skrevet nogle enkelte intelligente ting, hvilket sjovt nok får dem til at virke lidt malplacerede til tider. De gæstende rappere efterlader dog generelt et godt indtryk. Stoupe og Vinnie Paz supplerer hinanden glimrende, og hvis der er en ting, de har bevist med Visions of Gandhi, så er det, at lyrik bestemt ikke er alt. Hvis du ikke allerede ejer en kopi, kan det kun anbefales, at du køber en. Lige nu. Jeg overvejede sågar et kort øjeblik bare at smide samtlige numre på listen nedenunder.
BEDSTE NUMRE: “Blood in Blood Out”; “Animal Rap”; “Nada Cambia”; “The Wolf”; “Walk With Me”; “Rise of the Machines”; “What’s Really Good”; “Raw Is War 2003”; “The Army”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar