Macklemore & Ryan Lewis - The Heist (2012)

The Heist er egentligt en fælles bedrift af Macklemore og Ryan Lewis, men alligevel er Macklemore uigenkaldeligt pladens hovedperson med sine stærke holdninger, personlige tragedier og sin alsidighed. Som tidligere universitetsstuderende har han altid fundet trøst i musikken, hvilken han i mere end ti år har brugt til at formidle sine tanker og problemer. Frem til år 2009 har han dog været ganske lidt produktiv, da han uheldigvis pådrog sig en afhængighed af sydens populære, lilla drink – selvom han selv kommer fra det nordlige U.S.A., nærmere præcist Seattle i Washington. Han fik det dog endelig rystet af sig igen i 2008, hvorefter han begyndte at kollaborere med fotografen-slash-produceren Ryan Lewis.

Dette samarbejde resulterede i The VS. EP, som blandt andet indeholder nummeret ”Otherside”, hvor Macklemore netop fortæller om sit stofmisbrug. Året efter udgav de remikset The VS. Redux, som blandt andet indeholder et remiks af ”Otherside”, som til duoens store overraskelse pludselig gjorde dem og i særdeleshed Macklemore verdenskendte – dvs. ikke kendt af alle, men kendt af nogle rundt omkring i verden. For hver ny single, de udgav, frem til studiedebuten The Heist i 2012, syntes duoen blot at blive mere og mere populære, så da albummet endelige droppede tidligere i år, havde utroligt mange folk opbygget en masse store forventninger.

Macklemore og Ryan Lewis har altid udgivet deres egen musik, men alligevel formåede The Heist at stryge ind på iTunes 1. plads efter ganske få timers salg. Angiveligt den første gang for en indieudgivelse.

1.       TEN THOUSAND HOURS
Macklemore fortæller flere gange på The Heist om tilblivelsen af albummet, og han starter altså her med en snak om bl.a. tid og passion. Ryan har skruet en glimrende og organisk produktion sammen med en opløftende virkning, der går fint i spænd med både Macklemore og den ukrediterede men glimrende sangerinde i omkvædet. - "Welcome to the Heist"!

2.       CAN’T HOLD US (FEAT. RAY DALTON)
Macklemore holder sig dog bestemt ikke til det samme emne gennem hele albummet og faktisk heller ikke end den samme stil og lyd. Dette bliver lidt mere klart allerede med dette nummer, der er en stor celebrering af duoens succes forklædt som en hyldest til deres fans. Det er altså en festlig skæring med masser af højt humør, hvilket også afspejles i produktionen. Det er et lidt overraskende skift, men underholdningsværdien er stadig udmærket.

3.       THRIFT SHOP (FEAT. WANZ)
Duoen er dog langt fra færdige med at udfordre deres publikum, så Macklemore’s vers her om at handle billigt ind i en genbrugsbutik bliver akkompagneret af, hvad der bedst kan beskrives som et clubbeat. Tre numre inde og The Heist har allerede dækket den håndholdte musikafspiller, radioen og diskoteket. Der må siges at være en stor alsidighed, men den bliver i dette tilfælde lidt for meget.

4.       THIN LINE (FEAT. BUFFALO MADONNA)
Ryan vender tilbage til den stille produktion, men overraskende nok er resultatet temmelig ulideligt. De to forrige numre kunne godt overleve i mainstreamen, men modsat dem lyder dette direkte kommercielt og dårligt. Det skyldtes ikke mindst gæsterapperen, som er fuldstændig uduelig. Hurtigt videre…

5.       SAME LOVE (FEAT. MARY LAMBERT)
Ovenpå det forrige nummer ville næsten et hvilket som helst nummer kunne overraske positivt, hvilket blot gør ”Same Love” endnu mere imponerende i dens kontekst. Det er en af albummets fem singler, der alle udkom før albummets udgivelse, og muligvis den single der skabte allermest opmærksomhed omkring duoen. Dette skyldtes, foruden den smukke, pianodominerede produktion, det lettere kontroversielle, lyriske indhold. Macklemore rapper nemlig til fordel for homoseksualitet med relevante referencer til alskens oppositionelle grupperinger og egne erfaringer (uden selv at være homoseksuel) og observeringer. Han taler ikke bare en fornuftig sag, men han gør det også utroligt overbevisende. Dette er endnu et eksempel på, hvorfor Macklemore uden tvivl vil tage en væsentlig plads i hip-hop historiebøgerne.

6.       MAKE THE MONEY
Når Macklemore udtaler, at han ikke lægger så meget vægt på succes og penge, så tror man ham rent faktisk, hvilket ikke er et scenarie, man er vidne til ofte. Titlen er derfor også lidt misvisende, da man kun får den halve sandhed. Budskabet er nemlig, at man skal lave penge i stedet for at lade pengene lav sig. Ikke en original tanke, men den bliver leveret nuanceret og interessant sammen med en spændende produktion, så jeg kan faktisk mægtig godt lide dette nummer.

7.       NEON CATHEDRAL (FEAT. ALLEN STONE)
Alkohol har tilsyneladende både erstattet Macklemore’s hostesaftsmisbrug og relation til kirken, hvilket man bevidner i endnu et roligt nummer, der både byder på strygere, piano og guitartabs. Allen Stone har en ret karakteristisk rnb stemme, hvilket ødelægger omkvædet lidt, men resten er vældig godt.

8.       BOMBOM (FEAT. THE TEACHING)
En temmelig lang instrumental med to distinktive faser. Første del er i mine øjne klart den bedste, så jeg ville have fortrukket, at nummeret sluttede efter første omgang fyrværkeri.

9.       WHITE WALLS (FEAT. SCHOOLBOY Q & HOLLIS)
Sammen med rapperen Schoolboy Q (fra Black Hippy) dedikerer Macklemore nogle vers til en Cadillac. Jeg har hørt nummeret flere gange, men jeg stadig ikke rigtigt huske noget fra det – andet end at Hollis synger et ret fængende omkvæd. Og at det handler om Cadillacs. Kedeligt.

10.   JIMMY IOVINE (FEAT. AB-SOUL)
Da jeg først lagde øjne på tracklisten til The Heist, stod dette nummer meget ud. Først og fremmest fordi Ab-Soul (også medlem af Black Hippy) er listet som medvirkende, og for det andet fordi nummeret er opkaldt efter en chef hos Interscope Records. Hvad kunne det dog ikke blive til? Svaret er et beat med en altoverskyggende lilletromme, Ab-Soul i omkvædet og kritiske vers rettet mod Interscope og deres forslåede pladekontrakt. Versene er altså meget interessant, men at Ab-Soul kun leverer omkvædet er lidt ærgerligt (selvom han trods alt bidrager med et glimrende omkvæd). Det mest skuffende er dog produktionen, som siger mig absolut intet. Nummeret er derfor en blandet landhandel, der desværre ikke er god nok til at blive særligt fremhævet.

11.   WING$
Endnu en prominent single fra The Heist, som udkom mellem ”Otherside” og ”Same Love” (eller ikke, da "Otherside"'s musikvideo faktisk er af nyere dato), men som ganske sikkert har haft ligeså stor effekt på duoens stadig stigende popularitet. Ligesom de to førnævnte numre er der også en god grund til at dette nummer har formået at skabe tydelige ringe i vandet. Macklemore beretter om hans og de jævnaldrendes sygelige forhold til kondisko, og det er, som altid når Macklemore er bedst, en meget fængslende og tankevækkende fortælling. Ryan skuffer bestemt heller ikke med en imponerende, simpel og strygerbesmykket produktion, der derudover også byder på et fængende børnekor. Fedt!

12.   A WAKE (FEAT. EVAN ROMAN)
Macklemore hælder på af personlige tanker og problemer med aktuelle referencer og en overraskende afstandstagen fra nogle kritikkers endeløse ros til ham. En interessant og vidtfavnende fortælling, der dog bliver gjort selskab af en produktion, der minder en del om ”Thin Line”. Det er ikke fordi, at det lyder skidt, men det skaber nogle enkelte, ærgerlige associationer.

13.   GOLD (FEAT. EIGHTY4 FLY)
Dette nummer minder mig en del om Chiddy Bang eller nærmere betegnet Xaphoon Jones’ produktioner, hvilket både skyldtes beatet og gæstens opmuntrende omkvæd. Nu ligger landet således, at jeg jo var temmelig glad for særligt Xaphoon’s bidrag til Chiddy Bang’s studiedebut, så han er bestemt ikke dårlig at blive sammenlignet med, hvis man forsøger sig med noget livsglad og varmt musik. Derfor kan jeg godt lide det letfordøjelige omkvæd og den umiddelbare produktion i ”Gold”, men versene er jeg til gengæld ikke begejstret over. Særligt ikke sidste vers, hvor beatet også kaster alle sine tiltrækkende karakteristika af sig.

14.   STARTING OVER (FEAT. BEN BRIDWELL)
En opfølgning på ”Otherside”, hvor Macklemore jo berettede om sit misbrug af hostesaft og sin efterfølgende afholdenhed. Desværre faldt Macklemore i igen efter tre års soberhed, men der gik umiddelbart ikke længe, før han startede forfra og forsøgte at lægge den lilla drink bag sig endnu engang. Nummeret rammer af gode grunde ikke lige så hårdt som ”Otherside”, da dette som skrevet er en ’toer’, men det forhindrer ikke nummeret i at være utroligt godt alligevel (hvilket blot er et vidnesbyrd til den førstes storhed). Ryan sørger desuden for endnu en stemningsfuld og melodisk produktion med et nydeligt gæstemedvirkende omkvæd. Super godt.

15.   COWBOY BOOTS
Det er noget med, at Macklemore har rødder i Ireland, så det er måske ikke underligt, at duoen ville benytte sig af et omkvæd med en solid pubstemning… Joh, det er stadig mærkeligt. Også på The Heist, der ellers indeholder lidt af hvert. Fællessang er bare sjældent fedt (midt i et hip-hop nummer). En mærkelig måde at runde albummet af på, men omvendt ville nummeret nærmest ikke kunne være andet end malplaceret. Også selvom nummeret ikke er dårligt, som det bare er mærkværdigt.

Følgende er listet som bonus numre:

16.   CASTLE
En usammenhængende og meningsløs clubbanger, der dog alligevel ikke lyder helt dum. Macklemore virker til at parodiere kommercielle rappere, men jeg er faktisk lidt i tvivl, om hvorvidt dette er bevidst. Nummeret er nu ret underholdende, hvis det absolut skal være.

17.   MY OH MY
Det lyriske indhold kan kortes ned til fem ord: faderen, baseball og Dave Niehaus. Sidstnævnte er en kommentator tilknyttet Seattles baseballhold, som Macklemore tilsyneladende fulgte med sin far. Nummeret blev skrevet i 2010 som en hyldest til den dengang netop afdøde Dave Niehaus, og eftersom jeg intet kender til ham, får jeg ikke så meget ud af nummeret, men jeg kan nu stadig værdsætte den udmærkede musikalske oplevelse.

18.   VICTORY LAP
Med en blæser i ryggen bevidner Macklemore om sin rejse fra ærgerlig stofmisbruger til succesfuld rapper. Det er en celebrerende og humørfyldt skæring, så den minder lyrisk lidt om ”Can’t Hold Us”, og Macklemore runder da også et vers i begge af med en tak til sine fans. Produktionen er god, men omkvædet er til gengæld elendigt, så det er omtrent ligeså godt som førnævnte nummer (hvilket ikke er en skidt ting).

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: The Heist er ufatteligt inkonsistent med numre, der stilmæssigt stikker i alle mulige forskellige retninger, hvilket på samme tid umiddelbart er både nødvendigt og uheldigt. Macklemore fungerer nemlig allerbedst med personlige og eftertænksomme vers over Ryan’s forholdsvis simple og stemningsfulde produktioner – gerne med spinkle keys. Det er da også, hvad duoen er blevet bedst kendt for, men det virker til, at duoen (måske særligt Macklemore) bestemt ikke er tilfreds med at blive sat i bås, så for hvert af overstående slags numre er der også et festligt og radiovenligt nummer. Disse er de rigtig gode mærkbart underlegen, men de giver til gengæld også albummet mere liv og flere nuancer, så man ikke drukner i vise og humørforladte linjer. Denne fremgangsmetode har muligvis været en nødvendighed, da albummet ellers godt kunne have endt med at være kedeligt og som sådan forudsigeligt i længden. Duoen går dog til tider lidt for langt i sin stræben efter en alsidig lyd, hvilket alligevel resulterer i enkelte, kedelige eller dårlige numre. Overvejende skaber de forskellige udtryk dog en spændende og organisk oplevelse med flere imponerende højdepunkter, så helhedsindtrykket er skam ganske godt. Jeg vil derfor uden tøven anbefale, at man smider sine penge efter The Heist – et album der formegentligt stadig vil være på folks læber flere år frem – men man skal bare ikke forvente et album fyldt med numre som ”Same Love”.

BEDSTE NUMRE: “Ten Thousand Hours”; “Same Love”; “Make the Money”; “Neon Cathedral”; “Wing$”; “A Wake”; “My Oh My”