Tonedeff - Demon (2013)

Da jeg tidligere på året anmeldte Glutton, forventede jeg at se udgivelsen af Polymer i denne måned, men det skete sandt at sige ikke just. Faktisk er vi kun netop noget til andet kapitel i den firedelte EP-serie med Demon, der så dagens lys tidligere på måneden. Jeg var temmelig hård ved Glutton, og jeg har da heller ikke hørt den siden - ja, faktisk har jeg netop fundet ud af, at jeg slet ikke har EP’en liggende på computeren længere. Jeg synes dog at kunne mindes, at flow og lyrik var i orden, mens den syntetiske og larmende produktion var drønhamrende irriterende. Lad os se om Demon kan vinde min interesse i Polymer-projektet tilbage igen.

Jay-Z - Magna Carta Holy Grail (2013)

Det er hele fire år siden, at Jay-Z sidst smed et soloalbum på gaden. Det vil sige, at tiden var kortere mellem hans såkaldte pensionering i 2003 og hans tre år senere (og knap så overraskende) comeback. Mange ting kan nå at ske i løbet af fire år – både på det personlige plan og i den populære musikstrøm. F.eks. har Shawn nu en lille pige med Beyonce, mens trapmusik er en af de større trends i denne tid. Modsat normen har han dog denne gang valgt at tilpasse sig disse ændringer meget nøgternt, hvilket f.eks. får Magna Carta Holy Grail til at stå i skarp kontrast til Kanye West’s Yeezus, der ingen vinde følger.

2Pac - Best of 2Pac (2007)

Jeg lover, at det her er den sidste. Men hvorfor en mere? Hvorfor endnu et opsamlingsalbum?  Faktisk er Best of 2Pac den tredje (og fjerde – mere om det om lidt) opsamling i rækken, eftersom Death Row udgav The Prophet: The Best of the Works i 2003. Jeg sprang over den, da albummet ikke indeholder nogen nye skæringer (kort anmeldelse: pladen er opbygget af en meget tvivlsom samling numre), men det samme gør sig altså ikke gældende for Best of 2Pac. Det er meget begrænset, hvad der er af nyheder, men der er dog nogle få stykker.

2Pac - R U Still Down? (Remember Me) (1997)

Mere 2Pac! De næste par indlæg bliver ikke nødvendigvis nemme at komme igennem for hverken mig selv eller læseren, da de flere gange vil nå en temmelig lang længde, og de vil desuden mere ofte end ikke være domineret af knap så flatterede adjektiver. Det kan derfor virke håbløst at gennemføre projektet, men jeg har en ide om, at det vil være rart at kommentere på så meget af Tupac’s musik som muligt. Derudover gemmer der sig også nogle perler rundt omkring, som jeg vil forsøge at grave frem.

2Pac - Strictly 4 My N.I.G.G.A.Z. (1993)

Med 2Pacalypse Now berørte 2Pac bl.a. politivold, hvilket heller ikke for 2Pac skulle vise sig at være et overstået kapitel, da han efter udgivelsen flere gange kom i karambolage med loven. Først da et par politibetjente angiveligt overfaldt ham for jaywalking (de havde formegentligt lige været i biografen og se Dødbringende Våben 3), og dernæst efter en pistol ved et uheld gik af i hans selskab, hvilket tog livet af en ung dreng 100 m. væk. Derudover var der de sædvanlige anklager, der følger i slipstrømmen på et kontroversielt værk, heriblandt udtalelsen om at 2Pac skulle have hjernevasket og manipuleret en ung politimorder fra Texas gennem sin musik. Alt sammen noget der fremover ville blive hverdagskost for den unge rapper.

JustMe & Deacon the Villain - Tragedy & Dope (2010)

Mens Kno arbejdede på sin solodebut, sendte Deacon The Villain et par følere ud i håbet om at finde nogle rappere at slå tiden ihjel med, samtidig med at det også ville være en chance for ham at eksperimentere med egne beats. Den ene føler nåede helt til Seattle, hvor den ramlede ind i rapperen JustMe (fra Scribbling Idiots). Han er praktiserende katolik, men selvom paralleller kan drages mellem hans trosretning og musik, så laver han ifølge sig selv ikke decideret kristent musik. Tragedy & Dope forholder sig dog en smule uenig.

T.I. - No Mercy (2010)

T.I. er en typisk rapper fra sydstaterne med dialekten i orden og numre om pistoler, narko og penge, men der er to yderligere karaktertræk, der får ham til at skille sig ud; først og fremmest er han en mindre pionerer indenfor trap-musik, og dernæst ryger han konstant ind og ud af fængsel. Det sidste punkt begyndte dog efter nogle albums at nage ham mere og mere, og det endte med, at han efter at have fået sin frihed tilbage endnu engang i begyndelsen af 2010 besluttede sig for at ændre sine veje, angre sin fortid og så at sige forblive fri. Hans næste album var derfor planlagt til at udkomme senere på året med titlen King Uncaged, men sørme om han så ikke overtrådte betingelserne for sin prøveløsladelse.

B.o.B Presents: The Adventures of Bobby Ray (2010)

Da Bobby Ray først kom frem med de første mixtapes havde hans musik tydelige rødder i trapgenren, hvilket som sådan ikke er et større mysterium, da han trods alt er vokset op i den sydøstlige by Winston-Salem i North Carolina. Sydstaterne har altid været pionerer for trap med T.I. i spidsen, og tilfældigvis var det også i en af hans klubber, at Bobby blev opdaget (og senere signede han til T.I.’s Grand Hustle). I hans trap- og undergrundstid var han fint tilfreds med at blive kaldt B.o.B, men efterhånden som tiden gik kom den stædige lilletromme i konflikt med mere dynamiske instrumenter som guitaren og klaveret. For tydeligt at gøre op med sit gamle jeg begyndte Bobby derfor at kalde sig selv ved sit borgerlige navn, Bobby Ray, dog uden i sidste ende at ændre sit kunstnernavn.

U-God – Dopium (2009)

U-God har generelt den tvivlsomme ære af at være Wu-Tang Clan’s mindst vellidte person, men det har da ikke forhindret ham i at udgive tre soloalbums. Ingen af dem har modtaget ovenud favoriserende anmeldelser, men der synes at være en tavs konsensus om, at hans sidste udspil, Dopium, fra 2009 er hans bedste værk hidtil. Han er altså den eneste af klanens medlemmer, der tilsyneladende er blevet bedre med tiden (sådan da), men alligevel er han dog stadig den mindst populære af flokken.

RZA – RZA as Bobby Digital in Stereo (1998)

RZA, produceren bag næsten samtlige af de dengang hidtidige Wu-Tang skæringer, skød sammen med Meth’s en uge ældre Tical 2000: Judgement Day i 1998 den anden generation af Wu-Tang soloalbums i gang. Det er generelt en generation kendetegnet af undervældende efterfølgere og en blandet omgang catch-up af tre ud af fire af gruppens sidste medlemmer. Tre albums skiller sig dog ud. Først og fremmest Ghost’s efterfølger til 1996’s Ironman, Supreme Clientele, der er mandens mest værdsatte værk, dernæst er der Inspectah Deck’s højst udskudte men anmelderroste debut Uncontrolled Substance, og til sidst har vi RZA’s fuldlængde debutalbum (hans egentlige debut kom nogle år tidligere (før Wu-Tang) med den hurtigt glemte EP Ooh I Love You Rakeem), RZA as Bobby Digital in Stereo, og hvordan skiller det sig så ud? Ved overhovedet ikke at repræsentere RZA som hverken producer eller rapper, da det, som titlen antyder, i stedet er skrevet og indspillet under alteregoet Bobby Digital.

Humleridderne - Jeg Gi'r En Omgang, Hvis Du Gi'r To (1995)

Humleridderne startede originalt som et kollektiv af ølelskende fyre fra Tårnby, men da tre af medlemmerne begyndte at lege med noget dansk rap (efter kortvarigt at have forsøgt sig med noget engelsk), fik de lov at tage navnet, og således var rapgruppen Humleridderne en realitet. Trioen består af Dan Holmfjord, Jimmi Sommer og Daniel Herfort-Bruun, og som udgangspunkt er de alle rappere, men Dan virker til at dominere mikrofonen.

MC Einar - Den Nye Stil (1988)

Godt nytår! Efter en kort pause er jeg nu tilbage med fornyet energi, hvilket ikke bare er et idiom, da pausen helt sikkert gjorde godt. Men eftersom jeg sjældent vil ses gå aggressivt til værks, starter jeg stille ud med noget gammelt, dansk rap, og der kommer formegentligt mere af samme skufle skuffe i de kommende dage. Musikken har for længst mistet sin nyhedsværdi, men der gemmer sig både (nogle) gode numre og historier i de gamle drenge, hvilket giver mig tre grunde mere til at anmelde bl.a. MC Einar’s debutalbum Den Nye Stil; A) En understregning af at jeg bestemt anmelder, præcis hvad jeg vil, (b) jeg kan fremhæve noget anbefalelsesværdigt musik (og modsat) og (c) jeg kan komme ind på genrens kanon og historie.

Og ang. lister med personlige favoritter fra det forgående år, så skal I ikke holde vejret. Som denne blog er bevis på, så jagter jeg ikke intenst nye udgivelser, så jeg mangler stadig at høre en del fra sidste år. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig. Oscar-statuetterne bliver jo også først uddelt i slutningen af februar.

Men MC Einar. De første danskere til at udgive et rapalbum. Al begyndelse er svær, siger man, og nogen vil mene, at MC Einar er et eksempel på dette. DJ Peyk vil sjovt nok formegentligt være enig - hvert fald i ordsproget. Allerede i midten af firserne lagde han nemlig planer om et producere noget hip-hop, men han opgav hurtigt selv at gribe mikrofonen, og der var heller ikke nogen hjælp at hente hos kammeraten og med-DJ’en Jan Kabré, så der skete ikke rigtigt så meget, end til Peyk i 1988 opdagede et hidtil skjult talent hos den unge Einar Enemark. Einar havde absolut ingen relation til hverken det amerikanske eller danske hip-hop miljø, men han kunne spytte en række stavelser af sted i et middel tempo uden at snuble over ordene, hvilket var særligt imponerende i betragtning af hans stammen.

Ca$his - The County Hound EP (2007)

Julen er over os i denne tid, og selvom jeg egentligt ikke i den anledning er blevet mere tidspresset end normalt, så er det alligevel lykkedes mig at forsømme blogskrivningen de sidste dage, så det bliver en lille, kort sag i dag. Jeg kiggede faktisk målrettet gennem mit bibliotek efter noget kort, og det var i denne sammenhæng, at jeg faldt over The County Hound EP, som jeg dog også har dedikeret nogle tanker til før i forbindelse med bloggen. Det betyder dog ikke, at anmeldelsen nødvendigvis bliver ren reklame, da jeg ikke rigtigt kan huske EP’en foruden enkelte numre, så måske udgivelsen egentligt slet ikke er værd at skrive om i længden.

OutKast – Idlewild (2006)

Netop som man troede at Speakerboxxx/The Love Below var det absolut sidste man ville se til OutKast, da albummet jo i bund og grund var en fuldstændig adskillelse af André og Big Boi, så afslører de kort efter udgivelsen, at de arbejder på et nyt OutKast album med en enkelt disk. Dette er dog ikke alt, da Idlewild også er soundtracket til filmen af samme navn, der har André og Big Boi i hovedrollerne. Filmen er en musical under den amerikanske depression, der blander hip-hop med jazz og blues – alternativt og altså bestemt i duoens ånd. Det er blevet påstået, at soundtracket smider masser af referencer til filmen, men eftersom jeg ikke har set filmen, vil jeg primært fokusere på musikken.

Felt - Felt, Vol. 2: A Tribute to Lisa Bonet (2005)

Før vestkystrapperen Murs overhovedet kendte til kollegaen Fashawn udvekslede han jævnligt linjer med Minnesota rapperen Slug (fra Atmosphere) under navnet Felt, som det skal handle om i dag. Det er vel ikke helt forkert at betragte Felt som et lidt eksperimentelt og ikke mindst langvarigt projekt, da duoen har udgivet tre albums, der alle holder sig til en mindre række selv udformede dogmer. For det første er de tre albums dedikeret til hver sin skuespillerinde af den ene eller den anden grund, og denne gestus udgør så også titlen på albummene. Dernæst er der to numre på hvert album, der er opkaldt efter yderligere berømtheder, og til slut har hvert album kun en enkelt producer bag knapperne.

Asher Roth - Asleep in the Bread Aisle (2009)

Asher Roth er en hvid fyr fra Morrisville's forstæder, som i sine teenageår besluttede sig for at rappe efter at have hørt Annie blive samplet i Jay-Z’s ”Hard Knock Life (Ghetto Anthem)”. Omgangskredsen så lidt skævt til denne aktivitet, da Asher Roth samtidig også forsøgte at begå sig som en stereotypisk hip-hop’er, men han fortsatte med musikken og lærte hen af vejen, at han sagtens kunne høre og lave hip-hop på sin egen måde.

The Throne - Watch The Throne (2011)

En del mennesker blev glade, da det i 2010 blev offentliggjort, at Kanye West og Jay-Z – to af de største navne indenfor hip-hop genren – ville samarbejde om et fælles album (under navnet The Throne); ikke ulige Bad Meets Evil året forinden. Altså lige foruden at Royce da 5’9” i konteksten er et mindre navn, og Eminem’s underlag gik fra poppet og mindre imponerende (Recovery) til overraskende lidt mere rå beats (Hell: The Sequel). Det sidste punkt er faktisk ret vigtigt, da Kanye West i 2010 omvendt havde imponeret med en fantastisk og progressiv produktion, så forventningerne var vanvittig høje til Watch The Throne. En mindre ting de to kollaborationer dog også har til fælles er tankerne bag størrelsen på det færdige produkt. Bad Meets Evil udgav teoretisk set en EP, men den kunne også kategoriseres som en kort LP. The Throne planlagde også oprindeligt at udgive en kort (eller faktisk normal) EP, men her udviklede projektet sig til en fuldblods LP.

Kanye West - 808s & Heartbreak (2008)

Kanye West’s tre første albums beskæftigede sig alle med et skoletema (der løbende blev mere og mere overfladisk), så de bliver generelt betragtet som en sammenhængende trilogi, på trods af at de musikalsk stadig er betydeligt differentiable med hvert album indeholdende sin egen umiskendelige lyd. De har til gengæld nogle behandlede emner til fælles, og flere af numrene (evt. kun lyrikken) spredt ud over alle tre albums kan dateres tilbage til før debutens udgivelse. Netop derfor skiller 808s & Heartbreak sig så væsentligt ud, da det har absolut intet tilfælles med tidligere udskejelser. Ingen inspirationer er blevet betragtet før, og alt materiale er helt nyt. Stilen er helt ny.

Kanye West - Graduation (2007)

Flere gange har Kanye West landede sig en rolle som en arrogant idiot, men kort før udgivelsen af sit andet album Late Registration tog han faktisk den modsatte vej, da han offentligt talte negativt ud om homofobi i hip-hop miljøet. Det var en smart kommentar, der både symboliserer hans ligegyldighed overfor andres meninger, og samtidig illustrerer hans forkærlighed til familien, da episoden udspringer af opdagelsen af en fætters homoseksualitet. Hvis jeg skulle beskrive Kanye West med få ord, så ville, hvad denne episode repræsenterer, udgøre to tredjedele af mit ordvalg; kærlighed for bekendte og ligegyldighed over for andres meninger. Prikken over i’et ville være ”flashende”. Det skal dog nævnes, at han også er lidt af en filantrop og hjælper folk i nød eller på jagt efter en pladekontrakt.

King Gordy - The Entity (2003)

Web Entertainment, som udgav Eminem’s solodebut Infinite og Shady-debuten The Slim Shady EP, består af producerne og brødrende Bass, der på trods af at have ramt en guldåre med den unge Marshall Mathers, aldrig rigtigt har formået at spinde mere guld på situationen. Efter Eminem havnede på Aftermath fortsatte han samarbejdet med Bass brødrene, hvilket blot gjorde Eminem til en af deres eneste partnere, da de derfra primært kun har produceret beats til ham og altid fra inde bag kulisserne. Spildt potentiale, vil jeg tro.