Godt nytår!
Efter en kort pause er jeg nu tilbage med fornyet energi, hvilket ikke bare er
et idiom, da pausen helt sikkert gjorde godt. Men eftersom jeg sjældent vil ses
gå aggressivt til værks, starter jeg stille ud med noget gammelt, dansk rap, og
der kommer formegentligt mere af samme
skufle skuffe i de kommende dage.
Musikken har for længst mistet sin nyhedsværdi, men der gemmer sig både (
nogle) gode numre og historier i de
gamle drenge, hvilket giver mig tre grunde mere til at anmelde bl.a. MC Einar’s
debutalbum
Den Nye Stil; A) En
understregning af at jeg bestemt anmelder, præcis hvad jeg vil, (b) jeg kan
fremhæve noget anbefalelsesværdigt musik (og modsat) og (c) jeg kan komme ind
på genrens kanon og historie.
Og ang. lister med personlige favoritter fra det forgående år, så skal I ikke holde vejret. Som denne blog er bevis på, så jagter jeg ikke intenst nye udgivelser, så jeg mangler stadig at høre en del fra sidste år. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig. Oscar-statuetterne bliver jo også først uddelt i slutningen af februar.
Men MC Einar.
De første danskere til at udgive et rapalbum. Al begyndelse er svær, siger man,
og nogen vil mene, at MC Einar er et eksempel på dette. DJ Peyk vil sjovt nok
formegentligt være enig - hvert fald i ordsproget. Allerede i midten
af firserne lagde han nemlig planer om et producere noget hip-hop, men han
opgav hurtigt selv at gribe mikrofonen, og der var heller ikke nogen hjælp at
hente hos kammeraten og med-DJ’en Jan Kabré, så der skete ikke rigtigt så
meget, end til Peyk i 1988 opdagede et hidtil skjult talent hos den unge Einar
Enemark. Einar havde absolut ingen relation til hverken det amerikanske eller
danske hip-hop miljø, men han kunne spytte en række stavelser af sted i et
middel tempo uden at snuble over ordene, hvilket var særligt imponerende i
betragtning af hans stammen.
