OutKast – Idlewild (2006)

Netop som man troede at Speakerboxxx/The Love Below var det absolut sidste man ville se til OutKast, da albummet jo i bund og grund var en fuldstændig adskillelse af André og Big Boi, så afslører de kort efter udgivelsen, at de arbejder på et nyt OutKast album med en enkelt disk. Dette er dog ikke alt, da Idlewild også er soundtracket til filmen af samme navn, der har André og Big Boi i hovedrollerne. Filmen er en musical under den amerikanske depression, der blander hip-hop med jazz og blues – alternativt og altså bestemt i duoens ånd. Det er blevet påstået, at soundtracket smider masser af referencer til filmen, men eftersom jeg ikke har set filmen, vil jeg primært fokusere på musikken.

Selvom Idlewild umiddelbart kan se ud til at være et mere traditionelt OutKast album med et forholdsvis tæt samarbejde og delte intentioner, så er albummet faktisk nærmere en blanding af Speakerboxxx og The Love Below. Dvs. at André stadig synger sin stemme hæs, og at de to fyre knap nok optræder sammen. Men eftersom at albummet jo gerne skulle have en forholdsvis konsistent lyd, så har fyrene dog været nødsaget til at mødes over den mere eller mindre samme stilistiske produktion (primært udarbejdet af André), der ligesom filmen for det meste er en blanding af jazz, blues og hip-hop.

Idlewild er OutKast’s hidtil mindst populære album, men derfor er det jo ikke nødvendigvis dårligt eller bare det dårligste...

1.       INTRO
Nogle mennesker diskuterer filmen Idlewild, og en af dem siger bl.a., at han mener, at OutKast burde overlade skuespillet til de professionelle. Selvironisk og morsom nok intro.

2.       MIGHTY  “O”
Dette er på en måde en nyfortolkning af jazzatleten Cab Calloway’s ”Minnie the Moocher”, da nummeret både samples og dermed danner fundamentet for den afslappende produktion, og da omkvædet er en direkte hyldest til nummeret. Det er igen et ud af kun tre numre, hvor André og Big Boi begge medvirker, og selvom førstnævnte overskygger sin partner lidt, så er det nu godt at høre dem sammen igen. Udmærket start.

3.       PEACHES (FEAT. SCAR & SLEEPY BROWN)
Eftersom at Scar og Sleppy Brown er Big Boi’s venner, så sidder André selvfølgelig denne over. Ærgerligt for ham, da nummeret nu er ganske godt. Den melodiske produktion er dejlig og bliver fint komplimenteret af Scar’s omkvæd. Sleppy Brown bidrager dog ikke rigtigt med noget godt.

4.       IDLEWILD BLUE (DON’T CHU WORRY ’BOUT ME)
Eftersom at Big Boi lige har fået lov at brede sig og dette nummer åbenlyst er en omgang blues, så er det ikke overraskende at André tager teten denne gang. Han har stadig en behagelig stemme, men han er alligevel ikke vildt imponerende her. Nummeret føles desuden lidt for loopet, så nummeret er ikke mere end højst nogenlunde.

5.       INFATUATION (INTERLUDE)
…

6.       N2U (FEAT. KHUJO)
Interessant nok synger Khujo (fra Goodie Mob) kun omkvædet, der er dedikeret til det modsatte køn. Produktionen har sine øjeblikke, men nummerets grundlag for eksistens er ikke så stort igen.

7.       MORRIS BROWN (FEAT. SCAR & SLEEPY BROWN)
Marchtrommerne siger mig ikke rigtigt noget, og uheldigvis er omkvædet også temmelig ringe, så dette er generelt ret dårligt. Selv Big Boi virker uinspireret.

8.       CHRONOMENTROPHOBIA
Titlen refererer til angsten overfor ure og deraf også til en hvis udstrækning tid, hvilket André lider en smule under (ligesom alle andre). Det klaverbesmykkede og lidt funkagtige beat er meget dæmpet med et lavt tempo, men jeg kan egentligt godt lide det. André rapper de fleste linjer, så nummeret er nu et ganske interessant lyt.

9.       THE TRAIN (FEAT. SCAR & SLEEPY BROWN)
Når Big Boi’s beat først rammer, stiger min interesse i Idlewild lige en tak mere, men når Big Boi så begynder første vers, forøges min begejstring nærmere tifold. Hans fortællinger fra sit liv er meget gribende, og hans flow er problemfrit. Det er derfor ekstra ærgerligt, at gæsterne falder igennem med et ringe omkvæd, men det er bestemt ikke nok til at spolere dette nummer.

10.   LIFE IS LIKE A MUSICAL
André vælger lidt metaagtigt at fortælle om OutKast og Idlewild, mens lyrikken muligvis også mere eller mindre beskriver dele af filmens plot.  Hyggeligt nok uden at være fantastisk.

11.   NO BOOTLEG DVDS (INTERLUDE)
Endnu en morsom nok sketch med folk, der snakker om filmen.

12.   HOLLYWOOD DIVORCE (FEAT. LIL’ WAYNE & SNOOP DOGG)
Lil’ Wayne’s vers er faktisk vokset på mig, så selvom hans stemme stadig kan irritere mig, så virker hans ord såmænd rimelig velovervejet. André og Big Boi samles endnu engang, og selvom sidstnævntes vers er glimrende, så virker det lidt som en sen tilføjelse, da dets placering virker lidt tilfældig. Snoop Dogg hægter sig på til sidst med et lidt ligegyldigt vers, som i ”hvad laver han her?”, så nummeret virker generelt lidt rodet.  Derudover er André’s beat også temmelig kedeligt, og hans omkvæd er heller ikke synderligt godt.

13.   ZORA (INTERLUDE)
…

14.   CALL THE LAW (FEAT. JANELLE MONÁE)
Jeg kan mægtig godt lide Janelle Monáe, men det ændrer ikke på, at nummeret virker ret malplaceret på Idlewild. Big Boi lyder nemlig som gæsten her, og han lyder end ikke voldsomt godt over det tempofyldte og meget Monáe-agtige beat. Nummeret kunne godt have været et minut kortere, men Janelle Monáe gør alligevel nummeret til en rimelig positiv oplevelse.

15.   BAMBOO & CROSS (INTERLUDE)
…

16.   BUGGFACE
Big Boi får endnu et solonummer, men endnu engang har uheldet også ramt ham, da nummeret er forholdsvis ringe – mest pga. det dårlige omkvæd, men Big Boi er heller ikke voldsomt interessant. Det hele virker på en eller anden måde for fjollet. Og apropos fjollet…

17.   MAKES NO SENSE AT ALL
Præcis.

18.   IN YOUR DREAMS (FEAT. JANELLE MONÁE & KILLER MIKE)
Faktisk virker Janelle Monáe en smule malplaceret i omkvædet, men det er et mindre problem, da Organized Noize endnu engang beviser, at de nu er albummets bedste producere, hvilket lægger op til nogle engagerende vers af både Killer Mike og Big Boi, og de leverer skam varen.

19.   PJ & ROOSTER
Dette spiller angiveligt en rimelig stor rolle i filmen, da nummeret indeholder noget dialog derfra, og da titlen referer til de to hovedpersoner. André virker til at føle sig veltilpas over det jazzede beat, og han har også nogle fede linjer, mens Big Boi kigger lidt tilfældigt forbi til slut uden rigtigt at bidrage med noget. Ikke helt dårligt.

20.   MUTRON ANGEL (FEAT. WHILD PEACH)
Whild Peach både producerer og synger det meste af nummeret. Jeg er tilbøjelig til blot at gentage mine afsluttende ord fra det forrige afsnit, da nummeret ikke som sådan er dårligt, men det bestemt heller ikke er særligt interessant.

21.   GREATEST SHOW ON EARTH (FEAT. MACY GRAY)
Hvis Macy Gray forsøgte at gøre Whild Peach kunsten efter, så lykkedes det hende temmelig godt, da dette end videre er et endnu mindre interessant bekendtskab.

22.   YOU’RE BEAUTIFUL (INTERLUDE)
…

23.   WHEN I LOOK IN YOUR EYES
Denne Kevin Kendrick producerede André solo er ganske ufarlig, og det lyder faktisk næsten som noget fra en familiefilm eller noget. Det er et hyggeligt lyt, men jeg behøver ikke at høre igen.

24.   DYIN’ TO LIVE
Det lyder som et nummer, der godt kunne blive spillet, mens hovedpersonen tager det skæbnesvangre valg om endelig at gå ud i verden for at realisere sine drømme. Interessant nok bliver nummeret dog angiveligt slet ikke spillet i løbet af filmen.

25.   A BAD NOTE
OutKast har været modige med deres titler. Først ”Makes No Sense At All” og nu dette. Sidst kunne jeg bare nøjes med at referere titlen, hvilket jeg er ret fristet til at gøre igen. Nummeret minder lidt om ”Stankonia (Stanklove)” og ”Vibrate”, da det er langt med en temmelig eksperimentel produktion. Modsat disse to eksempler er der dog knap nok nogen vokal i dette nummer, og det, der er, er ligeså abstrakt (eller bare dumt). Produktionen med sin forvrængede og forholdsvis dæmpede guitar er dog egentligt okay.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Måske Idlewild soundtracket er bedre, hvis man har filmen som reference, men som det er nu, er jeg hvert fald ikke særligt imponeret. André og Big Boi har ikke umiddelbart nogen undskyldning for konsekvent at undgå hinanden, men ikke desto mindre optræder de knap nok sammen herpå. André synger stadig en del, men alligevel har han ikke disket op med mange fængende omkvæd, hvilket bare gør hans solonumre lidt kedelige. Derudover er produktionen heller ikke vildt sindsoprivende, mens flere numre også virker fragmenteret og usammenhængende – særligt i form af de medvirkende parters sammenspil. Enkelte gange lykkedes det dog duoen, men hvad alle tilfældene har tilfælles, er, at Big Boi altid har haft en finger med i spillet. Primært fordi han rent faktisk rapper. Idlewild er usammenhængende med en masse kedelige numre, så i denne omgang vil jeg desværre mene, at det er nok med en brændt kopi.

Det er nu sidst på ugen, og jeg er løbet tør for OutKast albums at anmelde, så selvom jeg evt. kunne tackle Big Boi's soloalbums (hvoraf nr. to tilfældigvis ramte gaden i tirsdags - samme dag som min anmeldelse af duoens debutalbum dukkede op på siden), så vælger jeg at stoppe for nu, da denne uge kun var dedikeret til OutKast som gruppe. Jeg vil dog selvfølgelig ikke udelukke, at Big Boi (og såmænd også André 3000) får mere spalteplads på et senere tidspunkt.

BEDSTE NUMRE: “Mighty “O””; ”Peaches”; ”The Train”; ”In Your Dreams”