Jeg
afsluttede min anmeldelse af Stankonia med at skrive, at OutKast på det
tidspunkt endnu ikke var helt splittet, men det blev duoen dog mere eller
mindre året efter, hvilket ledte til udgivelsen af et opsamlingsalbum i 2001.
Big Boi and Dre Present... Outkast, som det blev kaldt, indeholder overraskende
nok kun et enkelt nummer fra ATLiens, mens der til gengæld er inkluderet tre
helt nye numre. Et af disse er ”The Whole World”, der vandt duoen deres tredje
grammy.
Men hvordan kan duoen både fordoble dette antal og have yderligere to albums under bæltet, hvis de er gået i opløsning? Lad os starte med at kigge nærmere på det første album i rækken. Speakerboxxx/The Love Below er nemlig teknisk set to soloalbums pakket sammen og udgivet under et fælles navn. Også André og Big Boi er klar over, at der er meget mere salg i navnet OutKast end deres individuelle kunstnernavne tilsammen. Summen er større end de enkelte dele. Dette blev blot cementeret efter udgivelsen, da albummet solgte mere end noget tidligere album af deres og sikrede dem yderligere tre grammys. Det var altså en kæmpe kommerciel succes. Anmelderne var også temmelig glade for det, men flere fans følte sig dog snydt en smule.
Speakerboxxx/The Love Below er som skrevet et dobbeltalbum, hvor de to skiver repræsenterer hvert sit medlem af duoen. Eftersom at André og Big Boi ikke ligner hinanden artistisk, betyder det derfor først og fremmest, at de to skiver byder på vidt forskelligt musik. Speakerboxxx kan siges at være sydligt rap blandet med funk og elektronisk musik, mens The Love Below om muligt er endnu mere eklektisk med sang og ganske lidt rap og soul, jazz og pop. Dette betyder ydermere, at de to fyre knap nok har arbejdet sammen om dette dobbeltprojekt. Hver mand er sin egen og står primært selv for det lyriske indhold - og i André's tilfælde også produktionen - på sin respektive skive. De har kun produceret en smule for hinanden, mens de også medvirker på enkelte af hinandens numre. Og med ”enkelte” mener jeg helt præcist tre, hvoraf de to kun har André medvirkende i omkvædet.
Så ja, OutKast er stort set allerede på dette tidspunkt historie, men derfor kan projektet jo godt være underholdende alligevel, eller hvad?
DISC 1: Speakerboxxx
Men hvordan kan duoen både fordoble dette antal og have yderligere to albums under bæltet, hvis de er gået i opløsning? Lad os starte med at kigge nærmere på det første album i rækken. Speakerboxxx/The Love Below er nemlig teknisk set to soloalbums pakket sammen og udgivet under et fælles navn. Også André og Big Boi er klar over, at der er meget mere salg i navnet OutKast end deres individuelle kunstnernavne tilsammen. Summen er større end de enkelte dele. Dette blev blot cementeret efter udgivelsen, da albummet solgte mere end noget tidligere album af deres og sikrede dem yderligere tre grammys. Det var altså en kæmpe kommerciel succes. Anmelderne var også temmelig glade for det, men flere fans følte sig dog snydt en smule.
Speakerboxxx/The Love Below er som skrevet et dobbeltalbum, hvor de to skiver repræsenterer hvert sit medlem af duoen. Eftersom at André og Big Boi ikke ligner hinanden artistisk, betyder det derfor først og fremmest, at de to skiver byder på vidt forskelligt musik. Speakerboxxx kan siges at være sydligt rap blandet med funk og elektronisk musik, mens The Love Below om muligt er endnu mere eklektisk med sang og ganske lidt rap og soul, jazz og pop. Dette betyder ydermere, at de to fyre knap nok har arbejdet sammen om dette dobbeltprojekt. Hver mand er sin egen og står primært selv for det lyriske indhold - og i André's tilfælde også produktionen - på sin respektive skive. De har kun produceret en smule for hinanden, mens de også medvirker på enkelte af hinandens numre. Og med ”enkelte” mener jeg helt præcist tre, hvoraf de to kun har André medvirkende i omkvædet.
Så ja, OutKast er stort set allerede på dette tidspunkt historie, men derfor kan projektet jo godt være underholdende alligevel, eller hvad?
DISC 1: Speakerboxxx
1.
INTRO
Så Big Boi er tilsyneladende også glad for intrumentale (som sådan) introer.
2. GHETTO MUSICK
Denne tempofyldte, elektroniske sammensætning af lidt soulsamples, sang fra André og et enkelt vers af Big Boi er overraskende eksperimentel. Det er ikke just dit normale rapnummer, men jeg finder det desværre heller ikke særligt interessant.
3. UNHAPPY
Denne mere traditionelt opbyggede skæring er trods titlen temmelig afslappende. Big Boi fortæller godt nok om nogle mere eller mindre triste begivenheder, men budskabet er noget i retning af, at man i sidste ende bør lægge det bag sig og more sig. Det gjorde underligt nok gavn at få André væk, selvom jeg da ikke ville have takket nej til et vers fra ham. Godt nummer.
4. BOWTIE (FEAT. JAZZE PHA & SLEEPY BROWN)
Big Boi går i pimpmode og selvom resultatet ikke er helt værst, så er det nu heller ikke noget særligt. Produktionen er det bedste ved nummeret, og end ikke den er synderligt fed.
5. THE WAY YOU MOVE (FEAT. SLEEPY BROWN)
Hitsinglen der udkom på omtrent samme tidspunkt som André’s ”Hey Ya”. Selvom Big Boi klarede sig godt (formegentligt grundet Sleepy Brown’s fængende og silkebløde omkvæd), så måtte nummeret dog se sig overgået af ”Hey Ya”, der selv til sammenligning var en kæmpe succes. Som antydet er omkvædet skønt, men Big Boi er faktisk ikke videre spændende.
6. THE ROOSTER
Her bliver det til gengæld mere interessant, da Big Boi åbner op og fortæller om den ærgerlige udvikling i sit familieliv. Han er nu bedst, når han lige lægger rævepelsen på hylden et øjeblik. Den halvjazzede og småfunkye produktion er også glimrende.
7. BUST (FEAT. KILLER MIKE)
Dette lyder egentligt lidt som et Killer Mike nummer. Beatet er brutalt med sin forvrængede guitar og dybe bas, hvilket passer glimrende til Killer Mike’s typisk, aggressive levering. Big Boi kan dog også, da han nærmest efterligner gæsten med en ikke før hørt, dyb levering (han lyder egentligt også lidt som Dr. Dre).
8. WAR
Det virker næsten til, at Big Boi også selv er overrasket over, at han pludselig kaster sig ud i samfundskritiske vers, der tager udgangspunkt i krig og 9/11. Han introducerer nemlig nummeret over et halvkedeligt beat, hvorefter beatet skifter og han går i krig med Bush. Denne sidste del er virkelig fed, men det første er nu også godt.
Så Big Boi er tilsyneladende også glad for intrumentale (som sådan) introer.
2. GHETTO MUSICK
Denne tempofyldte, elektroniske sammensætning af lidt soulsamples, sang fra André og et enkelt vers af Big Boi er overraskende eksperimentel. Det er ikke just dit normale rapnummer, men jeg finder det desværre heller ikke særligt interessant.
3. UNHAPPY
Denne mere traditionelt opbyggede skæring er trods titlen temmelig afslappende. Big Boi fortæller godt nok om nogle mere eller mindre triste begivenheder, men budskabet er noget i retning af, at man i sidste ende bør lægge det bag sig og more sig. Det gjorde underligt nok gavn at få André væk, selvom jeg da ikke ville have takket nej til et vers fra ham. Godt nummer.
4. BOWTIE (FEAT. JAZZE PHA & SLEEPY BROWN)
Big Boi går i pimpmode og selvom resultatet ikke er helt værst, så er det nu heller ikke noget særligt. Produktionen er det bedste ved nummeret, og end ikke den er synderligt fed.
5. THE WAY YOU MOVE (FEAT. SLEEPY BROWN)
Hitsinglen der udkom på omtrent samme tidspunkt som André’s ”Hey Ya”. Selvom Big Boi klarede sig godt (formegentligt grundet Sleepy Brown’s fængende og silkebløde omkvæd), så måtte nummeret dog se sig overgået af ”Hey Ya”, der selv til sammenligning var en kæmpe succes. Som antydet er omkvædet skønt, men Big Boi er faktisk ikke videre spændende.
6. THE ROOSTER
Her bliver det til gengæld mere interessant, da Big Boi åbner op og fortæller om den ærgerlige udvikling i sit familieliv. Han er nu bedst, når han lige lægger rævepelsen på hylden et øjeblik. Den halvjazzede og småfunkye produktion er også glimrende.
7. BUST (FEAT. KILLER MIKE)
Dette lyder egentligt lidt som et Killer Mike nummer. Beatet er brutalt med sin forvrængede guitar og dybe bas, hvilket passer glimrende til Killer Mike’s typisk, aggressive levering. Big Boi kan dog også, da han nærmest efterligner gæsten med en ikke før hørt, dyb levering (han lyder egentligt også lidt som Dr. Dre).
8. WAR
Det virker næsten til, at Big Boi også selv er overrasket over, at han pludselig kaster sig ud i samfundskritiske vers, der tager udgangspunkt i krig og 9/11. Han introducerer nemlig nummeret over et halvkedeligt beat, hvorefter beatet skifter og han går i krig med Bush. Denne sidste del er virkelig fed, men det første er nu også godt.
9. CHURCH
De store filosofiske og spirituelle spørgsmål omkring mennesket, livet og døden er altid spændende, men desværre vælger Big Boi at debattere disse over et irriterende, hvileløst beat. Den ukrediterede sangerinde er ellers heller ikke værst.
10. BAMBOO (INTERLUDE)
Beatet minder mig lidt om Bad Meets Evil’s ”Nuttin’ to Do”, og det følger med over i næste nummer, hvor det bliver lidt bedre udforsket.
11. TOMB OF THE BOMB (FEAT. BIG GRIPP, KONKRETE & LUDACRIS)
Alligevel er beatet dog temmelig kedeligt i længden. Det ville virkelig have gavnet med inkluderingen af en faktisk melodi. Jeg er stadig ikke fan af Big Gripp, og tremandsgruppen Konkrete er foruden C-Bone ikke noget værd, så det er heller ikke fordi, de vokale præstationer er gennemgående fede. Ludacris er dog ganske god.
12. E-MAC (INTERLUDE)
…
13. KNOWING
Jeg lovede to omkvæd fra André og her kommer det andet så, og denne gang i meget mere rare omgivelser. Produktionen er en sand fornøjelse, og Big Boi beriger nummeret med fortællingen om en ganske ulykkelig skæbne.
14. FLIP FLOP ROCK (FEAT. JAY-Z & KILLER MIKE)
Selvom det forrige nummer ikke var decideret langsomt så hæves tempoet alligevel betragteligt i anledning af det fine besøg. Trods hans to gæster vælger Big Boi dog at spytte et temmelig langt vers efterfulgt af et mindre, og først herefter overlades mikrofonen til Killer Mike, der lyder mindst lige så godt over det gode, pianobesmykkede og tempofyldte beat, og til sidst får Jay-Z så en smule taletid (foruden omkvædene). Han er ikke just på toppen, men alligevel er han nu et fint indslag. Interessant nok er han dog stadig den mindst interessante af de tre rappere.
15. INTERLUDE
…
16. RESET (FEAT. CEE-LO & KHUJO)
Og her kommer så det uundgåelige posse-cut med Goodie Mob, eller hvertfald nogle af gruppens medlemmer. Produktionen er mild og melodisk, så dette lyder mere end noget andet på skiven som det gamle OutKast, hvilket selvfølgelig er et stort kompliment. Fyrene giver alle gode besyv i forbindelse med ideen om ekstra chancer, så nummeret er bare en sand fornøjelse.
17. D-BOI (INTERLUDE)
…
18. LAST CALL (FEAT. LIL JON & THE EAST SIDE BOYZ, MELLO & SLIMM CALHOUN)
Omkvædet er utroligt fængende, og det er tydeligt at mærke, at alle de involverede er klar over, at dette er nummerets største salgspunkt. Versene er derfor næst til ligegyldige og det samme kan siges om inkluderingen af Lil Jon og slænget. Faktisk er det kun Mello (lyder lidt som Slick Rick) og Big Boi, der er noget værd. Nummeret er dog sjovt nok, for hvad det er.
19. BOWTIE (POSTLUDE)
Videre til André…
DISC 2: The Love Below
1.
THE LOVE BELOW (INTRO)
Og så er vi ellers kommet over i den anden grøft, hvilket André ikke lægger skjul på.
2. LOVE HATER
André vælger at lægge ud med en meget jazzet komposition, der bliver akkompagneret af André’s pludseligt meget skingre sangstemme. Han er bestemt ikke bange for at prøve forskellige ting af, hvilket han skal have kudos for. Nummeret har absolut intet med OutKast at gøre, men det lyder nu hyggeligt nok.
3. GOD (INTERLUDE)
Over nogle lidt repetitive guitartabs beder André Gud om at skaffe ham en kvinde, hvilket han tilsyneladende så gør.
4. HAPPY VALENTINE’S DAY
Omkvædet er virkelig fængende, men de første tre vers er temmelig kedelige. Det er dog ret morsomt, som André på et tidspunkt afbryder omkvædet – eller er det omkvædet der afbryder ham? André diskuterer grundlæggende kærlighed, og i hans sidste og rappende vers smider han nogle mere negative synspunkter. Alligevel er det sidste vers det bedste, da han som skrevet ikke bare snakker men rent faktisk rapper. Stadig et halvkedeligt nummer.
5. SPREAD
André rapper endnu mere, samtidig med at han også synger et fantastisk, fængende omkvæd, så oven i den ganske gode og muntre produktion er dette nummer faktisk vældigt underholdende – på trods af at André i løbet af nummeret blot forsøger at overtale et nyligt bekendtskab til at sprede sine ben.
Og så er vi ellers kommet over i den anden grøft, hvilket André ikke lægger skjul på.
2. LOVE HATER
André vælger at lægge ud med en meget jazzet komposition, der bliver akkompagneret af André’s pludseligt meget skingre sangstemme. Han er bestemt ikke bange for at prøve forskellige ting af, hvilket han skal have kudos for. Nummeret har absolut intet med OutKast at gøre, men det lyder nu hyggeligt nok.
3. GOD (INTERLUDE)
Over nogle lidt repetitive guitartabs beder André Gud om at skaffe ham en kvinde, hvilket han tilsyneladende så gør.
4. HAPPY VALENTINE’S DAY
Omkvædet er virkelig fængende, men de første tre vers er temmelig kedelige. Det er dog ret morsomt, som André på et tidspunkt afbryder omkvædet – eller er det omkvædet der afbryder ham? André diskuterer grundlæggende kærlighed, og i hans sidste og rappende vers smider han nogle mere negative synspunkter. Alligevel er det sidste vers det bedste, da han som skrevet ikke bare snakker men rent faktisk rapper. Stadig et halvkedeligt nummer.
5. SPREAD
André rapper endnu mere, samtidig med at han også synger et fantastisk, fængende omkvæd, så oven i den ganske gode og muntre produktion er dette nummer faktisk vældigt underholdende – på trods af at André i løbet af nummeret blot forsøger at overtale et nyligt bekendtskab til at sprede sine ben.
6. WHERE ARE MY PANTIES?
Det lykkedes tilsyneladende for André at score kvinden, da de nu lægger i sengen næste morgen med indre monologer i hovedet hver i sær. Dette er altså bare en skit.
7. PROTOTYPE
(U)heldigvis forelsker André sig nu i kvinden, hvilket leder ham til at drømme om en fælles fremtid med hende. Musikken er vendt tilbage, hvilket bl.a. inkluderer en fin guitarsolo, men resten bliver desværre hurtigt kedeligt. Og så hjælper det ikke at nummeret er mere end fem minutter langt.
8. SHE LIVES IN MY LAP (FEAT. ROSARIO DAWSON)
Det er til André’s skuffelse endnu ikke lykkedes ham at gøre hende til sin kone eller bare egentlige kæreste. Det er på en måde modpolen til ”Spread”, og ligesom det nummer er produktionen og omkvædet også her ganske fængende.
9. HEY YA!
Videre til OutKast’s absolut mest succesfulde og populære single, og selvom Big Boi ikke bidrager med sin vokal, har han dog angiveligt hjulpet til med produktionen. Partnerens fraværelse er dog ikke helt overraskende, da André snakker om brud pga. følelsesmæssige konflikter, hvilket både kan handle om forholdet til den førnævnte kvinde og Big Boi. Ikke desto mindre er nummeret utroligt underholdende.
10. ROSES
Her i André’s anden single dukker Big Boi dog endelig op, hvor han efter en syngende André rapper sig igennem sit middellange vers. Det er lidt skuffende, at André ikke vælger at rappe side om side med kammeraten, da Big Boi’s vers dermed lyder lidt som en parentes i André’s melodiske skæring. Nummeret kan slet ikke måle sig med den foregående single, men det er nu stadig okay.
11. GOOD DAY, GOOD SIR (FEAT. FONZWORTH BENTLEY)
Det var mærkeligt… (bare en sketch).
12. BEHOLD A LADY
Mens André har temmelig godt styr på at strikke fængende omkvæd sammen, så halter hans vers til gengæld lidt bagefter. Hans sangstemme er ret god, men den er nu bedst i små mængder. Noget rap mellem omkvædene ville nu ryste posten tilpas meget og skabe en god dynamik. Derudover har han også for vane at simplificere sin lyrik lidt (f.eks. ved at gentage sig selv), når han kan kompenserer for det med nogle lange toner.
13. PINK & BLUE
Produktionen har interessant nok en lidt dæmpet, futuristisk vibe – uden at man hovedkulds bliver smidt tilbage gennem OutKast’s katalog. André dedikerer et nummer til ældre kvinder (dvs. ældre end ham selv), og selvom det lyrisk ikke er vildt ophidsende, så er det nu en interessant og stemningsfuld skæring.
14. LOVE IN WAR
Trods nummerets ganske normale længde, så føltes det stadig lidt halvfærdigt, da André kun lægger et enkelt, kort vers, og for resten er tiden er man så hensat til at høre det fredsmissionerende omkvæd og den lettere repetitive produktion.
15. SHE’S ALIVE
I anledning af denne ode til sin mor skifter André endnu engang stemmeleje til et noget mere lyst og skingert et af slagsen. Og det lyder faktisk ganske godt. Et godhjertet og sødt nummer.
16. DRACULA’S WEDDING (FEAT. KELIS)
André sammenligner sig selv med Dracula, men selvom han er dette skrækindjagende væsen, frygter han stadig et fast forhold og at blive gift. Det er et temmelig fjollet koncept, hvilket ikke bliver bedre af Kelis’ til tider tåbelige vers. Hele Dracula-analogien er dog i grunden kløgtig nok, men jeg behøver ikke nødvendigvis at høre nummeret mere end en gang.
17. MY FAVORITE THINGS
Dette er såmænd bare en lang, tempofyldt instrumental med super, aggressive jungletrommer, keys der minder lidt om ”Roses”, og nogle blæsere. Det høje tempo er lidt irriterende, og så er nummeret alt for langt til virkelig at være et gennemgående, behageligt lyt.
18. TAKE OFF YOUR COOL (FEAT. NORAH JONES)
Denne guitarbesmykkede duet lyder mere som et mellemspil end et egentligt nummer, da de to parter kun har et par linjer hver. Det lyder dog ganske nydeligt alligevel.
19. VIBRATE
Når nummeret først starter, bliver jeg mindet om “Ms. Jackson” pga. de forvrængede lydeffekter, men modsat førnævnte nummer så fortsætter de her hele vejen igennem nummeret. Det er nu lidt forstyrrende. Lyrisk sker der ikke så meget, da de to korte vers læner sig op ad spoken word poetry, men alligevel er nummeret mere end seks minutter langt. Det er lige i overkanten.
20. A LIFE IN THE DAY OF BENJAMIN ANDRÉ (INCOMPLETE)
Hvad bedre måde at afslutte et hip-hop album, der knap nok kan betegnes som dette, med noget egentligt hip-hop? André tager os igennem sit liv med fem minutters uafbrudt rap, og det er sgu lidt befriende endelig at høre ham rappe en længere sekvens igen. Han virker følelsesmæssigt påvirket af det lyriske indhold, hvilket sammen med den dæmpede og spacede produktion skaber et ret stemningsfuldt lydbillede. Ærlig talt vil beatet aldrig vinde nogen priser, men det er nu stadig et gribende om end ufærdigt portræt af en mand, der forhåbentligt stadig har mange år endnu.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Speakerboxxx og The Love Below kan ikke rigtigt sammenlignes, da de byder på to forskellige slags musik, men eftersom at jeg primært hører OutKast for rappens skyld, så er jeg tilbøjelig til at fortrække Big Boi’s part. Begge skiver har gode numre (faktisk er de ubevidst lige godt repræsenteret på nedenstående liste), men Big Boi’s har gennemsnitligt en lidt større underholdningsværdi. Ingen af de to albums er dog perfekte. Lyrisk er Speakerboxx rimelig imponerende, da Big Boi dækker mange forskellige emner i en pæn detaljegrad, men til gengæld er det ikke altid lige så fængende som The Love Below, der indeholder nogle ganske fængslende omkvæd. Omvendt har André til gengæld holdt sig udelukkende til kærlighedsnumre og et forholdsvist simpelt, lyrisk niveau. Begge skiver er rimelig konsistente med deres distinktive lyd, men alligevel indeholder de begge nu også nogle uheldige skæringer. Der er dog som skrevet en del gode numre fordelt ud over de to skiver, så jeg ender med at anbefale et køb. Selvom niveauet er lidt ujævnt og OutKast har lavet federe numre tidligere – sammen.
BEDSTE NUMRE: ””Unhappy”; ”The Rooster”; ”Bust”; ”War”; ”Knowing”; ”Flip Flop Rock”; ”Reset”; ”Spread”; ”She Lives In My Lap”; ”Hey Ya!”; “Roses”; “Pink & Blue”; “She’s Alive”; “A Life In The Day Of Benjamin André (Incomplete)”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar