Beastie Boys - Licensed to Ill (1986)

Jeg skrev originalt denne anmeldelse for nogle uger siden og havde ikke umiddelbart nogle planer om at oploade den foreløbigt, end til jeg for nogle dage siden erfarede, at Adam Yauch d. 4. maj var afgået ved døden efter en årelang kamp mod kræft. Så efter nogle justeringer kommer anmeldelsen nu op lidt før til minde om MCA.

Beastie Boys er formegentligt den bedst kendte hip-hop gruppe med over 40 millioner solgte kopier verden over og en mere end 25 år gammel debut. Licensed to Ill er skam et rapalbum, men det har tydelige rockkoder, hvilket både kan have hjulpet transitionen fra rock til rap for mange (hvide) radiolyttere og gruppen selv, da de nemlig originalt startede ud som et punkband.

Beastie Boys bestod end til for få dage siden af den nu afdøde Adam Yauch (MCA), Mike Diamond (Mike D), Adam Horowitz (Ad-Rock) og DJ Mix Master Mike (en blandt flere DJ’s gruppen har haft tilknyttet sig), men da gruppen først blev født i 1979, så medlemslisten en smule anderledes ud. MCA søgte andre medlemmer til dannelsen af et nyt band, og henvendte sig derfor til kammeraterne Mike D, John Berry og Kate Schellenbach. Sammen endte de med at skabe rammerne for den første inkarnation af Beastie Boys som et punkband med Mike D som forsanger. De spillede flere gigs sammen og udgav deres første EP i 1982. Året efter trak John Berry sig fra gruppen, og ind kom i stedet Ad-Rock, der ligeledes spillede guitar. Med Ad-Rock kom dog også en ny indstilling til musikken, så da de samme år udgav deres anden EP, var det også offentliggørelsen af gruppens første rapnummer i form af ”Cooky Puss”, som blev et rimelig hit i den lokale undergrund.

På grund af succesen med inkorporeringen af rapelementer forsatte Beastie Boys stilen, og begyndte også jagten på en DJ. Dette ledte dem forbi Rick Rubin, så da han kort efter formede Def Jam Recordings, opsøgte han Beastie Boys, og tilbød at signe dem til sit pladeselskab og hjælpe med produktionen af fremtidige projekter. Det nye samarbejde med Rick Rubin foregik dog ikke helt problemfrit, da han havde et problem med gruppens kvindelige medlem, eftersom at han havde en vision om en drengegruppe, der lavede musik om at feste og score piger. Det ende med, at Kate også trak sig og derefter sammen med tre andre kvinder dannede gruppen Luscious Jackson, som senere endte med at signe til Beastie Boys eget pladeselskab. Nu var Beastie Boys nede på tre medlemmer, som hver i sær påtog sig et kunstnernavn, og sammen med Rick Rubin udgav de i 1985 deres tredje EP, Rock Hard, som kun var den anden udgivelse på Def Jam. EP’en indeholdte rent rap rock, som de bl.a. slut på året optrådte med på deres tour med Run-DMC, LL Cool J, Whodini med flere. I løbet af året udgav de også deres første single ”She’s on It” fra Krush Groove soundtracket.

I 1986 blev det endelig tid til gruppens første fuldlængde album, Licensed to Ill, der repræsenterede gruppens indstilling til musik på dette tidspunkt med en rocket produktion med tunge guitarriffs og simpel lyrik om primært fester og piger. Det var en kæmpe succes, og solgte mere end noget andet hip-hop album før dets tid, toppede flere hitlister og modtog endda positive anmeldelser. Men holder det stadig i dag – mere end 25 år efter udgivelsen?

1.       RHYMIN & STEALIN
Der bliver lagt hårdt ud med dette aggressive nummer, hvor drengene næsten drukner i den højtrystende og rockede produktion. Drengene fungerer godt sammen med deres fælles lidt barnlige og festlige tilgang til musikken. Nummeret er bare lidt for voldsomt.

2.       THE NEW STYLE
Der kan nok ikke være nogen tvivl om, at dette album har været en inspirationskilde for Nikolaj Peyk og resten af MC Einar, og titlen på MC Einar’s debut er sågar en oversættelse af dette nummers titel. Trommerne er mere beskedne i denne omgang, og der er væsentligt mindre tråd, men faktisk er nummerets absolut bedste øjeblikke, når beatet veksler til det mere bløde stykke fuldstændigt fri for guitarriffs. Drengene præsenterer sig igen for lytteren, hvilket er pænt af dem, men det lyder lidt som langtrukne ad-libs.

3.       SHE’S CRAFTY
Jeg er ikke den store fan af tunge guitarriffs i hip-hop, og dette nummers er ingen undtagelse. Det lyder øredøvende, forstyrrende og for gammeldags. På det sidste punkt er gruppen (eller producer Rick Rubin) derfor lovlig undskyldt, men det betyder ikke, at det stadig holder i dag.

4.       POSSE IN EFFECT
Dette nummer er mere lettilgængeligt, men til gengæld er det også mere kedeligt. Det er dog alligevel okay, da drengene alle har et underholdende flow og trommerne er fine.

5.       SLOW RIDE
Samplet af War’s ”Low Rider” er godt tænkt – særligt da Rick Rubin var den først til at få ideen. Beatet skiller sig pga. førnævnte en del ud fra resten af albummet, og virker næsten ikke til at passe ind, da samplet er rimelig funky. Det er ikke et fantastisk nummer, og når samplet forstummer, sidder man tilbage med et rimelig simpelt og kedeligt beat, men det er en godkendt afveksling.

6.       GIRLS
Jeg kan godt lide beatet heri. Det er uhyre simpelt med nogle engagerende trommer, et livligt vibrafon loop og senere tilsat et morsomt kor. Nummeret er såmænd utroligt cheesy og plat, da drengene blot bruger de godt to minutter til at fortælle, hvor meget de elsker piger, men det er nu en et meget underholdende lyt de første par gange.

7.       FIGHT FOR YOUR RIGHT
Når det endelig skal været rocket, så er dette nummer til gengæld mere min kop te, og er ikke tilfældigvis også gruppens bedst kendte nummer. Produktionen er bare tilpas hård og fed, og derudover er der rent faktisk også en melodi at spore i guitarriffet, hvilket gør det betydeligt mere interessant. Dette er nok et af de mest alternative og fede festnumre lavet.

8.       NO SLEEP TILL BROOKLYN
Alt hvad jeg skrev om forrige nummer kunne jeg også beskrive dette nummer med (bortset fra det åbenlyse, som at dette ikke er gruppens bedst kendte nummer, selvom det er deroppe af). Faktisk er dette federe end hitsinglen. Guitaren bliver denne gang håndteret af Kerry King fra Slayer (da han af en eller anden grund var signet til Def Jam), og hans riff i omkvædet er virkelig godt, og så bidrager han selvfølgelig også med en lidt mere avanceret og fed guitarsolo. Fedt nummer.

9.       PAUL REVERE
Produktionen er rimelig dæmpet og monoton, så fokusset er stort set på drengenes opdigtede anekdote om, hvordan de mødte hinanden i første omgang, hvilket inkluderer cowboys, penge, revolvere, piger og pianospillere. Det er en ret underholdende og opfindsomt fortælling, selvom beatet ikke gør meget for at holde på lytterens opmærksomhed.

10.   HOLD IT NOW, HIT IT
Licensed to Ill veksler mellem tunge, højtrystende og guitarindblandede numre og simple og stille produktioner. Dette nummer befinder sig i sidstnævnte gruppe, og er oven i købet en af de bedre på pladen derfra pga. sine mange samples. Det er et fint nummer med interessante og lidt atypiske træk.

11.   BRASS MONKEY
Beastie Boys dedikerer et helt nummer til en drink, hvilket umiddelbart er et tyndt præmis for et nummer, men som du muligvis allerede ved, så fungerede det nu meget godt. Det skyldes i høj grad den funkye produktion, der låner en helt del fra Wild Sugar’s ”Bring It Here”. Men det lyder fedt, og drengene leverer et fængende omkvæd oven i hatten.

12.   SLOW AND LOW
Apropos gode omkvæd så præsterer gruppen noget af det bedste inden for det område på dette nummer. Det er dog ikke helt fair at give Beastie Boys æren for dette, da nummeret faktisk er et cover af et tidligere uudgivet nummer af Run-DMC. Drengene har dog taget nummeret til sig på fornem vis, og det kunne ligeså godt have været originalt materiale fra drengenes egne hænder.

13.   TIME TO GET ILL

Drengene siger ikke noget interessant herpå overhovedet, men det har de næsten heller ikke gjort på nogle af de tidligere numre, så dette er en ligeså god måde at slutte albummet på som en anden. Produktionen er behagelig, så nummeret formår faktisk at lyde friskt, og hvad mere kan man ønske sig på dette tidspunkt?

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Beastie Boys har næsten ikke skrevet noget interessant på albummet, så det kan virke mærkeligt, at jeg bliver irriteret over, at de drukner i produktionen på det første nummer, men faktum er nu, at drengene til gengæld fungerer rigtig godt sammen, har en festlige levering og dermed underholder på en anden måde. Produktionen er ret rocket, hvilket til tider kammer over, men andre gange fungerer det også glimrende. Licensed to Ill starter lidt ærgerligt ud, men når man først har rundet den muntre og sjove skæring ”Girls”, så lysner det betragteligt, og albummet er resten af tiden en underholdende affære. Hvis du ikke allerede har albummet, kan du ligeså godt samle det op nu som senere, da det ikke bliver meget billigere og altid vil være et interessant, anderledes og banebrydende projekt i hip-hop verden.

BEDSTE NUMRE: ”Fight for Your Right”; ”No Sleep Till Brooklyn”; “Paul Revere”; ”Brass Monkey”; ”Slow and Low”