Tweedy Bird Loc – 187 Ride By (1992)

Der var engang to gode venner ved navn Rodney Johnson og Eric Lynn Wright, som begge boede i Compton, Californien. De kunne begge mægtig godt lide at lave musik og særligt at rappe og blev begge medlemmer af en Compton baseret afdeling af Crips. De havde i lang tid hinandens ryg, men dette ændrede sig fuldstændig, da den ene pludselig fik utrolig succes med sin gruppe. Han kaldte sig Eazy-E og gruppen var selvfølgelig N.W.A. Den anden, som var begyndt at gå under navnet Tweedy Bird Loc, arbejdede også på et projekt, som han kaldte Bangin, On Wax, der faktisk var et forsøg på at skifte groteske voldsorgier på gaden ud med ufarlige verbale klammerier (mere om det snart). Derudover ville han også gerne stable en solokarriere på benene, og kontaktede derfor sin gamle kammerat, der foruden at være en populær rapper også havde sit eget pladeselskab (Ruthless Records). Eazy-E kunne ikke umiddelbart komme med et svar, men fik senere sagt i et interview, at Tweedy ikke ville blive signet til Ruthless Records – og deres venskab var slut.

Tweedy hadede efterfølgende alt og alle, der havde med Ruthless Records at gøre, inkl. CEO Jerry Heller, N.W.A. og nye navne som H.W.A. (Hoes With Attitude) og Kokane. Han fik derfor en masse nye venner i form af bl.a. rapperne Att Will, Notorious Joe, D-Mark, Hitman D og det kvindelige modstykke Nini X, hvoraf sidstnævnte sandsynligvis også har fanget Tweedy’s interesse på andre punkter, da hun er ud over det hele på hans debut. Sammen med Tweedy udgjorde disse personer en stor del af kollektivet UWC (Under World Connection), og flere af dem ville også sidenhen blive signet til Tweedy og den afdøde producer Ronnie Phillips’ nye pladeselskab Dangerous Records.

Tweedy er både en rapper og producer, og producerede senere hen hele albums for andre rappere, men med sin debut trak han primært på andre producere som Ronnie Phillips,  DJ Battlecat og basspilleren J-Stank, mens hans nye bekendtskaber flittig gæstede albummet. Dette resulterede i 187 Ride By, der udkom på Par Records i 1992.

187 Ride By er gennemsyret af G-Funk med gode og funky produktioner og gangstaattitude, og er derfor et af de første eksempler på dette. Tweedy har dog ikke glemt sin beef med Ruthless, og har også i mellemtiden tilføjet en foragt for Tim Dog og andre provokatører fra den amerikanske østkyst, hvilket betyder, at albummet også byder på flere numre dedikeret til disse meningsudvekslinger.

1.       FU’K THE SOUTH BRONX (FEAT. ATT WILL, HITMAN D, D-MARK & NINI X)
Med hjælp fra de nye kammerater tager Tweedy kampen op mod østkystens South Bronx og mere præcist KRS-One fra Boogie Down Productions og særligt Tim Dog. Det er et energisk og aggressivt åbningsnummer, som er sikker på at fange lytterens opmærksomhed på en god måde. Det er et glimrende stykke G-Funk med punchlines – ligesom Dr. Dre’s ”Fuck wit Dre Day (And Everybody's Celebratin')”. Bortset fra at sidstnævnte er et fantastisk stykke G-Funk med punchlines.

2.       FU’K Y’ALL (INTRO)
Den første ud af flere unødvendige skits. Denne er særligt unødvendig, da Tweedy blot disser N.W.A. (særligt Eazy-E), hvilket han allerede gør rigeligt på næste nummer.

3.       WHAT’S REALLY GOIN ON
Tweedy bar godt nok nag, må man konkludere efter dette nummer. Han sætter spørgsmålstegn ved N.W.A.’s integritet og gangsta historier og griller derefter hvert medlem en efter en. Han nævner bl.a. Dr. Dre og DJ Yella’s medvirken i gruppen Wreckin’ Cru, hvilket han bestemt heller ikke var den sidste til. Eftersom Ice Cube på dette tidspunkt ikke har været en del af N.W.A. i noget tid slipper han for en verbal skudsalve, og Tweedy vender til gengæld blikket mod South Bronx igen mod slutningen. Hans flow er ikke noget særligt, hans stemme er lidt læspende og selvom dissene i teorien er gode, så virker de til tider uprovokeret. Han burde have fokuseret på Eazy-E. Produktionen læner sig mere op ad den velkendte G-Funk på dette nummer med et langsommere tempo – Tweedy selv har dog stadig rimelig travlt. Det er ikke dårligt.

4.       MY DICK IS PREJUDICE (FEAT. NINI X)
Et ret racistisk nummer, der egentligt bare er endnu et diss. De to rappere disser hver det modsatte køn og fortæller, hvorfor de ikke vil være sammen med dem. Det er ret forfærdeligt, men det hele bliver dog lidt morsomt af, at Nini X virkelig lyder som en mand, hvilket resulterer i nogle sjove situationer. Beatet er okay, men resten er som skrevet affald.

5.       COMIN’ OUT THE CAGE (FEAT. ATT WILL, HITMAN D, NOTORIOUS JOE, D-MARK, DOMINO, LIL STRETCH & NINI X)
Det største posse-cut på albummet og det er faktisk udmærket. Den nye kvindelige rapper lyder meget mere feminin end Nini X, hvilket altså er en stor fordel. Rapperne fungerer fint sammen, og det er lidt en lettelse ikke at være hensat til fire minutters Tweedy, da han som skrevet ikke er en super interessant rapper. Det funky og melodiske beat er selvfølgelig den største årsag til nummerets appel.

6.       WHO’S MAKIN LOVE (INTRO)
…

7.       STUPID SHIT (FEAT. D-MARK, HITMAN D & NINI X)
Dette lyder lidt som en forløber til D12 med ligegyldige optrædener og intetsigende lyrik. Ingen linjer relaterer til hinanden. Endnu engang dukker denne mystiske anden kvindelige rapper op og giver muligvis den mest bemærkelsesværdige performance, da hun lyder lidt som Yo-Yo og virker engageret, men det er ikke helt nok til at redde nummeret.

8.       HOE IS A BITCH (FEAT. NINI X)
Og så blev det tid til at hate lidt mere på Eazy-E foruden hans protegéer Kokane og H.W.A.. Den kvindelige gruppe H.W.A.’s meget eksplicitte lyrik (der spiller utroligt meget på deres køn og dermed sandsynligvis har inspireret Lil’ Kim) kommer tilbage og bider dem i røven på dette nummer, da de bliver kaldt alt fra skanks til hookers with aids. Nini X går virkelig til den mod sine medkvindelige kollegaer. Det, at rapperne rent faktisk har noget at snakke om, gavner nummeret, og gør det automatisk bedre end det forrige, men det er dog ikke just fejlfrit. Omkvædet er f.eks. hamrende elendigt, og så virker de forskellige ofre også lidt tilfældige, hvilket gør, at Tweedy og Nini X’s angreb virker ret uprovokeret.

9.       TWEEDY’S TEED OFF
Så blev det tid til endnu et solonummer, og Tweedy holder et pænt niveau gennem hele nummeret. Det er ikke gangsta rap, når det er allerbedst, men det er okay. Hans flow er acceptabelt, og hvad han mangler i tekstskrivning, har han til gengæld i sin produktion, som på fin vis blander af en funky basgang og en nydelig blæser.

10.   187 RIDE BY (FEAT. D-MARK)
En af de mere overbevisende gangstafortællinger på albummet med en intimiderende Tweedy og voldelige trusler. D-Mark slutter sig til ham mod slutningen, og formår med få bars at overskygge værten. Tweedy gør det såmænd råt og godt nok, men D-Mark lyder bare lidt bedre på mikrofonen. Omkvædet er blot et scriptet drive-by med automatvåben, og selvom det godt kunne have været mere interessant, så fungerer det egentligt okay. Sidst men ikke mindst er beatet også en glimrende og afslappende inkarnation af halvfjerdsernes funk.

11.   PUNK MOTHA FU’KA (INTRO)
En imitation skråstreg parodi af tegnefilmsfiguren Tweety Bird. Unødvendig, oplagt men et eller andet sted passende.

12.   MURDER ONE (FEAT. NINI X)
Mere hardcore gangsta rap og endnu engang lyder Nini X som en 13-årig dreng, så overraskende nok er Tweedy faktisk den mest imponerende. Det spartanske omkvæd er latterligt ringe med en påtaget hårdhed, og Nini X’s vers kunne jeg godt have undværet, men resten – det vil sige Tweedy og beatet – er glimrende. Med lidt god vilje vil jeg da kalde det et halvgodt nummer.

13.   SELL OUT NEWS FLASH (INTRO)
Om ikke andet så introduceres det næste nummer faktisk på en rimelig måde.

14.   TAKIN’ OUT THE JUDGES
Et mere dystert nummer med et nogenlunde beat, men desværre lyder Tweedy ret uinteressant. Havde det været placeret noget tidligere, kunne han have bibeholdt noget værdighed, men nu virker han bare uopfindsom og kedelig. Beatet gør det dog muligt at høre igennem, da det er ret godt.

15.   SMOKING CHRONIC (INTRO)
En temmelig bogstavelig titel.

16.   COMPTON BLOCKS (FEAT. GEEK & NOISE)
Med den titel forventer man sig noget socialrealistisk gangsta rap med velskrevne gadefortællinger, og selvom det ikke er helt, hvad man får hele tiden, så giver Tweedy det faktisk et ærligt forsøg. Den gæstende duo ødelægger til gengæld alt, hvad Tweedy måtte have bygget op, mod slutningen med en intetsigende og malplaceret medvirken. Beatet er ikke noget særligt, så Tweedy modtager generelt ikke meget opbakning herpå.

17.   BLACK COURT IN SESSION (FEAT. NINI X)
Tweedy har vist noget for retssale, da han endnu engang løst bygger et nummer omkring disse. Modsat ”Takin’ Out the Judges” som trods alt havde et glimrende beat, er dette nummer dog på samtlige punkter ligegyldigt og fristende at skippe.

18.   HOMIES HERE AND GONE (INTRO)
Titlen siger vel det meste.

19.   YOU DON’T HERE ME THOUGH
Dette har absolut intet med den foregående interlude at gøre, men ikke desto mindre er nummeret faktisk udmærket. Tweedy har nogle ret simple og ligetil vers med lidt fakta og dårlige punchlines, men produktionen er til gengæld ret bemærkelsesværdig, da den skiller sig en del ud med sin rolige og forsigtige instrumentering og sit varme udtryk. Derudover slår linjen fra overskriften aldrig fejl, så det minimalistiske omkvæd er nu okay. Det er ikke fantastisk, men det er heller ikke dårligt.

20.   JACKIN FOR TRANSPO
Det forrige nummer havde den særlige følelse af et anderledes og eksperimentalt bonusnummer, mens dette bare er et let glemt stykke generisk musik, så jeg ville faktisk ønske, at albummet var sluttet et nummer tidligere. Der bliver lavet upraktiske scratches, snakket ind over beatet og sagt ligegyldige ting, så jeg er desværre lidt ligeglad med nummeret.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: 187 Ride By kan let kategoriseres som G-Funk, men det er ikke just det mest vellykkede af slagsen. Tweedy er en middelmådig rapper på en god dag, og dette gælder desværre både lyrik og flow, så der er ikke så meget at komme efter her. Produktionen, der primært er udarbejdet af Battlecat og J-Stank, er skam funky, men bliver også hurtig lidt ensformig. De andre medlemmer af U.W.C. er virkelig en nødvendighed på dette album, men desværre har Tweedy satset størst på Nini X, som overhovedet ikke er min kop te. Albummets niveau er ikke voldsomt stort, men der er nogle enkelte hæderlige udspil – primært de fire numre nedenunder – og så er det trods alt ikke decideret svært at komme igennem. Det er derfor interessant nok til at validere en brændt kopi, men heller ikke mere.

BEDSTE NUMRE: ”Fu’k the South Bronx”; “Comin Out the Cage”; “187 Ride By”; “You Don’t Hear Me Though”