Det er
overraskende besværligt at finde noget information om Blame One, og han har end
ikke sin egen side på Wikipedia trods sit langvarige samarbejde med Exile, som
både alene og sammen med rapperen Blu blot synes at blive mere og mere populære for hver dag, der går. Exile var nemlig ved Blame One’s side lige fra
begyndelsen, da han bidragede med flere beats til EP’en Finally: The EP fra 2002. Aloe Blacc, der sammen med Exile udgør
Emanon, gav også en hånd med, så Blame One har såmænd altid haft gode
forbindelser. De har stort set altid bragt deres A-Game, men det har desværre
ikke hjulpet Blame One meget popularitetsmæssigt.
Blame One er en hvid familiefar (hvilket får ham til at lyde ældre end, han egentligt er) fra San Diego, Californien, og har udgivet fem albums – alle med gode numre, men den mest gennemførte, solide og kvalitetsfulde plade er i min mening Days Chasing Days. Albummet udkom i 2009, og har nogle overraskende store involverede navne. Først for er Blu, som Exile medbragte efter sit samarbejde med ham på Below the Heavens, hvilket lyder lovende, men faktisk bidrager han ikke med nogle vers, så den største overraskelse må lægge i inkluderingen af producer Black Milk og rapper Sean Price, der siden slog kludene sammen med Guilty Simpson og dannede Random Axe.
Days Chasing Days har en meget skarp og livlig lyd, da der benyttes mange strygere, klaverer og klokker gennem albummet. Det gør albummet fleksibelt og dynamisk uden at miste den nødvendige konsistens, man samtidig også kunne frygte pga. de adskillige yderligere involverede producere – heriblandt den gamle kollega Kan Kick, Black Sparx og Oh No. Blame One tager sig udelukkende af sine veldrejede vers med diversitet i emner og temaer, da han både bliver eksistentialistisk, familieorienteret, samfundskritisk og meget mere. Det lyder imponerende, ikke?
1. SUPREME BEINGS
Hvis man aldrig har hørt om Blame One, er dette en ligeså god start som alle andre – hvilket i hans tilfælde er et stort kompliment. Han introducerer sig selv for lytteren med et lidenskabeligt flow, interessante vers og et fængende omkvæd. Oven i dette har vi Black Sparx’ smukke violinbesmykkede beat, der holder mig fanget fra start til slut. Smukt.
2. PERSEVERANCE
En fejring af hvor langt Blame One er kommet i gamet med personlige linjer om modgangen, og hvordan han klarede sig igennem denne. Det er derfor et mest af alt et ydmygt og taknemmeligt nummer. Black Milk leverer beatet, som er organisk og blødt med et strejf af noget chipmunk. Det lyder rigtig dejligt.
3. STREET ASTROLOGIST
Jeg håbede på en intelligent og humoristisk vinkel på astrologi tilpasset gadeniveauet, men selvom der er enkelte hints af en sådan fremgangsmåde, så er nummeret primært selvpromoverende rap med rødder i virkeligheden. Det er derfor bestemt ikke et dårligt nummer, men ligesom versene er Exile’s beat også kun okay, da det er lidt for rastløst.
4. BRING TO YOU
Blame One er endnu engang en fornøjelse på mikrofonen, men selvom han ikke holder sig til et håndgribeligt emne, så gøres nummeret tydeligt anderledes af Kan Kick’s melodiske og orgeldominerende beat. Det har en blanding af ensporede og sprudlende toner, men det fungerer nu upåklageligt.
5. WONDER YEARS (FEAT. BLU & EXILE)
Der er vendt op og ned på alt i dette Blu producerede og livsfilosoferende nummer, hvor Blu synger omkvædet, og Exile tager sig af andet vers. Heldigvis leverer de alligevel begge deres A-Game med et henholdsvis varmt og sampletungt beat og interessant og overraskende fængende vers. Omkvædet er i øvrigt også ganske godt. Blame One har altså fået fint besøg, men selvom der er hård konkurrence om lytterens opmærksomhed (særligt fra beatet), så klarer han det nu udmærket.
6. DISTURBED (FEAT. SEAN PRICE)
Fire styks Exile produktioner i forlængelse af hinanden er herfra i vente, og der lægges ud med et forholdsvis simpelt, jazzet men tempofyldt beat. Det lyder glimrende. Blame One har dog desværre ingen problemer med at tage alt opmærksomheden væk fra Sean Price, der lyder en smule malplaceret og kedelig. Han trækker faktisk lidt ned, men det er stadig et underholdende nummer.
7. DAYS CHASING DAYS (FEAT. ALOE BLACC & BELEAF)
På titelnummeret finder vi Blame One med gæsterne Beleaf og Aloe Blacc, der reflekterer lidt over deres livssituation med en lille portion eksistentialisme. Det er en behagelig og underholdende undren over livet over et afslappende beat og med et nihilistisk omkvæd. Godt.
8. SATURDAY NIGHT SPECIAL (FEAT. EXILE)
Her bliver det til gengæld en kende mærkeligt. Exile har samplet løs, så vi begynder med nogle linjer fra en ung kvindelig rapper, mens der sluttes af med en slags skit og nogle flere samplede linjer. Ind i mellem er der i selskab med Blame One et beroligende men lidt kedeligt stykke musik, så ikke just en vildt imponerende kollaboration.
9. THE WORD TO SAY (FEAT. JOHAZ & SHA DULA)
Over et dejlig og typisk soulfuldt og sampletungt Exile beat mindes fyrene ældre dage med eftersidninger i skolen og old school rap. Begge gæster gør det udmærket (med Blame One er det indforstået), så dette er en meget underholdende oplevelse.
10. OFFICIAL WITH ME
Black Sparx vender tilbage med et glimrende guitarbesmykket beat. Det lyder næsten som om, at en mindre solo bliver spillet gennem hele nummeret (loopet selvfølgelig), men selvom det lyder lidt voldsomt, fungere det nu okay. En anden finurlighed er, at Black Sparx i en flydende bevægelse skifter beatet ud med melodien fra Nas’ ”The World Is Yours”, da Blame One citerer en linje derfra. Bestemt heller ikke dårligt.
11. THE REAL REVOLUTION
Blame One forsøger sig med battlerap, men selvom det ikke er videre interessant, så er det alligevel ingenting i forhold til det forfærdelige elektroniske beat og hans utroligt kedelige omkvæd. Beatet har egentligt elementer fra G-Funk, men ikke nok af dem. Uden tvivl det sorte får på Days Chasing Days, men heldigvis er det ikke så langt.
12. WORDS
Med noget hjælp fra produceren Oh No får Blame One vendt skuden igen, men stadig uden at skabe noget helt fantastisk. Et lidt irriterende og ivrigt klaver dominerer beatet, mens Blame One rapper om ord? Ikke perfekt men et skridt i den rigtige retning.
13. MORE FIYAH (FEAT. COSS & JOHAZ)
Denne smarte og tvetydige titel dækker over endnu et fabelagtigt nummer. Det har sådan set tydelige religiøse undertoner, men det bekymrer mig ikke meget, da musikken bare er rigtig dejlig og god. Det handler basalt set om dommedag, men der er lagt flest tanker i tiden op til den, hvilket resulterer i nogle spændende vers.
14. BLAME ME
Hvis begivenhedernes gang havde afveget en smule, kunne dette meget vel have endt op med uofficielt at repræsentere Blame One, hvilket selvfølgelig skyldes titlen, som tilfældigvis også afspejler resten af nummeret. Beskyld bare Blame One for at værne om sin integritet og lave godt musik, hvilket er præcis, hvad han gør med dette nummer. Rath Khy lægger nogle nydelige strygere ind over et engagerede trommemønster, som ikke overraskende viser sig at være meget underholdende.
15. DOCUMENTARIAN
Jeg har været meget positiv over for Days Chasing Days end til videre, men alligevel er det lykkedes Blame One at gemme det allerbedste til allersidst. Exile kigger forbi en sidste gang med et fantastisk og varmt beat, der er på fuld højde med noget af hans bedste materiale fra Fashawn’s Boy Meets World, der udkom samme år. Nummeret åbner med et vers, der muligvis er samplet fra en old school og kvindelig rapper (som jeg endda hurtigt accepterede som en fast og værdig del af nummeret), hvorefter det vidunderlige og inspirerende beat sætter ind, og Blame One underholder med meget personlige og ærlige vers om sin fortid – både smukt skrevet og udført. Prikken over i’et er det gode og samplede omkvæd. Perfekt.
Blame One er en hvid familiefar (hvilket får ham til at lyde ældre end, han egentligt er) fra San Diego, Californien, og har udgivet fem albums – alle med gode numre, men den mest gennemførte, solide og kvalitetsfulde plade er i min mening Days Chasing Days. Albummet udkom i 2009, og har nogle overraskende store involverede navne. Først for er Blu, som Exile medbragte efter sit samarbejde med ham på Below the Heavens, hvilket lyder lovende, men faktisk bidrager han ikke med nogle vers, så den største overraskelse må lægge i inkluderingen af producer Black Milk og rapper Sean Price, der siden slog kludene sammen med Guilty Simpson og dannede Random Axe.
Days Chasing Days har en meget skarp og livlig lyd, da der benyttes mange strygere, klaverer og klokker gennem albummet. Det gør albummet fleksibelt og dynamisk uden at miste den nødvendige konsistens, man samtidig også kunne frygte pga. de adskillige yderligere involverede producere – heriblandt den gamle kollega Kan Kick, Black Sparx og Oh No. Blame One tager sig udelukkende af sine veldrejede vers med diversitet i emner og temaer, da han både bliver eksistentialistisk, familieorienteret, samfundskritisk og meget mere. Det lyder imponerende, ikke?
1. SUPREME BEINGS
Hvis man aldrig har hørt om Blame One, er dette en ligeså god start som alle andre – hvilket i hans tilfælde er et stort kompliment. Han introducerer sig selv for lytteren med et lidenskabeligt flow, interessante vers og et fængende omkvæd. Oven i dette har vi Black Sparx’ smukke violinbesmykkede beat, der holder mig fanget fra start til slut. Smukt.
2. PERSEVERANCE
En fejring af hvor langt Blame One er kommet i gamet med personlige linjer om modgangen, og hvordan han klarede sig igennem denne. Det er derfor et mest af alt et ydmygt og taknemmeligt nummer. Black Milk leverer beatet, som er organisk og blødt med et strejf af noget chipmunk. Det lyder rigtig dejligt.
3. STREET ASTROLOGIST
Jeg håbede på en intelligent og humoristisk vinkel på astrologi tilpasset gadeniveauet, men selvom der er enkelte hints af en sådan fremgangsmåde, så er nummeret primært selvpromoverende rap med rødder i virkeligheden. Det er derfor bestemt ikke et dårligt nummer, men ligesom versene er Exile’s beat også kun okay, da det er lidt for rastløst.
4. BRING TO YOU
Blame One er endnu engang en fornøjelse på mikrofonen, men selvom han ikke holder sig til et håndgribeligt emne, så gøres nummeret tydeligt anderledes af Kan Kick’s melodiske og orgeldominerende beat. Det har en blanding af ensporede og sprudlende toner, men det fungerer nu upåklageligt.
5. WONDER YEARS (FEAT. BLU & EXILE)
Der er vendt op og ned på alt i dette Blu producerede og livsfilosoferende nummer, hvor Blu synger omkvædet, og Exile tager sig af andet vers. Heldigvis leverer de alligevel begge deres A-Game med et henholdsvis varmt og sampletungt beat og interessant og overraskende fængende vers. Omkvædet er i øvrigt også ganske godt. Blame One har altså fået fint besøg, men selvom der er hård konkurrence om lytterens opmærksomhed (særligt fra beatet), så klarer han det nu udmærket.
6. DISTURBED (FEAT. SEAN PRICE)
Fire styks Exile produktioner i forlængelse af hinanden er herfra i vente, og der lægges ud med et forholdsvis simpelt, jazzet men tempofyldt beat. Det lyder glimrende. Blame One har dog desværre ingen problemer med at tage alt opmærksomheden væk fra Sean Price, der lyder en smule malplaceret og kedelig. Han trækker faktisk lidt ned, men det er stadig et underholdende nummer.
7. DAYS CHASING DAYS (FEAT. ALOE BLACC & BELEAF)
På titelnummeret finder vi Blame One med gæsterne Beleaf og Aloe Blacc, der reflekterer lidt over deres livssituation med en lille portion eksistentialisme. Det er en behagelig og underholdende undren over livet over et afslappende beat og med et nihilistisk omkvæd. Godt.
8. SATURDAY NIGHT SPECIAL (FEAT. EXILE)
Her bliver det til gengæld en kende mærkeligt. Exile har samplet løs, så vi begynder med nogle linjer fra en ung kvindelig rapper, mens der sluttes af med en slags skit og nogle flere samplede linjer. Ind i mellem er der i selskab med Blame One et beroligende men lidt kedeligt stykke musik, så ikke just en vildt imponerende kollaboration.
9. THE WORD TO SAY (FEAT. JOHAZ & SHA DULA)
Over et dejlig og typisk soulfuldt og sampletungt Exile beat mindes fyrene ældre dage med eftersidninger i skolen og old school rap. Begge gæster gør det udmærket (med Blame One er det indforstået), så dette er en meget underholdende oplevelse.
10. OFFICIAL WITH ME
Black Sparx vender tilbage med et glimrende guitarbesmykket beat. Det lyder næsten som om, at en mindre solo bliver spillet gennem hele nummeret (loopet selvfølgelig), men selvom det lyder lidt voldsomt, fungere det nu okay. En anden finurlighed er, at Black Sparx i en flydende bevægelse skifter beatet ud med melodien fra Nas’ ”The World Is Yours”, da Blame One citerer en linje derfra. Bestemt heller ikke dårligt.
11. THE REAL REVOLUTION
Blame One forsøger sig med battlerap, men selvom det ikke er videre interessant, så er det alligevel ingenting i forhold til det forfærdelige elektroniske beat og hans utroligt kedelige omkvæd. Beatet har egentligt elementer fra G-Funk, men ikke nok af dem. Uden tvivl det sorte får på Days Chasing Days, men heldigvis er det ikke så langt.
12. WORDS
Med noget hjælp fra produceren Oh No får Blame One vendt skuden igen, men stadig uden at skabe noget helt fantastisk. Et lidt irriterende og ivrigt klaver dominerer beatet, mens Blame One rapper om ord? Ikke perfekt men et skridt i den rigtige retning.
13. MORE FIYAH (FEAT. COSS & JOHAZ)
Denne smarte og tvetydige titel dækker over endnu et fabelagtigt nummer. Det har sådan set tydelige religiøse undertoner, men det bekymrer mig ikke meget, da musikken bare er rigtig dejlig og god. Det handler basalt set om dommedag, men der er lagt flest tanker i tiden op til den, hvilket resulterer i nogle spændende vers.
14. BLAME ME
Hvis begivenhedernes gang havde afveget en smule, kunne dette meget vel have endt op med uofficielt at repræsentere Blame One, hvilket selvfølgelig skyldes titlen, som tilfældigvis også afspejler resten af nummeret. Beskyld bare Blame One for at værne om sin integritet og lave godt musik, hvilket er præcis, hvad han gør med dette nummer. Rath Khy lægger nogle nydelige strygere ind over et engagerede trommemønster, som ikke overraskende viser sig at være meget underholdende.
15. DOCUMENTARIAN
Jeg har været meget positiv over for Days Chasing Days end til videre, men alligevel er det lykkedes Blame One at gemme det allerbedste til allersidst. Exile kigger forbi en sidste gang med et fantastisk og varmt beat, der er på fuld højde med noget af hans bedste materiale fra Fashawn’s Boy Meets World, der udkom samme år. Nummeret åbner med et vers, der muligvis er samplet fra en old school og kvindelig rapper (som jeg endda hurtigt accepterede som en fast og værdig del af nummeret), hvorefter det vidunderlige og inspirerende beat sætter ind, og Blame One underholder med meget personlige og ærlige vers om sin fortid – både smukt skrevet og udført. Prikken over i’et er det gode og samplede omkvæd. Perfekt.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Days Chasing Days ikke bare lyder imponerende, det er imponerende. Blame One har gennem sin karriere ikke altid været lige heldig med sit valg af beats, men på dette album begår han så få brølere, at det næsten er uden betydning. Fejltrinene drejer sig om ”Saturday Night Special” og ”The Real Revolution”, der ikke er særligt gode, men til gengæld er resten enten fantastisk eller godt – og endda mest det første. Den lille håndfuld forskellige producere har stort set alle formået at ramme en forholdsvis enslydende tone, der gør albummet konsistent og sammenhængende, men samtidig er der også tilpas indbyrdes variation til at holde albummet friskt hele vejen igennem. Blame One er endvidere brillant på samtlige numre med et lidenskabeligt og engageret flow og rammende tekster. Days Chasing Days er et fabelagtigt, varmt, opmuntrende, inspirerende og voldsomt underholdende album, som i den grad kan anbefales at købes. Køb, køb, køb!
BEDSTE NUMRE: “Supreme Beings”; “Perseverance”; “Bring To You”; “Wonder Years”; “Days Chasing Days”; “More Fiyah”; “Blame Me”; “Documentarian”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar