Ant Banks’ interesse for funken startede i en tidlig alder, hvor han begyndte at spille funk relaterede musik i hjemmet på flere forskellige instrumenter. I lang tid holdte han sig til at producere musik, og producerede bla. i slutningen af firserne MC Ant’s debutalbum (Ant var tilsyneladende et populært kunstnernavn i hans kredse) og i starten af halvfemserne debutalbummet fra Spice 1 og tidligere albums af Pooh-Man (som han senere udviklede en beef med). Hans produktionsarbejde vækkede en del opmærksomhed omkring ham, og han landede pladser på albums af både Snoop Dogg og Too Short, men Ant Banks’ ville ikke nøjes med at arbejde i kulisserne, og satte sig derfor for at producere, skrive og udføre sit eget soloalbum. Han var meget produktiv i halvfemserne, og formåede at udgive et nyt soloalbum tre år i træk, hvoraf hans andet album, The Big Badass, udkom i 1994.
The Big Badass er opkaldt efter hans andet kaldenavn, og er heftigt baseret på funken, som han på dette tidspunkt virkelig har fået tæmmet. En anden ting der går igen på albummet (dog i mindre grad) er den hype man-agtige karakter i form af en computermanipulede stemme, som understreger Ant Banks’ pointer, synger og rapper med og sågar nogle gange overtager mikrofonen. Albummet har flere medvirkende gæsterappere, der både inkluderer gamle venner og nye bekendtskaber, men at Ant Banks primært er producer, er særligt til syne til sidst, hvor instrumentalerne fortsætter i flere minutter for sig selv, da han åbenbart er løbet tør for ord.
The Big Badass er ret alternativt, eksperimentelt og lidt specielt.
1. THE BIG BADASS
Funken skinner virkelig igennem, og Ant Banks supplerer med en tilbagelænende, simpel og flydende vokal, der akkompagnerer resten af skæringen rigtig fint. Det fungerer godt, og er et meget opløftende alternativ til G-Funken. Den her ”hype man” har dog også en ret stor rolle i nummeret, og han er sågar den første man hører. Det bliver bare hurtigt trættende og irriterende at høre denne lidt tarvelige computermanipulerede stemme, som uden tvivl kun var mulig at slippe af sted med i halvfemserne. Kanye West benytter sig, blandt mange andre, af chipmunks-agtige stemmer, men han har fundet et rarere og mere skingert toneleje, plus han ikke på samme måde inkluderer stemmen som en slags hype man, hvilket bragte de computer-manipulerede stemmer ind i det nye årtusind. Nummeret er dog stadig okay.
2. 2 KILL A G (FEAT. SPICE 1 & TOO SHORT)
Dette nummer lyder mest af alt som noget fra en Spice 1 udgivelse, da han er langt mere fremtrædende, og stjæler en del opmærksom på grund sin jamaicanske udtale. Ant Banks forsvinder så småt om i baggrunden, men hans produktion bliver dog tilbage, og følger op på funken fra forrige nummer, men bare ikke med samme succes, da det i denne omgang er en anelse kedeligt udført.
3. STREETS OF OAKLAND (FEAT. BOOTS RILEY OF THE COUP)
G-Funken er til at føle, når Ant Banks lukker op for historier om livet på gaderne i Oakland. Det får lov at spille sig ud over en noget mere fængslende produktion, så selvom omkvædet er en smule cheesy, så er nummeret helt okay. Boots Riley lukker nummeret ned med spoken words, hvor han forklarer nødvendigheden af hustlerlivet, og hvorfor det ikke kan være anderledes. Typisk socialt bevidst som man kender ham fra The Coup’s udgivelser.
4. THE DRUNKEN FOOL (FEAT. OTIS & SHUG)
Ant Banks bliver ikke mere legende, afslappet og hyggelig end med dette nummer, hvor omkvædet er yderst simpelt og fængende, og produktionen er fed. Det har muligvis været ment som et klubnummer, hvilket det også godt kunne have været brugt som, men det er alligevel noget mere end det. Lyrikken er meget ligegyldig, hvilket blot gavner min tese omkring nummeret værende tilegnet klubberne, men bortset fra det er nummeret glimrende, og der er et fint sammenspil med gæsterne.
5. PARLAYIN’ (FEAT. GOLDY)
Den funky og medrivende produktion og det samplede og fine omkvæd er lige i skabet, og Ant Banks og Goldy fylder nummeret ud med glimrende og tilbagelænede vers. Mit førstehåndsindtryk af Goldy var ikke særlig godt, men efterhånden som nummeret skred frem blev han egentligt okay. Glimrende nummer.
6. CLOWNIN’ WIT DA CREW (FEAT. THE DANGEROUS CREW)
Den affilierede gruppe The Dangerous Crew, som Ant Banks også er medlem af (som producer primært), indtager The Big Badass, og selv gruppen er temmelig stor, har alle rapperne mere eller mindre alle et kort vers i nummeret. Produktionen er god, og i betragtning af at nummeret er et posse-cut, er det faktisk rimelig fedt. Da deres vers er forholdsvis korte, når man at høre hvad de individuelt har at byde på, samtidig med at man ikke når at blive træt af nogle af dem.
7. FUCKIN’ WIT BANKS (FEAT. TOO SHORT & GOLDY)
Ant Banks’ hype man vender tilbage på dette disstrack rettet mod den tidligere partner Pooh-Man. Sjovt nok er Ant Banks efter Pooh-Man’s stemme, da han mener, at Pooh-Man lyder som et egern, så måske den computermanipulerede stemme er hans erstatning. Det er et okay diss, og sangerinden bag omkvædet og produktionen er glimrende, så bortset fra Pooh-Man’s substitut er nummeret okay.
8. STRAIGHT HUSTLIN’
Ant Banks gennemgår sin rejse ind i musikverden, og hvordan det lykkedes ham at få sit navn på manges tunger. Det er den typiske historie med en drugdealer, der hengiver sig til rappen, og tjener nogle penge af den vej i stedet, og slutter af med at inspirere andre til også at følge sine drømme. Ant Bank kommer dog godt omkring, og han har sans for detaljer, så nummeret er alligevel en personlig og interessant fortælling. Det er ofte en god ide at dedikere et nummer eller flere til sin baggrund, og dette bliver kun bekræftet med dette nummer.
9. PIMP STYLE GANGSTAS (FEAT. RAPPIN’ RON & ANT DIDDLEY DOG)
Produktionen er fed, men lyrikken er temmelig ligegyldig. Det lyder som noget, man kunne finde på et Lil’ Wayne album, da Ant Banks insisterer på at snakke om pimps. Gangstarap er fedt, da det skelner virkeligheden og indeholder en social bevidsthed, mens snak om pimps hører bling bling æraen til, så de to ting burde aldrig sammenkobles.
10. THE LOOT (FEAT. TOO SHORT)
Too Short begiver sig stort set ud i en solobedrift med dette nummer, da Ant Banks blot holder sig til omkvædet. Produktionen har dog min interesse hele vejen igennem, da Too Short leverer to af de mest kedelige og uinspirerende vers på pladen.
11. PACKIN’ A GAT
Den funky produktion er stadig meget underholdende, så at Ant Banks siger sit sidste ord halvvejs inde i nummeret, er ikke så stort et problem, som man umiddelbart skulle tro. Omkvædet, der bliver sunget af en kvindelig sangerinde, er faktisk meget fedt, og det synes at passe fint til produktionen. Det går desuden igen nogle gange i løbet af de sidste 2-3 minutter, så man ikke bliver helt overladt til egne tanker. Det kan godt virke lidt halvfærdigt, men det er nu stadig et super fedt nummer.
12. HARD AS HELL
Ant Banks laver endnu engang lidt social bevidst og inspirerende rap, og sætter fokus på det hårde liv på gaden, der involverer ulovlig hustling, bekendtes dødsfald og pengenød, men opfordrer og opmuntrer samtidig også lytteren til at bryde fri fra det trættende mønster, og udleve sine drømme – selvom det er svært som bare fanden. Det er en fantastisk måde at slutte albummet af på, og endnu bedre er produktionen, da det fængende trommemønster og den funky basgang bliver akkompagneret af et lækkert saxofonstykke.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Jeg ved, at jeg har skrevet udledninger af ”funk” mange steder i anmeldelsen, men det er simpelthen så stor en del af albummet, at det næsten ikke kan påpeges nok. Funken er ikke bare til stede, men det er anvendt fantastisk godt, hvilket i sig selv gør The Big Badass et behageligt album at høre igennem. Ant Bank har ligeledes en behagelig stemme og et fint flow, og når han tager sig sammen (og ofte er på egen hånd) kan han skrive nogle glimrende tekster. Den computermanipulerede stemme, som jeg også har nævnt nogle gange, er ret irriterende, men heldigvis optræder den kun på to numre. At Ant Banks senere valgte at holde sig til sin producergerning er ikke overraskende, da han umiddelbart ikke har haft meget på hjerte på den front, eftersom han ikke selv kan fylde de fleste numre ud. Han er til gengæld meget glad for sine produktioner, hvilket han heller ikke lægger skjul på, da han næsten altid lader dem kører et stykke tid, efter det sidste ord er sagt. Forståeligt nok. Albummet er ikke nemt at komme i besiddelse af, men godt det samme da en brændt kopi er tilstrækkeligt.
BEDSTE NUMRE: “Parlayin’”; “Straight Hustlin’”; ”Packin’ a Gat”; ”Hard as Hell”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar