Immortal Technique - Revolutionary, Vol. 2 (2003)

En af de mest helhjertede og fuldt engagerede samfundskritikere i amerikansk hip-hop skal man desværre finde i undergrunden, og han går under navnet Immortal Technique. Han er født Felipe Andres Coronel og levede kortvarigt i Peru før hans familie immigrerede/ flygtede til U.S.A. i 1980. I en tidlig alder udviklede den afrikansk-peruanske knægt meget kritiske øjne på sine omgivelser, og endte senere med at studere statskundskab i takt med at han finjusterede sin rap, som var en interesse han samlede op under sit etårige fængselsophold. Han blev et rimelig velkendt navn i lokale freestyle konkurrencer, men selvom han fik sin første opmærksomhed med denne tilgang, valgte han at fokusere mere på de samfundskritiske og socialbevidste tekster, da snakken kom på en evt. udgivelse.

Med disse indledende linjer har jeg faktisk beskrevet Immortal Technique meget godt, da det hele har en stærk indflydelse på hans albums; alt fra hans kritiske verdenssyn, som kommer til udtryk gennem teksterne, til hans peruanske rødder, som kommer til udtryk ved at han ofte slår over i spansk i kortvarige tidsrum.

Immortal Technique udgav i 2001 sin debut, Revolutionary, Vol. 1, uden finansiel støtte fra andre end sig selv, og det blev et rimelig hit i undergrunden, hvilket bl.a. skyldes det utroligt vovede, overraskende og kontroversielle nummer "Dance with the Devil", som stadig den dag i dag er hans bedst kendte nummer, og som i nogle kredse bliver betragtet som en klassiker. Selvom debuten var et godt album, lykkedes det alligevel Immortal Technique at imponere endnu mere med efterfølgeren – næste album i Revolutionary serien – som indeholdte en bedre produktion og endnu flere skarpe observeringer og kritiske syn på omverden.

Jeg springer derfor i denne omgang let og elegant over første del, og går direkte videre til Revolutionary, Vol. 2, som jeg anser som det bedre album af de to, hvilket ikke siger så lidt.

1.       REVOLUTIONARY (INTRO) (FEAT. MUMIA ABU-JAMAL)
…

2.       THE POINT OF NO RETURN
Ovenpå den rimelig stille produktion på debuten er dette nummer en dejlig forfriskning med sit fine violinspil og tunge trommer. Immortal Technique leverer vrede og kritiske linjer, som stadig er ligeså interessante som altid. Samtidig fungerer nummeret på et personligt niveau, da Immortal Technique fra nu af aldrig kan vende tilbage til et nemmere og inaktivt liv.

3.       PERUVIAN COCAINE (FEAT. C-RAYZ WALZ, DIABOLIC, LOUCIPHER, POISON PEN, PUMPKINHEAD & TONEDEFF)
Her sætter Immortal Technique så fokus på et enkelt emne, og sammen med en større gruppe af mere eller mindre kendte rappere, sætter de nogle ord på kokainmarkedet. Nummeret er ikke anormalt langt, så hver rapper får kun nogle enkelte linjer indført før den næste træder til. Det kan virke meget usammenhængende, men faktisk er der en rød tråd gennem hele nummeret, da hver rapper repræsentere en karakter, der på hver sin måde er indblandet i kokainhandlen. Det er et meget kløgtigt koncept, og sammen med det glimrende beat, har vi altså fat i et meget godt nummer her. På trods af at alle rapperne langt fra er lige interessante, og det er uden tvivl Tonedeff og Diabolic der løber af sted med de bedste performances. Immortal Technique selv klarer sig dog også udmærket.

4.       HARLEM STREETS
Den melankolske og reflekterende produktion er lige i nåleøjet, da den foruden at være rigtig god, også går godt sammen med Immortal Technique’s hårde og triste beskrivelser af sine omgivelser i Harlem. Han får også gjort sin mening til kende om den amerikanske hær, og faktisk den generelle omverden. Nummeret favner ret bredt, og gør det på en meget overbevisende måde. Det er super fedt. (lige foruden den meget irriterende skit til slut, som jeg godt kunne have været foruden)

5.       OBNOXIOUS
Immortal Technique har ret svært ved IKKE at kritisere sin omverden, men nummeret er altså primært blot battlerap. Immortal Technique har lige dele gode linjer og tamme linjer, og produktionen er god, så selvom jeg fortrækker den socialbevidste Immortal Technique, så er nummeret alligevel godt.

6.       THE MESSAGE & THE MONEY
Nummeret er sådan set udelukkende spoken poetry over et roligt og kontrolleret beat. Faktisk rimer halvdelen af det ikke, så det er måske bare et slags mellemspil. Immortal Technique smider nogle hårde ord efter magasiner og pladeselskaber, og selvom han har nogle gode pointer, så tvivler jeg på, at dette er et nummer, man finder på bare en enkelt mp3-afspiller af en art.

7.       INDUSTRIAL REVOLUTION
Sørme om han ikke siger meget af det samme fra forrige nummer herpå. Så er der alligevel en chance for at få hans budskab ned på sin håndholdte maskine. Desværre er dette nummer bare en smule for ukoncentreret og kedeligt, da han vader rundt i emner. Produktionen er meget stille og forsigtig, men det lyder faktisk meget godt, så nummeret er skam også okay.

8.       CROSSING THE BOUNDARY
Immortal Technique har en evne til at få lytteren til at sluge hvert et ord, han ytrer, og han har ofte nogle interessante synspunkter eller gode punchlines, så det kan ofte betale sig. Så selvom dette nummer ikke er det bedste på albummet, er det alligevel interessant nok til at høre helt igennem. Produktionen er udmærket, og Immortal Technique er som (næsten) interessant, så nummeret er endnu et af de ikke-perfekte men høreværdige numre.

9.       SIERRA MAESTRA
Kort og ret uinteressant mellemspil.

10.   THE 4TH BRANCH
Han lyder lidt som RZA i indledningen. Bortset fra det handler nummeret primært om krigen mod terror, og han har et par ret gode linje, der kort og godt opsummerer hans synspunkt:

”And on top of that, you still wanna take me to prison
Just cause I won't trade humanity for patriotism”

Det er et meget velformuleret og interessant nummer, som endnu engang akkompagneres af en rolig produktion, som dog desværre er alt for kedelig og uopkvikkende, til at nummeret når helt op at ringe.

11.   INTERNALLY BLEEDING
Immortal Technique fyrer en masse punchlines af med relation til racisme, og det er ikke noget, man har lyst til at gå glip af. Det vrimler med metaforer, standpunkter og synspunkter, men det hele er rimelig sammenhængende og velskrevet, så det fungerer godt. Produktionen er ret højtravende og dramatisk, hvilket passer nummeret fint. Godt nummer.

12.   HOMELAND AND HIP HOP (FEAT. MUMIA ABU-JAMAL)
Når titlen indeholder en variant af ”&”, skal man åbenbart forvente en skit, interlude eller lignende. Mumia Abu-Jamal vender tilbage med en kort tale. Jeg kan godt lide hans eksempler på modsigende begreber.

13.   THE CAUSE OF DEATH
Immortal Technique er virkelig efter U.S.A. i dette nummer, da han beskylder Bush-administrationen (men sjovt nok ikke Bush selv, da han mener, at Bush er for dum til selv at planlægge noget som helst) for at have været meddelagtig i ødelæggelsen af WTC, og brugt det som en undskyldning for at invadere Irak. Det er en interessant forklaring af den efterhånden meget udbredte konspirationsteori. Omkvædet er meget unødvendigt, men ellers er nummeret spændende (om end bygget op omkring tro og fornemmelser).

14.   FREEDOM OF SPEECH
Noget for børnene? Ifølge Immortal Technique, ja. Nummeret er derfor en lidt mærkelig størrelse, da Danja Mowf sampler ”I’ve Got No Strings” fra Disney filmen Pinocchio, og sågar lader den lille fyr synge omkvædet. Immortal Technique formår dog at skrive nogle fine vers med relevans til omkvædet, samtidig med at han også selv morer sig lidt over produktionen. Det er et sjovt lille bekendtskab, men ikke noget jeg nødvendigvis hører igen lige foreløbigt.

15.   LEAVING THE PAST
SouthPaw har produceret store dele af albummet, og er heldigvis også den mest imponerende med numrene 2-5, og nu er det så tid igen. Produktionen er fantastisk herpå med sin blide guitar og fede trommer, og Immortal Technique gør kun det hele bedre med en smule mere afslappet levering og reflekterende og observerende vers. Det er virkelig et fedt nummer. Jeg må dog indrømme, at jeg originalt ikke fandt saxofonen i omkvædet særligt tiltalende, selvom jeg ellers plejer at tage imod den med åbne arme. Den er ikke umiddelbart et naturligt element af produktionen, men den voksede heldigvis hurtigt på mig.

16.   TRUTH’S RAZORS
Skit…

17.   YOU NEVER KNOW (FEAT. JEAN GRAE)
End til nu har der ikke været noget egentligt historiefortælling som hørt i ”Dance with the Devil” på debuten, men det bliver der lavet om på med dette nummer, som netop forsøger at være en slags pendant til førnævnte nummer. I tilfælde af at du ikke har hørt nummeret, vil jeg derfor blot nøjes med at fortælle at Immortal Technique finder en kvinde, som han begynder at holde meget af. Jeg siger ikke mere, da nummeret ligesom ”Dance with the Devil” bedst nydes, når man ikke kender for meget til det i forvejen. Der bliver fortalt en helt anden historie i dette nummer, men den er lige så effektiv som i førnævnte nummer. Der er en meget overraskende og rørende slutning, hvilken Immortal Technique anvender til både at forklare sin væremåde (med en meget følelsesstærk linje, hvor han omtaler sig selv i tredjeperson) og til at viderebringe et glimrende budskab. Produktionen er rigtig fed, og ikke overraskende endnu engang leveret af SouthPaw. Super fedt nummer. Hør det.

18.   ONE (REMIX) (FEAT. AKIR)

SouthPaw producerer endnu engang et glimrende nummer, mens hans bror har fået tillokket sig det første vers. Det er generelt skrevet i Immortal Technique’s ånd, dog uden at være helt så dybdegående, så det passer nummeret og albummet fint. Immortal Technique følger op med et ligeså fint og knap så dybdegående vers, da han i stedet i højere grad retter blikket mod sine bekendte og lytteren, hvilket særligt bliver tydeligt i outroen. Han slutter nemlig af med bl.a. at takke lytteren for at støtte uafhængigt hip-hip, hvilket er en fin måde at afslutte hans meget solide anden udgivelse.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Revolutionary, Vol. 2 har nogle overvejende simple men gode produktioner, og er ellers fyldt op med kritik til alle de højere magter i særligt U.S.A. Immortal Technique går tydeligvis nogle gange efter hans umiddelbare fornemmelse, men han smider også jævnligt kolde fakta på bordet, og leverer nogle meget sigende beretninger. Hans stemme er yderst karakteristisk, så man er aldrig i tvivl, hvem der rapper, når han griber mikrofonen, hvilket er en meget positiv ting, da han og hans stemme virker en smule autoritær og ret troværdig. Han er ikke en fantastisk teknisk rapper, og selvom han er en rebel, så måtte han måske gerne tænke lidt mere over sin atypiske rimstruktur en anden gang, da den virker lidt sløset. Bortset fra det skriver han meget godt, og har opfindsomme rim og spændende metaforer osv. Revolutionary, Vol. 2 er et super godt, socialbevidst og kritisk album, så jeg kan kun anbefale et køb af det.

BEDSTE NUMRE: ”The Point of No Return”; ”Peruvian Cocaine”; “Harlem Streets”; “Obnoxious”; “Crossing the Boundary”; “Internally Bleeding”; “Leaving the Past”; “You Never Know”