Hvis Beastie
Boys er den første større hip-hop gruppe med hvide rappere, så må 3rd Bass være
nummer to. Gruppen er derudover også interracial, da gruppens DJ, Richie Rich,
er sort, mens rapperne MC Serch og Prime Minister Pete Nice altså er hvide.
Modsat andre hvide rappere omkring samme tidspunkt som Vanilla Ice og Marky
Mark var 3rd Base rimelig traditionelle med gode og opfindsomme produktioner,
disstracks, fornuftige samarbejdspartnere og egentligt interessante rappere.
De to rappere havde forud for 3rd Bass grebet musikverden an på meget forskellige måde, da Pete Nice var radiovært på et hip-hop show for studerende, mens han selv læste engelsk på universitet, og MC Serch aktivt forsøgte at slå igennem som rapper ved at optræde til diverse fester, udgive singlen ”Hey Boy” og ikke mindst forsøge at blive optaget som medlem af Beastie Boys. Det lykkedes ham ikke just, så da produceren Sam Sever foreslog, at Nice og Serch slog sig sammen, øjnede både han og Serch en mulighed, og med tilføjelsen af DJ Richie Rich dannede de Three the Hard Way.
Three the
Hard Way blev dog til 3rd Base, efter de signede til Def Jam, der også husede
Beastie Boys, som efter sin debut opnåede uenigheder med pladeselskabet, og da 3rd
Bass var hurtige til at tage Def Jam’s side, havde de i længere tid et horn
i siden på Beastie Boys, hvilket også gav genlyd på deres debut The Cactus Album, som blev udgivet kort
efter, at Beastie Boys købte sig fri fra Def Jam og udgav sit andet album på
Capitol Records.
The Cactus Album, også kaldet The Cactus Cee/D, blev udgivet i 1989 og indeholdte primært fællesudarbejdede produktioner af Sam Sever, MC Serch og
Pete Nice. Det havde tiden tro masser af samples inkluderet og kredsede en del om
Beastie Boys, kvinder, fællesskabet i gruppen og morskab. Albummet blev mødt
med pæne anmeldelser og affødte mindre hits som ”The Gas Face”, men blev aldrig
den helt store succes. En smule ærgerligt, da albummet faktisk har en del at
byde på. Det er i øvrigt et af de tidligste albums med jævnlige, korte skits,
som var en trend populariseret af De La Soul’s debut tidligere på året.
Kort intro.
2. SONS OF 3RD BASS
Da jeg første gang hørte albummet igennem, viste jeg overhovedet ikke, hvad jeg kunne forvente mig, men da dette nummer først gik i gang, var jeg allerede solgt. Pete Nice og MC Serch lyder fuldstændig ens, men selvom at nummeret lyder som en solobedrift, er det stadig vanvittig fedt. Produktionen er en albummets helt store spillere, og så snart den sætter i gang, ved man, at dette nummer vil være underholdende. Richie Rich gør sin DJ-gerning med perfektion, og de jævnlige, samplede mellemspil er derfor også en sand fornøjelse. Pete Nice og MC Serch kan let forveksles, men det skyldes også, at de begge to er glimrende rappere. Deres tekster er noget mere sofistikerede end Beastie Boys’, og de bruger netop denne kompetence til bl.a. at sende slet skjulte og spydige bemærkninger i Beastie Boy’s retning. Nummeret er smukt skruet sammen, og er dels også derfor en fantastisk introduktion til gruppen.
3. RUSSEL RUSH
Skit…
4. THE GAS FACE (FEAT. ZED LOVE X & DON NEWKIRK)
Det er et af gruppens bedst kendte numre, og selvom det er et godt nummer, så kunne jeg faktisk bedre lide forrige nummer (før skit’en). Drumbreaket er dog ubestrideligt fedt, og på sin vis fungerer samplet af Aretha Franklin’s ”Think” også fint, da nummeret derfor er noget anderledes end forrige nummer. Hvis man undrer sig over, hvordan MF DOOM mon lød ti år før sin debut, og før han overhovedet kaldte sig MF DOOM, så kan nummeret i øvrigt få gjort en ende på den spekulation, da Zed Love nemlig er Daniel Dumile – manden bag metalmasken. Han var på dette tidspunkt ikke mere end 18 år, så ikke overraskende lyder han meget anderledes, og han er uden tvivl noget mere interessant i dag. Versene er dog stadig fine, og nummeret er skam alligevel glimrende.
5. MONTE HALL
Den jazzede og afslappede produktion er endnu en anderledes produktion, og den står godt I forlængelse af de forrige numre. Det virker dog ikke lige så godt alene, da nummeret kan blive en smule kedeligt i længden, og så hjælper det ikke, at nummeret er mere end fem minutter langt. Hvis det havde været to minutter kortere, tror jeg faktisk, at jeg ville have nydt denne hyldest til dans (som altså langt fra er et klubnummer) en del.
6. OVAL OFFICE
The Bomb Squad kigger forbi med sin første produktion, der har samme rastløse, energiske, rå og lidt rodede lyd som deres arbejde for Public Enemy. Pete Nice og MC Serch tager den til sig, og giver den gas med mere livlige flows og et fedt samarbejde, da de skiftevis har et par enkelte linjer, før de giver mikrofonen videre igen. Lyrikken lider under den alternative tilgang til beatet, men nummeret er alligevel glimrende.
7. HOODS
Skit…
8. SOUL IN THE SOUL
Det her nummer fungerer ikke helt, da det hurtigt bliver en anelse kedeligt. Problemet er, at trommerne er for ensomme, og der savnes en mere tydelig og mærkbar melodi, der kan fange noget opmærksomhed. Det er ret ærgerligt, da man kan høre en del potentiale i nummeret, men faktum er bare at nummeret er en tand for oplevelsesfattigt. Det er dog ikke decideret dårligt, og som en del af albummet er det et rimeligt element, da gruppen endnu engang rykker ved sine rammer, og forsøger sig med noget nyt og anderledes, hvilket holder albummet friskt og varieret.
9. TRIPLE STAGE DARKNESS
3rd Bass var med dette nummer de første til at sample "This House is Smokin" af B.T. Express, som Above the Law året efter også havde fat i. Utroligt nok er det ikke rigtigt blevet til mere, på trods af at saxofonstykket er vanvittigt fedt. 3rd Bass får det også til at fungere glimrende i dette nummer, hvilket gør produktionen meget engagerende. Richie Rich viser endnu engang, hvilket stof han er lavet af med sine fine scratches, og rapperne følger på fornem vis med, og tilpasser sig den lidt mørkere stemning. Godt nummer.
10. M.C. DISAGREE
Skit…
11. WORDZ OF WISDOM
Produktionen besidder lidt af samme aggression som ”Oval Office”, og er derfor en mindre adrenalinindsprøjtning, da beatet virkelig kan sparke fra sig. Rapperne ytrer ikke vildt meget visdom, men er alligevel meget underholdende. Nummeret er dog for langt, og kunne med fordel være stoppet mere end et minut tidligere, da vi allerede har nydt beatet i fem minutter, før det får alt opmærksomheden i slutningen. Men endnu et godt nummer.
12. PRODUCT OF THE ENVIRONMENT
Dette nummer får flere steder en del hug for sin produktion, og derfor anbefales remikset, som blev udgivet året efter ofte frem for originalen, men jeg kan ærlig talt ikke se noget problem i dette nummer. Rapperne lyder mere bekvemme over denne produktion, og er derfor mere overbevisende, og så synes jeg i øvrigt ikke, at Marley Marl’s arbejde med remikset tilføjer meget. Remikset er dog kortere, hvilket er til dets fordel, da originalen bliver hængende for lang tid ligesom det forrige nummer. Lyrikken er interessant, så det er såmænd et fint nummer.
13. DESERT BOOTS
Skit…
14. THE CACTUS
Nummeret er en blanding af fri association, ad-libs og shout-outs over et tempofyldt og opmærksomhedsskabende beat med et livligt drumbreak. Allerede fra første linje ved man, at man ikke skal forvente sig meget af lyrikken. Produktionen er et spændende element, men når rapperne ikke er mere interessante, så får den ikke helt den behandling, den fortjener.
15. JIM BACKUS
Skit på tre sekunder med fem ord…
16. FLIPPIN’ OFF THE WALL LIKE LUCY BALL
Dette nummer er et eksempel på en interlude, hvor man efter at have hørt det tænker hvad fanden har jeg lige hørt?. Det er rimelig sort, og så er det samtidig mere end tre minutter langt. Hvad fanden?
17. BROOKLYN-QUEENS
Prince Paul bidragede med to produktioner til albummet; ”The Gas Face” og dette nummer. Prince Paul producerede hele De La Soul’s debut, der som skrevet tidligere blev udgivet tidligere i 1989, og ligheden mellem dette nummer og 3 Feet High and Rising er rimelig slående. Produktionen er god og hyggelig, og indeholder sågar lyden af en bue, der bliver spændt og sluppet. Det tilføjer et tegnefilmselement, hvilket blot understreger den ufarlige og varme stemning. Rapperne er rigtig gode over festlige produktioner, da de lyder meget naturlige og har nogle passende vers, så nummeret er yderst underholdende.
18. STEPPIN’ TO THE A.M.
The Bomb Squad runder på sin vis albummet af med den glimrende og mere rolige produktion i dette nummer, da de resterende tre numre blot er skits og et remiks. Rapperne klarer sig endnu engang rigtig godt, og får fyret deres sidste originale linjer af med stil. Det er et meget typisk 3rd Bass nummer, så det er skam god underholdning, men det overrasker ikke rigtigt på nogen måde. Og så alligevel, da det gode og samplerige mellemspil mellem versene paradoksalt nok indeholder et vokalsample med Beastie Boys. Den havde jeg ikke lige set komme.
19. EPISODE #3
Skit…
20. WHO’S ON THIRD
Skit… Igen…
21. WORDZ OF WISDOM (II)
Og til sidst har vi så et remiks af “Wordz of Wizdom” med en ny produktion af gruppen selv. Nummeret var i første omgang meget godt, men med denne nye produktion formår det alligevel at nå helt nye højder. De sampler noget funk, hvilket nødvendigvis gør nummeret til et af de allerførste til at inkludere dette meget anerkendte og værdsatte element. Det fortsætter tre minutter efter sidste vers er afsluttet, men det er sgu helt i orden. Super godt, eksperimentelt og på sin vis nyskabende nummer.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: The Cactus Album tæller uden skits og remikses elleve
numre, hvilket er lidt af en overraskelse, da albummet ellers blærer sig med en
ret lang trackliste. Ud af de elleve numre er der til gengæld ingen dårlige
numre, da gruppen holder et pænt niveau hele vejen igennem albummet. Produktionsarbejdet
er meget veludført, og indblandingen af The Bomb Squad og Prince Paul er også
meget positive tiltag, da albummet bl.a. derfor fremstår meget varieret og
gennemført. Pete Nice og MC Serch er generelt ganske udmærket på mikrofonen, og
meget behagelige at lytte til. De skriver også glimrende – specielt taget i
betragtning af at albummet er mere end tyve år gammelt. 3rd Bass er en fed og
alternativ gruppe, og inspirationen fra De La Soul er meget tydelig (bl.a. det
magiske tretal), hvilket kun burde betragtes som en positiv bemærkning. The Cactus Album er et super fedt album,
og måske en af de bedste udgivelser med hvide rappere indblandet. Det er selvfølgelig et køb værd.
BEDSTE
NUMRE: “Sons of 3rd Bass”; “The Gas Face”; “Triple Stage Darkness”;
”Brooklyn-Queens”; “Steppin’ to the A.M.”; “Wordz of Wisdom (II)”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar