Til at slutte denne måneds mange G-Funk udspil af på har jeg Lil’ ½ Dead og hans debutalbum The Dead Has Arisen. Det er nogle skridt tilbage i tiden i forhold til f.eks. Vontel, som med Vision Of A Dream muligvis havde været en perfekt måde at slutte af på i henhold til hip-hopens historie, da albummet blandede den aldrende G-Funk med datidens begyndende dyrkelse af materialismen, men sådan skulle det ikke gå. Dels fordi Nate Dogg sneg sig ind efter ham, og dels fordi Lil' ½ Dead er et bedre eksempel på den G-Funk, de fleste forbinder genren med, og dermed hvad denne måned nu engang mest af alt har været en hyldest af. Eller også kvajede jeg mig bare tidligere på måneden. Ikke desto mindre kommer man ikke uden om Lil’ ½ Dead, når man snakker godt G-Funk, så en anmeldelse er næsten nødvendig.
Som nævnt tidligere har Snoop Dogg et halvt dusin fætre, der også forsøgte at score kassen på hip-hop. Den mest populære i familien ud over Snoop selv må være den afdøde Nate Dogg, der faktisk ikke engang rappede, men derfra og ned til nr. tre er der et godt stykke vej. Lil’ ½ Dead befinder sig popularitetsmæssigt ligesom de resterende fætre et sted nede i bunden, men modsat de andre har han vist en del potentiale.
Lil’ ½ Dead er ligesom størstedelen af resten af familien vokset op i Long Beach, Californien, og da han nærmede sig sine sidste teenageår, samlede han mikrofonen op (under et kunstnernavn, som han havde udvundet af filmen Penitentiary), hvilket tilfældigvis var på omtrent samme tid som alle fætrene; begyndelsen af halvfemserne. Snoop, Nate Dogg og Warren G dannede i 1990 gruppen 213, som Lil’ ½ Dead var tæt knyttet til, men han fulgte aldrig nøjagtigt i 213’s fodspor, da han valgte at skabe sin egen karriere fri for nepotisme. Så da Snoop og Nate Dogg blev signet til Death Row Records, gik Lil’ ½ Dead til Priority Records.
Snoop Dogg refererede til sin fætter på Dr. Dre’s ”Lil’ Ghetto Boy”, men bortset fra det var Lil’ ½ Dead altså på egne ben. Selvom rapperen sagtens kunne have været et større navn, så klarede debutalbummet The Dead Has Arisen sig faktisk nogenlunde med flere hitlisteplaceringer.
The Dead Has Arisen er på ingen måde et innovativt stykke arbejde, men det har til gengæld sine forcer i Lil’ ½ Dead’s behagelige og tilbagelænede flow, som selvfølgelig fuldstændig er i G-Funkens ånd, og mest af alt den konsistente og funkye produktion, som er udarbejdet af Courtney Branch og Tracy Kendrick (som begge skulle være mænd).
1. HAD TO BE A HUSTLER
Over en melankolsk stryger og en fængende basgang introducerer Lil’ ½ Dead sig selv overfor lytteren, og han gør et umanerligt godt førstehåndsindtryk. Han flyder meget naturligt over det stemningsfulde beat. Omkvædet er ikke videre fantastisk, men det er også min eneste anke med nummeret.
2. 12 PACOFDOJA (FEAT. CHAOS & QUICC 2 MAC)
Et selvpromoverende posse-cut om bl.a. hash. Det er en smule rodet, ja. Det er dog også et temmelig afslappende stykke musik med tilbagelænede leveringer af de tre rappere og et smooth beat. Omkvædet er på en og samme tid lidt fængende og en smule irriterende, men nummerets beroligende virkning hæver sig over resten.
3. STZ’LL GOT IT (FEAT. AMG & MC CHILL)
Dette posse-cut er mindre imponerende, da nummeret er lidt for langt, lyrikken tåbelig og titlen latterlig. Det sidste punkt spiller ikke så stor en rolle, men det gør de andre til gengæld. Chill’s dybe stemme er fed nok, men hans vers er altså stadig mindre interessant grundet teksten primært. Beatet er nogenlunde, så det er ikke et slemt lyt, men det kunne være mere spændende.
4. PLAY ‘EM OR SPRAY ‘EM (COMMERCIAL BREAK)
En radioskit med lydbidder af tre forskellige kunstnere. Der lyder såmænd til at være en del potentiale i de medvirkende, men musikken er vist delvis fiktion, da bl.a. Miss B Haven’s lydbid angiveligt ikke findes i et fuldt nummer. Så ja…
5. STILL ON A MISSION
Gennem en længere og generisk række af ord formår Lil’ ½ Dead for første gang på The Dead Has Arisen at lyde meget søvndyssende og kedelig. Beatet gør desuden intet for at ændre på dette. Næste.
6. DEAD MAN CAN’T RAP
Et skridt tilbage i den rigtige retning. Nummeret er faktisk vokset på mig, da Lil’ ½ Dead’s lidt dovne flow godt kan gøre et mindre godt førstehåndsindtryk. Det kan med god vilje i stedet beskrives som nøgternt i forlængelse af nogle fine og beskrivende vers. Omkvædet er på sin simple facon fængende nok, og den dybe bas er ganske god.
7. HUSTLER’S INTERLUDE
Mere eller mindre samme beat som i det indledende nummer holder lytteren med selskab i godt tre minutter. Det lyder stadig godt, men dette mellemspil var ikke just nødvendigt.
8. THAT DOPE NIGGA ½ DEAD
Det er ikke fordi, at Lil’ ½ Dead siger nogle voldsomt interessante ting, men det er alligevel den kaotiske og rastløse produktion, der holder min begejstring nede. Sammenspillet mellem de adskillige instrumenter virker bare en anelse larmende.
9. EASTSIDE, WESTSIDE (FEAT. MC CHILL)
Dette nummer er en temmelig underlig størrelse, da Chill faktisk rapper mere end værten. Og nu skriver jeg bevidst ”rapper”, da Lil’ ½ Dead til gengæld selv synger omkvædet med en blød sangstemme. Derudover har Chill også et omkvæd, hvor han dog blot rapper. Det overlader forholdsvis lidt plads til egentlige vers, hvilket er ærgerligt, men duoens forsøg på at forene de to kyster er alligevel ikke helt dumt.
10. NOW THEY COME AROUND (FEAT. CHAOS & QUICC 2 MAC)
Den samme gamle sang gjort underholdende. Kvinderne flokkes tilsyneladende ”nu” omkring trioen, hvilket stadig ikke er et friskt udgangspunkt til et helt nummer, men det lyder nu fedt nok alligevel. Omkvædet er overkommeligt, beatet fedt og fyrenes levering forrygende. De lyder faktisk temmelig sultne og engagerede i musikken, hvilket gavner nummeret en del. Lyrikken er i øvrigt bedre end, hvad man formegentligt ville forvente.
11. THAT’S WHAT YOU GET
Muligvis en single fra The Dead Has Arisen, men stensikkert et af de bedste numre på albummet. Det melodiske og fængende beat er yderst underholdende, mens Lil’ ½ Dead lægger nogle fine vers med sit naturlige flow. Simpliciteten i omkvædet er ingen hæmsko, da det overraskende nok lyder okay. Fedt nummer.
12. IT DON’T STOP
Lil’ ½ Dead er nærmest humoristisk meget ufokuseret, da han pludselig kan skifte emne nærmest midt i en sætning, men det hele holder sig selvfølgelig under en paraply af ghettotemaer. Omkvædet er ringe, og lyrikken halter altså til tider, men den gode bas gør underværker for underholdningsværdien. Versene er da også forholdsvis tilforladelige, så det er da et godkendt nummer.
13. YOU KNOW ME
Endelig når vi til nummeret, der flere gange er blevet samplet på de forløbende numre – mere præcist er der tale om omkvædets nøglesætning ”Who am I?”, som bliver sunget med samme bløde stemme som tidligere, hvilket gør, at det sagtens kunne have været en mindre inspiration til Chino XL’s ”What Am I?”. Det her er den mest oprigtige introduktion til Lil’ ½ Dead på hele albummet, så det er lidt mystisk, at det først indfinder sig mod slutningen. Men hellere sent end aldrig, da det er et meget underholdende nummer – også selvom det trods alt er begrænset, hvad man egentligt lærer om fyren.
14. DEDICATED (FEAT. X-CON)
Her til slut har producerne valgt at sample Funkadelic’s ”(Not Just) Knee Deep”, som Dr. Dre til stor succes samplede året forinden til Snoop Dogg’s ”Who Am I (What’s My Name?)”. Det er meget tydeligt, at der er tale om samme sample, men det er heldigvis et forholdsvis stort plus, da det vitterligt lyder super fedt. X-Con gør sig pænt bemærket ved siden af en lidt ligeglad Lil’ ½ Dead, så det lykkedes ham faktisk at stjæle opmærksomheden fra værten. Det er ret uheldigt, men det er stadig et godt nummer.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: The Dead Has Arisen indeholder et fantastisk stykke produktionsarbejde af den erfarne men forholdsvis ukendte producerduo Courtney Branch og Tracy Kendrick, der byder på noget fængende og melodisk G-Funk. Lil’ ½ Dead er til gengæld mindre pålidelig, da hans præstationer varierer en smule på albummet, men han er dog overvejende en god rapper med et rart flow. Tekstskrivningen halter derimod for ham, da han for det meste disker op med noget ustruktureret og løst forbundet materiale, hvilket er mit største problem med The Dead Has Arisen. Til gengæld er der ingen tåkrummende omkvæd, og alle gæsterapperne gør som minimum et passende stykke arbejde. The Dead Has Arisen er med de involverede parters midler i tanke derfor et rimelig velstøbt album med langt flere fede numre end dårlige. Jeg tror nu nok, at vi slutter denne måned af med endnu en varm anbefaling; køb.
BEDSTE NUMRE: ”Had to Be a Hustler”; ”12 Pacofdoja”; ”Dead Man Can’t Rap”; “Now They Come Around”; “That’s What You Get”; “You Know Me”; “Dedicated”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar