27 marts 2012

Jurassic 5 - Quality Control (2000)



Medlemmerne fra henholdsvis grupperne Rebels of Rhythm og Unity Committee valgte i 1993 at fusionere de to grupper, og skabe en ny, større og fælles gruppe, som de kaldte Jurassic 5, eller J5, eller Jurass. Kært barn har mange navne, som man ellers ofte fejlagtigt siger, men i dette tilfælde har vi rent faktisk at gøre med et vidunderbarn af hip-hop’en.  På trods af gruppenavnets inkludering af tallet 5, så indeholder den store gruppe faktisk seks medlemmer, hvoraf to af dem er DJ’s og går under navnene DJ Nu-Mark og Cut Chemist. Sidstnævnte forlod gruppen før deres tredje fuldlængde albums udgivelse, hvorefter resten af gruppen desværre også gik hver til sidst i 2007. Gruppens fire rappere er Akil, Zaakir, Mark 7even og den fremtrædende Chali 2na. Særligt Charli 2na har altid skilt sig ud fra gruppen med sin dybe og monotone stemme, hvilken i øvrigt lyder super fed, men de resterende tre rappere formår også mere eller mindre at personificere sig selv på gruppens albums, hvilket til at begynde er et godt grundlag for en gruppe.

Jurassic 5’s tekstunivers har altid været i det muntre hjørne (en fin blanding af nonsens og punchlines), og produktionerne er ligeledes livsglade og opmuntrende. De har uden tvivl moret sig meget med arbejdet på diverse projekter, da deres musik generelt bare har en positiv og god vibe. De forsøger ikke at ændre verden, men derimod blot at underholde, hvilket ikke er en motivation, der bør undervurderes.

De startede ud med en EP, som senere udviklede sig til deres debutalbum Jurassic 5 efter de signede med Interscope Records, og to år efter i år 2000 blev det så tid til en efterfølger, hvilken de valgte at kalde Quality Control. Det er denne, jeg vil beskæftige mig videre med.  Albummet har angiveligt solgt mere end en halv million kopier verden over, hvilket er fuldt ud fortjent.

1.       HOW WE GET ALONG
Intro… Der spiller dog et interessant beat i baggrunden.

2.       THE INFLUENCE
Introen skifter problemfrit over til albummets første egentlige nummer, hvor vi gennem flere mindre vers bliver præsenteret for de forskellige rappere. Som skrevet tidligere skiller Charli 2na sig væsentligt mere ud end de andre, og gruppen ville virkelig ikke have været den samme uden ham, da hans dybe stemme er en nødvendighed i Jurassic 5 sammenhænge. Resten gør dog også et fint stykke arbejde, og fungerer som en stærk og radikal modsætning til Charli 2na’s flow. Produktionen er munter, og indikerer ligesom omkvædet en problemfri tilværelse for gruppen. En munter og hyggelig indgang til albummet.

3.       GREAT EXPECTATIONS
Præmissen for dette nummer er ret tamt, da der bliver lagt op til overfladisk snak om folks forventninger til gruppens medlemmer, og gruppen holder sig derfor langt fra til emnet hele vejen igennem, men det gør ikke rigtigt noget, da nummeret bare er dejligt at høre igennem. Det har en positiv vibe over sig, der gør nummeret en underholdende og opmuntrende oplevelse, hvilket ikke mindst skyldes den gode produktion. Hyggeligt bekendtskab, som samtidig repræsenterer resten af albummet meget godt.

4.       QUALITY CONTROL (INTRO)
I det mindste adskiller de introen fra det egentlige nummer.

5.       QUALITY CONTROL
En single og dermed albummets bedst kendte nummer. Det er heldigvis ingen skam, da nummeret er meget godt. Det er en ligeså god introduktion til gruppen som ”The Influence”, og fortsætter den opmuntrende og ikke-voldelige attitude. De tre rappere, der ikke hedder Charli 2na, indleder sågar med et flerstemmigt vers, og det lyder ret fedt. Det skaber foruden også en interessant kontrast til de resterende vers.

6.       CONTACT
Gruppens DJ’s skal selvfølgelig heller ikke glemmes, så de får dette korte nummer at boltre sig på. Det er dog bare en kedelig række af forskellige vokalsamples over et ellers fint beat.

7.       LAUSD
Gruppen dedikerer nogle par minutter til hjembyen Los Angelas, som de beskriver gennem nogle mildt flatterende vers. Produktionen tangerer det kedelige, så nummeret gør ikke det store indtryk på mig.

8.       WORLD OF ENTERTAINMENT (W.O.E. IS ME)
Nummeret følger så småt i det forriges fodspor, men med et mindre inspirerende omkvæd og lidt ligegyldige vers. Det er nok albummets mindst interessante instans.

9.       MONKEY BARS
Det virker lidt usammenhængende og improviserede til tider, hvilket jeg ikke er den store fan af. Den opmærksomhedskrævende og muntre produktion er dog tilbage, men imponerer mig samtidig heller ikke meget. Det er dog et skridt tilbage i den rigtige retning.

10.   JURASS FINISH FIRST
Og her har vi så den HELT rigtige retning. Produktionen er super fed, energisk og engagerende, og jeg har virkelig svært ved at sidde stille, når nummeret kører. Det er sammen med numre som Eminem’s ”Rabbit Run” og N.W.A.’s ”100 Miles and Runnin’” en oplagt kandidat til afspilningslisten, man planlægger for sit opdigtede maratonløb. Charli 2na og Mark 7even er ene om rapkunsten, og gør det begge vanvittig godt, da særlig førstnævnte tilpasser sig beatet perfekt, og dermed opnår et fantastisk fedt flow. Det er altså sammen meget godt, men desværre bliver luften lukket ud af ballonen til slut, hvor et par hamrende irriterende telefonopkald trænger sig på. Her ville en adskilt ”Jurass Finish First (Outro)” virkelig have gjort underværker, så hovednummeret blot ville lyde således:


11.   CONTRIBUTION
Jurassic 5 bliver for et øjeblik ret alvorlige, og udtrykker et ønske om at lytteren bidrager med noget til livet. Versene bruger de på at beskrive deres henholdsvise ærgerlige barndom, så nummeret er faktisk rimeligt deprimerende. Det lykkedes nemlig fint for dem med undtagelse af omkvædet, som er en tand for dømmende eller provokerende. Men det var da en interessant afveksling fra albummets ellers høje humør.

12.   TWELVE
Når et nummers titel er opkaldt efter dets placering på tracklisten er det i orden at blive mistænkelig overfor kvaliteten, men denne mistanke bliver heldigvis gjort til skamme, når nummeret først går i gang. Det er endnu et hyggelig og underholdende nummer.

13.   THE GAME (FEAT. MARK ELLIS)
Produktionen besidder omtrent samme energi som ”Jurass Finish First”, men denne gang er alle fire rappere medvirkende. Det er dog ikke på samme niveau som førnævnte nummer, men det er ikke de ekstra to rappers skyld. De lyder alle meget godt, og faktisk er der ikke rigtigt nogen, der skiller sig ud – hvilket jo ikke er en dårlig ting.

14.   CONCRETE AND CLAY
Track 14 varierer fra region til region, da man i Europa får dette nummer, der fungerer lidt som et slags remiks af ”Concrete Schoolyard” fra debuten, da omkvædet f.eks. genbruges, mens man i U.S.A. blot blev spist af med en tro kopi af ”Improvise” - også fundet på debuten. Heldigt for os, da ”Concrete And Clay” er helt oppe på samme niveau som ’originalen’. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige at produktionen herpå er bedre. Omkvædet er stadig fedt, og resten spiller også bare.

15.   SWING SET
Gruppens DJ’s slutter herligheden af med endnu et DJ cut, der varer noget mere end det sidste, og sågar er albummets længste nummer. Heldigvis er nummeret uden tvivl retfærdiggjort, da det faktisk er en meget god skæring med gode valg af scratches, samples og instrumenter.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Quality Control starter sublimt og slutter på samme vis, men inde i midten lurer en lidt kedelig og uinteressant sekvens, man ikke havde behøvet. Det ændrer dog ikke på, at albummet stadig fremstår rigtig stærkt med mange lunefulde og underholdende numre. Albummet byder på gode og lettilgængelige produktioner, og nogle oplagte og legende rappere, der virker til både at underholde sig selv og lytteren. Jurassic 5 er uden tøven en gruppe, der er værd at stifte bekendtskab med, og jeg vil derfor anbefale et køb af denne udgivelse.

BEDSTE NUMRE: ”The Influence”; ”Great Expectations”; “Quality Control”; “Jurass Finish First”; “Twelve”; “The Game”; “Concrete And Clay”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar