Fort Minor - The Rising Tied (2005)

Identitetskrise har muligvis været Michael Kenji Shinoda’s andet mellemnavn på både et personligt og professionelt plan. Han befinder sig nemlig i den lidt anderledes situation at være af japansk-amerikansk herkomst, samtidig med at han er en rapper i et udbredt rockband. Han har styr på det hele nu, men sådan har det ikke altid været.

Mike (som han primært går under) Shinoda blev i en tidlig alder påtvunget musikundervisning af sine forældre, men det udviklede sig heldigvis til en frivillig interesse, og han begyndte at samle flere instrumenter op (som guitaren) og ikke mindst at interessere sig for rap også. I skolen slog han kludene sammen med Brad Delson og Rob Bourdon, som han dannede rockbandet Linkin Park med. Mike Shinoda bidrog med sine kompetencer bag keyboardet og guitaren, men tillod sig også rappe små passager i bandets numre. På trods af at han alligevel undertrykte sin indre rapper en del, fik gruppen til at begynde hård modvind fra pladeselskabet, da de helst så, at han holdte sig fra mikrofonen.

Mike Shinoda er en dygtig guitar- og keyboardspiller, men efter to albums med Linkin Park var hans små episodiske raps ikke længere nok, og første skridt i hip-hopens retning kom i 2004, hvor han sammen med bandet arrangerede et mash-up med Jay-Z. Det resulterede i Collision Course, som var remikses og mash-ups af numre med Linken Park og Jay-Z, hvor alt endda blev indspillet på ny for at få det til at lyde helt perfekt. I forlængelse af dette projekt fik Mike Shinoda Jay-Z overtalt til at overse hans første soloprojekt rapalbummet The Rising Tied udgivet under navnet Fort Minor.

Det blev udgivet under pseudonymet Fort Minor, da han ikke ville have, at albummet fejlagtigt skulle forbindes med Linkin Park, og da han var bange for, at folk evt. ville fokusere mere på navnet end selve musikken. Fort Minor repræsenterer i øvrigt noget dystert og aggressivt ifølge Mike Shinoda. Han satte sig for selv at indspille så meget af albummet som muligt, og han har derfor komponeret, indspillet, skrevet og produceret store dele af albummet helt selv. Når det gælder indspilninger af versene er sagen dog en helt andet, da Mike Shinoda har hevet mange forskellige medrappere og sangere med ind i studiet. Der er først og fremmest de to rappere Ryu og Tak fra gruppen Styles of Beyond, som Mike Shinoda har kendt i lang tid, men der er også gjort plads til folk som Common, Black Thought (fra The Roots), Kenna og John Legend.

The Rising Tied blev pænt modtaget af kritikkerne, hvor den generelle holdning var, at albummet bød på god underholdning uden at skubbe nogle grænser. Det er en meget god beskrivelse af et lidt ujævnt albummet, som desuden heller ikke skubbede super mange eksemplarer ud fra forhandlerne (selvom albummet affødte nogle rimelig succesfulde singler bl.a. her i landet). Mike Shinoda er ikke det mest mainstreame navn, men måske det alternative kunstnernavn var mindre fordelagtigt end først antaget.

1.       INTRODUCTION
Skit…

2.       REMEMBER THE NAME (FEAT. STYLES OF BEYOND)
Mike Shinoda lægger ud med en fabelagtig og hårdtslående produktion, og sammenspillet med hans to kammerater fra Styles of Beyond fungerer glimrende. Han skiller sig meget ud fra gæsterapperne, og selvom de er fine sammen, så er det alligevel en mærkværdig måde at skyde albummet i gang på. Han måtte gerne have kørt solo, og så ville nummeret ikke bare have været en god introduktion til albummet, men også Mike Shinoda selv.

3.       RIGHT NOW (FEAT. BLACK THOUGHT & STYLES OF BEYOND)
De fire rappere funderer over de mange forskellige situationer forskellige mennesker befinder sig i lige nu. Joh, der sker meget i verden, men da det hele bare er rent tankespind, virker det ikke helt så interessant, som de nok havde håbet på. Produktionen er god, og havde nummeret været et solonummer med Black Thought, ville det nok have været super fedt, men som det er nu, er det et lidt rodet men fint nummer.

4.       PETRIFIED
Mike Shinoda udgav fire singler fra albummet, og de var alle blandt albummets bedste numre – lige undtagen dette nummer. Dette er den første single sammen med ”Remember the Name”, men modsat førnævnte nummer er ”Petrified” ret ligegyldigt. Måske Mike Shinoda bare ikke har nok materiale til at fylde et helt nummer ud med relevante linjer.

5.       FEEL LIKE HOME (FEAT. STYLES OF BEYOND)
Produktionen er umiddelbart mega fed, men føles hurtig repetitiv, og vokalen lyder ikke helt til at være mikset helt korrekt med den, hvilket er ærgerligt, da teksten er personlig og interessant. Selv omkvædet viser potentiale, men alligevel lyder det bare ikke særligt interessant fra et musikalsk synspunkt.

6.       WHERE’D YOU GO (FEAT. HOLLY BROOK & JONAH MATRANGA)
Endnu en single fra albummet (og den mest succesfulde af dem), og en semisolo bedrift, da Mike Shinoda tager sig af alle versene på egen hånd, og han gør det faktisk ret godt. En af de bedre fortællinger om ulykkelig kærlighed. Produktionen er også vældig god, da han er kommet op med et glimrende klaverloop og et fedt drumbreak. Omkvædet bliver på fornem vis sunget af Holly Brook, som i nyere tid har vist sit værd under kunstnernavnet Skylar Grey, og i fællesskab med produceren Alex da Kid succesfuldt har bidraget med vokal og beat til numre med bl.a. Dr. Dre og Lupe Fiasco.

7.       IN STEREO
Produktionen er meget fed med sit miks af dybe og lyse toner, og bliver sluttet af med en rastløs og spændende udgang. Til gengæld har Mike Shinoda endnu engang intet at bidrage med lyrisk, så nummeret er en ret mærkelig, overraskende og skuffende oplevelse. Det kunne meget nemt, have været et godt nummer.

8.       BACK HOME (FEAT. COMMON & STYLES OF BEYOND)
Produktionen lyder nærmest til at være udarbejdet med tanke på Common’s besøg, da han lyder ret naturlig over beatet, som ellers ikke imponerer synderligt. Styles of Beyond er meget ivrige efter at medvirke på samme nummer som de større stjerner, men sammen med Mike Shinoda klarer de den faktisk også okay, da de bl.a. holder sig pænt til emnet. Common’s karakteristiske stemme stjæler dog showet.

9.       CIGARETTES
Umiddelbart et meget dystert nummer, men efter omkvædet virker det hele lidt fjollet. Nummeret er ret mørkt og roligt, hvilket er en interessant afveksling fra tidligere numre. Produktionen er meget gennemført, og eskalerer endda i omkvædet, så hvis man ser bort fra cigaretanalogien, er det et interessant eksperiment.

10.   BELIEVE ME (FEAT. BOBO & STYLES OF BEYOND)
Mike Shinoda har to vers, og formår heldigvis igen at drage opmærksomheden mod sig selv. Det skyldes ikke mindst også, at han synger omkvædet, og gør det meget overbevisende. Versene er gode men meget korte, så selvom de er tre rappere, løber de tør for lyrics kort efter at have krydset 2 minutters markøren med halvandet minut igen. Men det er en mindre detalje, da produktionen virkelige sparker røv, og man har den til at holde sig med selskab hele vejen. Super fedt nummer, og i øvrigt endnu en single fra albummet.

11.   GET ME GONE
Et kort nummer med et enkelt vers, hvori Mike Shinoda fortæller om problemerne ham og resten af Linken Park løb ind i hos pladeselskabet, fordi hans rap var planlagt som en del af bandet. Det er et fint lille nummer, men eftersom han mod slutningen begynder at nedgøre lytteren, må man gå ud fra at nummeret er skrevet til personerne fra pladeselskabet. Men de kender jo allerede historien? Mike Shinoda slutter nummeret af med et par klassiske rim, der højst sandsynligt er inspireret af Handsome Boy Modeling School.

12.   HIGH ROAD (FEAT. JOHN LEGEND)
Efter at have disset pladeselskabet i forrige nummer ved at påstå, at de ikke kender til rimelig simple ord, virker dette nummer ret selvmodsigende, da jeg ikke just vil kalde det førnævnte stunt ”at tage the high road”. John Legend synger om ikke andet et fængende omkvæd, og produktionen er rigtig fed, så selvom nummeret ikke er særlig dybt eller noget lignende, så er det nu glimrende. Jeg undrer mig over, at han ikke udgav dette som single, da nummeret formegentligt ville have været en rimelig succes.

13.   KENJI
Året efter denne udgivelse bidragede R.A. the Rugged Man med sit meget anerkendte og anmelderroste vers til Jedi Mind Tricks’ ”Uncommon Valor: A Vietnam Story”, hvor han fortæller om sin fars oplevelser som udstationeret soldat i Vietnam. En lidt lignende fortælling havde Mike Shinoda også på hjerte, så han fortalte med ”Kenji” om sine japansk-amerikanske forfædre, der efter angrebet mod Pearl Harbor blev holdt fanget i sit eget land – U.S.A.. Det er en meget rørende og smukt fortalt historie, der i grove træk nærmest sammenfatter hele konflikten mellem Japan og U.S.A.. Et fantastisk og velskrevet stykke musik. Mike Shinoda kan sagtens kører solo med stil, når han bare tager sig sammen.

14.   RED TO BLACK (FEAT. JONAH MATRANGA, KENNA & STYLES OF BEYOND)
Et fint nummer om svigtende fædre, alkoholmisbrug og gambling (igen med relation til fædrene). De tre rappere overrasker endnu engang med, hvor nøje de holder sig til emnet, hvilket gør nummeret en fornøjelse at høre igennem. Det sungne omkvæd af de to andre gæster fungerer glimrende, og stilheden der omfavner omkvædet første gang er ret effektivt.

15.   THE BATTLE (FEAT. CELPH TITLED)
En meget kort freestyle med Celph Titled. Det eneste, jeg tænker i løbet af nummeret, er, hvor meget han lyder som Pede B her.

16.   SLIP OUT THE BACK
Mike Shinoda slutter albummet af med denne fine solobedrift, der indeholder en godt tekst med et fint budskab og en engagerende og reflekterende produktion. Det er et godt valg som sidste nummer, da beatet mod slutningen fader ud, og det står klart, at dette er endestationen.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Mike Shinoda eller Fort Minor virker til at have problemer med at finde sig selv til at begynde med, men når man kommer cirka halvvejs ind i albummet, så begynder det at lysne meget op. Mike Shinoda kan sagtens rappe, så det er lidt ærgerligt at han tilsyneladende ikke tror mere på sig. Produktionerne er meget karakteristiske for ham, men det er bestemt ikke et kritikpunkt, da han kan sit kram. The Rising Tied er på ingen måde perfekt, da det indeholder noget virkelig kedeligt og uinspirerende lyrik, men der er også nogle stærke og klare højdepunkter, så albummet er ret ujævnt kvalitetsmæssigt. Det gode opvejer dog heldigvis det dårlige, da produktionerne bl.a. er overvejende underholdende, så albummet er skam et køb værd. Man kan evt. forsøge sig med deluxe udgaven som indeholder et vers fra Lupe Fiasco, men jeg er kun i besiddelse af den normale udgave, så jeg skal ikke kunne sige om det er pengene værd (specielt ikke da deluxe udgaven ikke er helt nem at komme i besiddelse af).

BEDSTE NUMRE: ”Remember the Name”; ”Where’d You Go”; ”Believe Me”; “High Road”; ”Kenji”; “Red to Black”