I anledning af sit første fuldlængdealbum tilføjede CJ Mac modsat rapperen Frost i 1995 en stavelse til sit kunstnernavn i form af ordet ”Mad”, da han oprindeligt blot kaldte sig C.J. Mack (så der var også lidt andre ændringer). Senere gjorde han dog Frost kunsten efter, da han op til udgivelsen af sit andet album skrottede ”Mad” igen. Forvirringen grundet hans ubeslutsomhed vil jeg gøre op med, ved blot at referere til ham som CJ Mac herfra.
CJ Mac lagde i 1991 ud med EP’en Color Me Funky, som på trods af sin noget mere opfindsomme titel end kommende udgivelser ikke var spor populær, men det var også svært at få albueplads på den californiske rapscene på dette tidspunkt, og det blev ikke just nemmere af, at han udgav sit materiale uafhængigt af andre. Pladeselskaberne lå dog ikke på den lade side dengang, så EP’en gjorde på sin vis, præcis hvad den skulle, og skaffede CJ Mac en pladekontrakt. Han var et øjeblik i snak med Ruthless Records om en kontrakt, men han endte i sidste ende hos Rap-A-Lot Records, hvor han udgav sine eneste to fuldlængdealbums.
Debuten True Game udkom i 1995 og er både skrevet og produceret af manden selv. Derudover indeholder albummet kun et enkelt gæstevers fra rapperen Poppa LQ fra The Regime kollektivet. True Game er ganske simpelt G-Funk med en gør-det-selv tilgang. Det klarede sig rimelig godt med nogle mindre hitliste placeringer og overvejende positive anmeldelser, men CJ Mac er muligvis mest kendt for sit disstrack ”I Ain’t Fuccin Wit’ Cha” fra 2000, hvor han temmelig tilfældigt tager Death Row Records side i konflikten med Dr. Dre, og dermed i høj grad fornærmer Dr. Dre foruden Hittman, Eminem og Aftermath Records.
1. INTRO
Nogle fyre bliver dømt til flere år i fængsel, så det er primært bare en intro til næste nummer.
2. LET MY NIGGA OUT THA PEN
CJ Mac agerer en af sine kammeraters forsvarsadvokat, men det tyder på, at han er lidt sent ude. Trods den protesterende udmelding er nummeret meget roligt med en forsigtig produktion og en tilbagelænet levering. Det går temmelig langsomt, og her bliver CJ Mac’s begrænsede evner som rapper desværre ret tydelige. Mod slutningen går der lidt 2Pac i CJ Mac, da han dropper rappen og blot fortsætter med en samfundskritisk tale.
3. TRUE GAME (FEAT. SEXC)
Dette fungerer langt bedre som en egentlig introduktion til CJ Mac, da han svarer på hypotetiske spørgsmål om sit liv, hvilket til tider giver nummeret en følelse af en faqs. Han bliver holdt med selskab af sangerinden SexC, der trods sit tåbelige kunstnernavn bidrager med en glimrende vokal i omkvædet. De bliver akkompagneret af en nogenlunde produktion, så det er skam et okay nummer.
4. COME AND TAKE A RIDE (FEAT. POPPA LQ & SEXC)
Dette nummer er virkelig afslappende med flere fordelagtige inputs af SexC, et fabelagtigt og stemningsfuldt beat og glimrende vers af CJ Mac og gæsten Poppa LQ. Det var den første single fra True Game, hvilket ikke kan overraske nogen, da det er et rigtig behageligt bekendtskab og bærer nogle få ligheder med bl.a. Dr. Dre’s ”Let Me Ride”, samtidig med at nummeret også er sit helt eget.
5. REALISM
CJ Mac tager endnu en pause fra præsentationen af en afslappet tilværelse og kaster sig ud i nogle mere ”realistiske” og temmelig deprimerende vers. Beatet lyder lidt dovent, men teksten er nu ganske god.
6. POWDA PUFF
True Game’s anden og sidste single, som på flere måder minder om Mobb Deep’s “Shook Ones”’s, da CJ Mac beskylder studiogangsta’s for at være “powda puff”. Det er såmænd ganske fint, men hvad der gør nummeret mere interessant, er den anderledes produktion med både elektrisk guitar, blæsere, keyboard og kor. Alligevel er nummeret dog ikke voldsomt godt, da det hele desværre virker lidt for cheesy (særligt pga. et irriterende omkvæd).
7. LOSIN’ MY MIND
Et næsten seks minutter langt nummer, så selvfølgelig skal man først tvinges igennem en alt for lang skit, der skal slå fast, at CJ Mac er træt af folks jalousi og forræderi. Når først beatet sætter ind bliver nummeret dog øjeblikkeligt mere interessant med sin snert af blues – et billede som CJ Mac kun bidrager til med sin dokumenterede melankoli. Hvis så bare den unødvendige skit var røget i svinget som på LP udgivelsen.
8. CAN’T CEE THEE AHH!
Et nummer til CJ Mac’s haters, som her vil høre, hvad CJ Mac til gengæld synes om dem, og om hvor succesfuld han er. Det første giver mening, men det sidste ikke så meget. Det er lidt for ufokuseret til at være underholdende, og desværre kan det anonyme beat ikke bære nummeret på egen hånd.
9. TRYINA SURVIVE
Beatet er mere interessant herpå, og CJ Mac lægger også ud med noget interessant lyrik om sin overlevelse, som dog desværre udvikler sig til nogle generiske vendinger. Det ville derfor være et rimelig anonymt nummer, hvis det ikke var for den fængende og funky basgang, som giver nummeret en smule mere værdi.
10. TRUST NO
Beatet og stemningen på dette nummer minder en del om N.W.A. efter Ice Cube’s afgang. Desværre blegner dette dog ved siden af Dr. Dre’s arbejde på bl.a. Niggaz4Life, så nummeret giver mig lidt lyst til at høre N.W.A. nu. ”Trust No” har nemlig ikke helt samme bid og energi, men hvis man ser bort fra den åbenlyse sammenligning, så er nummeret nu ganske fint, da Dr. Dre’s standard trods alt også er meget høj.
11. DEAD MAN WALKIN’ (FEAT. SEXC)
Dette er dedikeret til CJ Mac’s kammerat i fængsel, og skulle muligvis forstille at være opmuntrende. Faktum er dog at det er et meget deprimerende nummer – næsten for meget, da det egentligt ikke er et særligt behageligt lyt.
12. MOMENT OF SILENCE
Præcis, hvad titen antyder.
13. I CAN’T STAND A RAT
Beatet er okay, men CJ Mac imponerer på ingen måde på mikrofonen med et kedeligt flow og ufokuseret og dårlig lyrik. Han forstår dog at fange lytteren på det forkerte ben med de sidste tre sekunder.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: CJ Mac et ikke en særlig talentfuld rapper, da han har et simpelt og uimponerende flow og flere gange forfalder til generiske linjer om gadelivet. Produktionen på True Game er heller ikke særlig imponerende, da de fleste numre kun har enkelte elementer kørende for sig. True Game er ikke decideret forfærdeligt, men bare kedeligt til tider. Og det er altså ikke pga. mangel på variation, da albummet favner en smule bredt. True Game har lidt at byde på, men man kan altså sagtens nøjes med at høre en brændt kopi, hvis man absolut vil have stillet sin nysgerrighed.
BEDSTE NUMRE: "True Game"; ”Come and Take a Ride”; “Trust No”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar