27 juli 2012

South Central Cartel – All Day Everyday (1997)


Når snakken falder på South Central Cartel, er et af de største spørgsmål altid, hvem der var først med kunstnernavnene Havoc og Prodeje; dem eller Mobb Deep’s Havoc og Prodigy. Overraskende nok viser det sig jo faktisk, at SCC drengene er aldersrepræsentanter, der samtidig også kom ud med et debutalbum et år tidligere end Mobb Deep. Da der er flere tilfældigheder på spil, end hvad godt er, vil jeg dermed konkludere, at Mobb Deep er plagiatorerne. Det andet spørgsmål er så, hvem South Central Cartel helt præcist er.

Gruppens navn afslører deres geografiske placering til at være i det syd-centrale Los Angelas, hvor de mange medlemmer har stået ansigt til ansigt med gadens hårde kår. Rapperen Havoc og producer-slash-rapper Prodeje (som senere også gav den en skalle som tomandsgruppe) dannede gruppen i halvfemsernes spæde år, og inddragede ligeledes producer-slash-rapper Havikk The Rhimeson, DJ’s Gripp, Kaos og Ace og sangeren L.V. Sammen udgav de i 1991 debutalbummet South Central Madness på det mindre kendte pladeselskab Pump Records. SCC red ligesom Compton’s Most Wanted og Above the Law videre på den blomstrende gangsta rap, der forinden var blevet populariseret af N.W.A. Albummet var en mindre succes, da albummet nåede ind på den genrespecificerede Billboard hitliste.

Derefter indlogerede gruppen endnu en gut i form af Young Prodeje, og med enkelte bidrag fra ham fulgte gruppen op på sin debut i 1993 med ’N Gatz We Truss, som denne gang blev udgivet på eget pladeselskab og endda til endnu større succes med rimelige pæne tal. På trods af diverse hitlisteplaceringer og tilfredse fans nåede gruppen dog ikke samme popularitet som de konkurrerende gangsta rappere, men der var umiddelbart et lys for enden at tunnelen, da Def Jam efter gruppens mindre succeser var villige til at poste penge i det næste projekt.

Således blev All Day Everyday til, der skulle være South Central Cartel’s vej ind i mainstreamen. Der blev fyldt på med gangsta rap og G-Funk produktioner, hvor enkelte var direkte henvendt til den almene radiolytter. Gruppens hovedpersoner Havoc og Prodeje var desuden mere fremtrædende end nogensinde, hvilket coveret kun understregede. Det er South Central Cartel’s mest kommercielt succesfulde album plus det mest anmelderroste. I mange fans øjne gruppens magnum opus.

Til slut har vi så det tredje og sidste spørgsmål; er gruppen og i særdeleshed All Day Everyday stadig noget værd?

1. WEST COAST GANGSTAS
En rimelig stærk introduktion til All Day Everyday. Omkvædet med sit fejlende forsøg på noget RnB er ringe, men Prodeje’s produktion er bestemt et dejligt stykke funk, mens hans og Havikk’s vers er ganske underholdende med gode leveringer. Desværre pynter Young Prodeje ikke just på nummeret, men bortset fra det er det et glimrende nummer.

2. I’M A RIDER
På Prodeje’s produktioner er der ikke en finger at sætte, men han har til gengæld ikke helt heldet med sig, når det gælder refræner. Der bydes derfor på et nogenlunde G-Funk nummer, der bare ikke formår at overraske voldsomt, da både omkvæd og vers er temmelig generiske.

3. NIGGAS GIT DEALT WIT
Havikk flipper disken med dette nummer, der har et mere dæmpet og mindre tempofyldt beat. Det er veltimet, da All Day Everyday ellers nemt kunne have endt for ensporet. Det er noget afslappende funk, der foruden det ærgerlige omkvæd er meget underholdende.

4. IT DON’T STOP
Det Havikk producerede, lettere melankolske og samtidig nuancerede beat med sin skingre guitar lægger op til nogle reflekterende vers om fyrenes problemer, og når Prodeje først blander sig med en mere følelsesladede levering, står det klart, at det præcis er, hvad man får. L.V. giver den desuden fuld skrue med sit semi-soulfulde omkvæd, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at nummeret i den grad var ment for radioen, men nu siger Havikk jo selv, at de ikke behøver nogen radio (og så blev nummeret heller ikke udgivet som single). Det er lidt sukkersødt, men det er nu heller ikke dårligt.

5. ALL DAY EVERYDAY
Her har vi til gengæld pladens første single, hvilket fejres med et overkommeligt omkvæd – eller var det omvendt? Det er simpelt og fængende uden at være irriterende. Derudover er Prodeje’s beat nydeligt med sine pseudomelodiske elementer, effektive trommer og subliminale bas. Helstøbt stykke G-Funk er det gode resultat.


6. HIT THE CHAW (FEAT. AURELIA WOODGETT)
Dette er et af albummets mindre hæderlige numre, men det siger heldigvis mere om All Day Everyday, end det gør om nummeret. Havikk’s beat er på grænsen til det plyssede og desværre løber bærret over i omkvædet, hvor sangerinden Aurelia Woodgett får alt for meget plads. Hendes stemme er ganske simpelt alt for blødsøden, og den får mig til at overveje, om jeg hører et album med en flok unge teenagere.

7. G’S GAME (FEAT. PLAYA HATA MIKE)
Titlen burde have været “Pimp’s Game”, da nummeret har en mærkbar pimpede vibe. Det lyder som én lang scorereplik uden egentligt at være det. Det skyldes i høj grad Prodeje’s væmmelige produktion, der lyder som noget fra en pimp hymne. Pointen er, at det ikke lyder godt.

8. 4 YO EAR (FEAT. EBONE & AURELIA WOODGETT)
Aurelia Woodgett vender tilbage, og desværre er både hende og den forfærdelige halvfestlige produktion ikke noget godt bekendtskab. Overhovedet. Albummets værste nummer, hvilket desværre rager forholdsvist lavt.

9. W.C. ROCKS
Det er et skridt tilbage i den rigtige retning, men desværre virker Prodeje’s produktion en smule halvfærdig, og den formår derfor ikke at imponere synderligt. Det er dog væsentligt bedre end den forgangne trilogi. Young Prodeje vinder noget respekt tilbage, da han lyder okay over den om ikke andet gode bas. Nummeret bærer fornemmelsen af at være en pludselig indskydelse, da flere sekvenser virker som ad-libs, men det har altså også flere ting kørende for sig.

10. CAN I ROLL WIT U
Ideen bag dette nummer er så simpel, at den næsten ikke er eksisterende, hvilket resulterer i et indholdsløst omkvæd og inkonsistente vers. Det sidste skyldes dog også, at rapperne for en stund er flittige til at give mikrofonen videre til sidemanden, hvilket gør versene en smule fragmenteret. Men det kunne da være værre.

11. DA BOMB (FEAT. PORTIA MARTIN)
Endelig er vi helt tilbage på rette spor med dette dejlige og afslappende potentielle sommerhit. ”Potentielle”, da det for øvrigt ikke engang blev udgivet som single. Prodeje leverer en utroligt varm og rolig funk, som bliver besmykket af Portia Martin’s nydelige baggrundsvokal. L.V. bidrager endnu engang med et par linjer til omkvædet, mens han her lyder som en mindre fed version af Cee-Lo Green – det er dog okay. Rapperne tager sig kærligt af produktionen med tilbagelænede flows, så det hele falder mere eller mindre ud til gruppens og lytterens fordel. Det hele bliver dog for meget af det gode i outroen.

12. CHAMPAGNE WISHES (FEAT. PORTIA MARTIN)
Følger så småt i det forrige nummers fodspor, men Havikk’s beat henvender sig denne gang i højere grad til diskoteksdanserne end strandgængerne. Det er meget radiovenligt med et generisk omkvæd og ukomplicerede vers, men det er nu et okay festnummer.

13. FUNK U UP
Prodeje hiver den storslåede og funkye bas frem igen, hvilket er et glædeligt gensyn. Det tarvelige omkvæd følger desværre med, men det er ikke så dårligt, som det bare er ynkeligt. Der er en forskel. Resten er ganske underholdende.

14. NO GET BACC
Udgangspunktet er såkaldte “points of no return”, som i begyndelsen om end lidt overfladisk kredser om skolen, gadelivet og døden, men derefter koncentrerer rapperne sig fuldstændigt om døden – ”fjendens” død selvfølgelig. Teksten er derfor en smule anonym, men der gemmer sig dog alligevel enkelte sjove linjer. Heldigvis har Prodeje også stadig styr på bassen, så det lyder egentligt glimrende.

15. GANGSTA LUV PT. 2 (FEAT. PLAYA HATA MIKE)
Efterfølgeren til nummeret fra South Central Madness, hvor gruppen mere eller mindre voldtog Zapp’s ”Be Alright”, der med mere succes bl.a. også er samplet i 2Pac’s ”Keep Your Head Up”. South Central Cartel gør sig ingen forsøg på at slå 2Pac af tronen, så de overgiver sig i stedet til Zapp’s ”Computer Love”, hvilket lykkedes væsentligt bedre. Det fedter på nogle punkter lidt for meget for radiolytterne, men det er ikke dårligt.

16. S.C.G.’Z
Prodeje dropper en lidt mørk og rastløs G-Funk med en fremtrædende rytmisk bas, som gruppen heldigvis tager sig pænt af, da det oprigtigt lyder rigtig fedt. Det var All Day Everyday’s anden single, så man må give gruppen, at de trods alt har god smag, når det virkelig gælder. Denne gang lykkedes det desuden Prodeje at gøre 2Pac’s producere (i dette tilfælde Dr. Dre) kunsten efter med et vellykket sample af Zapp, som også bliver benyttet i 2Pac’s ”California Love”. Fantastisk måde at ende albummet på – men sådan skulle det altså ikke gå.

Følgende er et bonusnummer på CD-udgivelsen:

17. FAMILY THANG
Ingen følelsesladede familierelaterede åbenbaringer her, da familie blot er en metafor for gruppen. Det er dog langt fra dårligt, da beatet er underholdende, versene acceptable og rapperne livlige og engagerede. Omkvædet er endda en smule morsomt, hvilket er et mere eller mindre bevidst træk fra South Central Cartel. Sørme om dette ikke også er en god måde at runde All Day Everyday af på.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: South Central Cartel er en meget kompetent gruppe, så det er ikke uden grund, at de af flere bliver betragtet som nogle af gangsta rappens pionerer. Nu kom All Day Everyday godt nok temmelig sent i halvfemserne, men ikke desto mindre er det en ganske sublim udgivelse, der så til gengæld ikke bare brillerer som gangsta rap men også G-Funk – hvor den største forskel selvfølgelig er produktionen. Havikk og Prodeje har fuldstændigt styr på de funkye basgang, der underholder gang på gang i løbet af All Day Everyday, samtidig med at de også lægger nogle overbevisende vers. Med undtagelse af en sekvens halvvejs gennem albummet er det temmelig helstøbt med gode beats og interessante rappere. Dårlige omkvæd er der mange af, men de trækker heldigvis ikke voldsomt ned – de bidrager bare sjældent med noget godt. All Day Everyday indeholder mange numre, så det kan ærgre én lidt, at de ikke bare havde skåret de mindre velfungerede numre fra, men det ændrer ikke på, at albummet byder på mange fede G-Funk hymner. Det er bestemt et køb værd.

BEDSTE NUMRE: ”West Coast Gangstas”; ”I’m a Rider”; ”Niggas Git Delt Wit”; “All Day Everyday”; “Da Bomb”; “Funk U Up”; “No Get Bacc”; “S.C.G.’Z”; “Family Thang”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar