Blu & Exile - Below the Heavens (2007)

En af de mest omtalte undergrunds hip-hop duoer i nyere tid må uden tøven være den californiske rapper/producer duo Blu & Exile, der overraskede i 2007 med det meget anmelderroste debutalbum Below the Heavens. Blu (eller Johnson Barnes) er rapperen, mens Exile (eller Aleksander Manfredi) er produceren – hvert fald på dette album, da de begge faktisk har tendenser til at sprede sig til det modsatte felt i andre projekter (særligt Blu, der efterhånden snart producerer ligeså meget som han rapper).

Exile var oprindeligt den mest erfarne af de to, og han blev faktisk introduceret til Blu af kammeraten Aloe Blacc, der er den anden halvdel af duoen Emanon, hvor Exile også producerer det hele. Blu fik lov at varme op før deres koncerter, før han endelig fik overtalt Exile til at producere sit første fuldlængdealbum. På dette tidspunkt havde Exile været en aktiv del af genren i mere end ti år (med Emanon).

Below the Heavens er udgivet på det nu nedlagte pladeselskab Sound in Color, og er en soulfuld og melodisk plade, hvor Blu berører alt fra sin ufødte søn og sin pengenød til sine drømme og kærlighed til musikken. Samme diversitet finder man i de mange samples, der har rødder i både jazz, soul, pop, rnb, andet hip-hop og meget mere. Ydermere er de fleste samples skåret til ukendelighed. Bogstavelig talt, da man foruden diverse vokalsamples har svært ved enten at opdage de specifikke brudstykker eller påpege dem.

Det er allerede temmelig afslørende, hvad jeg syntes om albummet, men ærlig talt så tror jeg ikke en eneste person kan se sig negativ på Below the Heavens, så min holdning har i teorien aldrig været en hemmelighed. Som en sidste note skal det lige nævnes, at der er meget uenighed om numrenes specifikke titler, men jeg tager selvfølgelig tracklisten, som den ser ud på CD’en – selvom jeg har fået albummet fra Amazon (download), som bl.a. ikke er helt enige på denne front.

1.       MY WORLD IS..
Fra første sekund er man klar over, at Blu og Exile mener buisness, og ikke griber projektet halvhjertet an. Nummeret åbnes med et sample af Joni Mitchell’s ”Blue”, hvor hun ganske rigtigt synger ”blue”, og referencerne til rapperen forsætter med yderligere samples af The Dell’s ”Love Is Blue”, der skaber fundamentet for den kraftige produktion gennem resten af nummeret (blandt andet med en fantastisk og funky bas). Dét er i sig selv en genistreg, og så har jeg end ikke nævnt Blu’s præstation endnu. Han præsenterer sig selv for lytteren, præcis som man kunne forvente af det første nummer, og han gør det i den grad med stil og et fantastisk og engagerende flow. Dette er uden tvivl en af de bedste åbnere på noget hip-hop album, da det både sætter stemningen for resten af albummet og selvfølgelig lyder super fedt.

2.       THE NARROW PATH
Mens det forrige nummer var en bombastisk, soulfuld og funky skæring, så bliver tempoet sat en smule ned her med Exile’s mere bløde produktion og Blu’s mere reflekterende vers, hvor han bl.a. berører sit forhold til musik og industrien. Omkvædende på Below the Heavens er stort set enten korte samples (hvilket måske nærmere gør det til mellemspil frem for omkvæd) eller Blu, der synger nogle linjer. Sidstnævnte er tilfældet denne gang, og heldigvis lyder det faktisk ganske godt. Blu har strikket et fængende og velskrevet omkvæd sammen, som er prikken over i’et i dette dejlige nummer.

3.       SO(UL) AMAZIN’ (STEEL BLAZIN’)
Exile har sakset nogle spinkle keys fra The Blackbyrds’ “Mother Son Bedroom Talk” og langsomme trommer fra Joe Tex’s “Papa Was Too”, der lyder som var de skabt til dette nummer. Det resulterer i et ganske stille og jazzet nummer, der bliver akkompagneret af Blu’s skånsomme flow og selvpromoverende rap. Et meget hyggeligt bekendtskab.

4.       JUICEN’ DRANKS (FEAT. TA’RAACH)
Det er egentligt forholdsvist tidligt, at jeg må erklære min mangel på kærlighed til et nummer på Below the Heavens, men her kommer det. Exile’s mystiske og rastløse beat med sin episodiske guitar, bølgende (og dog gode) bas og elektroniske lyde er nemlig for rodet og uengagerende, mens Ta’Raach kigger forbi med et uinteressant omkvæd og flere punchlines i forlængelse af Blu’s. Nummeret er ikke dårligt, men jeg føler ikke, at man kommer nogen vegne med det. Når jeg hører det sidste ord, kunne det ligeså godt have været det første, hvilket dog heldigvis ikke er tilfældet, da jeg langt hellere vil høre det næste nummer.

5.       IN REMEMBRANCE OF ME
Som om de forrige 3-4 minutter ikke var hændt, fortsætter Blu ufortrødent med fantastiske vers, hvor han denne gang mindes simplere tider med en rigtigt god sans for detaljer. Exile supplerer op med en sampletung og soulfuld produktion med lånte vokaler, der på fornem vis underbygger Blu’s reflekterende indsigtsrige vers.

6.       BLU COLLA WORKERS
For at det hele ikke udvikler sig en stille og for afslappende affære ryster duoen endnu engang posen, og ud kommer denne opstemte og legesyge skæring med en Blu, der lufter sine frustrationer om pigerne, der ikke altid kan forene sig med, at han altså stadig er en hårdtarbejdende (hvilket bestemt ikke har ændret sig siden) undergrundsrapper med et job ved siden af. Ikke desto mindre er det et opmuntrende og ikke mindst meget underholdende nummer. Til slut får vi endnu en interlude af Exile, der gerne smider en lille bonus efter numrene, hvilket er undskyldt pga. endnu et nydeligt vokalsample, der inkluderer kollegaens navn.

7.       DANCING IN THE RAIN
Mens Blu før jokede lidt med sin travle og simple hverdag, tager han en mere melankolsk tilgang til emnet her, hvor han fokuserer på sin flade pengepung og manglede inspiration. Alligevel tager han det hele med opløftet pande og forsøger at overkomme livets forhindringer med et smil på læben – han danser i regnen. Nummeret er tilsyneladende et af de mest populære fra Below the Heavens, hvilket er ganske forståeligt, da den melankolske og jazzede produktion også er helt igennem fantastisk. Smukt.

8.       FIRST THINGS FIRST (FEAT. MIGUEL)
Sidst duoen fik besøg var resultatet som skrevet temmelig undervældende, men det skulle heldigvis vise sig at være en engangsforeteelse. Nu besidder Miguel godt nok kun den sprøde stemme, man hører i omkvædet, men ikke desto mindre er hans besyv ganske værdsat. Blu udtrykker traditionelle frustrationer om at komme i succesfuld kontakt med det modsatte køn, men han gør det forbandet godt og vinkler det således, at det får en personlig tilgang. Han drejer desuden også på fornem vis et par linjer fra Boogie Down Productions’ ”Love’s Gonna Get’cha (Material Love)”, således at de omhandler en kræsen kvinde frem for en gruppe gangstere. Exile’s langsomme beat med sine skæve guitartabs er også ganske nydelig, så dette er endnu et pletskud.

9.       NO GREATER LOVE
Blu erklærer sin kærlighed til en kvinde, hvilket ofte er noget, der hører kommercielt musik til, men nu er det jo Blu, vi har med at gøre, så det er selvfølgelig en overbevisende og interessant fortælling, der kun bliver bedre af det dejlige vokalsample fra Smokey Robinson’s ”Theme From Love Story”, der følger ham hele vejen over de forsigtige trommer. Et godt nummer, der samtidig også bekræfter, at Blu har en del sider til sig. Han er et komplekst menneske ligesom alle andre.

10.   SHOW ME THE GOOD LIFE (FEAT. ALOE BLACC)
Exile forsøger endnu engang lykken med et gentagende og soulfuldt vokalsample, og endnu engang lykkedes det ham også. Måske endda endnu mere end i forrige nummer, da Roberta Flack’s bløde stemme glider problemfrit ind mellem de rytmiske og elektroniske keys og fængende trommer. Den fantastiske produktion bliver derudover gjort selskab af fantastiske og velskrevne vers, hvor de to rappere forsøger at forklare det gode liv, som snakkede de til deres ufødte og tvivlrådige børn – hvilket faktisk er nogenlunde, hvad Blu gør i første vers. Det lyder utroligt godt. Og ja slutningen er lidt underlig, da nummeret går lidt i selvsving, som var der en fejl på pladen, men jeg tager det gerne med.

11.   SIMPLY AMAZIN’
Tilbage til de selvpromoverende og punchlinesfyldte vers, det simple og samplede omkvæd og en tempofyldt og soulfuld produktion. Jeg elsker det. Dette nummer var et af de første til at gribe min opmærksomhed fra albummet, da det lyder energisk, fængende og melodisk. Jeg blev så siden hængende for både dette og næsten samtlige andre numre.

12.   COLD HEARTED (FEAT. MIGUEL)
Miguel indleverer sit andet ud af tre bidrag med endnu en soulfuld og dejlig præstation her, der åbner og lukker nummeret og samtidig også dukker partielt op i løbet af Blu’s ene lange mastodont af et vers, der udfolder sig meget poetisk med gentagende vendinger og pointer omkring kedsomhedens fristelser og moderens prøvelser. Det er en sand og imponerende fornøjelse.

13.   THE WORLD IS (BELOW THE HEAVENS)
Det er vel ikke helt forkert, at kalde dette for titelnummeret, hvilket duoen selvfølgelig respekterer, så ikke overraskende har vi at gøre med endnu et super godt nummer. Albummets evige sampletunge og soulfulde produktion bringer denne gang festlige og (lige en kende for tydeligt) loopede blæsere med sig, der følger Blu gennem en spekulerende og opdelt tankestrøm omkring liv og død og selvfølgelig himmel og helvede. Han har nogle ganske interessante og nærmest filosofiske synspunkter omkring defineringen af overstående begreber, og med et vokalsample fra Nas’ ”The World Is Yours” kunne det jo næsten ikke gå galt, hvilket det bestemt heller ikke gjorde.

14.   YOU ARE NOW IN THE CLOUDS WITH (THE KOOCHIE MONSTAS) (FEAT. MIGUEL)
Dette er ganske enkelt blot en outro til forrige nummer, hvor de afsluttende klap og kor af The Koochie Monstas er fulgt med over. Blu benytter de godt fire minutter på shout-outs til flere fyre, som han så siden hen har udgivet materiale med, så nummeret er derfor ikke just noget særligt, men det underlæggende stykke musik er da glimrende.

15.   I AM…
Dette lyder mere end noget andet på Below the Heavens som albummets efterfølger (med den latterligt lange men alligevel ret fede titel Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them), der udkom i en mastered version i sidste måned. Det er desværre ikke helt et kompliment, selvom 2’ern nu også er ganske god på sin egen måde. Produktionen er temmelig simpel med rolige trommer, lyse keys og lidt andre hjælpemidler, og det er ærlig talt en kende kedeligt. Til gengæld er vokalsamplet af Sesame Street’s Grover, der med sin meget dybe stemme leverer flere udefrakommende (i konteksten) referencer til den primære rapper. Nu skriver jeg den primære, for Exile medvirker nemlig til slut herpå, og hans sidste sammenhængende linjer er virkelig mærkelige og en smule morsomme, hvilket generelt beskriver det foregående også, da Blu fyrer nogle tilfældige fakta af, når han ikke bliver afbrudt af skøre skits. Nummeret er ikke dårligt som det bare er mærkværdigt, men det har trods alt fundet sig forholdsvist tilrette her i slutningen af albummet.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Hvis du har læst de overstående paragraffer, så burde du nu vide, hvor meget jeg faktisk holder af Below the Heavens, men jeg skal da gerne korte det ned til tre ord: Jeg elsker det. Jeg skal også gerne udnævne det til at være en klassiker. ”Juicen’ Dranks” er ikke noget særligt og de sidste to numre er henholdsvist blot en outro og en skør outro, men samtlige af de resterende numre er ganske simpelt guld værd, og det er samtidig ikke fordi, de tre førnævnte numre er en pinsel at komme igennem. Jeg hører derfor gerne Below the Heavens igennem fra start til slut, når jeg føler, at der er gået for lang tid, siden jeg sidst hørte noget med Blu & Exile. Det er et fantastisk album, da den soulfulde og alligevel tilpas varierede produktion er himmelsk, Blu’s vers er fantastiske og alsidige og ikke mindst på grund af at duoen samtidig også har en fantastisk kemi, der gør, at man virkelig føler, at de har været sammen om projektet hele vejen. Det alene får alt til at gå op i en meget højere enhed, og resultatet er en af nyere tids absolut største (hip-hop) perler. Jeg har smidt hele fire youtube-videoer op, men stadig føles det ikke helt fyldestgørende, da jeg kunne have smidt en video op til samtlige af nedenstående numre. Jeg vil næsten anbefale at piratkopiere albummet, bare for at være sikker på, at du hører det, men man kan altså sagtens forsvare et køb af albummet – faktisk burde du købe fem eksemplarer (også hvis det er den fysiske version).

BEDSTE NUMRE: “My World Is..”; “The Narrow Path”; “So(ul) Amazin’”; “In Remembrance of Me”; “Blu Colla Workers”; “Dancing in the Rain”; “First Things First”; “No Greater Love”; “Show Me The Good Life”; “Simply Amazin’”; “Cold Hearted”; “The World is (Below the Heavens)“