Fashawn - Boy Meets World (2009)

I 2007 slog Exile kludene sammen med den lovende rapper Blu og producerede hans debutalbum til stor succes, hvilket mere eller mindre gentog sig i 2009, da Exile fandt sammen med rapperen Fashawn og producerede hans debutalbum Boy Meets World, som ligeledes fik en rigtig pæn modtagelse. Modsat Blu havde Fashawn dog allerede rumsteret en del på nettet med diverse mixtapes før mødet med Exile, så han havde allerede en mindre fanskare før debutalbummet så dagens lys.

Fashawn (født Santiago Leyva) kommer fra Fresno i Californien, og han er ikke den helt typiske rapper, da han klæder sig mere moderne, ikke ejer et kørekort og har et umiddelbart ret højt humør. Det kan virke som tre stykker temmelig ligegyldig information, men det kommer faktisk lidt til udtryk i hans musik, da han har en mere positiv og glad udstråling end de fleste andre rappere. F.eks. droppede han heller ikke ud af skolen for at leve på gaden, men derimod for at satse på sin musik, hvilket også indikerer, at han har overskud og ambitioner om noget legitimt arbejde. Denne beslutning blev dog også taget efter at have mødt Planet Asia, som tog Fashawn med på tour, hvorefter han også stiftede bekendtskab med Evidence (fra Dilated Peoples), som angiveligt fungerede lidt som en mentor for Fashawn gennem hans næste mixtapes.

I 2009 droppede Fashawn så endelig Boy Meets World, og som skrevet er hele molevitten altså produceret af Exile, som også denne gang gæster et enkelt nummer. Ellers får han besøg af Blu, Aloe Blacc, Planet Asia og Evidence m.fl. Det handler dog selvfølgelig primært om Fashawn, som gennem de femten numre kommer vidt omkring med vers om sin familie, kærlighedslivet, gadelivet, musik, verden og meget mere.

1.       INTRO
Bahh, endnu en træls intr… Niks. De første tredive sekunder minder om Nas’ ”Genesis”, der indledte debutalbummet Illmatic (mere om ligheder med dette album om lidt), men derefter smider Exile et fedt og melodisk beat på, mens Fashawn fyrer et engagerende vers af sted. En ganske lækker intro.

2.       FREEDOM
Exile leverer endnu en veldrejet og varm produktion med et super fedt sample af Talib Kweli fra Black Star’s ”Definition”. Fashawn siger egentligt ikke det store, da han i første vers snakker lidt overfladisk om gadelivet, mens han i andet vers fyrer en masse mere eller mindre sammenhængende substantiver (og lidt adjektiver) af sted. Det er dog stadig meget underholdende.

3.       HEY YOUNG WORLD (FEAT. ALOE BLACC & DEVOYA)
Og nu er det så umuligt ikke længere at sætte nogle ord på lighederne mellem Boy Meets World og Nas’ Illmatic. Albummets cover er en ting, men ligesom Nas byder Fashawn også på kreative og alsidige tekster, der jævnligt er fyldt med historiefortællende elementer. De to albums deler også flere budskaber, og dette nummer er uden tvivl det bedste eksempel. Ikke nok med at en reference bliver smidt i retning af Scarface, så runder Exile også den skønne og klaverbesmykkede produktion af med en saxofonsolo.  Aloe Blacc bidrager med et fint vers, mens Devoya dropper noget spoken word poetry uden at være i vejen for dette rare bekendtskab. Fashawn’s vers er forholdsvis ligetil men ganske gode.

4.       STARS
Der bliver taget en mere jazzet og rolig tilgang til dette nummer, hvor Fashawn funderer over sin integritet og succes med talrige astronomiske metaforer. Måske en tand for afslappende, men jeg tager den alligevel. Den afsluttende skit er dog en kende irriterende, selvom den sådan set lægger op til næste nummer…

5.       LIFE AS A SHORTY (FEAT J. MITCHELL)
…som er helt fantastisk. Fashawn beviser sin sans for simpel men effektiv historiefortælling, da han her maler et tydeligt billede af sin barndom. Det er nu lidt fascinerende med alle de detaljer, som han formår at presse ned i nummeret om flere forskellige situationer i hans liv, som tydeligvis har gjort indtryk på ham. Det ville dog ikke have været det samme uden Exile’s legesyge beat med sin rytmiske træblæser – fedt.

6.       THE ECOLOGY
Efterfølgeren til Boy Meets World, som angiveligt også bliver produceret af Exile, er opkaldt efter dette nummer, hvilket ganske simpelt lover meget godt, men det ville jeg næsten have skrevet uanset hvilket nummer fra albummet, der måtte betitle det kommende album. Den melodiske produktion er meget fængende, mens Fashawn bliver socialrealistisk for en stund med linjer om livet omkring ham. Endnu et rigtig godt nummer.

7.       OUR WAY (FEAT. EVIDENCE)
Fashawn får selskab af Evidence (fra Dilated Peoples), som giver vores vært kamp til stregen med et rimfyldt og relevant vers, hvilket lidt uheldigt afslører Fashawn’s forholdsvist simple rimstrukturer. Exile’s langsomme beat er udmærket men alligevel også en kende kedeligt, så Evidence må nok være nummerets stjerne.

8.       WHY
Hurtigt er Exile dog på pletten igen med en soulfuld og melodisk produktion og et velvalgt vokalsample indeholdende et enkelt ord (gæt hvilket). Fashawn tager sig af det glimrende omkvæd og fyrer hele tre vers af (han holder sig ellers generelt til en traditionel to-vers-og-omkvædstruktur på albummet), hvor han stiller spørgsmålstegn til lidt af hvert, men hovedtesen er, at mennesket ikke altid opfører sig lige pænt. Det er ikke bare sandt; det er også nydeligt!

9.       SAMSONITE MAN (FEAT. BLU)
Exile bag knapperne, mens Blu og Fashawn deler mikrofonen. Ja, det er nogenlunde ligeså godt, som man kan forvente, hvilket er et stort kompliment. Okay, Blu virker lidt deprimerende ved siden af Fashawn, som stråler af energi, overskud og glæde, men han har stadig et godt vers – og det samme gælder værten bare dobbelt op. Exile skuffer selvfølgelig heller ikke med et meget engagerende beat.

10.   FATHER
En smuk pianobesmykket produktion akkompagnerer her en reflekterende og eksistentialistisk Fashawn. Det er ingen hemmelighed, at Fashawn er en betragtelig katolik, og når det kommer til albumhæftets takkeside, så finder man også ”Gud” stående allerøverst. Det er dog ligegyldigt, da nummeret bare er super dejligt.

11.   SUNNY CA (FEAT. CO$$ & MISTHA FAB)
Der er fornuftigt nok noget westcoastbanger over denne ode til hjemstaten, hvor Fashawn får besøg af et par rappere, jeg aldrig har hørt om før. Omkvædet er en smule kedeligt, men det forhindrer nu ikke nummeret i at være ganske godt på den mere afslappende måde. Den redigerede musikvideoversion er dog endnu bedre, da de to gæsterappere (den ene er virkelig ringe) er blevet erstattet med et nyt vers af Fashawn. Hvis denne overlegne version havde fundet vej til albummet, så kunne man nok have fundet det på listen i bunden.

12.   BO JACKSON (FEAT. EXILE)
Over et legesygt beat med et sporadisk horn deler Fashawn mikrofonen med Exile, og ligesom på Below the Heavens så bliver det hele noget fjollet, når produceren skubber kammeraten til side. Det kønsløse omkvæd er temmelig irriterende at høre på, hvilket sådan set også beskriver mit samlede indtryk af nummeret.

13.   LUPITA
Historien om hovedpersonens møde med Lupita og den efterfølgende småforelskelse havde jeg fuldstændigt glemt alt om, end til jeg hørte den igen nu i anledning af denne anmeldelse. Det kan umuligt være et kompliment. Nummeret er da heller ikke synderligt interessant, selvom Exile’s tempofyldte og festlige beat har sine styrker. Nummeret inkluderer i øvrigt en delvist irriterende og delvist melodisk outro.

14.   WHEN SHE CALLS
Fashawn forsøger sig igen med en historie om en mand og en kvinde, men til forskel fra det forrige nummer så befinder vi os denne gang til slut i forholdet, mens historien også rent faktisk er spændende om end sørgelig. Velskrevet og stemningsfuldt med en lækker (om end underlig munter) produktion og et skønt sample af Joanna Newsom’s “Cosmia”. Sådan skal det gøres.

15.   BOY MEETS WORLD
Dette afsluttende nummer har en varighed på godt ti minutter, og ret atypisk for både hip-hop generelt men også særligt Fashawn så gemmer det ikke på skjulte bonusnumre eller lignende – det er ganske simpelt bare ti minutter langt. Det er dog delt op i to, men de to enkelte dele hænger altså unægtelig sammen. Der lægges ud med reflekterende vers, rytmiske keys og meget engagerende trommer, og omkring midtpunktet får de spinkle keys så mere kraft, mens det resterende lydbillede bliver erstattet af en nydelig og dyb bas og Fashawn skifter over til et syngende og roligt flow og lidt samfundskritiske linjer. De sidste to minutter er egentligt bare shout-outs, men de bliver gjort selskab af en nydelig baggrundsvokal af Fashawn, der gør selv slutningen et rart bekendtskab. Dette var et af de første numre fra albummet, som jeg hørte, og stadig i dag får jeg lidt kuldegysninger, når jeg hører det. Fantastisk.

Der følger tre bonusnumre med deluxe versionen af Boy Meets World, men de er angiveligt ikke meget værd, og eftersom jeg kun har den normale version, så lader jeg dem passere uden videre opmærksomhed. Jeg kan desuden også godt lide tanken om, at titelnummeret runder albummet af (ikke pga. titlen men selve musikken).

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Fashawn har et behageligt flow, en karakteristisk og rar stemme, en del på hjerte og evnerne til at fortælle en spændende historie, hvilket gør ham en ganske spændende og underholdende rapper. Hans teknik er forholdsvis simpel, men det er trods alt også respektabelt nok hellere at ville fortælle en historie end at rime. Jeg føler, at jeg kender ham ret godt efter at have hørt Boy Meets World, hvilket modsat tidligere kun kan være et kompliment. Fashawn kan dog ikke tage alt æren for dette mindre mesterværk, da noget af det unægtelig også må tilskrives Exile, der har produceret en fantastisk, varm og melodisk lydside, der underholder fra start til slut – nogle gange mere end andre dog. Jeg kan godt finde på at høre albummet igennem fra start til slut, men det kunne også godt ske, at jeg let og elegant hoppede over særligt ”Bo Jackson”. Det ændrer dog ikke på, at Boy Meets World er et fantastisk album, som du helt sikkert burde give et lyt og gerne købe.

BEDSTE NUMRE: “Freedom”; ”Hey Young World”; ”Life as a Shorty”; ”The Ecology”; ”Why”; ”Samsonite Man”; ”Father”; ”When She Calls”; ”Boy Meets World”