HIP HOP MEDLEY: Gensyn med Eminem

Eminem var blot en ung og grøn rapper, da han indspillede musik med Soul Intent i midten af halvfemserne, men han havde tydeligvis en del potentiale. Han satsede formegentligt på at leve op til denne med debuten Infinite, men han havde stadig tydelige problemer med at skille sig ud fra alle andre – både teknisk og tekstmæssigt. Alt dette ændrede sig dog, da han skabte Slim Shady karakteren, som skulle blive hans billet ud af Detroit. Den vanvittige The Slim Shady EP (1997) bød på et opgør med tidligere hvide rappere, psykotisk battlerap og malende og stemningsfulde historier, der til slut nåede Dr. Dre’s ører, og pludselig fandt Eminem sig signet til det nye og lovende Aftermath Records.

I årene optil og omkring årtusindskiftet bidragede Eminem med vers på både højtprofilerede albums og obskure undergrundsprojekter, men de mange bidrag havde altid en ting tilfælles: Slim Shady, som bestemt lød til at være kommet for at blive dengang. Samtlige gæstevers er til og med 1999 fyldt med detaljerede beskrivelser af absurde og voldsomme scenarier, og dette fulgte selvfølgelig med over i The Slim Shady LP, der bliver domineret af en selvironisk og hadefuld Slim Shady og vanvittige og morsomme skæringer.

Med udgivelsen af The Marshall Mathers LP ændrede stilen sig dog en smule, da han i høj grad adresserede folks negative reaktioner (inkl. anmelderes) på hans Aftermath debut, og Slim Shady blev delvist et middel til overlagt at pisse sarte forældre af. Takket være en mere autentisk, socialrealistisk og klarhovedet aggressivitet var kvaliteten dog på flere punkter større end tidligere. Efter TMMLP gik Eminem forholdsvist væk fra den selvironiske, ligeglade og perverse Slim Shady, og hans tekster blev mere alvorlige – bl.a. i form af mere seriøse udlæg af hans musiks eftervirkninger, som hørt på The Eminem Show. Han toppede 2002 af med filmen 8 Mile, der mere end nogensinde før skildrede hans sårbare og sympatiske sider, hvilket mere eller mindre fjernede de sidste par modstandere. Eminem var pludselig blevet folkeeje.

Derefter gik det hele af helvedes til, og takket være bl.a. et slemt stofmisbrug var Eminem ikke særlig interessant i flere år. Med den utroligt platte Encore påtog Eminem sig et som sådan passende flow, der både var uinspirerende og uengagerede, hvilket først ændrede sig i 2009 med Relapse (og Refill). Her valgte Eminem til gengæld at eksperimentere med forskellige og højst unødvendige accenter – og så endda over en ganske god Dr. Dre produktion. Derefter blev han tørlagt osv., hvilket reflekterede sig i titlen på det næste soloalbum; Recovery. Eminem er i dag på ingen måde som dengang for 10+ år siden, men han er trods alt bedre end i flere år. Han hader ikke sig selv mere, hvilket både er godt og skidt, da det ganske sikkert er mere sundt, men det resulterede alligevel i nogle morsomme skæringer dengang. Han har dog rusket nyt liv i Slim Shady, der fyrer nogle aggressive, vulgære og voldelige punchlines af. Desværre virker det ikke helt til, at Slim Shady er helt så ligeglad med alting mere, så det har ikke den samme virkning i dag. Han er heller ikke særligt socialrealistisk eller samfundskritisk længere, hvilket nok er det største nederlag for hans fans, så hans største styrke nu er uden tvivl de personlige tekster og sit problemfrie flow. Han dyrker begge på Recovery, men han er så småt begyndt at hælde mere og mere mod det sidste punkt, hvilket er lidt ærgerligt. Flow er jo ikke alt.

Ind i mellem har vi så 8 Mile soundtracket, D12 udgivelserne, Shady Records kompilationen, Bad Meets Evil og en opsamling. Eminem’s solonumre på soundtracket er skrevet og indspillet i 2002, så de er fantastiske (en acceptabel logisk fejlslutning), mens de to kompilationer er udgivet i hans mellemperiode, så de byder ikke på meget godt nyt. Bad Meets Evil vendte tilbage i 2011, så det er et forholdsvist godt bekendtskab, og tilbage er kun D12’s to studiealbum. Det første kom i 2001, hvor Eminem har nogle fede vers, men det andet kom i 2004, hvor Eminem stinker. Man kan stort set måle kvaliteten af et Eminem nummer på indspilningsåret – ikke udgivelsesnummeret, da ”No Apologies” ellers ville have været noget af en mønsterbryder.

Bedste Albums:

16.
Soul Intent
(1995, Soul Intent)

Et ud af kun to numre er ganske godt.

15.
Curtain Calls
(2005)

Det er jo bare en opsamling, men der er et enkelt godt og originalt nummer.

14.
Relapse: Refill
(2010)

Lidt flere numre men de fleste er ret dårlige.

13.
Eminem Presents: The Re-Up
(2006, Shady Records)

Endnu flere numre men også endnu flere dårlige. Dog et enkelt rigtig godt og originalt nummer.

12.
D12 World
(2004, D12)

Plat og til tider dumt.

11.
Infinite
(1996)

Meget simpel produktion med nogle middelmådige pre-Shady præstationer.

10.
Devil’s Night
(2001, D12)

Eminem er fed, men det er stadig D12.

9.
Encore
(2004)

Utroligt ufokuseret med få gode numre.

8.
The Slim Shady EP
(1997)

Kort men meget mere imponerende end debuten. Dog findes flere numre i restaureret versioner på The Slim Shady LP, hvilket jeg tilsyneladende holder op i mod denne udgivelse.

7.
Relapse
(2009)

Nogle gode produktioner og koncepter, men accenterne er voldsomt irriterende.

6.
Music from and Inspired by the Motion Picture 8 Mile
(2002, Soundtrack)

De tre solonumre med Eminem er alle fantastiske, og det er ikke det eneste gode herpå.

5.
Hell: The Sequel
(2011, Bad Meets Evil)

Det bliver lidt for kommercielt til tider, men Bad Meets Evil lever stadig omend lidt anderledes.

4.
Recovery
(2010)

Produktionsmæssigt bliver det i den grad for kommercielt til tider, men Eminem har stadig et imponerende flow og nogle gode punchlines og personlige vers.

3.
The Eminem Show
(2002)

I nogle tilfælde et mere modent og analyserende kig på hans nye stjernestatus med meget personlig og imponerende lyrik og selvproducerede beats.

2.
The Slim Shady LP
(1999)

Slim Shady gav virkelig ikke en fuck dengang, hvilket er så fedt.

1.
The Marshall Mathers LP
(2000)

En klassiker? Joh.

Mine favoritter fra overnævnte udgivelser følger her. Ikke overraskende besidder TMMLP seks pladser i top 10’en, da jeg virkelig elsker det album. Jeg havde høtyven ude efter nogle numre derfra i min anmeldelse, men faktum er, at hans flow konstant er euforiserende og vanedannende med super sprøde rim inkorporeret – lige undtagen på ”Amityville” og ”Drug Ballad” hvor han lyder anderledes, da særligt det sidste nummer sandsynligvis er indspillet tættere på udgivelsen af TSSLP (det er dog stadig et godt nummer). Hans levering er bare perfekt på dette tidspunkt i karrieren. Apropos TSSLP, så er det repræsenteret andet bedst på listen, da hans ”i don’t give a fuck”-attitude er fantastisk og ikke mindst utroligt overbevisende. Det album er noget af det sjoveste i musikhistorien. Desværre halter produktionen bare lidt for meget til tider. På listen nedenunder er der kun et enkelt nummer yngre end ti år (som skrevet så er ”No Apologies” teknisk set ikke under ti år gammelt), hvilket vist også generelt beskriver folks forhold til Eminem. Listen reflekterer derfor mine præferencer for Eminem’s tidligere flow og næsten alt, hvad han skrev dengang. Det giver stadig en del numre at vælge imellem, så nogle valg er derfor også bestemt ud fra beatet, da disse til gengæld svingede noget i kvalitet dengang. Det skal dog understreges, at jeg også kan lide en del af hans nyere musik, hvilket blot fortæller noget om standarden, der blev sat tilbage omkring årtusindskiftet.

Bedste Numre:

20.
"Kill You"
(The Marshall Mathers LP)

Over et ganske simpelt beat formår Eminem at sende TMMLP til tops fra første nummer med et fantastisk flow og en nærmest selvparodierende tekst.

19.
"Soldier"
(The Eminem Show)

Adrenalinfyldt – både vers og beat.

18.
"Going Through Changes"
(Recovery)

Dette nummer har virkelig formået at betage mig med Eminem’s sublime vers.

17.
"Murder, Murder"
(The Slim Shady EP)

Fantastisk historiefortælling.

16.
"No Apologies"
(Eminem Presents: The Re-Up)

En skjult perle. Intet bedre gemmested end The Re-Up heller.

15.
"Cleanin’ Out My Closet"
(The Eminem Show)

Personligt og musikalsk engagerende.

14.
"8 Mile"
(Music from and Inspired by the Motion Picture 8 Mile)

Fuldstændigt i filmens ånd, hvilket kun kan være et kompliment.

13.
"Say Goodbye Hollywood"
(The Eminem Show)

Melodisk og følelsesladet.

12.
"Still Don’t Give A Fuck"
(The Slim Shady LP)

Super aggressivt.

11.
"As The World Turns"
(The Slim Shady LP)

Over et legesygt beat fortæller Eminem to absurde historier om sit møde med henholdsvis to helt særlige kvinder. Det er Slim Shady, når han er allerværst og allerbedst.

10.
"Who Knew"
(The Marshall Mathers LP)