Gang Starr - Moment of Truth (1998)

Gang Starr startede originalt i 1985 som et mindre kollektiv af rapperen Guru, DJ Mike Dee og en række løst forbundet producere, men efter fire år og ganske få udgivne singler gik gruppen i opløsning. Næsten. Guru var en stædig rad, der ikke allerede var villig til at give afkald på gruppenavnet, så han fortsatte under navnet Gang Starr i sin søgen efter en ny DJ og producer. Først her kommer DJ Premier ind i billedet, da han i 1989 imponerede Guru med et demotape, der sikrede ham en plads i Gang Starr, og så var der ellers lukket for tilmeldinger. Guru og DJ Premier satte øjeblikkeligt i gang med arbejdet på et album, hvilket allerede senere samme år resulterede i udgivelsen af debuten No More Ms. Nice Guy.

Guru bød dengang på selvpromoverende og positiv lyrik over Premier’s jazzede og glimtvise hårdtslående produktion, men for hvert album hældede duoen mere og mere over mod battlerappen (uden nogensinde at blive eksklusivt) og den hårdtslående produktion, hvilket kulminerede i 1998 med Moment of Truth. Denne beskrivelse giver måske en ide om noget forholdsvis simpelt og ubemærkelsesværdigt, men faktisk har duoen altid med succes formået at bære mærkatet ’alternativ’ i sin samtid. I 1989 skulle der ikke meget til, men at de stadig kunne føles friske og anderledes i 1998 vidner om en stor udvikling. Dette kommer på Moment of Truth til udtryk i Guru’s mere naturlige og overbevisende flow og mest af alt Premier’s særtegnende produktion.

Moment of Truth er duoens største kommercielle succes, men alligevel har det kun fået guld. Gang Starr var ikke just mainstream, men de var nu heller ikke antiradiovenlige. Skrevet i datid af åbenlyse grunde, da Guru desværre afgik ved døden for et par år siden.

1.       YOU KNOW MY STEEZ
Guru indleder med at fortælle, hvordan duoen har udviklet sig siden det fire år tidligere album, Hard to Earn, hvorefter man får smag for sagen gennem albummets første single, som ganske simpelt er fantastisk. Fede trommer og en god melodi tilsat Guru’s behagelige stemme er lig succes.

2.       ROBBIN HOOD THEORY
Beatet er temmelig simpelt og knap så opsigtsvækkende, men dette opvejes til gengæld af Guru’s meget spidsfindige, socialbevidste og rimfyldte tekst. Guru er nu glad for sin battlerap, men han er bestemt ikke hverken en- eller todimensionel, hvilket hurtigt bliver slået fast med dette nummer.

3.       WORK
Nogle år efter udgivelsen dukkede der på nettet et remiks op af dette nummer, hvor den også afdøde Big L medvirkede. Dette viste sig senere at være et mere eller mindre officielt mix, da det sidste år blev smidt på Big L posthumealbummet The Danger Zone. Var Big L bare blevet inviteret med på originalen, havde lyden og samhørigheden formegentligt været bedre, og så ville man have stået med en fed feature i et i forvejen super fedt nummer. Her må man dog bare nøjes med et super fedt nummer, men det er heller ikke svært.

4.       ROYALTY (FEAT. K-CI & JOJO)
De to gæster nøjes med at synge det halvtarvelige omkvæd, mens Guru først roser sig selv og sin partner for derefter at snakke om, at man skal behandle kvinder ordentligt. Lyrisk er det hele lidt noget rod ligesom omkvædet, men det forholdsvis radiovenlige beat er nu fint. Premier sætter lige et minut af til slut til at konfrontere såkaldte fans, der afslører anvendte samples. En god gammeldags rant.

5.       ABOVE THE CLOUDS (FEAT. INSPECTAH DECK)
En udmærket kollaboration med Wu-Tang’s Inspectah Deck. Beatet er uden tvivl lavet specifikt i anledning af gæstens visit, da Premier tydeligvis har ladet sig inspirere af RZA og i øvrigt har inkluderet noget dialog i begyndelsen. Det er dog stadig et Gang Starr nummer, men ikke nødvendigvis blandt de mest karakteristiske.

6.       JFK 2 LAX
Af en eller anden grund var det åbenbart på et tidspunkt normalt for Guru at tage i lufthavnen bevæbnet med en pistol (til Guru's forsvar var det jo altså før 9/11), men det stoppede tilsyneladende efter, at han en dag blev stoppet af vagterne. Det er denne episode, som Guru i nummeret har taget udgangspunkt i, men han flipper den interessant nok til budskabet om at tro og passe på sig selv. Det er ret fedt, og det samme gælder Premier’s sample af The Supremes’ "It's Time to Break Down".

7.       ITZ A SET UP (FEAT. HANNIBAL STAX)
Beatet er temmelig dystert, hvilket tilsyneladende passer gæsten rigtig godt, da han lyder mægtig godt over det. Faktisk er Hannibal’s præstation endda mere mindeværdig end Guru’s, som ellers heller ikke er dårlig. Jeg ville dog formegentligt ikke kunne klare et helt album med Hannibal og lignende numre, for selvom jeg anerkender hans talenter, så mangler jeg alligevel nogle flere nuancer (også med hensyn til beatet). Ikke mere end et okay nummer.

8.       MOMENT OF TRUTH
Jeg er efterhånden blevet godt og grundigt overbevist om, at titelnumre som regel er rigtig fede, og dette regelsæt kan jeg bestemt også pådutte Moment of Truth uden problemer. Det er en melodisk skæring med lyrik, der egentligt mest af alt lægger sig op ad battlerap, men det lyder sgu godt.

9.       B.I. VS. FRIENDSHIP (FEAT. M.O.P.)
Over en typisk, hårdtslående Premier produktion, der egentligt føltes lidt repetiv i længden, bliver vi først introduceret til M.O.P. i et helt igennem forfærdeligt omkvæd, hvorefter hvert medlem har et vers hver, og ærlig talt så gør de altså nummeret lidt mindre Gang Star-agtigt. De er som sådan okay, men de har bare ikke meget tilfælles med Guru.

10.   THE MILITIA (FEAT. BIG SHUG & FREDDIE FOXXX)
Omvendt er det med Big Shug og Freddie Foxx, men de er selvfølgelig også medlem af kollektivet Gang Starr Foundation, og de har derfor begge tilbragt en del tid med begge halvdele af Gang Starr. De komplimenterer nydeligt Guru og det samme med det engagerende beat. Super fedt posse-cut.

11.   THE REP GROWS BIGGA
Efter et alt for langt og anstrengende interlude beriger Premier lytteren med endnu et fantastisk og lidt skævt beat. Omkvædet er bare en samling samples, men det fungerer udmærket, så det er virkelig ærgerligt, at man konsekvent skal kæmpe sig igennem den højst unødvendige indledning.

12.   WHAT I’M HERE 4
DJ Premier lader produktions affektionsværdi afhænge af et loopet klaverarrangement, hvilket er en af hans større fejl hidtil, da det faktisk lyder virkelig irriterende. Dette er ganske simpelt et dårligt nummer.

13.   SHE KNOWZ WHAT SHE WANTZ
Jeg kan endda bedre lide denne ode til kvinder, som jeg faktisk ikke finder helt uduelig. Guru’s vers er, som man næsten kan forvente, men det gør ikke så meget, og omkvædet er ikke dårligt. Tilbage er den lidt forvrængede og sensuelle produktion, som nu er rimelig fængende – selvom det egentligt ikke har noget som helst med resten af albummet at gøre.

14.   NEW YORK STRAIT TALK
Efter en mindre pause er vi tilbage til de hårdtslående og scratchrige numre. Det skiller sig ikke nær så meget ud som det forrige nummer, hvilket både er dets velsignelse og forbandelse. Nummeret lyder som mere af det samme, men dette selvsamme er jo egentligt ganske godt. Hvis jeg mod alt sandsynlighed skulle fange nummeret i radioen, ville jeg ikke tøve med at skrue op for volumen.

15.   MY ADVICE 2 YOU
Guru råder en kammerat til at tage sig sammen og være mere ansvarsfuld, hvilket er fint nok, men nummeret er stadig ikke vildt sindsoprivende. Det halvlangsomme beat får Guru’s flow til at virke lidt dovent.

16.   MAKE ‘EM PAY (FEAT. KRUMBSNATCHA)
Der bliver ikke lagt skjul på, at der her bliver budt på rendyrket battlerap, men der er bare ikke særligt mange egentlige punchlines. Hvert fald ikke fra Guru’s side – omvendt har Krumbsnatcha faktisk en del punchlines og hans flow er godt, så han har uden tvivl det bedste vers. Han redder endda nummeret fra blot at være nogenlunde.

17.   THE MALL (FEAT. G-DEP & SHIGGY SHA)
Gang Starr har før tilpasset sig gæsterne, og lavet et nummer på deres præmisser, men når de gør det for to væsentligt mindre kendte rappere, og temaet samtidig syntes at gå i mod alt, hvad Gang Starr står får, så er det svært andet end at grine lidt. Beatet er fedt nok, men at fyrene tilsyneladende vil lave penge og derefter ud at shoppe, er sgu lidt for morsomt.

18.   BETRAYAL (FEAT. SCARFACE)
I det noget finere selskab, der udgøres af Geto Boys rapperen Scarface, bliver tempoet sænket drastisk, og de to rappere fortæller hver en historie om forræderi. Scarface overdramatiserer godt nok lidt med en sin nærmest grådkvalte stemme, men han er nu alligevel god.

19.   NEXT TIME
Efter mange gode numre skulle man næsten ikke tro, at Gang Starr kunne overraske længere, men så disker de op med denne fabelagtige skæring. Fantastisk arbejde af særligt DJ Premier.

20.   IN MEMORY OF…
Til allersidst vælger duoen at dedikerer nogle vers til afdøde kammerater og kollegaer, hvilket resulterer i omkvæd fyldt med shout-outs men som alligevel formår at være underligt fængende. Det skyldtes formegentligt den dejlige og jazzede produktion. Nummeret er en rigtig fin gestus, men det er svært at høre det nu uden at blive mindet om Guru’s egen tragiske død (hjertestop). Rest in peace.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Moment of Truth er med sine hele tyve numre et imponerende konsistent lyt, da DJ Premier er rimelig konsekvent med sine hårdtslående og storslåede beats. Guru har faktisk skrevet nogle ganske imponerende vers, og på de tidspunkter hvor det ikke er helt så imponerende, redder han det ofte med sit behagelige flow. Der er skam nogle numre, der føltes lidt i vejen for den gode oplevelse, og Moment of Truth træder vande i korte øjeblikke, men det er ikke af så stor betydning, da der samtidig også er mere end et dusin fede skæringer. Så selv hvis man sorterer en smule i numrene, vil man stadig være godt underholdt i en times tid, og det kan da kun være et beundringsværdigt resultat. Endnu engang må jeg råde jer til at hive pungen op af lommen, for dette er bestemt også et køb værd.

BEDSTE NUMRE: “You Know My Steez”; “Robbin Hood Theory”; “Work”; “JFK 2 LAX”; “Moment of Truth”; “The Militia”; “The Rep Grows Bigga”; “Betrayal”; “Next Time”; “In Memory Of…”