29 juli 2012

Vontel - Vision Of A Dream (1998)


Vontel minder udadtil mere om MC Hammer end Ice Cube, men mest af alt minder han nok om Snoop Dogg post-Death Row Records, da han klæder sig lidt som en pimp med smykker og farverigt overtøj. Alligevel leverer den Phoenix, Arziona baserede rapper altså G-Funken med sin første og sidste udgivelse, debutalbummet Vision Of A Dream, der blev udgivet i 1998 på Fo Life Records.

Det er dog ikke de voldeligste fortællinger Vontel kommer med, da han ganske forventeligt giver sig i kast med noget tilbagelænet musik, der har lige dele fokus på kvinder og omgivelserne. G-Funken nærmer sig nemlig på dette tidspunkt sin ende, og overgangen til den mere pimpede og pengefikserede mainstream rap mærkes allerede en smule på Vision Of A Dream. Der er dog stadig fundamentale G-Funk-elementer tilbage, og lydsiden er produceret af henholdsvis den erfarne Battlecat, Dre LeSean og Robert Anderson.

Vision Of A Dream er umiddelbart lidt af en kultklassiker, da albummet har et mindre men stærkt følge, hvilket trods alt ikke har været en helt let opgave, da Vontel næsten ingen forbindelser har til mere etablerede musikere, men lad os se om der er noget om snakken (hvor begrænset den end er).

1. DREAM NO MORE
Det går hurtigt op for én, at Vontel bestemt ikke er alene på dette nummer, med mindre at han lider af meget slem skitsofreni, da versene bliver leveret mærkbart forskelligt. Det lyder dog ganske godt og bliver suppleret af et nydeligt og afslappende Dre LeSean beat. Desværre hælder det poppede omkvæd mere til en blød pimplyd end råt gangsta rap, men det er noget, man mere eller mindre vender sig til i løbet af Vision Of A Dream.

2. PLAYA STYLE
En sangerinde tager sig denne gang kærligt af omkvædet, samtidig med at Vontel i samarbejde med DJ Battlecat leverer den gode G-Funk. Vontel virker rigtigt nok mere som en pimp end en hårdkogt gangsta, så han er ikke den mest interessante rapper, da han ikke rigtigt har så meget spændende at fortælle, men det lyder nu alligevel glimrende.

3. 4 MY HOMIEZ (FEAT. DEON & NIKIA)
Dette er lidt af en blandet oplevelse, da der med gode vers reflekteres over gamle stunder og gamle kammerater mindes. Det er ganske hæderligt, men det stille og lettere melankolske beat går mig en smule på nerverne, mens det forfærdelige omkvæd ødelægger det fuldstændigt for nummeret. Så bedømmelsen må egentligt være: mindre godt.

4. IF YOU WANNA BE A PLAYA
Et af de bedre Dre LeSean beats bliver introduceret for lytteren i dette meget underholdende nummer. Det hele virker rimelig gennemført med en fed og lidt dyster produktion, et acceptabelt omkvæd og Vontel, der lyder glimrende gennem sine vers. Udmærket.

5. GHETTO LIFE (FEAT. NIKIA HILL)
Produktionen fejler ikke det store, men versene er ringe og omkvædet forfærdeligt. Intet særligt at komme efter her.

6. IT’S ALL ON YOU (FEAT. NIKIA HILL)
Nikia Hill synger sig over halvvejs gennem nummeret, før Vontel bidrager med noget rap, og desværre får jeg lyst til at spole frem allerede efter hendes første linje. Vontel får nemlig det voldsomt loopede og funkye beat til at lyde ret fedt. Hvis han bare havde overtaget fra start af.

7. KEEP IT ON THE REAL (FEAT. NA-NA)
Sangerinde Na-Na’s omkvæd lyder fuldstændigt som det næste generiske G-Funk refræn, hvilket vil sige, at det hverken er integreret særligt godt eller overhovedet er interessant. Vontel gør det selvfølgelig udmærket over endnu et fint DJ Battlecat beat, hvilket vel er det vigtigste.

8. FUNK WID DIS
Vontel indleverer foruden nogle forholdsvis oplevelsesfattige vers et anonymt omkvæd, men Dre LeSean kommer ham til undsætning med nogle alternative og forvrængede instrumenteringer i en tempofyldt og rytmisk produktion, hvilket om ikke andet gør det hele en smule interessant.

9. ALL RIGHT (FEAT. KEVIN BASCUS)
Tempoet sættes radikalt ned med en hårdtslående rytmisk bas i en ellers forsigtig produktion. Vontel forsøger sig med nogle sentimentale og deprimerende vers, men han gør det kun delvist overbevisende. Troværdigheden bliver også sat på en hård prøvelse, når man insisterer på at inkluderer et malplaceret og knap så soulfuldt omkvæd.

10. DON’T NOBODY
Det bliver til tider lidt for elektronisk på den dårlige måde, hvilket er noget, der nok i høj grad må tilskrives DJ Battlecat, men det er også noget nær det eneste kritikpunkt. Og hellere lidt autotune end irrelevante sangerinder. Resten er direkte fedt.

11. TELL ‘EM WHAT I CAME 2 DO
Det starter umiddelbart uinteressant, men Vontel leverer faktisk nogle morsomme linjer, mens det simple beat er vokset en smule på mig. Det er ikke fantastisk, men det er såmænd en okay lille skæring, der i den grad ikke bør tages alt for seriøs. Andet vers står særligt ud som værende underholdende.

12. SAY PLAYA (FEAT. NA-NA)
DJ Battlecat har udarbejdet et af de mest interessante beats på Vision Of A Dream, hvilket ikke er en helt let bedrift. Det er en kende rastløst med et spændende sammenspil mellem bas og trommer og flere yderligere instrumenteringer, der flyder pænt sammen. Det får endda Na-Na til at lyde tilforladelig, mens Vontel bare gør sin ting. Fedt.

13. 602 (FEAT. NA-NA)
Dre LeSean tager til genmæle med denne utroligt afslappende og dejlige produktion, der er blandt de bedste beats på Vision Of A Dream (hvis ikke det bedste), og hvad næsten endnu vigtigere er, så har Na-Na faktisk en nogenlunde vokal, der i samspillet med Vontel i omkvædet kommer ud på toppen. En cadeau til LeSean. Vontel supplerer desuden fint op med sine vers. Dejligt at den over-gennemsnitlige kvalitet strækker sig helt mod slutningen af albummet.


14. BOO
Der bliver forsøgt med noget historiefortælling, som næsten kun bliver bedre med gentagne lyt. Man skal lige vende sig til det flerstemmige omkvæd og den umiddelbart simple handling, men når man først har det, (hvilket ikke nødvendigvis tager mere end en enkelt gennemspilning) så åbner der sig faktisk et meget underholdende nummer op, der samtidig også sagtens kunne have fungeret som single.

15. DOWN 4 U
Intet rap overhovedet men derimod en masse Ne-Yo-agtig sang. Ja, det er ringe og en latterlig måde at slutte albummet på. Lidt ærgerligt, men det kan vel ikke være lige godt hver gang.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Vision Of A Dream kan groft sagt ridses op i tre sætninger; varierede, funkye og gode beats, en underholdende rapper og ganske undværlige sangsekvenser. Vontel skuffer ikke med et udmærket flow og rimelig konsekvente tekster, mens DJ Battlecat og Dre LeSean bombarderer lytteren med den ene gode funk efter den anden. Foruden enkelte eksempler på uinteressant lyrik og sukkersøde produktioner, så er det altså de jævnlige indfald af sang fra både Vontel og diverse sangerinders læber, der gør udslag på den negative del af kvalitetsmåleren. Det lykkedes dog Vontel mere end en gang at komme forholdsvist helskindet uden om de sekvenser, så Vision Of A Dream er et meget underholdende album. Hele temaet med drømme osv. bliver mere eller mindre droppet igen efter det indledende nummer, men det skal ikke forhindre mig i at anbefale et køb af denne noget nær sidste perle indenfor G-Funk-genren.

BEDSTE NUMRE: “Dream No More”; ”If You Want to Be a Playa”; “Keep It on the Real”; “Don’t Nobody”; “Say Playa”; “602”; “Boo”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar