Denne gang tager jeg hul på endnu et ældre kollektiv, der har rødder tilbage til 1991, og har beriget os med mange gode musikalske oplevelser gennem årene. Hieroglyphics blev stiftet af Del tha Funkee Homosapien (også kendt fra Deltron 3030), og består ud over ham af Casual, Pep Love, DJ Toure, producer Domino, gruppen Souls of Mischief og tilbage i starthalvfemserne også af Extra Prolific og Jay-Biz. De individuelle parter var et par år efter stiftelsen meget aktive med udgivelser, hvilket inkluderede Souls of Mischief og debuten 93 ’til Infinity. Gruppen består af A-Plus (ikke at forveksle med A+), Phesto, Opio og Tajai – sidstnævnte værende initiativtageren, som løbende føjede nye medlemmer til kliken, hvorefter de formede Souls of Mischief, mens de stadig var i high school. De signede med Jive Records, og udgav 93 ’til Infinity i 1993 (surprise), som overvejende blev produceret af Domino og A-Plus.
93 ’til Infinity blev utrolig godt modtaget af kritikkerne, pga. albummets gode jazz og funk inspirerede produktioner, live indspilninger og konsistente form og rappernes interne rim. Albummet var et pragteksemplar på, hvad Hieroglyphics kunne tilbyde, men ikke desto mindre rykkede det ikke mange enheder, og nødt ikke voldsom succes på hitlisterne (det er dog sørgeligt nok gruppens største succes). Forbrugerne svigtede gruppen som så mange før og efter dem, og her er, hvad de gik glip af…
1. LET ’EM KNOW
Vi springer lige ud i det med et vers fra hvert medlem, og umiddelbart vægter jeg Tajai højest på dette nummer, da han har en fed stemme og generelt er god, mens Opio umiddelbart lyder mindst interessant. A-Plus, som går langt tilbage med Tajai, er også god, og har en positiv aura omkring sin stemme, så det lyder til, at han virkelig morer sig, hvilket jo ikke er en dårlig egenskab. Phesto har gruppens mest karakteristiske stemme, og lever sig virkelig ind i sin optrædning, hvilket giver nummeret et frisk pust. Det er derfor ærgerligt nok ham, der som den eneste ikke medvirker på alle numre. Nummeret er en god introduktion til gruppen, da man hører lidt af alt, hvad gruppen har at byde på, men er dog ikke blandt albummets bedste.
2. LIVE AND LET LIVE
Klaverspillet og bassen kæmper om éns opmærksomhed, mens man blot kan læne sig tilbage og nyde det, og ikke mindst saxen i omkvædet. Dette er et af albummets bedste eksempler på organiske instrumenteringer, der desuden komplimenter rapperne på fornemmeste vis. Nummeret løber over fem minutter, og er ikke et sekund for langt.
3. THAT’S WHEN YA LOST (FEAT. PEP LOVE)
Del leverer en fantastisk engagerende produktion, og selvom at jeg før udtrykte mig mindre interesseret i Opio, så har han faktisk det fedeste vers herpå, men rosen tilfalder nok mest af alt produktionen, som tager til og udvikler sig gennem næsten hele hans vers. Og det lyder vildt godt. Hele gruppen viser endnu engang deres evne til at smide rim ind overalt, så dette var også et meget godt bekendtskab.
4. A NAME I CALL MYSELF
Produktionen er som sådan god om end lidt undervældende, men når den samtidig har en tendens til flydende at ændre sig gennem nummeret, så bliver det hele meget mere interessant.
5. DESSESHOWEDO
Nummeret er albummets korteste (undtagen outroen), hvilket trods alt skåner os for flere gentagelser af gruppens højst irriterende og fantasiløse omkvæd. Produktionen er udmærket, så den måtte de gerne have brugt noget mere af.
6. WHAT A WAY TO GO OUT
Phesto lægger ud med et sprængfyldt vers med historiefortælling, sjove kommentarer og et twist (det mindre faktisk lidt om et hvis Immortal Technique nummer). Ingen af deres historier minder om hinanden, og selvom at alle fire historier involverer (hentydning af) et dødsfald, er det kun to af hovedpersonerne selv, der dør. Produktionen er okay, men trommerne siger mig ikke så meget.
7. NEVER NO MORE
Produktionen siger mig ikke så meget, men drengene fyrer skam som forventet en masse irrelevante rim af.
8. 93 ‘TIL INFINITY
På hvad der endte som gruppens første single giver hvert medlem tre vers hver, hvilket gør dette nummer til en fantastisk gruppebedrift, da de så ofte giver mikrofonen videre (nummeret varer ikke mere end fem minutter). Titelnummeret er albummets bedst kendte nummer, og det er faktisk for en gang skyld helt okay, da det vitterligt er et fedt nummer. Den gode, afslappede produktion gør blot godt bedre, og er med til at understrege nummerets tema, som er dope og tilbagelænende rap.
9. LIMITATIONS (FEAT. CASUAL & DEL THA FUNKEE HOMOSAPIEN)
Del holder sig til det kedelige omkvæd, mens kollegaen Casual får æren af at slutte nummeret af. Det så meget lovende ud, men ærlig talt fangede nummeret mig ikke. Casual skiller sig ikke ud, så hans medvirken er meget undervældende, og derudover gør Jay Biz’ produktion ikke noget for mig.
10. ANYTHING CAN HAPPEN
Dette nummer var noget af en overraskelse, da produktionen umiddelbart fører en noget mørkere stil end tidligere med dens meget dybe bas, og da bassen jævnligt toner ud, ændrer nummeret også flere gange karakter i løbet af sine tre minutter, så det er i sandhed en anderledes oplevelse. Det modbeviser hvert fald ikke, at alt kan ske med Souls of Mischief. De fire rappere bliver alle involverede i et hævntogt, og fortæller historien ud fra egne synspunkter, mens historien støt skrider frem. Glimrende nummer.
11. MAKE YOUR MIND UP
Del’s produktion minder en del om RZA’s tidligere værker, og leder mine tanker hen mod Raekwon’s ”Guillotine (Swordz)”, men det skal jo så nævnes at Wu-Tang først slog igennem året efter denne udgivelse, hvilket kun gør dette nummer endnu mere imponerende. Det simple beat er super sprødt (og ikke mindst afvekslende), og Opio, Tajai og særligt A-Plus leverer heldigvis også varen med deres rimfyldte og hæsblæsende omkvæd.
12. BATTING PRACTICE
Dette nummer siger mig ingenting. Produktionen er for larmende og omkvædet er dårligt.
13. TELL ME WHO PROFITS
Et spændende semi-socialbevidst og personligt nummer dukker overraskende op her mod enden. Særligt A-Plus’ indledende vers er interessant, men også den efterfølgende ”diskussion”, om hvorvidt nørder eller narkohandlere tjener mest, er vel fortalt. Produktionen er simpel, men fungerer okay.
14. OUTRO
Shout outs og deslige…
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: 93 ‘til Infinity er produktionsmæssigt en dejlig varieret oplevelse, men stadig indeholdende en rød tråd, der hægter de individuelle numre sammen, og samler albummet. Det værende i form af de anvendte soul- og jazzsamlpes eller rappernes rimelig konsekvente tilgang til musikken. En af Souls of Mischief's største kendetegn må være deres utallige brug af interne rim, og man behøver blot at høre et (hvilket som helst) nummer fra albummet for at forstå, hvad jeg mener. Alle rapperne klarer sig godt (særligt A-Plus), og alle kører sin egen stil (dog kan A-Plus og Tajai godt minde lidt om hinanden). 93 ‘til Infinity er et bekendtskab, man ikke bør snyde sig selv for, og jeg vil derfor anbefale, at man samler et eksemplar op, så snart chancen opstår.
BEDSTE NUMRE: “Live and Let Live”; “That’s When Ya Lost”; “93 ‘til Infinity”; “Anything Can Happen”; “Make Your Mind Up”; “Tell Me Who Profits”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar