D12 startede i 1996 ud som en seks-personers gruppe bestående af grundlæggerne Proof og Kon Artist og de erhvervede medrappere Bizarre, Kuniva, Bugz og Eminem, som sammenlagt med deres alter egoer blev til tolv 'medlemmer'. Gruppen eksisterer stadig i dag og har stadig seks egentlige medlemmer, men gruppen har gennem sine 15-16 år alligevel været noget ustabil og igennem nødvendige forandringer. De nåede at udgive The Underground EP før Bugz døde i 1999, hvilket satte medlemstallet ned på seks igen, da hans kammerat Swifty havde tilsluttet sig gruppen få uger forinden. Derudover har Eminem altid været et lidt løst medlem – på trods af at han producerede og medvirkede på samtlige numre på debuten – hvilket skyldes, at han har en succesfuld solokarriere ved siden af og andre samarbejdspartnere, og at de andre fra gruppen (af samme grund) tager en smule afstand fra ham, da han har en tendens til at stjæle alt opmærksomheden og gøre det til ”hans” gruppe (ikke bevidst dog, da Eminem virkelig forsøgte at fremstå som blot endnu et medlem). Specielt gruppens nyere mixtapes vidner om de turbulente forhold, da Eminem næsten ikke er repræsenteret, og Proof er fraværende pga. sin tidlige død i 2006. (Fuzz Scoota har dog tilsluttet sig gruppen i mellemtiden).
De to studiealbums er dog med en D12, som vi kender dem. Devil’s Night er på sin vis Eminem’s prøveklud, da han folder sig ud som fuldblods producer med flere numre. (Han har dog også overraskende nok fået lokket nogle beats ud af Dr. Dre, mens Kon Artist står bag de sidste) Derudover er albummet også det første til at blive udgivet på hans Shady Records pladeselskab, som han sammen med Paul Rosenberg oprettede efter sin succes med The Slim Shady LP. Og som de andre medlemmer forudsagde, er fokusset igen på Eminem. Intet at gøre ved det (slet ikke, når de to albums er led i min Eminem gennemgang)
’Devil’s Night’ (eller ’Hell’s Night’), som albummet er opkaldt efter, er dagen før Halloween, hvor specielt i Detroit (hvorfra alle medlemmer kommer) folk har en tendens til lave hærværk og på andre måder hærge gaderne (i mindre grad i dag). Når man ved det, så har man også en god ide om, hvordan albummet er. Det er masochistisk, provokerende og humoristisk. Eller det skulle det hvert fald have været.
(som en side note kan det nævnes, at ’Hell’s Night’ også er navnet på den sidste dag af Roskilde Festivalen herhjemme, da folk brænder (sine) telte af og lignende)
1. ANOTHER PUBLIC SERVICE ANNOUNCEMENT
Lidt i stil med introerne på Eminem’s tidligere to albums. Bare dårligere.
2. SHIT CAN HAPPEN
Omkvædet og beatet ødelægger alle nummerets chancer for at være udholdeligt allerede få sekunder inde. Eminem nævner, hvad jeg vil tro, er første gang siden hans kommercielle gennembrud, Infinite, hvilket nok er det mest interessante, jeg har at sige om det her.
3. PISTOL PISTOL
Vi bliver her præsenteret for det første Eminem producerede nummer på albummet, og det er ikke specielt imponerende. Eminem tager sig af det uinspirerende omkvæd, men har ikke selv et vers, hvilket blot gør nummeret endnu dårligere.
4. BIZARRE (SKIT)
En højst unødvendig skit.
5. NASTY MIND (FEAT. TRUTH HURTS)
Dr. Dre’s produktion er fed, men minder mig også om et andet nummer, jeg bare ikke lige kan sætte en finger på. Heldigvis for Eminem er han dog ikke medvirkende på nummeret, da fyrene leverer nogle temmelig dumme vers, og Bizarre og Truth Hurts danner rammerne for et uudholdeligt omkvæd. Bizarre’s stemme er egentligt fed nok, men konteksten er ringe.
6. AIN’T NUTTIN’ BUT MUSIC
Dette Dr. Dre beat er til gengæld forfærdeligt irriterende. Nummeret fungerer som gruppens tarvelige og ekstremt cheesy nummer, men blev overraskende ikke smidt ud som single. Selv Dr. Dre synger en enkelt linje, hvilket burde indikerer niveauet af cheesiness. Men modsat Eminem’s tidligere forsøg ud i dette, er dette ikke helt så vellykket. Derudover er nummeret også lige et minut for langt, da beatet alligevel er nummeret største brist. Med en god produktion kunne nummeret måske have været acceptabelt.
7. AMERICAN PSYCHO
Gruppen forsøger sig med noget horrorcore, men eftersom vi på dette tidspunkt kender Eminem ganske godt, virker det ret utroværdigt, når han prøver at være ’psykopatisk på en uhyggelig måde’. Men han prøver da i det mindste ved bl.a. at ændre karakter og bruge accent, men det gør ham bare irriterende at høre på. Bizarre medvirker selvfølgelig også, men han lyder som han plejer, hvilket også lidt er en skuffelse. Måske jeg bare er svær at gøre tilfreds.
8. THAT’S HOW (SKIT)
Skit...
9. THAT’S HOW
Gruppen minus Eminem kører fukinwichu-stilen med et lille twist og lidt selvironi, hvilket ikke er helt dumt. Produktionen er ret kedelig, men der er dog ikke et dårligt omkvæd til at ødelægge det hele. Det her trick, med at bruge den samme linje gentagne gange gennem versene (med få justeringer) kan virke billig, men det binder faktisk nummeret sammen på en god og sjov måde, så det er de mere end undskyldt. Gruppen er dog stadig ikke specielt spændende at høre på, og omkvædet er da også det mest interessante i nummeret, da produktionen lige bliver en tand bedre her.
10. PURPLE PILLS
En af Eminem’s tidligere produktions succeser er stadig glimrende i dag på en syret måde. Derfor skulle man tro, at emnevalget er perfekt – og det er det muligvis også – men udførelsen er ret forfærdelig. Det lyder som om, at nogle af dem (Bizarre og Eminem i hooket bl.a.) ikke forberedte noget som helst, før de gik ind i studiet, hvilket i ”Kim” gav en følelse af realisme, men her bare virker dovent, dumt og pinligt.
11. FIGHT MUSIC
Dette er en slags (langt ude) spiritual efterfølger til Eminem’s ”Who Knew”, hvori han beskriver sin musik som netop fight music. Eminem lægger vanen tro vægt på børns forhold til (hans) musik, Bizarre har selvfølgelig endnu en pervers historie om et familiemedlem og ham selv, og resten udpensler voldelige scenarier – og har altså umiddelbart de mest relevante vers. Eminem’s pointe er dog igen, at børn finder trøst, håb eller viljestyrke i hans musik, hvilket kan motiverer, til at kæmpe sig vej op af rangstigen etc. Det er bare lidt mærkeligt, da han også har udtalt, at han laver musik for voksne. Eminem’s vers er dog uden tvivl det bedste, og han slutter selvfølgelig også denne single af, da ’den største’ ofte har den ære.
12. INSTIGATOR
De skal have kudus for at holde sig strengt til emnet, da de laver en del ugerninger, men det er bare så kedeligt pakket ind, at det er til at falde i søvn til.
13. PIMP LIKE ME (FEAT. DINA RAE)
Det lyder en smule som en forløber til Eminem’s ”Superman”, specielt da Dina Rae er med på omkvædet. Muligvis faktisk kun derfor, da det indholdsmæssigt ikke har så meget med ”Superman” at gøre. Dette nummer er nemlig pænt lamt, og det bliver bestemt ikke bedre af Bizarre’s vers, som lyder mere som en skit end et egentligt vers pga. den helt forfærdelige levering.
14. BLOW MY BUZZ
Dette nummer er et perfekt eksempel på alt, hvad der er galt med D12: forfærdeligt omkvæd, ligegyldige vers, uinspirerende rappere og en kedelig produktion. Selvom D12 som regel er et kedeligt bekendtskab, er der dog selvfølgelig undtagelser. Tror jeg nok.
15. OBIE TRICE (SKIT) (FEAT. OBIE TRICE)
Et kort reklamespot for Eminem’s nye protegé Obie Trice. Han fyrer et kort vers af som ikke er særlig godt, men ikke dårligere end så meget andet på albummet.
16. DEVIL’S NIGHT
Eminem forsøger virkelig, at skabe en dyster stemning, men desværre følger alle af de resterende medlemmer bare ikke trop. På dette tidspunkt er det derfor helt okay, hvis man er godt træt af Bizarre’s mangel på flow og lede bemærkninger, og samtidig også bare ville ønske at Eminem beholdte mikrofonen for sig selv. Nummeret er dog ikke helt dumt alligevel, og Eminem’s produktion er okay.
17. STEVE BERMAN (SKIT)
Steve er vred, og det kan man for en gang skyld godt forstå.
18. REVELATION
Eminem synger næsten grædefærdigt et “Another Brick in the Wall” inspirerede omkvæd, hvilket han ikke skulle have gjort. Det ødelægger et ellers glimrende nummer med en del potentiale. Gruppen snakker om deres hårde barndom og baggrund, hvilket resulterer i nogle hæderlige vers. Jeg mistænker meget Eminem for at have forslået nummerets vinkel og omkvæd, da han her har mulighed for at sige, at han ikke behøver skolen (”I don’t need no education”), og hellere vil bruge sin tid på sin musik, hvilket samtidig også gjorde ham mangemillionær. Resten af gruppen har dog også nogle gode vers, og specielt Proof slipper tøjlerne. Dr. Dre’s guitardominerede produktion er fed, og uden tvivl også inspirerede af Pink Floyd. Det kunne have været et rigtig fint nummer, hvis bare Eminem fik foretaget kvalitetskontrol på sine omkvæd / hooks.
Det næste nummer er et selvstændigt og skjult bonusnummer:
19. GIRLS
Efter at Eminem’s beef med Everlast (som opstod pga. absolut ingenting) så småt havde lagt sig, udtalte DJ Lethal, som er medlem af både House of Pain (sammen med bl.a. Everlast) og Limp Bizkit (sammen med Fred Dust), at Everlast ville kunne klare Eminem i en fysisk kamp. Det var nok til at pisse Eminem af endnu engang, og derfor skrev han dette nummer, hvor han kalder de tre førnævnte herrer for piger. Altså ikke lige det bedste diss. Men hans produktion er okay, og han er god til at fortælle begivenhederne ud fra hans eget synspunkt, så nummeret er ikke helt forfærdeligt.
Derudover fulgte der også en bonusdisk med tre ekstra numre med albummet (UK version):
20. SHIT ON YOU
Dette er gruppens første kommercielle single, men er alligevel kun at finde på bonusdisken, hvilket ville være meget mystisk, hvis altså ikke nummeret var helt forfærdeligt. Alt er dårligt, inkl. Eminem’s vers.
21. WORDS ARE WEAPONS
Omkvædet er ret engagerende og fængende, men er også det bedste ved nummeret. Swifty har et nogenlunde vers, men Eminem følger ikke beatet, hvilket omsider er et kritikpunkt, og Bizarre er bare irriterende at høre på. Produktionen er dog simpel men ganske fed, så nummeret er okay.
22. THESE DRUGS
K.E.D.E.L.I.G.T.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: D12 er en af de mindst interessante grupper, der har modtaget platin for et af sine albums. De lyder alle sammen ens, og siger samtidig også det fuldstændigt samme det meste af tiden, undtagen Bizarre, som rigtigt nok er bizar men også på dette album overvejende ringe, og Eminem, som uden tvivl er gruppens stjerne, men alligevel også forfalder til noget værre juks engang i mellem. Han hæver dog gennemsnittet betragteligt alligevel. Gruppens fokus på humor, horror og vold er helt fair, men udførelsen er ikke så god, da det ofte bliver alt for fjollet. Der er ikke rigtigt nogle super fede numre, men enkelte numre viser dog alligevel potentiale. Albummet er derfor ikke nødvendigt at høre. Har man dog tilstrækkeligt høje tanker om nedenstående numre, kan man nøjes med at brænde albummet.
BEDSTE NUMRE: "That's How"; ”Fight Music”; "Devil's Night"; "Revelation"; "Words Are Weapons"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar