Eminem Presents: The Re-Up (2006)

Vi har allerede været vidne til Eminem’s heftige stofmisbrug, og dets dårlige indflydelse på hans musik, så det kunne kun blive værre, da hans bedste ven, Proof, døde i foråret 2006, og han senere indledte endnu et ægteskab med Kim, som kun varede få måneder. Det var derfor endnu engang en voldsom hård tid for Eminem, men han nægtede tilsyneladende at trække sig tilbage, da han i slutningen af året udgav pladeselskabs (Shady Records) kompilationen Eminem Presents: The Re-Up, der var et forsøg på at skabe opmærksomhed om hans nye protegér, og da drengene åbenbart ikke sælger sig selv, smed han sit navn i titlen, og medvirkede mere på albummet end nogen anden.

The Re-Up projektet startede oprindeligt ud som et simpelt mixtape med rå produktion og minimal miksning, men Eminem synes af en eller anden grund, at de fik samlet tilstrækkeligt godt materiale sammen til at udgive det som et officielt fuldblodsalbum til normal pris. Så Eminem tog det til sig at optimere og finjustere produktionerne, som i forvejen primært var udarbejdet af ham selv, foruden enkelte bidrag fra The Alchemist, som Eminem også har samarbejdet med nogle gange sidenhen, og en enkelt fra Dr. Dre m. fl. Lydkvaliteten er altså helt i top, hvilket er mere end, hvad man kan sige om indholdet.

Indholdsmæssigt lægger albummet sig mest af alt op af D12 udgivelser, så man skal ikke forvente personlige og konfessionelle tekster fra Eminem (der er dog lige en særlig undtagelse) – på trods af at han ellers må have gemt på en masse aggressioner, men det kan være at sovepillerne tog sig af dem. Numrene har ingen relation til hinanden, og albummets formål er derfor rimelig slående; en blanding mellem at skabe interesse for pladeselskabets mindre succesfulde rappere og nytilkomne, og støve gamle numre af for at tjene en ekstra skilling.

Den meget lidt succesfulde Stat Quo (som samtlige gange fik sit debutalbum afvist), og de nytilkomne Bobby Creekwater og Cashis var umiddelbart pladeselskabets fremtid, men hvis navnene ikke vækker nogen form for genkendelse, så skyldes det ganske simpelt, at ingen af dem nåede at udgive nogle soloalbums, før de forlod pladeselskabet nogle år efter. Cashis formåede dog i tiden under Shady Records at smide en kort EP på gaden, som havde sine øjeblikke, men ikke just blev nogen form for succes. Foruden de tre førnævnte rappere så gæstede Obie Trice også The Re-Up flere gange, og selvom han havde været signet til selskabet siden 2001, i hvilken tid han udgav to albums, kunne han også godt bruge en smule mere opmærksomhed om sin person, men lige godt gik det ham, da han også siden hen forlod pladeselskabet uden at have udgivet yderligere albums. Problemet med Shady Records var nemlig, at de også selv vendte alt opmærksomheden mod 50 Cent og D12 (som også alle er rigeligt repræsenteret på dette album), frem for at gøre en ordentlig indsats for at fremme sine andre rappere, og rent faktisk få deres solomateriale udgivet.

The Re-Up er altså umiddelbart en rodet samling af gamle, uhørte numre, remikses af tidligere (ofte dårlige) numre, nye kunstnerpromoverende numre og nye Eminem-medvirkende numre med tilsyneladende lavt hitpotentiale.  Men måske det overrasker…

1.       SHADY NARCOTICS (EMINEM INTRO) (EMINEM)
Eminem præsenterer os for de nye ansigter, som man kunne forvente, og så er vi hurtigt videre.

2.       WE’RE BACK (EMINEM, BOBBY CREEKWATER, CASHIS, OBIE TRICE & STAT QUO)
Eminem brokker sig over ikke at blive nævnt på diverse ’top rappere’ lister, specielt fordi han troede, at det handlede om at være mest succesrig, hvilket man jo næsten også skulle tro, når man ser disse lister. Derefter får Obie Trice kort mikrofonen, hvilket lyder ret dårligt, og han giver den videre til Stat Quo, som kun klarer sig en smule bedre. Bobby Creek har trods alt en meget karakteristisk stemme, men hans vers er ikke videre interessant. Til sidst har vi Cashis, som også har en karakteristisk stemme, men han lyder ikke særlig godt over den repetitive produktion. Så (ikke overraskende) en kedelig introduktion til de nye drenge.

3.       PISTOL PISTOL (REMIX) (OBIE TRICE)
Det er muligvis bedre end originalen (fra D12’s Devil’s Night), men jeg skal ikke rigtigt kunne sige det, da jeg overhovedet ikke kan huske den, hvilket i første omgang ikke er særligt flatterende for produktionen. Jeg er dog ret overbevist om, at Obie Trice’s version her er noget bedre, da han lyder ret fed over produktionen, og næsten ligefrem gør den god. Glimrende nummer, hvilket jeg trods alt ikke kan mindes at have sagt om originalen.

4.       MURDER (EMINEM, BIZARRE & KUNIVA)
Eminem hjælper til i omkvædet, som er det bedste ved nummeret, da det er rimelig mørkt, hvilket også supplerer det dystre beat fint. Bizarre og Kuniva er højest uinteressante.

5.       EVERYTHING IS SHADY (CASHIS)
Jeg har et lille svagpunkt for Cashis, da jeg godt kan lide hans “Ms. Jenkins” fra County Hounds EP’en, hvilket har gjort, at jeg ikke helt har affejet ham som en interessant rapper. Det ændrer dog ikke på, at dette nummer er vanvittigt kedeligt, men det skyldes mest af alt Rikanatti’s produktion, som er fandens elendig.

6.       THE RE-UP (EMINEM & 50 CENT)
Eminem lyder meget anderledes i forholds til på The Eminem Show, hvilket, må man antage, skyldes det ukontrollerede stofmisbruget. Lyrikken er ringe, han lyder til at være træt af det hele og han råber meget, og gør det på en ret irriterende måde (han er dog stadig bedre end 50 Cent), hvilket desværre er en gennemgående tendens på hele albummet – eller det vil sige næsten hele albummet, da der er en undtagelse, men den kommer jeg tilbage til.

7.       YOU DON’T KNOW (EMINEM, 50 CENT, CASHIS & LLOYD BANKS)
Det her er albummets første single, men hvad fanden laver Lloyd Banks så her, frem for f.eks. Bobby Creek, hvis skyld albummet bl.a. er lavet for? Cashis lyder noget bedre over denne bedre produktion, og har et okay men meget kort vers. Eminem burde tro og satse noget mere på sine nye drenge.

8.       JIMMY CRACK CORN (EMINEM & 50 CENT)
Dette er albummets anden og sidste single… Men okay at få solgt nogle kopier, kan da også gavne dem alle i sidste ende. Det gjorde det dog ikke. Nummeret er i øvrigt intetsigende og dårligt. Eminem synger omkvædet, hvilket burde være argument nok.

9.       TRAPPED (PROOF)
Proof døde, som skrevet, tidligere på året, men Eminem insisterede på ikke at gøre albummet til en hyldest af Proof, da han ville have, at fokusset skulle være på de nye rappere. Han undte dog Proof en lille plads på albummet med dette korte og halvfærdige nummer. Det er en fin lille gestus, og Proof lyder okay.

10.   WHATEVER YOU WANT (EMINEM, MR. PORTER & SWIFTY MCVAY)
Eminem introducerer os blot for nummerets hovedpersoner, som derefter hurtigt tager over. Det havde de dog ikke behøvet. Swifty lyder overraskende dårlig, da han ellers har en af D12’s mest interessante stemmer og flows. Nummeret er ringe, men derudover lyder det også til at være mikset helt forkert.

11.   TALKIN’ ALL THAT (CASHIS)
Cashis burde finde sig en ny hovedproducer, da Rikanatti’s værker er ret kedelige. Dette er en smule bedre end hans tidligere forsøg, men det siger heller ikke meget. Cashis lyder til gengæld til at være blevet dårligere. Specielt omkvædet er forfærdeligt.

12.   BY MY SIDE (STAT QUO)
Stat Quo’s flow er ikke særlig fedt i første vers, men det bliver heldigvis en smule bedre derefter. Produktionen har en genkendelig melodi, og er nok en af albummets hidtil bedste, men det ændrer dog ikke på, at Stat Quo er en smule kedelig.

13.   WE RIDE FOR SHADY (CASHIS & OBIE TRICE)
Cashis kommer uden tvivl ud på toppen efter nummeret er færdigt, men han har også en del potentiale som rapper. Dette er The Alchemist’s første produktion på albummet (hans to andre følger lige efter), men det er temmelig undervældende. Jeg behøver vel i øvrigt ikke at gentage, at begge rappere sidenhen forlod Shady Records?

14.   THERE HE IS (BOBBY CREEKWATER)
The Alchemist’s produktion her er noget bedre, og Bobby Creek leverer et par okay vers med velskrevne rim. Hans flow er kedeligt, så han er ikke fantastisk, men han har alligevel noget potentiale, og leverer da også et af albummets bedre soloudspil.

15.   TRYIN’ TA WIN (STAT  QUO)
Omkvædet har jeg altid fundet en smule fængende, og Stat Quo klarer den da også bedre end sidst, men han er nu stadig en ret uinteressant rapper. Han forsøger sig med en mere eftertænksom tekst, hvilket virker fint, men hans flow og produktionen får hele nummeret til at falde til jorden, da de simpelthen er for kedelige.

16.   SMACK THAT (REMIX) (AKON FEAT. EMINEM, BOBBY CREEKWATER & STAT QUO)
“Smack That” var oprindeligt et temmelig stort hit for Akon og på sin vis også Eminem, da han medvirkede i nummeret. The Re-Up udkom kort efter Akon’s hitsingle, så dette nummer ridder blot videre på hans succesbølge.  Man skal altså ikke forvente sig meget af det, og specielt ikke når originalen ikke var specielt god i første omgang.

17.   PUBLIC ENEMY #1 (EMINEM)
Et kort et vers nummer med Eminem. Han lyder mere klarhovedet end før på albummet, men stadig ikke helt oppe på mærkerne. Nummeret er sådan set okay, og kan sagtens høres, men det siger mig ikke rigtigt noget.

18.   GET LOW (STAT QUO)
Det er ærgerligt, at Eminem tilsyneladende satser størst på Stat Quo, da han er den mindst interessante af hans fire mindre succesfulde rappere. Stat Quo’s tidligere to udspil har ikke været noget at råbe hurra for, og dette er ikke anderledes. Når så Dr. Dre’s produktion også er dårlig, så er der ikke meget positivt at sige om dette nummer.

19.   SKI MASK WAY (EMINEM REMIX) (50 CENT)
Eminem remikser et ældre 50 Cent nummer, men resultatet er ikke nævneværdigt, så jeg vil ikke skrive mere om det.

20.   SHAKE THAT (REMIX) (EMINEM, BOBBY CREEKWATER, NATE DOGG & OBIE TRICE)
Jeg vil aldrig kunne tage produktionen seriøst, efter at jeg har hørt originalen, så der er ikke rigtigt noget håb for dette nummer. Jeg har næsten ondt af Bobby og Obie, da de uden tvivl er blevet tvunget til at lægge et par vers til dette nummer, men de kan trøste sig med, at de gjorde et elendigt nummer en smule bedre.

21.   CRY NOW (SHADY REMIX) (EMINEM, BOBBY CREEKWATER, CASHIS, KUNIVA, OBIE TRICE & STAT QUO)
Et godt og rimelig succesfuldt Obie Trice nummer har også været under kniven, og fået besøg af flere Shady Records kunstnere, og ikke overraskende er originalen klart at fortrække, da den har en mere tilpas længde, og virker langt mere komplet. Disse remikses føles blot som en bunke vers smidt sammen. Cashis’ vers rammer dog samme niveau som originalen, så et remiks med blot ham og Obie havde været klart at fortrække. Det kunne have været et fedt nummer.

22.   NO APOLOGIES (EMINEM)

Jeg lovede, at Eminem senere ville ændre stil, og det er lige nøjagtigt, hvad han gør på dette nummer. Hans flow og stemme er fuldstændig anderledes i forhold til, hvad vi ellers har hørt på albummet, og dette skyldes angiveligt, at nummeret er indspillet før år 2003 – og har muligvis været affaldet fra The Eminem Show, hvilket er en mærkelig tanke, da nummeret er vanvittigt fedt. Eminem producerer selv, og det er lykkedes ham rigtig godt, da beatet er kanon. Når man så oven i det lægger en fuldstændig klarhovedet Eminem, et superb og berettiget aggressivt flow og en ligeså berettiget vred tekst, så kan man kun juble. Dope.

Køber man albummet over iTunes følger dette bonusnummer med:

23.   BILLION BUCKS (STAT QUO)
Et mere dovent nummer skal man lede længe efter. Hvorfor dog også give Stat Quo endnu mere taletid? Men så behøver man da i det mindste ikke at købe albummet over iTunes…

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Jeg har allerede gjort det rimelig tydeligt, hvad jeg synes om Eminem Presents: The Re-Up, så jeg skal gøre det kort: Albummet er ikke særligt spændende, da Eminem er påvirket, Stat Quo er dårlig, 50 Cent ikke bidrager med noget positivt, D12 er mere kedelige end normalt og Obie Trice virker ligeglad med projektet. Cashis og Bobby Creek viser tegn på potentiale, men det bliver ikke indfriet herpå. Det er blot et kompilationsalbum, men det gør ikke oplevelsen bedre. Undgå albummet, men skaf ”No Apologies” på den ene eller anden måde.

BEDSTE NUMRE: ”Pistol Pistol (Remix)”; ”No Apologies”