Alene, uden penge og et sted at bo rejser Eminem med sin kammerat og maneger Paul Rosenberg (tidligere rapper og uddannet advokat) til Los Angelas for at deltage i Rap Olympics ’97. Eminem havde oprindeligt en aftale med Wendy Day om at være på hans hold til holdbattles, men Eminem nåede det ikke, da solo turneringen tog for meget af hans tid. Hans nåede nemlig hele vejen til finalen, som han dog tabte. Flere kilder påstår, at den store ære i stedet gik til rapperen J.U.I.C.E., som i alt skulle have slået Eminem i to finaler i større konkurrencer. Paul Rosenberg har dog udtalt, at sejren til Rap Olympics gik til Other-Wize.
Uanset hvad så tabte Eminem, og gik dermed også glip af den meget eftertragtede pengepræmie. Til gengæld blev han efter kampen opsøgt af to assistenter fra pladeselskabet Interscope, som var mildt interesserede i ham; de fandt ham talentfuld, men frygtede en kommerciel fiasko pga. hans hudfarve. De tog imod en kopi af The Slim Shady EP, hvorefter parterne gik hvert til sit igen.
Pga. usikkerheden på en potential succes var assistenterne meget varsomme og forsigtige med EP’en, men efter at Paul Rosenberg lagde et større pres på dem, nåede båndet til sidst frem til Dr. Dre. Han havde tidligere hørt Eminem dagen efter Rap Olympics, hvor fra flere deltagere freestylede i radioprogrammet The Wake Up Show, og genkendte stemmen da Jimmy Iovine, Interscopes præsident, spillede The Slim Shady EP for ham. Dr. Dre skulle derefter have udbrudt: ”Find him. Now.”
The Brass Brothers og Paul Rosenberg finansierede derfor en tur til L.A., så de sammen med Eminem kunne tage over og snakke med Dr. Dre, og kontrakterne blev skrevet under. Første tur i studiet afkastede sig fire numre, hvoraf ”Role Models” og ”My Name Is” nåede hans første udgivelse på et større pladeselskab, The Slim Shady LP. Dr. Dre var så at sige chef over produktionerne, men FBT Productions producerede langt størstedelen af numrene herpå. Et interessant faktum, da der er en udbredt opfattelse af at Dr. Dre skulle have produceret det meste selv.
1. PUBLIC SERVICE ANNOUNCEMENT
Jeff Bass lægger stemme til en sarkastisk og sjov intro, og selvom den ikke gør albummet decideret bedre, kan jeg nu godt lide den.
2. MY NAME IS
Første singlen fra albummet som (a) skabte den første store opmærksomhed omkring Eminem, (b) skabte en stor fangruppe af MTV-seere, da musikvideoen her var i fast rotation og (c) var begyndelsen på en ny tradition; en fjollet første single. Dr. Dre valgte altså at præsentere verden for Eminem på samme måde som han gjorde med den tidligere protegé Snoop Dogg og hans ” Who I Am (What’s My Name)?” (som dog var en slags reintroduktion, da Snoop allerede havde gjort sig bemærket året før på Dr. Dre’s The Chronic). Det lykkedes dog i bagklogskabens klare lys bedst med Snoop rent kvalitetsmæssigt, for ”My Name Is” har virkelig ikke en særlig god produktion. Teksten er fjollet med masser af morsom selvironi, men indeholder også andre emner, som han vil besøge igen mange gange, såsom hans mors stofmisbrug (lyrik der desuden gjorde at hun sagsøgte ham) og hans ikke tilstedeværende far. Men røgen er lettet, hvilket gør det nemmere at være kritisk, og ikke mindst konstatere at nummeret egentligt ikke er specielt godt.
3. GUILTY CONSCIENCE (FEAT. DR. DRE)
Endnu en single fra albummet og med en interessant ide, da Slim Shady og Dr. Dre er henholdsvis den onde og gode samvittighed for tre forskellige personer. Eminem holder stilen, mens Dr. Dre har en mindre skizofren opførelse, men det er intet nyt, eftersom det også var ham, der først bandlyste hash for derefter at opkalde sin solodebut efter det. Dr. Dre’s beat er meget bedre med en god melodi, og sammen med en djævelsk underholdende Slim Shady efterlader nummeret stadig et godt indtryk.
4. BRAIN DAMAGE
Endnu et nummer der affødte en retssag, da Deangelo Bailey fandt lyrikken, om at han skulle have mobbet Eminem, stødende (dårligt for hans rygte osv.), og derfor sagsøgte ham. Ja, det skete rent faktisk. Endnu bedre bliver det af at dommeren kasserede retssagen, hvilket blev fortalt med et digt. Nummeret er også morsomt i selv uden dens arv og repræsentere faktisk albummet rimelig godt; simpelt beat, imitationer, ukontrolleret historiefortælling og en aggressiv tone.
Det er ikke fantastisk men morsomt.
5. PAUL
En skit med manageren Paul Rosenberg – noget der vender tilbage på samtlige kommende albums. Det er ikke noget specielt, men jeg har altid sat pris på Eminem’s selvbevidsthed.
6. IF I HAD
Her har vi så ikke overraskende den forbedrede udgave af The Slim Shady EP versionen. Han indleder igen nummeret med sin ’live’s a bitch”-agtige tolkning, som er en meget mere malerisk metafor. Generelt er indledningen utroligt sortseende og deprimerende (hvilket sådan set også sætter tonen for resten af nummeret), men også rimelig godt skrevet. Okay nummer om end mangelfuldt, da det lyder som om, at Eminem har givet op, og produktionen er kedelig.
7. ’97 BONNIE & CLYDE
Igen – been, there done that. Jeg fortrækker denne version frem for EP versionen, om ikke andet så fordi lydkvaliteten er bedre…
8. BITCH
‘Bitchen’ præsenterer sig selv som Zoe, hvilket erstattede titlen på den censurerede udgivelse. Men det er stadig bare en skit.
9. ROLE MODEL
En fanfavorit fra albummet og selvom jeg sætter pris på nummeret, så har det alligevel aldrig gjort det helt samme indtryk på mig. Det forhindrer dog ikke nummeret i stadig at være fedt. Eminem portrætterer som den nok værste rolle model i verden, og har nogle fuldstændig latterligt sjove linjer, som f.eks. den allersidste hvor han binder et reb om sin penis og hopper ned fra et træ for derefter igen at konstatere, at du helt sikkert gerne vil være ligesom ham. Bare introen i sig selv er værd at citere: ”I’m going to attempt to drown myself. You can try this at home. You can be just like me.” Og så er tonen ellers sat. Derudover får han også langet ud efter nogle rappere (Canibus, Cage og Vanilla Ice), hvilket man ofte finder flere eksempler på rundt omkring i hans tekster fremover.
Produktionen er meget simpelt, hvilket irriterer mig lidt, men samtidig er det også så fandens effektivt. Jeg elsker ofte de små guitarriffs i hans numre, og dette er uden tvivl et af de bedste. Meget stemningsfuldt. Trommerne er bare lidt kedelige.
10. LOUNGE
En kort skit hvor Eminem og Bass brødrene synger omkvædet fra næste nummer på en bar. Lidt sjovt må jeg indrømme.
11. MY FAULT
100% historietælling om en temmelig tåbelig begivenhed; Eminem køber svampe og en pige får en overdosis. Historien er egentligt ikke særlig interessant, og selvom beatet er mildt fængende preller det alligevel af på mig. Det her nummer er ikke så meget ved, men det er alligevel sjovt at høre ud fra det synspunkt, at Eminem aldrig ville lave noget lignende i dag (det tætteste han kommer, er med visse numre fra Relapse). Dels fordi det er en stil han er gået langt væk fra, men også fordi nummeret er meget simpelt i sin opbygning, tekst mm.
12. KEN KANIFF
Skit.. Ken Kaniff bliver her spillet af Aristotle, men ham og Eminem blev efter udgivelsen uenige om, hvem der havde rettighederne til figuren, og skiltes derfor. De fortsatte derefter med at indspille skits (Eminem) og sange (Aristotle) som Ken Kaniff hver for sig. Hvordan man kan skændes over rettighederne til Ken Kaniff, forstår jeg dog ikke.
13. CUM ON EVERYBODY
Dette er hans klubsang. Det betyder dog ikke at hans behandlede emner ændrer sig. Det der altid står klarest for mig efter at have hørt nummeret, er billedet af Eminem stående midt på gaden med begge langemænd rejst og råbe ”I Suck!”. Det er simpelthen så hamrende selvhadende og selvironisk, at det er absurd sjovt. Nummeret er virkelig bare en række usammenhængende punchlines, hvilket med en smule selvironi ofte er rigtig underholdende, men eftersom Eminem gennem det meste af albummet har været sjov, så falder nyhedsværdien altså, og sammen med den uinteressante produktion er nummeret ikke videre interessant.
14. ROCK BOTTOM
Super fedt er til gengæld et superlative jeg vil tillægge dette nummer, som er en af mine uforanderlige favoritter både på albummet men også med Eminem generelt. Eminem tager os med på en tur gennem en dag i hans liv som en fattig, stressede og bekymrende far. Væk er Slim Shady, og tilbage er en vred og udmattet Marshal Mathers. Det er voldsomt følelsesladet, og man kan virkelig mærke desperationen i hans stemme, hvilket også kun hjælpes på vej af den fantastisk stemningsfulde produktion. Det er en Eminem i en helt anden boldgade, der tager seriøse emner op og behandler dem alvorligt og med respekt. Det er (også) fantastisk.
15. JUST DON’T GIVE A FUCK
Igen (for sidste gang) et nummer der også var at finde på EP’en. Stadig et okay nummer.
16. SOAP
Skit…
17. AS THE WORLD TURNS
Eminem fortsætter med sine fuldstændigt latterlige og morsomme linjer, som bl.a. inkluderer Slim Shady dræbe en ”trailer park bitch” med sin ”go-go-gadget dick”. Det er vanvittigt, ikke helt til forskel fra Relapse, men det bliver til gengæld her leveret med en helt anden ægthed og humor, som gør det meget sjovt. Eminem synger omkvædet, hvilket senere i karrieren bliver en uheldig vane, men her er det acceptabelt, da det passer ind i hans finurlige univers (og det lyder okay). Beatet passer i øvrigt også smukt ind i hans univers med sin muntre og skøre komposition.
18. I’M SHADY
Endnu et nummer fyldt med gode punchlines, men beatet er kedeligt.
19. BAD MEETS EVIL (FEAT. ROYCE DA 5’9”)
Shit, Royce! De havde mødt hinanden to år forinden, da de på The Slim Shady LP gav sig i kast med at forklare deres gruppenavn Bad Meets Evil, som nummeret er opkaldt efter (eller omvendt; afhængigt af hvor lang tid nummeret har lagt og samlet støv før udgivelsen).
Eminem og Royce er fantastiske sammen, hvilket også uden tvivl kommer til udtryk på dette nummer, som vanen tro er fyldt med gode punchlines. Royce deler Eminem’s naturlige flow, aggressive tone og sans for god tekstskrivning, hvilket gør at man får et billede af to ligemænd, og ikke en superstjerne med en makker på slæb. Produktionen trækker dog ned desværre.
20. STILL DON’T GIVE A FUCK
Umiddelbart virker titlen fuldstændig latterlig, da man alligevel ikke havde forventet, at hans attitude havde ændret sig siden fem numre tidligere. Men så skal man huske, at ”Just Don’t Give A Fuck” første gang blev udgivet kort efter Slim Shady’s opstanden over et år tidligere. Under alle omstændigheder er nummeret super fedt. FBT bidrager med en af sine bedre produktioner, og Eminem går all-in en sidste gang, og leverer nogle super fede vers med en hård attitude og en skarp levering. Endnu en gang fantastisk.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Eminem har uden tvivl fundet sin egen stil med dette album, som er fyldt med vulgær men professionel historiefortælling, fantastisk humor og opfindsomme rim. Samtidig med at der også er plads til mere alvorlige sager – nogle pakket mere ind end andre. Og fordi det er så tidligt i hans karriere, fremstår det hele meget virkelighedstro uden en påtaget hårdhed. Desværre kan produktionerne bare ikke altid følge med, som til tider bliver for simple og anonyme. De to gæster, mentoren Dr. Dre og kammeraten Royce, yder begge to en formidabel præstation, hvilket jo ellers er en sjælden ting på et major label debutalbum, da rapperens knap så succesfulde venner ofte vil have en bid af kagen. De må pænt vente til næste gang – bogstavelig talt selvfølgelig.
Eminem selv er i topform, og for det fortjener han dine penge, men dem har han sikkert også allerede fået.
BEDSTE NUMRE: ”Guilty Conscience”; “Brain Damage”; ”Role Model”; ”Rock Bottom”; ”As The World Turns”; ”Still Don’t Give A Fuck”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar