26 maj 2012

Quasimoto - The Unseen (2000)


Otis Jackson, Jr. voksede op på vestkysten (Californien) i et hjem med meget musikalsk engagerede forældre, hvor han havde adgang til et stort udvalg af gamle LP’er og instrumenter, så naturligt nok blev han også hurtigt fascineret af musikken, men frem for at holde sig til jazz, soul og lignende valgte han at bringe det hele med over i hip-hopen. Opbakningen var altid stor på hjemmefronten, så da Otis Jackson var med til at forme hip-hop gruppen Lootpack, var senior hurtigt på banen med et nyoprettet og uafhængigt pladeselskab. Det ledte til et møde med Peanut Butter Wolf, som signede gruppen til sig eget pladeselskab, Stones Throw Records.

I 90’serne udgav han således nogle projekter som en del af Lootpack, samtidig med at han skabte nye relationer til bl.a. J Dilla (og resten af Slum Village) og Tha Alkaholiks. Ved årtusindskiftet tog han dog første skridt mod en solokarriere, da han udgav Madlib Invazion under navnet Madlib – en kort samling skæringer med ham selv bag pulten, mens en række forskellige affilierede rappere tog sig af vokalen (heriblandt Lootpack og broderen Oh No). Madlib ville dog også gerne bidrage med sin stemme og stå på helt egne ben med sin egen udgivelse, så han havde et par år forinden eksperimenteret med sin egen vokal. Og eksperimenteret blev der, da Madlib ikke udelukkende var tilfreds med sin meget dybe stemme, og derfor pønsede på hvordan han kom uden om dette problem. Løsningen blev, at han overvejende indspillede sin vokal meget langsommere end normalt, og derefter øgede hastigheden digitalt, så han i modsætning til sin dybe og naturlige stemme fik en karakteristisk, højfrekvent og heliumpåvirket-lydende stemme. Endnu et alter ego var født: Quasimoto.

Quasimoto lagde ud med et par demobånd, som fangede Peanut Butter Wolf’s opmærksomhed endnu engang, og han blev anbefalet at påbegynde arbejdet på flere projekter. Efter at have gjort sin officielle debut på førnævntes album og have vist sit ansigt på en Lootpack udgivelse udgav Quasimoto sit debutalbum i år 2000.

Foruden Quasimoto’s karakteristiske og særprægede stemme er hans to udgivelser også kendetegnet ved meget samplerige produktioner, som ofte har sine rødder i jazzmusik, utroligt lange tracklister og et tekstunivers, der primært kredser om psykedeliske stoffer. The Unseen skulle angiveligt også være skrevet og indspillet under en konstant påvirkning af psilocybinsvampe. Det kan lyde noget utiltrækkende, men albummet modtog meget ros fra både anmeldere og fans af genren ovenpå udgivelsen. Det er anderledes, men siden hvornår har det også nødvendigvis været en dårlig ting?

1.       WELCOME TO VIOLENCE
En kort intro med lidt snak om vold.

2.       BAD CHARACTER
Man kunne frygte, at Quasimoto’s stemme ville være ulidelig at høre på, men som man om ikke andet finder ud af på dette nummer, så er den faktisk meget behagelig og tilpas alternativ. Produktionen er ikke vildt oplevelsesrig, men Quasimoto lyder trods alt til at være en skidt person, som titlen antyder.

3.       MICROPHONE MATHEMATICS
Produktionen er noget mere fremtrædende her, og det glæder uden tvivl nummeret. Quasimoto fortæller lidt om sig selv, så ikke overraskende har titlen intet med nummeret at gøre – andet end den irrelevante gentagelse i omkvædet.

4.       BASIC INSTINCT
Dette er rent faktisk et slags festnummer, men havde det ikke været for teksten, ville det ikke have været tydeligt, så nummeret er ikke helt dårligt.

5.       GOODMORNING SUNSHINE
Produktionen er ret fed herpå, men den mærkværdige afslutning kunne jeg nu godt have undværet. Teksten er dejligt forskruet, og man kan næsten smage svampene, men det er kun en del af charmen ved ikke bare nummeret men hele albummet.

6.       DISCIPLINE 99, PT. 0 (FEAT. MR. HERB)
Quasimoto forstår at vælge sine basgange, og det er dette et glimrende bevis på. Produktionen er super sprød, og så er det sådan set lige meget hvad Mr. Herb og Quasimoto får fortalt.

7.       LOW CLASS CONSPIRACY
De tempofyldte og kaotiske mellemspil er gode og står i god kontrast til de mere rolige og håndgribelige sekvenser. Et spændende, underholdende og varieret stykke musik.

8.       RETURN OF THE LOOP DIGGA
Der burde måske have stået “feat. Loop Digga”, da han dominerer dette nummer, men grunden til at dette ikke er tilfældet, er sandsynligvis at Loop Digga blot er endnu et alter ego af Madlib med en betydeligt dybere stemme end Quasimoto. De vælger halvvejs gennem nummeret at skifte over til en skit, hvor de går på jagt efter jazzmusik i en pladebutik (hvilket er Madlib’s anden store passion). Det er lidt underligt, men Quasimoto lader ikke til at følge nogle som helst regler eller dogmer end sine egne. Efter skiten begynder et nyt beat med et violinstykke, og det er virkelig fedt og nummerets højdepunkt. Et mere alternativt nummer end normalt for Quasimoto, men det klæder ham nu okay – jeg bliver dog nok aldrig den helt store fan af skits. Loop Digga bliver i øvrigt hængende i noget tid endnu og bidrager også til flere af de kommende numre.

9.       REAL EYES
Dette er formegentligt Quasimoto’s største hit – ikke at det scorede afspilninger i radioen eller lignende, men det er ret populært iblandt fans. Det er forståeligt nok, da nummeret er utroligt dejligt, afslappende og smooth. Det gennemspilles problemfrit og med stor underholdningsværdi. Endnu en gang er der koblet en irrelevant afrunding på nummeret, hvilket næsten også må være et af Madlib’s kendetegn. Nogle gange fungerer det som begyndelsen på næste nummer, mens det andre gange - ligesom her - bare er ret random. Det er dog heldigvis aldrig ringe. Titlen er i øvrigt et ret smart ordspil.

10.   COME ON FEET
Dette nummer må være et af albummets absolut mest syrede skæringer, hvilket kun er blevet hjulpet på vej af den supplerende musikvideo, som blev udgivet kort efter albummets udgivelse. Det er stærkt inspireret af den franske film Fantastic Planet (original titel: La Planéte Sauvage), hvor flere af nummerets samples stammer fra. Det er ret morsomt, men ikke noget jeg nødvendigvis smider på min håndholdte. Hvor mærkeligt kan nummeret lige være, spørger du?


11.   BLUFFIN
En meget flot, underholdende og jazzede produktion danner fundamentet for dette nummer, og resultatet er meget behageligt.

12.   BOOM MUSIC
Quasimoto introducerer Madlib, som fortsætter med at nævne en række populære rappere og hip-hop grupper. Hans stemme er rimelig dyb, men det lyder ikke dårligt. Quasimoto er dog betydeligt mere interessant, da han bare er super original og spændende, så da han påbegynder andet vers, stiger nummeret alligevel i kvalitet.

13.   MHBS
Quasimoto er fraværende på dette nummer, der basalt set handler om ”Money Hungry Bitches”, men selvom teksten kan være en smule fængende, så er det uden tvivl produktionen, der gør nummeret rigtig godt. Den er ret varm, positiv og opmuntrende, hvilket ikke helt stemmer overens med det beskæftigede emne, men det lyder nu godt.

14.   PUT A CURSE ON YOU
Intet andet end den tegnede Scooby Doo TV-serie bliver samplet. Det passer meget godt til det lidt dystre nummer, som teksten i øvrigt også komplimenterer glimrende. Madlib lægger et vers, men faktisk passer den tegneserieagtige figur Quasimoto bedre ind. Måske meget naturligt.

15.   ASTRO BLACK
Cadeau til Madlib for at time sin vokal således, at Quasimoto’s flow bliver yderst elegant, skarpt præcis – selv når han rapper lidt hurtigere end normalt. Det er ret imponerende, da jeg ikke går ud fra, at det var en let opnåelig virkning. Der bliver samplet lidt blødt rock og blues, hvilket ikke overraskende ligeledes lyder super godt.

16.   GREEN POWER
Farven grøn kan repræsentere flere ting, heriblandt hampplanter, hvilke Quasimoto holder meget kær. Den gode produktion sikrer endnu et glimrende nummer.

17.   JAZZ CATS, PT. 1
På mange områder et søvndyssende nummer, hvor der blot bliver oplistet en masse forskellige jazzmusikanter. Nu skulle alle gerne være klar over, at Madlib elsker jazz. Interessant nok nævnes den populære Miles Davis dog ikke, men det var måske en indlysende inspiration.

18.   24-7 (FEAT. MEDAPHOAR)
Medaphoar, bedre kendt som M.E.D., gæster dette lidt atypiske nummer, hvor beatet i høj grad skifter halvvejs igennem. De forskellige samples bliver effektivt taget i brug, så begge dele af nummeret er en underholdende oplevelse, men særligt den mere dæmpede anden del er fed pga. det simple og stemningsfulde vokalsample.

19.   THE UNSEEN
Titlen er blevet samplet og kører gennem næsten hele nummeret, hvilket var et meget smart træk, da det lyder vildt godt. Selvom beatet i første omgang var fedt, så vælger Quasimoto alligevel at variere det gennem nummeret, så man bliver repræsenteret for hele tre forskellige produktioner. Det første bud er meget elegant og stille, mens de to sidste er mere tempofyldte og rimelig identiske, men jeg vælger alligevel at adskille dem. Det er dog hele vejen igennem et underholdende, overraskende og spændende nummer. Godt titelnummer.


20.   PHONY GAME
Et lidt ødelagt nummer pga. det langvarige samplede omkvæd og den irriterende og larmende afrunding. Essensen – den gode produktion og Quasimoto’s rap – udgør desværre en alt for lille del af nummeret. Intet ondt om vokalen i omkvædet, andet end at den kræver mere plads, for den lyder såmænd okay.

21.   ASTRO TRAVELLIN
Dette nummer er en tand for afslappende, og det ender derfor med at være et lidt kedeligt bekendtskab. Quasimoto sampler umiddelbart kun en bid vokal fra Nas’ ”It Ain’t Hard To Tell”, så produktionen er muligvis oprigtigt hans eget værk, men det er altså umiddelbart ikke at fortrække.

22.   BLITZ
En kort instrumental på godt et minut. Det lyder meget godt, og jeg kan særligt godt lide de korte øjeblikke, hvor nummeret lyder til at blive afspillet under vand for derefter hurtigt at vende tilbage til overfladen.

23.   AXE PUZZLES
Quasimoto begår endnu en genistreg med denne soulfyldte produktion, der låner med arme og ben fra Mel & Tim’s "Keep The Faith”, men du finder ingen løftede pegefingre i min retning, da det gøres stilfuldt og overbevisende. Dejligt nummer.

24.   DISCIPLINE 99, PT. 1 (FEAT. WILDCHILD)
Quasimoto går en smule amok med hip-hop samples i dette nummer, da man støder på vokalsamples fra både Big Daddy Kane, Common og Guru (fra Gang Starr), der tilsammen udgør omkvædet. Produktionen har et hint af funk og soul, hvilket resulterer i endnu et fremragende beat, og gør nummeret en fantastisk måde at afslutte albummet på. Slutningen på slutningen, hvilket vil sige de sidste 50 sekunder, er ret fjollet, men de er velkommen. Om ikke andet så fordi det er et meget karakteristisk Quasimoto trick.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Quasimoto er en ret morsom og underholdende figur i sig selv med sin anderledes stemme, men oven i det har vi på The Unseen også at gøre med et fantastisk og opfindsomt produktionsarbejde, som komplimenterer den højfrekvente stemme helt perfekt. Madlib selv og hans andre alter egoer finder dog også jævnligt vej til albummets numre, og det var måske i grunden et meget godt valg, da Quasimoto formegentligt nydes bedre i mindre doser. Det overlange album, som dog kun varer godt en time – ikke pga. skits og interludes, men bare korte numre – er overraskende konsistent, og der er ikke rigtigt nogle dårlige numre på albummet (måske undtagen ”Jazz Cats, Pt. 1”), og faktisk vil jeg mene, at albummet nydes endnu bedre som en enhed, da det bare besidder en unægtelig og kraftig rød tråd, og fordi albummet simpelthen ikke minder om så meget andet. Quasimoto er et morsomt påfund, men i sidste er det nu den imponerende, jazzede, soulfyldte, rolige, afslappende og varierede produktion (uha), der gør, at jeg også fremover vil vende tilbage til dette album. Nogle år efter den originale udgivelse så albummet i øvrigt en genudgivelse med næsten alle instrumentale på en selvstændig disk, og stadig koster albummet ikke alverden, så jeg vil uden tøven anbefale et køb af The Unseen. Ellers kan man evt. i mellemtiden forsøge at fange nogle numre fra albummet på P8, da de til min store overraskelse hvert fald spillede Quosimoto forleden. Det var en meget glædelig overraskelse, kan jeg indskyde.

BEDSTE NUMRE: ”Microphone Mathematics”; ”Goodmorning Sunshine”; “Discipline 99, Pt. 0”; “Low Class Conspiracy”; “Return of the Loop Digga”; “Real Eyes”; “Bluffin”; “MHBs”; “Astro Black”; “Green Power”; “24-7”; “The Unseen”; “Axe Puzzles”; “Discipline 99, Pt, 1”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar