Det var angiveligt Dresta, der pressede Eazy-E til at tage et nøjere kig på Bone drengene, og efter en del skuldertræk fik han endelig i 1993 en aftale i hus med gruppen, der dengang gik under navnet B.O.N.E. Enterpri$e, som reflekterede alle medlemmernes inkludering af ordet ”bone” i sine kunstnernavne. Rapperne optræder nemlig under henholdsvis Krayzie Bone, Layzie Bone, Bizzy Bone, Wish Bone og Flesh-n-Bone (hvem mangler på coveret?). De havde forud for den nye kontrakt udgivet debutalbummet Faces of Death, som blev udgivet på Stoney Burke tidligere på året. Albummet var produceret af lokale producere, men med skiftet til Ruthless Records fik de en ny flok producere til rådighed, og deres første udgivelse på selskabet var derfor den meget G-Funk prægede EP Creepin on ah Come Up.
På dette tidspunkt havde Eazy-E allerede været inde og lave en af sine største ændringer ved gruppen, da han egenhændigt omdøbte dem til Thugs-N-Harmony, hvorefter fyrene fik tilegnet sig en tilladelse til at tilføje det sidste kendetegnende ord. Det lykkedes efter lidt vanskeligheder rent faktisk for gruppen at sælge rimelig godt, så da gruppen i 1995 fulgte op med deres andet album, var der allerede en temmelig stærk målgruppe.
På E 1999 Eternal skilte de sig af med de mange producere undtagen en enkelt: DJ U-Neek, som stort set egenhændigt producerede hele albummet, hvilket resulterede i en mere strømlinet G-Funk udgivelse med dæmpede og mørke produktioner. Albummet udkom kort efter Eazy-E’s bortgang, så det var formegentligt særligt af den grund dedikeret til ham, hvilket foruden at være direkte formidlet også skinnede igennem på numre (særligt ”Tha Crossroads”) og selvfølgelig i titlen, som er en blandet homage til både Eazy-E med referencer til hans første kompilationsalbum (som forretningsmæssigt fornuftigt nok udkom på omtrent samme tidspunkt som E 1999 Eternal – altså kort efter hans død) og gaden i Cleveland, de voksede op på.
Bone Thugs-N-Harmony er muligvis bedst kendte for deres hurtige levering og melodiske og harmoniske stil, og fyrene byder såmænd også jævnligt på et smooth og syngende flow, da de ikke er bange for at blande lidt soul og sang ind i det ellers umiddelbare hårde lydbillede. De minder derfor en smule om The Dove Shack, dog langt fra ligeså konsekvente. Bone Thugs-N-Harmony brænder nemlig på dette tidspunkt allermest for gangsta rappen, hvilket bl.a. også blev gjort klart af deres berømte og utroligt veludførte cover af N.W.A.’s ”Fuck tha Police” et par år senere. Hvis man har kendskab til gruppen, er der dog også en stor chance for, at man som minimum kender lidt til E 1999 Eternal, da det solgte vældig godt og affødte nogle populære singler.
1. DA INTRODUKTION
Nummeret er over fire minutter langt, så enten er det en kvalmende lang intro eller et egentligt nummer. Eller en blanding. Fyrene demonstrerer deres fantastiske og syngende flows, hvilket virkelig lyder godt, men beatet er nærmest ikke eksisterende, og halvdelen af tiden er der ingen vokal. Alligevel lyder det okay, men jeg hører det ikke igen foreløbigt.
2. EAST 1999
Introduktionen skifter problemfrit over i dette nummer, hvor fyrene får lov at rappe over et mere interessant beat. Det er stadig ret dæmpet og simpelt, men det fungerer egentligt fint. Der reflekteres over barndommen og livet på gaden i en semimørk tone. Særligt Krayzie Bone imponerer en del med sit dynamiske og melodiske flow, mens de alle har gode velskrevne vers.
3. ETERNAL
Det melankolske pianospil danner et godt fundament med sin melodiske og stemningssættende virkning, mens en glimrende bas holder kroppen i bevægelse. Rapperne underholder med fine vers og et udmærket omkvæd, da de jo også er acceptable sangere. Fint nummer.
4. CREPT AND WE CAME
Bizzy Bone synger næsten mere, end han rapper, hvilket er lidt for meget af det gode, og jeg synes ikke helt så meget om Wish Bone’s stemme, men resten er gode. Særligt Layzie Bone som har det bedste vers. Fyrene bliver holdt med selskab af en dejlig bas, som virkelig kommer til sin ret mod slutningen, hvor den får lov at køre solo et øjeblik. Lige forinden dette lader nummeret til at afsluttes, hvilket til gengæld bare er en irriterende effekt. Der er mere gang i dette nummer, da det har et lidt mere tempofyldt beat, og det lyder ganske simpelt rigtig fedt.
5. DOWN ’71 (THE GETAWAY)
Bizzy Bone bliver dømt til døden, men med hjælp fra Layzie Bone og Krayzie Bone formår han at bryde ud af fængslet og stikke af. Det er en meget blodig fortælling fra de tre involveredes synspunkter uden de store overraskelser, da alt tilsyneladende ender godt for vores tre hovedpersoner, men det er nu meget fint at høre lidt historiefortælling fra gruppen.
6. MR. BILL COLLECTOR
Ikke overraskende et nummer om penge og vold. Albummets produktioner begynder så småt at flyde sammen, da opskriften synes at være melankolske pianosamples, småfunkye basgange og dæmpede trommer. Dette nummer skiller sig derfor ikke på nogen måde ud.
7. BUDSMOKERS ONLY
Et ud af flere af Bone Thugs-N-Harmony’s numre dedikeret specielt til hash. Nu er jeg under nedfældningen af disse ord ikke høj på noget som helst, så måske det blot er derfor, at nummeret ikke sagde mig noget. Den tydeligt massivt loopede basgang er dog ret alternativ på en interessant måde.
8. THA CROSSROADS
Originalt indeholdte E 1999 Eternal nummeret ”Crossroad”, som var lavet til minde om gruppens afdøde venner, men da Eazy-E døde valgte de at remikse nummeret en smule, hvilket resulterede i dette udspil. Det blev udgivet som single, og modtog så meget positiv respons, at gruppen valgte at tilføje nummeret til fremtidige oplag af E 1999 Eternal, hvor det enten blev sat i forlængelse af den originale trackliste eller ligesom her erstattede det originale nummer. Det er uden konkurrence gruppens største hit og vandt dem sågar en Grammy Award, men det er også rigtig godt. Rapperne sænker farten på dette nummer og overgiver sig en smule mere til sang, der sammen med det overelegiske beat giver nummeret en alvorsfuld og tungsindig stemning. Man kan desuden også fornemme gråden i deres stemmer, hvilket blot er et stort plus i konteksten. Rørende og godt nummer.
9. ME KILLA
En kort interlude. De synger lidt med samme melodi som hørt i Eminem’s ”Guilty Conscience”.
10. LAND OF THA HEARTLESS
En slags opfølger til interluden, da de virker til at bære samme mørke træk, så i det mindste er forrige nummer ikke helt uden relevans. DJ U-Neek har virkelig formået at producere et mørk og dæmpet beat, der som sådan ikke er særlig godt, men det skaber en fabelagtig stemning, som gør nummeret okay.
11. NO SHORTS, NO LOSSES
DJ U-Neek bidrager med et af hans mest simple og kedelige beats, og desværre er der ingen intens stemning til at redde det. Selv Bone’s virker faktisk en smule ligeglade med dette nummer.
12. 1ST OF THA MONTH
Nummeret skydes i gang med et temmelig fængende og ganske vellydende refræn med en positiv og blid kommando, og sørme om DJ U-Neek ikke bidrager med et ikke-dystert beat. Versene gengiver stadig gadelivet men med en mere forhåbningsfuld og opstemt udstråling. Det er et dejligt afbræk fra de elegiske skæringer, hvilket gør det nemt at komme til at rive sig for meget med, men det er egentligt ikke så godt igen. Omkvædet bliver meget repetitivt i længden, og når man piller den positive udstråling væk, så har nummeret ikke meget at byde på. Det var ikke overraskende albummets første single.
13. BUDDAH LOVAZ
Endnu et nummer om hash. Det er ikke bedre end det første. Omkvædet er muligvis værre, og beatet er mindre interessant. Lyrikken og fyrenes flows er bestemt heller ikke noget at råbe hurra for.
14. DIE DIE DIE
Et forholdsvis kort nummer med et enkelt vers fra Krayzie Bone og Bizzy Bone hver. Enten er det et lidt kryptisk konceptnummer eller også giver de jævnt fordelte skits bare ingen mening. Jeg håber på det første, for ellers er nummeret ikke meget værd. Men jeg tipper alligevel på det sidste.
15. MR. OUIJA 2
Interlude med en smule relevans til næste nummer, men det gør den ikke god. Det er i øvrigt en efterfølger til en interlude fra Bone’s forrige udgivelse.
16. MO’ MURDA
Bone’s er nogle fantastiske og alsidige rappere, og på dette nummer får de endnu et nogenlunde beat at læne sig op af. Det er meget dystert - særligt omkvædet, hvor titlen gentages flere gange med en meget dyb stemme, men også produktionen er et af de mere mørke. Lyrisk får man præcis, hvad man kan forvente, men det er alligevel et ganske fedt nummer.
17. SHOTZ TO THA DOUBLE GLOCK (FEAT. POETIC HUSTLA’Z & GRAVEYARD SHIFT)
Bone Thugs-N-Harmony vælger til slut tydeligt at repræsentere Ruthless Records, mens de angriber Tha Dogg Pound, hvilket i høj grad var et resultat af målets omgivelser (Death Row Records). Gæsterne på nummeret bidrager ikke med noget særligt, men selvstændigt er det et okay boom bap nummer, men som en del af E 1999 Eternal drukner det i den på dette tidspunkt alt for vante lyd.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Bone Thugs-N-Harmony er nogle virkelig kompetente rappere med fantastiske harmoniske og syngende flows, og de holder stort set niveauet igennem hele E 1999 Eternal, men desværre bliver de modarbejdet af to instanser, der forhindrer albummet i at være klassikeren, den ellers havde potentiale til. Problemet er den meget stereotypiske og ensidige lyrik og DJ U-Neek’s ensformige produktion. Produktionen får E 1999 Eternal til umiddelbart at lyde konsistent og sammenhængende, men når man piller albummet fra hinanden, opdager man et nærmest genbrug af dominerende elementer i produktionen. Lyrikken lider lidt under de samme kritikpunkter. Derfor bliver man blæst omkuld af albummets første par numre, hvorefter det hele begynder at smelte lidt sammen. Det er ret ærgerligt, da Bone Thugs-N-Harmony tydeligvis er talentfulde. Det kunne være bedre, men trods dette er det alligevel et køb værd. Bone Thugs-N-Harmony’s innovative og fede blanding af rap og sang fortjener dette.
BEDSTE NUMRE: ”East 1999”; ”Eternal”; ”Crept and We Came”; ”Tha Crossroads”; ”1st of tha Month”; “Mo’ Murda”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar