Særligt to
instanser er vigtige i historien om den Californien-baserede hvide
rapper-slash-producer Jonwayne. Den første er det lille spillested Low End
Theory, hvor Jonwayne startede sin karriere, mens den anden er Stones Throw
Records, som han pt. er signet til. Tilknytningen til dette pladeselskab var en
drøm, der gik i opfyldelse, da Jonwayne nu deler lokaler med den fabelagtige
producer Madlib, men først måtte han altså igennem Low End Theory.
Low End Theory startede i 2006 som et lille og nærmest privat opholdningssted, men efter et års tid havde det udviklet sig til et større lokalt spillested. Fra starten af var ideen, at ukendte kunstnere kunne komme og spille sit eksperimentelle, elektroniske og sampletunge materiale for ligesindede på en lille scene, men pludselig begyndte der også at dukke kendte ansigter op (en ensrettet genkendelse), og stedet blev derfor også gæstet af bl.a. sangerinden Erykah Badu og Thom Yorke fra rockbandet Radiohead. Tre år inde i dette nye samlingspunkts levetid stod Jonwayne i dørkarmen med sine uofficielle mixtapes under armen. Jonwayne blev hurtigt godkendt og fik derefter skemalagt sin første gig.
Med nye kontakter opstod der flere muligheder for Jonwayne, og han skrev derfor kontrakt med Alpha Pup Records, hvor han gennem to projekter viste sine kompetencer som producer. I mellemtiden havde han dog også scoret sig en rolle som konferencier til et Hit+Run arrangement i et forsøg på at indsamle nogle penge til at hjælpe en kammerat fra Low End Theory, der opholdte sig ulovligt i U.S.A. (Engelsk statsborgerskab). Disse arrangementer tiltrækker tilsyneladende nogle større navne, da Jonwayne i denne anledning kom i snak med Peanut Butter Wolf – ejeren af Stones Throw Records. Endnu engang havde Jonwayne en overbevisende tunge, da han tryllebandt direktøren og skaffede sig en kontrakt på tre albums. Endelig var drømmen gået i opfyldelse, og et nyt eventyr kunne begynde.
Jonwayne rykkede fra sit badeværelse og ind i et nyoprettet musikstudie, og udgav senere sit første album på pladeselskabet – eller faktisk sine første to, da der er tale om et dobbeltalbum fyldt med beats. Han har dog tilsyneladende ikke helt fundet sig til rette med de nye og bedre vilkår, da han tidligere i år udgav et gratis mixtape med egne beats og egen rap – optaget i alt andet end et studie.
This is False, som mixtapet hedder, er nemlig et mindre koncept, da første halvdel er optaget i kammeraten Zeroh’s selskab i hans dagligstue, mens den anden halvdel er optaget i fred i Jonwayne’s eget hjem. Jonwayne opdagede, at de to miljøer havde en mærkbar indflydelse på indspilningerne, hvilket han valgte at vise med dette mixtape. Lyrikken er ganske hverdagsagtig og nede på jorden med nogle jævnlige punchlines, mens den eksperimentelle produktion stilistisk minder meget om tidligere materiale med sit elektroniske og sampletunge udtryk – altså alt hvad Low End Theory også stod for. Derudover er selve lyden også dæmpet og grynet, så det lidt lyder som en gammel LP. Jonwayne har tydeligvis ladet sig inspirere af bl.a. den afdøde J Dilla og Madlib, men det spænder bestemt ikke ben for ham – tværtimod.
1. PART ONE: LIVE ON ZEROH’S COUCH
Introduktion til første del af mixtapet med lidt klaver og en sangerinde.
2. PLAY DEADER (FEAT. ZEROH)
Jeg er ikke så glad for Jonwayne’s flow, og så syntes jeg også, at Zeroh lyder en anelse for træt. Det lyder bare lidt som om, at Jonwayne fuldstændigt skider på det minimalistiske beat, og rapper som det passer ham. Det er mærkeligt, men produktionen er rar og soulfuld. Lidt uheldig start.
3. JWSB BOOTLEG #1
Jonwayne har ikke et vildt imponerende flow, da det er monotont og lidt stift. Han minder faktisk lidt om MF DOOM, men ligesom MF DOOM får Jonwayne det også til at fungere. Han er i øvrigt rimelig aggressiv og legende herpå, hvilket sandsynligvis bl.a. kan tilskrives selskabet. Han flyder meget bedre over dette lettere elektroniske beat, så nummeret er ganske underholdende.
4. JWSB BOOTLEG “2 (MILTON BRANDY)
Mere battlerap som i forrige nummer, men det meget simple beat er dog mindre interessant, og faktisk bliver det en kende irriterende i længden.
5. PLAYED OUT
Dette lyder meget som J. Dilla’s værk med sit soulfulde udtryk, det beroligende vokalsample og sin vinyllyd. Jonwayne er dog ikke altid lige interessant, men alligevel et udmærket nummer.
6. SUNKIDS (FEAT. ZEROH)
Jonwayne snakker rimelig åbent om barndommens ignorante lyksalighed og sin usikkerhed med et simpelt, lidt muntert og ret fængende beat i ryggen, men halvvejs igennem det i forvejen korte nummer bliver han afbrudt af Zeroh – og jeg mener virkelig afbrudt – som fortsætter med historier fra gårsdagen med et overbevisende engagement. Dette nummer måtte gerne have været tre gange så langt, da det kun lige når over firs sekunder.
7. LOTUS BOOTLEG
Jonwayne sætter tempoet en smule op, mens han lader det rare beat kører med sine normale omdrejninger. Det er soulfuldt men stadig med hårdtslående trommer. Der fyldes på af rim, punchlines men også tanker om hans situation. Det er en spændende blanding.
8. RAMBLE
Simpelt battlerap med intet mindeværdigt. Selv beatet virker for simpelt, da der ikke er meget andet i spil end de dæmpede trommer.
9. WHATAREWEGONNACALLIT (FEAT. ZEROH)
Med inkluderingen af et simpelt men fængende guitarriff indleder Zeroh dette afsluttende nummer fra hans dagligstue, der lyder ganske godt. Efter en mindre skit fortsætter Jonwayne over et helt andet og mere dystert beat, der er okay men mindre interessant. Nummeret virker derfor ret fragmenteret, hvilket ikke gavner det. Det er dog ikke dårligt.
10. PART TWO: BEDROOM
…
11. THOUGHTLESS
Endnu et nummer med en lyd, jeg forbinder med J. Dilla, hvilket bl.a. skyldtes, at Slum Village’s ”Players” var et af de første numre produceret af ham, som jeg tog til mig. Jonwayne virker uafhængig af andre og introspektiv her på det første nummer indspillet alene i hjemmet, hvilket han var ganske lidt gennem første halvdel af This Is False. ”Played Out” er undtagelsen, som faktisk minder en del om dette nummer – bortset fra at være mere aggressivt.
12. LEAVING HOME
“Syret” beskriver rimelig godt dette nummer, hvor Jonwayne både synger og rapper om sin musik. Det er eksperimentelt og anderledes men også melodisk og interessant. Han måtte dog gerne have fyldt nummeret ud med noget mere rap frem for sang, for selvom omkvædet er okay, så er det rappen, der holder på mig.
13. ACCOUNTED TO, THEN FOR
Den bløde produktion er ganske fed, men jeg ville gerne have haft nogle lidt mere fremtrædende trommer, da det kan blive en smule kedeligt i længden. Jonwayne gør det glimrende med et par vers af eftertænksomhed, så det er nu underholdende nok.
14. STACKING CORPSES
Som titlen angiver, bliver Jonwayne temmelig aggressiv med truende og selvpromoverende lyrik. Han lyder dog ikke voldsomt farlig (særligt i konteksten), hvilket ødelægger det hele en smule.
15. FRIENDSHIP
Dette virker meget konceptuelt og mellemspilsagtigt, da Jonwayne rapper utroligt lidt igennem nummeret, der ellers består af nogle tilfældige råb, lidt sang og et nogenlunde beat. Ikke videre interessant.
16. MAGICIAN
Violin, trompet og trommer danner rammerne for en fantastisk fængende produktion, mens Jonwayne smider nogle punchlines af sted – den sidste værende en sammenligning med en tryllekunstner. Muntert og underholdende.
17. HUNGRY
Sulten er præcis, hvad Jonwayne både er og lyder til at være herpå. Et af mixtapets mere traditionelle numre med et længere omkvæd, flere vers og deraf en normal varighed. Beatet trækker på både funk, elektronisk musik og soul, hvilket resulterer i en glimrende kombination. Meget underholdende.
Low End Theory startede i 2006 som et lille og nærmest privat opholdningssted, men efter et års tid havde det udviklet sig til et større lokalt spillested. Fra starten af var ideen, at ukendte kunstnere kunne komme og spille sit eksperimentelle, elektroniske og sampletunge materiale for ligesindede på en lille scene, men pludselig begyndte der også at dukke kendte ansigter op (en ensrettet genkendelse), og stedet blev derfor også gæstet af bl.a. sangerinden Erykah Badu og Thom Yorke fra rockbandet Radiohead. Tre år inde i dette nye samlingspunkts levetid stod Jonwayne i dørkarmen med sine uofficielle mixtapes under armen. Jonwayne blev hurtigt godkendt og fik derefter skemalagt sin første gig.
Med nye kontakter opstod der flere muligheder for Jonwayne, og han skrev derfor kontrakt med Alpha Pup Records, hvor han gennem to projekter viste sine kompetencer som producer. I mellemtiden havde han dog også scoret sig en rolle som konferencier til et Hit+Run arrangement i et forsøg på at indsamle nogle penge til at hjælpe en kammerat fra Low End Theory, der opholdte sig ulovligt i U.S.A. (Engelsk statsborgerskab). Disse arrangementer tiltrækker tilsyneladende nogle større navne, da Jonwayne i denne anledning kom i snak med Peanut Butter Wolf – ejeren af Stones Throw Records. Endnu engang havde Jonwayne en overbevisende tunge, da han tryllebandt direktøren og skaffede sig en kontrakt på tre albums. Endelig var drømmen gået i opfyldelse, og et nyt eventyr kunne begynde.
Jonwayne rykkede fra sit badeværelse og ind i et nyoprettet musikstudie, og udgav senere sit første album på pladeselskabet – eller faktisk sine første to, da der er tale om et dobbeltalbum fyldt med beats. Han har dog tilsyneladende ikke helt fundet sig til rette med de nye og bedre vilkår, da han tidligere i år udgav et gratis mixtape med egne beats og egen rap – optaget i alt andet end et studie.
This is False, som mixtapet hedder, er nemlig et mindre koncept, da første halvdel er optaget i kammeraten Zeroh’s selskab i hans dagligstue, mens den anden halvdel er optaget i fred i Jonwayne’s eget hjem. Jonwayne opdagede, at de to miljøer havde en mærkbar indflydelse på indspilningerne, hvilket han valgte at vise med dette mixtape. Lyrikken er ganske hverdagsagtig og nede på jorden med nogle jævnlige punchlines, mens den eksperimentelle produktion stilistisk minder meget om tidligere materiale med sit elektroniske og sampletunge udtryk – altså alt hvad Low End Theory også stod for. Derudover er selve lyden også dæmpet og grynet, så det lidt lyder som en gammel LP. Jonwayne har tydeligvis ladet sig inspirere af bl.a. den afdøde J Dilla og Madlib, men det spænder bestemt ikke ben for ham – tværtimod.
1. PART ONE: LIVE ON ZEROH’S COUCH
Introduktion til første del af mixtapet med lidt klaver og en sangerinde.
2. PLAY DEADER (FEAT. ZEROH)
Jeg er ikke så glad for Jonwayne’s flow, og så syntes jeg også, at Zeroh lyder en anelse for træt. Det lyder bare lidt som om, at Jonwayne fuldstændigt skider på det minimalistiske beat, og rapper som det passer ham. Det er mærkeligt, men produktionen er rar og soulfuld. Lidt uheldig start.
3. JWSB BOOTLEG #1
Jonwayne har ikke et vildt imponerende flow, da det er monotont og lidt stift. Han minder faktisk lidt om MF DOOM, men ligesom MF DOOM får Jonwayne det også til at fungere. Han er i øvrigt rimelig aggressiv og legende herpå, hvilket sandsynligvis bl.a. kan tilskrives selskabet. Han flyder meget bedre over dette lettere elektroniske beat, så nummeret er ganske underholdende.
4. JWSB BOOTLEG “2 (MILTON BRANDY)
Mere battlerap som i forrige nummer, men det meget simple beat er dog mindre interessant, og faktisk bliver det en kende irriterende i længden.
5. PLAYED OUT
Dette lyder meget som J. Dilla’s værk med sit soulfulde udtryk, det beroligende vokalsample og sin vinyllyd. Jonwayne er dog ikke altid lige interessant, men alligevel et udmærket nummer.
6. SUNKIDS (FEAT. ZEROH)
Jonwayne snakker rimelig åbent om barndommens ignorante lyksalighed og sin usikkerhed med et simpelt, lidt muntert og ret fængende beat i ryggen, men halvvejs igennem det i forvejen korte nummer bliver han afbrudt af Zeroh – og jeg mener virkelig afbrudt – som fortsætter med historier fra gårsdagen med et overbevisende engagement. Dette nummer måtte gerne have været tre gange så langt, da det kun lige når over firs sekunder.
7. LOTUS BOOTLEG
Jonwayne sætter tempoet en smule op, mens han lader det rare beat kører med sine normale omdrejninger. Det er soulfuldt men stadig med hårdtslående trommer. Der fyldes på af rim, punchlines men også tanker om hans situation. Det er en spændende blanding.
8. RAMBLE
Simpelt battlerap med intet mindeværdigt. Selv beatet virker for simpelt, da der ikke er meget andet i spil end de dæmpede trommer.
9. WHATAREWEGONNACALLIT (FEAT. ZEROH)
Med inkluderingen af et simpelt men fængende guitarriff indleder Zeroh dette afsluttende nummer fra hans dagligstue, der lyder ganske godt. Efter en mindre skit fortsætter Jonwayne over et helt andet og mere dystert beat, der er okay men mindre interessant. Nummeret virker derfor ret fragmenteret, hvilket ikke gavner det. Det er dog ikke dårligt.
10. PART TWO: BEDROOM
…
11. THOUGHTLESS
Endnu et nummer med en lyd, jeg forbinder med J. Dilla, hvilket bl.a. skyldtes, at Slum Village’s ”Players” var et af de første numre produceret af ham, som jeg tog til mig. Jonwayne virker uafhængig af andre og introspektiv her på det første nummer indspillet alene i hjemmet, hvilket han var ganske lidt gennem første halvdel af This Is False. ”Played Out” er undtagelsen, som faktisk minder en del om dette nummer – bortset fra at være mere aggressivt.
12. LEAVING HOME
“Syret” beskriver rimelig godt dette nummer, hvor Jonwayne både synger og rapper om sin musik. Det er eksperimentelt og anderledes men også melodisk og interessant. Han måtte dog gerne have fyldt nummeret ud med noget mere rap frem for sang, for selvom omkvædet er okay, så er det rappen, der holder på mig.
13. ACCOUNTED TO, THEN FOR
Den bløde produktion er ganske fed, men jeg ville gerne have haft nogle lidt mere fremtrædende trommer, da det kan blive en smule kedeligt i længden. Jonwayne gør det glimrende med et par vers af eftertænksomhed, så det er nu underholdende nok.
14. STACKING CORPSES
Som titlen angiver, bliver Jonwayne temmelig aggressiv med truende og selvpromoverende lyrik. Han lyder dog ikke voldsomt farlig (særligt i konteksten), hvilket ødelægger det hele en smule.
15. FRIENDSHIP
Dette virker meget konceptuelt og mellemspilsagtigt, da Jonwayne rapper utroligt lidt igennem nummeret, der ellers består af nogle tilfældige råb, lidt sang og et nogenlunde beat. Ikke videre interessant.
16. MAGICIAN
Violin, trompet og trommer danner rammerne for en fantastisk fængende produktion, mens Jonwayne smider nogle punchlines af sted – den sidste værende en sammenligning med en tryllekunstner. Muntert og underholdende.
17. HUNGRY
Sulten er præcis, hvad Jonwayne både er og lyder til at være herpå. Et af mixtapets mere traditionelle numre med et længere omkvæd, flere vers og deraf en normal varighed. Beatet trækker på både funk, elektronisk musik og soul, hvilket resulterer i en glimrende kombination. Meget underholdende.
18. MYTHOLOGY
Der bliver både samplet melodi og vokal fra noget soul, hvilket uden tvivl kunne have været super fedt, hvis ikke det lød så halvfærdigt og rodet. Dette nummer lyder helt forkert og er faktisk en smule irriterende. Ærgerligt, da der åbenlyst er en del potentiale i nummeret. Jonwayne er dog fin med et fængende omkvæd.
19. I’M A POOR MAN (BUT RICH IN THE MIND)
Meget melankolsk og bluesagtigt. Der er næsten noget lidt deprimerende over nummeret, hvor Jonwayne erklærer, at han er en fattig mand med et kongerige indeni. Det er dog samtidig også et lidt inspirerende nummer. Det er egentligt underholdende nok.
20. SO DELIRIOUS (FEAT. AVI)
Dette lyder på ingen måde som noget som helst andet på This Is False, men heldigvis ikke på den dårlige måde – langt fra. Den melodiske, flerlagede og massivt samplede (fra bl.a. andet hip-hop, inkl. et Biggie vokalsample) produktion er vidunderlig. Ganske simpelt. Deslige er de to rappere. Avi står glimrende ved siden af Jonwayne. Fantastisk.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Jonwayne er mere tilbøjelig til at levere aggressiv battlerap i selskab med kammeraten Zeroh, hvilket gør jeg bedst kan lide anden del af This Is False, som i øvrigt også passende nok er en smule længere. Til slut i mixtapet bliver han nemlig mere personlig, hvilket resulterer i nogle mere engagerende og emnestyrede numre. Produktionsmæssigt vinder anden halvdel af mixtapet også, da den generelt er mindre simpel og mere engagerende og fængende. Alligevel er det dog ikke en dum ide at høre mixtapet gennem fra start til slut, da Jonwayne er en fin og rimelig selvbevidst rapper og ikke mindst en eksperimenterende producer med spændende, soulfulde og anderledes produktioner. This Is False ville være værd at smide en lille skilling efter, men nu er det jo gratis, så det er bare med at søge ind på pladeselskabets hjemmeside.
BEDSTE
NUMRE: “JWSB Bootleg “1”; “Sunkids”; “Lotus Bootleg”; “Thoughtless”; “Accounted
To, Then For”; “Magician”; “Hungry”; “I'm a Poor Man (But Rich in The Mind)”; “So
Delirious”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar