Kendrick Lamar - good kid, m.A.A.d city (2012)

Kendrick Lamar er flere gange blevet udnævnt som vestkystens nye konge, hvilket er et omdømme, han stort set fik pålagt sig efter udgivelsen af sit mixtape Overly Dedicated fra 2010. Repræsenteret af nummeret ”Ignorance Is Bliss” blev han pludselig subjekt til en del opmærksomhed, da han ganske simpelt skiller sig meget ud. Dette skyldes først og fremmest hans nasale og lidt lyse stemme, som skaber nogle associationer med Eazy-E, der med sin meget karakteristiske og lyse stemme kunne genkendes efter få ord. Mens Eazy-E dog primært kun er kendt for sin vokal, så er Kendrick Lamar mindst ligeså kendt for sine tekster, da han også har for vane at overraske med socialrealistiske og velskrevne linjer (som f.eks. Ice Cube). Referencerne til populære medlemmer af den hedengangne N.W.A. slutter dog ikke her – tværtimod, da Dr. Dre tidligere i år fik Kendrick Lamar co-signed til sit Aftermath Records for derefter at fungere som executive producer på Lamar’s major label debut.

Dette er dog ikke Lamar’s første møde med Aftermath, da han ganske tidligt i sin karriere blev kontaktet af rapperen Game, som tog ham med på tour og indspillede lidt med ham. De var bl.a. sammen på ”Cali Niggaz”, som også blev besøgt af Lamar’s kammerat Jay Rock, der tog ham til sig endnu tidligere, da Jay signede Lamar (efter udgivelsen af hans første mixtape) til sit pladeselskab Top Dawg Records. Efter det roste mixtape Overly Dedicated var der en del forventninger til debutalbummet Section.80, og da albummet stort set indfriede dem alle, blev Lamar’s status som en af vestens største nye navne blot bekræftet, hvilket gjorde ham til mere eller mindre folkeeje i undergrunden. Forventningerne var derfor tårnhøje til hans studiedebut med Aftermath, så høje faktisk at folk tilsyneladende har glemt, hvad et stort pladeselskab gjorde ved Slaughterhouse. Men nu er Eminem selvfølgelig heller ikke involveret i dette projekt.

Trods hypen har major label debuten good kid, m.A.A.d city alligevel høstet mange flotte anmeldelser, så måske Kendrick Lamar bare ikke kan fejle? Selve ideen bag albummet er da også spændende i sig selv: Kendrick Lamar er en socialrealistisk rapper fra Compton, og helt i samme ånd som de originale rappere vil han faktisk mere end noget andet gerne væk fra gaden, skyderierne og stofferne – og gerne gennem hip-hop musikken, hvilket han så ganske simpelt har lavet et album om.

good kid, m.A.A.d city fortæller nemlig en lang historie om en ung Kendrick (eller K-Dot som han også kaldte sig selv for nogle år siden), der i forsøget på at slippe ud af det beskidte gademiljø konstant støder på nye forhindringer, der trækker ham ind igen. Foruden musikken bliver historien præsenteret gennem en håndfuld skits, der er med til at skubbe handlingen hurtigere frem og levere små twists. Mens Section.80 dermed blot legede lidt med forskellige koncepter, så er good kid, m.A.A.d city et fuldblods konceptalbum, der oven i købet indeholder referencer til føromtalte koncepter på det tidligere album.

Eftersom Dr. Dre kun har finpudset og overvåget produktionen, så er de mange beats udarbejdet af andre producere. Lamar har hentet enkelte gamle bekendtskaber med over i form af Sounwave, Terrace Martin og THC, men han har også ladet sig inspirere af sit nye arbejdsmiljø og hentet bidrag fra bl.a. T-Minus, Hit-Boy, Scoop DeVille og Just Blaze. Til slut kan jeg også lige nævne Pharrell (fra The Neptunes) og Pac Div.

Så er spørgsmålet bare om hypen har taget overhånd hos nogle anmeldere – evt. de samme som vurderede Slaughterhouse’s seneste lidt for højt – eller om good kid, m.A.A.d city bare er genialt. Her følger min udlægning af svaret.

1.       SHERANE A.K.A. MASTER SPLINTER’S DAUGHTER
Nummeret åbner med en bøn, hvilket ikke er sidste gang Jesus nævnes herpå, men med det til en side begynder den musikalske del af nummeret, hvor Kendrick fortæller om Sherane, som han skal til at besøge. Det foregår over et stemningsfuldt og dæmpet beat af Tha Bizness, hvilket løfter nummeret til et ganske underholdende niveau. Til slut parkerer Lamar bilen hos Sherane, hvorefter en skit følger med hans mor, der ringer for at gøre krav på sin bil, hvilket er et tilbagevendende emne herpå. Hvad Sherane helt præcist har med Teenage Mutant Ninja Turtles at gøre, skal jeg i øvrigt ikke gøre mig klog på. Måske ingenting i virkeligheden.

2.       BITCH DON’T KILL MY VIBE
Det viser sig nu, at det forrige nummer historiemæssigt hører til midt på skiven, så vi bliver med dette nummer taget tilbage til begyndelsen, hvor Lamar snakker om sin integritet og deslige i forhold til sin musik. Jeg er ret glad for, at Lamar valgte at starte albummet med et kig ind i fremtiden, da dette havde været en lidt kedelig åbner. Nummeret er ikke dårligt, men det er omvendt heller ikke voldsomt ophidsende, da beatet er lidt for simpelt og omkvædet en smule irriterende i længden. Det er dog vokset på mig, siden jeg hørte det første gang. Sounwave sampler i øvrigt danske Boom Clap Bachelors’ "Tiden Flyver", hvilket end ikke er den eneste danske indflydelse på pladen. Nummeret slutter med en kort skit, hvor Lamar bliver samlet op af sine kammerater.

3.       BACKSEAT FREESTYLE
På bagsædet af kammeratens bil spytter han så en freestyle. I virkeligheden er det selvfølgelig ikke en freestyle, men ideen er ret sjov. Dog syntes jeg lidt, at han spilder chancen for at lave et nummer med Ab-Soul og Schoolboy Q, der udgør halvdelen af Lamar’s gruppe Black Hippy, og som slet ikke medvirker på albummet (foruden bonusnumre), hvilket også er grunden til, at jeg ikke har omtalt dem før nu. De kunne da godt have siddet på bagsædet med ham. En anden ting er dog, at han også forspilder chancen for at lave et godt nummer, da dette faktisk er temmelig tarveligt, hvilket ikke mindst skyldtes Hit-Boy’s ubrugelige beat, så det kunne nok i grunden være lige meget om Ab og Q medvirkede eller ej. Til gengæld er der selvfølgelig ingen skit efter dette nummer.

4.       THE ART OF PEER PRESSURE
Efter et slags mellemspil med et klaverbesmykket beat og en syngende og accentbenyttende (ikke sidste gang, han har markant accent i øvrigt) Lamar, begynder det egentlige nummer, der ganske rigtigt handler om gruppepres – i forhold til alkohol, hash, indbrud mm. Nu begynder historien at tage fart, da Lamar bliver lokket ud i noget (de tre førnævnte ting), han egentligt ikke vil. Lamar er som rapper i topform her. Derfor er det også utroligt berigende, at beatet samtidig er et af albummets bedste, og så er det oven i købet dansk. Tabu er nemlig krediteret for beatet med god grund, da det mere eller mindre er løftet direkte fra Suspekt’s ”Helt Alene” fra deres seneste album. Fantastisk. I den afsluttende skit beslutter drengene at køre Lamar hjem igen, så han kan tage sin mors bil over til Sherane.

5.       MONEY TREES (FEAT. JAY ROCK)
Nu ville historien så umiddelbart fortsætte fra "Sherane a.k.a. Master Splinter’s Daughter", men det lader Lamar vente lidt på sig, da han i stedet vælger at opsummere historien hidtil. Derudover er nummeret også et skift fra drømmene (bl.a. repræsenteret af freestylen) til realiteternes kolde kendsgerninger med mangel på penge, skuddramaer osv. Versene er selvsagt gode, hvilket i den grad også inkluderer Jay Rock’s bidrag, der er mindst lige så godt som Lamar’s vers. Omkvædet er oven i købet godt, og det samme gælder DJ Dahi’s simple og semimelodiske beat. Til slut ringer hans mor endnu engang om bilen.

6.       POETIC JUSTICE (FEAT. DRAKE)
Nu må vi da have indhentet det første nummer? Ikke helt, da dette nummer nærmest virker til at være en substituering af "Sherane a.k.a. Master Splinter’s Daughter", da Kendrick igen snakker om hende og deres forhold… sammen med Drake. Hmm, dette kan muligvis kategoriseres som nummeret til de kvindelige lyttere (de af dem der ikke nødvendigvis gider høre resten af albummet), så nej, dette var ikke just særligt interessant. Scoop DeVille’s beat er ret kedeligt, hvilket nok egentligt også beskriver resten af nummeret ganske godt. I den afsluttende skit er vi endelig up to date igen, da Lamar parkerer bilen hos Sherane, hvor han dog uheldigvis bagefter bliver overfaldet af to af hendes venner, der er bandemedlemmer.

7.       GOOD KID
Over et stemningsfuldt og melodisk beat af Pharrell (partneren Chad Hugo synger tilsyneladende kun omkvædet) spytter Lamar to vers om henholdsvis bander og politiet, som alle syntes at være efter ham. Han vil gerne bryde med den kriminelle levevej, men han er allerede blevet stigmatiseret af politiet. Der bliver desuden leget lidt med farverne blå og rød, der både kan repræsentere banderne Crips og Bloods, og politiet. Et meget velskrevet og faktisk følelsesladet nummer. Og uden skit.

8.       M.A.A.D CITY (FEAT. MC EIHT)
Lamar skifter til et temmelig højt stemmeleje, som han også gjorde på nogle af sine mixtapes, mens han lægger to vers mere omkring de hårde kår i Compton. Til hans sidste vers skifter han umiddelbart tilbage, men som verset skrider frem bliver hans stemmelege ændret digitalt til lav og høj og tilbage igen. Det sidste vers brugte han i øvrigt også i sit bidrag til vestkystens BET Cypher i år. Ind i mellem dukker MC Eiht (fra Compton’s Most Wanted) op med sin dybe stemme og referencer til sine tidligere numre, mens han fortæller, at han tilsyneladende stadig lever i ghettoen. Det er da en lidt trist historie, men han lyder nu fed. Med Eiht følger desuden også et andet beat som i The Throne’s ” Murder To Excellence”, hvor beatet også pludseligt skifter halvejs inde. Det sidste beat lyder lidt som noget fra Compton’s Most Wanted’s diskografi uden at være helt så fængende, men det er nu stadig fedt nok. Det første er til gengæld elendigt og lidt trapagtigt. Nummeret er derfor en noget blandet oplevelse. I skit’en møder vennerne op med Lamar igen og overtaler ham til at drikke smerten og sorgen væk.

9.       SWIMMING POOLS (DRANK) (EXTENDED VERSION)
T-Minus har tydeligvis produceret dette nummer, men faktisk kan jeg godt lide det.  Der er masser af tam tam og lilletromme, hvilket jeg normalt har et lidt anstrengt forhold til, men sammen med den gode stortromme og andre berigende elementer, fremstår produktionen udmærket. Lamar giver sig i kast med nogle alkoholglorificerende vers, men vender moralen 180 grader til slut med den udvidede versions ekstra vers, hvor han misbilliger alkohol og dens konsekvenser. Det er med til at give nummeret noget mere kant, hvilket gør denne version tre gange bedre end single versionen. Omkvædet er i øvrigt også ret fængende. Denne gang følger en af de længere skits, hvori Lamar og vennerne beslutter sig for at angribe de fyre, der overfaldt ham. Skyderierne starter, men da røgen er lettet er det til Lamar’s store ærgrelse kammeraten Dave, der har måtte lade livet.

10.   SING ABOUT ME, I’M DYING OF THIRST
Måske dette nummer er bedre at sammenligne med The Throne’s ”Murder to Excellence”, da selv titlen også her antyder, at nummeret er todelt. Dette er uden sammenligning Lamar’s mest ambitiøse skæring på albummet, da han gennem tolv minutter berører flere forskellige koncepter, sangstrukturer og stile. I første del, ”Sing About Me”, hører vi først Lamar fortælle om sidste nummers skyderis følgevirkninger fra perspektivet af den afdødes bror, som ønsker Lamar at viderefortælle sin historie, når han bliver stor indenfor musikbranchen. Omvendt går det i det andet vers, hvor Lamar som Keisha’s søster beklager sig over, at Lamar afslørede og begræd Keisha’s historie på Section.80, da hun mener, at hun og Keisha lever et udmærket og acceptabelt liv (med prostitution og vold, så man forstår godt, at Lamar føler omvendt). I det tredje vers hører man Lamar svare dem med, at han laver musik for at oplyse andre om verdens elendigheder og for selv at slippe væk fra den. Han vil gerne viderefortælle historier, men han gør det ikke for at såre nogen. Det er virkelig imponerende lyrik og et gennemført koncept. Pac Div står bag produktionen af denne del, hvilket han gør rigtig godt med et nydeligt, pianobesmykket beat, og så må jeg også lige kort nævne den kløgtige måde, Lamar slutter de to første vers på. Efter ”Sing About Me” følger en skit, hvor Lamar’s kammerater snakker om at tage revanche efter skyderiet, hvormed Lamar får nok og nummeret løber over i ”I’m Dying of Thirst”. Som antydet handler sidste del af nummeret om, at Lamar er træt af volden, skyderierne og af at flygte. Det er derfor overraskende tempofyldt med et meget engagerende beat af Skhye Hutch (med assistance af Sounwave), men budskabet er alligevel ikke til at tage fejl af. Helt igennem fantastisk og poetisk nummer. Endnu en skit følger derefter, hvor en dame fanger dem med pistolerne fremme og overbeviser dem om at slukke deres tørst med vievand. 

11.   REAL (FEAT. ANNA WISE)
Et nummer om at være reel og have selvværd. Ting som Lamar selvfølgelig vægter meget højt. Det er et godt men temmelig klichefyldt budskab, og selvom Lamar’s nuancerede vers trods alt holder sig fra nogle faldgruber, så er præstationen alligevel ikke så god igen. Terrace Martin’s beat er sammen med Anna Wise’s omkvæd heller ikke videre mindeværdigt, så generelt er nummeret ikke synderligt imponerende. De sidste tre minutter er også ret irriterende at kæmpe sig igennem, da det er tre skits adskilt af det tilbagevendende omkvæd eller en bridge. Pointen til slut er, at Lamar bør fokusere på musikken frem for kriminaliteten osv., så han kan fortælle andre om sine oplevelser og måske endda guide nogen til en bedre fremtid. Lamar er nu færdigudviklet som rapper, hvilket så at sige skal fejres ved at gøre, hvad hans forældre opfordrede ham til i førnævnte skits.

12.   COMPTON (FEAT. DR. DRE)
I selskab med Dr. Dre fortæller Kendrick Lamar således om hjembyen Compton i en blanding af gangstarap og socialrealisme. Nummeret er en slags moderne version af 2Pac’s ”California Love”, som Dr. Dre foruden at medvirke på også producerede, hvilket dog ikke helt gør sig gældende her også, da Just Blaze faktisk er at takke for den acceptable vestkyst banger. Det ville dog have været federe med et ordentligt brag fra doktorens hånd. Omkvædet minder også om det føromtalte nummer – særligt mod slutningen da der også her bliver benyttet en talk box, der digitaliserer stemmen (hvilket dog var unødvendigt). Udmærket afslutning på albummet. Der følger i øvrigt en sidste skit til allersidst, hvor Lamar råber til sin mor, at han lige låner hendes bil, hvilket sender også tilbage til det første nummer på pladen igen. Det er ikke første gang, at dette trick bliver benyttet på et konceptalbum, men det er nu stadig en finurlig detalje.

Albummet slutter så fint her, men da Lamar nødigt vil beskyldes for at være fedtet med sit materiale, er der en del bonusnumre i omløb. Følgende finder man ganske simpelt på deluxe versionen. Resten? Det må blive en anden god gang (læs: aldrig).

13.   THE RECIPE (FEAT. DR. DRE)
Faktisk albummets første single, der udkom tilbage i april. Scoop DeVille bidrager med et super fedt og soulfuld beat, der indeholder et velplukket sample af Twin Sister’s ”Meet the Frownies”. Dre er faktisk ret imponerende herpå, og da Lamar selvfølgelig også er fed, så fortrækker jeg dette nummer frem for det forrige, da beatet også bare er mere fængende.

14.   BLACK BOY FLY
Fuldstændigt i albummets ånd fortæller Lamar i en blanding af ærefrygt og undertrykt jalousi om andre sorte mænd, der har formået at finde succes udenfor ghettoen. Mere eller mindre meget succes endda, da der er tale om basketball spilleren Orlando Magic og rapperen Game. Heldigvis lykkedes det dog også Lamar at forlade reden, hvilket dette nummer bekræfter, er velfortjent. Rahki & Dawaun Parker’s melankolske og melodiske beat fortjener også at blive fremhævet.

15.   NOW OR NEVER (FEAT. MARY J. BLIGE)
Med Jack Splash bag knapperne og rnb stjernen Mary J. Blige i omkvædet fejrer Lamar igen sin succes, men min begejstring er mere begrænset denne gang. Beatet er meget radiovenligt, men det lyder nu stadig fint. Blige er til gengæld lidt svære at retfærdiggøre, da hun får alt for meget plads. Hun har en god stemme, der passer godt sammen med beatet, men Lamar drukner i hendes anmassende vokal. Hvis de bare havde begrænset hende til omkvædet, så havde det været noget bedre.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Kendrick Lamar leger en del med sit flow og sin udtale på good kid, m.A.A.d city, hvilket til tider kan virke lidt unødvendigt, men primært giver det hans performance en alsidig og overraskende gnist. Lyrisk rammer han mere eller mindre pletskud hele vejen igennem, og enkelte gange imponerer han endda rigtig meget med ekstra dybe og eftertænksomme tekster. Mit eneste større problem med albummet er derfor produktionen, der svinger en del. Nogle gange er den super, andre gange elendig men flere gange er den også bare forbavsende middelmådig, hvilket er ret ærgerligt. Et andet og mindre klagepunkt er de mange skits, hvilket godt kan blive lidt irriterende i længden, men som særligt gør albummet svært at fragmentere og nyde i små portioner. Som konceptalbum er good kid, m.A.A.d city derfor meget vellykket med sammenhængende og fokuserede numre. Musikalsk og selvstændigt er numrene mindre imponerende, men de er stadig overvejende underholdende i større eller lidt mindre grad. good kid, m.A.A.d city er ikke uden sine fejl, men Kendrick Lamar kan alligevel være en stolt mand, da det trods alt er et godt album, der helt sikkert fortjener at blive købt (helst deluxe versionen).

BEDSTE NUMRE: ”Sherane A.K.A. Master Splinter’s Daughter”; “The Art of Peer Pressure”; “Money Trees”; “good kid”; “Swimming Pools (Drank) (Extended Version)”; “Sing About Me, I’m Dying of Thirst”; “The Recipe”; “Black Boy Fly”