21 december 2011

Blackalicious - Nia (1999)


Blackalicious har rødder så langt tilbage som til 1992, hvilket snart gør, at de kan fejre et 20 års jubilæum (måske de udgiver deres fjerde udgivelse ved samme lejlighed?). De er altså langt fra nye ansigter, men for at finde deres debut album skal vi dog alligevel frem til 1999, hvor Nia (swahili for ”formål”) blev udgivet i Europa. Jep, og først udgivet året efter i gruppens hjemland, U.S.A. Da DJ/producer Chief Xcel (med det en smule mere borgerlige navn Xavier Mosley) og rapper Gift of Gab (Timothy Parker) mødtes igen i 1992, og besluttede at danne Blackalicious, havde Xcel i mellemtiden fået sig nogle nye venner i form af gutterne fra SoleSides (som senere skiftede navn til Quannum Projects), som bl.a. inkluderer DJ Shadow og Lyrics Born(hvem, der også begge har produceret et nummer hver herpå – DJ Shadow selvfølgelig det længste). SoleSides havde også sit eget pladeselskab kaldet SoleSides Records (som selvfølgelig skiftede til Quannum Records), med hvem Blackalicious signede.

Modsat mange af deres kollegaer på vestkysten har Blackalicious’ musik hang til at være spirituel, opløftende og meget eksperimentel, og Gift of Gab er da heller ikke bleg for at droppe rappen til fordel for lidt sang en gang i mellem. De er i øvrigt begge to krediteret for tekstskrivningen. Men efter at have udgivet to ep’er, blev det altså i 1999 tid til deres første LP, som blev udgivet på Quannum pladeselskabet – og til stor anmelderros, men ikke overraskende lille popularitet andet end i undergrunden.

1.       SEARCHING (FEAT. ERINN ANOVA)
En intro fyldt med snak.

2.       THE FABULOUS ONES
Dette nummer river på sin vis min introduktion fra hinanden, da det basalt set bare er battlerap, men det er vist normal kutyme, at man ikke starter ud med sit dybeste materiale. Det her fungerer dog som en fin introduktion til Xcel, da han bidrager med et super beat, og Gift of Gab, i form af hans kompetencer bag mikrofonen, da han uden tvivl er en god rapper. Og jeg blev da også lidt gladere af at høre nummeret, da det simpelthen bare er godt.

3.       DO THIS MY WAY (FEAT. LYRICS BORN)
Lyrics Born gæster på sit selvproducerede nummer, som vel næsten er en hyldest til musik, og deres mulighed for at lave deres, som det passer dem. Næsten halvdelen af nummeret bliver sunget, hvilket lyder fint og hyggeligt nok, men det er nu med rappen, hvor specielt Gift of Gab stråler mest herpå. Hans flow i første vers er ret fantastisk. Beatet er halvkedeligt, men går alligevel meget godt sammen med deres flow og stil.

4.       DECEPTION
Omkvædet lyder lidt som noget Nik & Jay kunne finde på at skrive, men heldigvis har Gift of Gab en fed stemme, så han redder den næsten. Nummeret er en historie om den stakkels rapper Cisko, der bliver tryllebundet af penge for derefter at lande hårdt på røven, og omkvædet (noget af det) lyder da også, at man ikke skal lade penge ændre én. Det kan virke som en grov afsløring, men nej man så den godt komme. Det her er ikke et eksempel på Gift of Gabs talenter, eller god mikrofonkvalitet for den sags skyld, men det er da en mildt interessant fortælling. Budskabet er hvert fald klart, og noget jeg kan støtte op omkring.

5.       A TO G
Mere eller mindre præcis som titlen angiver, dedikerer Gift of Gab fire bars til hvert bogstav fra og med A til og med F, hvorefter en masse vokalsamples afspilles, som alle som minimum indeholder ”Gift” og i nogle tilfælde også ”of Gab”. Interessant nok nævner han først Blackalicious under F. Men sjovt lille eksperiment, og heldigvis er beatet super fedt, så det er da et okay nummer.

6.       CLIFF HANGER
Det her DJ Shadow producerede nummer er, for at sige det i Gift of Gabs egne ord, madness. Beatet varer et stykke over seks minutter, og har en meget old school lyd over sig. Det ændrer sig dog lidt efter de første fem minutter, hvor beatet skifter til en mere moderne en af slagsen, og en tale om brødre dominerer lydbilledet, men det har dog intet med dette nummer at gøre, men derimod det næste. Gift of Gab fortæller en meget eventyrlig fortælling, hvor han oplever lidt af hvert, og ja det ender desværre i en cliff hanger. Nummeret er ret syret, men selvom jeg ikke har den stående nedenfor, kan jeg stadig anbefale, at man giver det et lyt. Bare et.

7.       SHALLOW DAYS
Xcels skæring er super dejlig; smooth toner blandet med dybe trommer, hvilke Blackalicious udnytter til en gang for alle at tage afstand fra gangsta rap og lignende. Det sungne omkvæd er også dejligt fredeligt, hvilket ikke mindst også gælder indgangen og udgangen af nummeret. Der leveres lige til lyriks, så budskabet går lige ind. Der er da heller ingen tvivl om, at duoens grunde for sit genrevalg/stil er ganske respektable.

8.       EGO TRIP BY NIKKI GIOVANNI (FEAT. NIKKI GIOVANNI & ERINN ANOVA)
Det her er, hvad jeg vil betegne som et mellemspil og meget irriterende.

9.       YOU DIDN’T KNOW THAT THOUGH
Gift of Gab kan tilsyneladende godt lide at synge det samme ord gentagende gange, og så bruge det som et omkvæd. Det lyder da egentligt også okay, men der er måske lige lovligt meget af det herpå. Beatet er godt, og hans flow er stadig fedt, men jeg bekymrede mig desværre ikke særlig meget om teksten.

10.   IF I MAY (FEAT. ERINN ANOVA & LATEEF)
Dette vil være et af albummets mest spirituelle numre, hvilket kun gør tjenester. Beatet er igen super dejligt, men denne gang også fuld af liv. Erinn Anova synger et godt omkvæd, og får mod slutningen assistance af endnu et SoleSides medlem, Lateef, som selv får lov at synge tre linjer alene. De (mest Erinn) er i sig selv nogle gode humørspredere, men det hele toppes selvfølgelig af med Gift of Gabs to spirituelle vers. Skønt.

11.   DREAM SEASONS
Mere af samme skuffe, og så alligevel ikke. Beatet er meget neddæmpet, og omkvædet bliver sunget så lavt at det næsten forsvinder bag trommerne, hvilket ville gør lytteren meget afslappet, hvis det altså ikke var for de lydhøre trommer. Fred er på tapetet, men også musik bliver der talt pænt om, og jeg kan bl.a. gode lide linjen omkring, at hvis livet er et fængsel, så er musik tiden i fængselsgården. De dominerende trommer og den ellers blide produktion er en lidt mærkeligt kombination, og kan faktisk godt blive for meget af det gode.

12.   TROUBLE (EVE OF DESTRUCTION)
Det tilbagevendende vokalsample er nu meget interessant, og den mere up-tempo produktion er generelt god. Gift of Gat sætter også farten lidt op igen igennem sine to vers, hvori der langes flere flade ud. Mod slutningen bliver der desuden scratches en del, imens nummeret allermest lyder til at gå i baglås. En irriterende afslutning på et ellers glimrende nummer.

13.   SMITHZONIAN INSTITUTE OF RHYME (FEAT. LATEEF)
Beatet herpå dominerer i høj grad hele nummeret, og der er hvert fald ingen tvivl om, at dette er et tilfælde af beat først, tekst bagefter, som specielt er tydeligt i Lateefs vers, hvilket i øvrigt også er det bedre af de to. Det er ikke som sådan er et problem med mindre beatet ligesom her fuldstændig stjæler fokus fra teksten. Derudover er Gift of Gabs vers utrolig lavt, og han bliver derfor endnu mindre interessant. Beatet er i sidste ende nok fængende på den irriterende måde.

14.   AS THE WORLD TURNS (FEAT. ERINN ANOVA)
Så er det endelig blevet tid til at lære Gift of Gab lidt bedre at kende, hvilket forgår over et skønt, lidt rastløst beat og med et ligeså skønt omkvæd sunget af Erinn Anova. Gift of Gab får den opmærksomhed, han fortjener, mens han ser tilbage på en anden – mere simpel – tid. Det fungerer som altid super godt, men igen lader Xcel beatet fortsætte lang tid efter at Gift of Gab har rappet sin sidste linje, og faktisk når beatet igen også at skifte. Beatet er godt, men det virker alligevel unødvendigt.

15.   REANIMATION
Det her er et af de numre, hvor rim er blevet prioriteret før indhold, men til gengæld er der også mange af dem. Gift of Gab fyrer dem alle af med stor overlegenhed, og spiller super godt sammen med beatet og de legende trommer. Omkvædet er et karakteristisk Blackalicious omkvæd med lidt lange toner osv., så det lyder jo godt.

16.   BEYONDER
Nu er det blevet tid til at gå lidt ned i gear igen med denne dejlige produktion – ikke decideret stille og nedbarberet pga. trommerne, men stadig mildere end f.eks. forrige nummer. Gift of Gab er mere beroligende, men dog med et tempofyldt flow, så nummeret er bestemt ikke kedeligt. Det er derimod fedt og stimulerende. Det er da heller ikke uden grund, at Gift of Gab siger ”mentally drifting” i mellemspillene.

17.   MAKING PROGRESS
Xcel leverer ikke-overraskende endnu et fedt beat, som Gift of Gab bruger til at berette om dele af sin livshistorie, og hvad han har set igennem tiderne, samtidig med at han også opfordrer til udvikling. Nummeret er i øvrigt kun godt tre minutter, og slutter stort set lige efter sidste linje er talt, hvilket er noget atypisk for et Blackalicious nummer. Næsten lidt ærgerligt for det her er sgu meget godt.

18.   SLEEP
Dette nummer er ret specielt, da omkvædet bliver sunget, hvilket lyder super fedt, og vigtigst af alt at versene føles mere som spoken word poesi end som rap. Det handler basalt set om at sengen kalder, og en ny dag venter forude. Beatet er meget dæmpet, inkl. trommerne, som ikke stikker ud på samme måde mere. Alt det tilsammen giver et fantastisk beroligende nummer, der sagtens kunne virke som en godnatvise. På den gode måde.

19.   FINDING (FEAT. ERINN ANOVA)
Præcis som introen med Gift of Gab og Erinn Anova, der snakker i munden på hinanden. De siger dog heldigvis det samme. Beatet er super fedt, så ærgerligt at det blev brugt til en outro.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Først og fremmest vil jeg gerne rose Xcel for et fantastisk produktionsarbejde. Samtlige instrumentale er gode og med masser af sjæl, gode trommer og dejlige melodier. Men det havde nu heller ikke været det samme uden Gift of Gab, som foruden at være en erfaren og dygtig rapper også viser sig at være en okay sanger. Til sammen udgør de Blackalicious; en super fed duo. Debuten Nia er et dejligt varieret album i den opløftende ende af skalaen med lejlighedsvise gode budskaber og eksperimentelle og anderledes projekter. Der er ikke et dårligt nummer herpå, så Nia er faktisk et af de få albums, man kan høre fra start til slut uden at skippe noget (foruden mellemspil/ skits). Et køb værd selvfølgelig.

BEDSTE NUMRE: ”The Fabulous Ones”;  “Shallow Days”; “If I May”; “As The World Turns”; “Reanimation”; “Making Progress”; “Sleep”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar