Main Source er en gruppe fra den amerikanske østkyst, som originalt indeholdte medlemmerne Sir Scratch, K-Cut og frontfiguren Large Professor. Gruppen er kendt for en del forskellige ting som f.eks. (a) at have kickstartet Nas’ karriere og (b) udgive to albums med hver sin frontfigur/ rapper. Large Professor er nemlig kun medvirkende på debuten, Breaking Atoms, hvor han foruden at hjælpe til med produktionerne også er gruppens eneste rapper.
Heldigvis er gruppen dog også kendt for den høje musikkvalitet, som man primært finder på debuten. Særligt produktionerne har fået mange lovprisninger, da de er innovative, sampletunge og drager inspiration fra andre genre som soul, funk og jazz, men Extra P’s lyrik skal man dog heller ikke undervurdere, da der gemmer sig alt fra gode, inspirerende og socialbevidste tekster til personlige og underholdende numre på albummet.
Breaking Atoms blev udgivet i 1991 på Wild Pitch Records, og modtog en positiv og forholdsvis god velkomst af forbrugerne, men udgik alligevel af produktion nogle år efter. Efterspørgslen af albummet fik dog pladeselskabet til endelig at genudgive det i 2008, hvor det blev pakket sammen med en lang række tidligere udgivet numre, remikses og ikke før sete numre.
Albummet bliver i flere kredse betragtet som en klassiker, og jeg er tilbøjelig til at give disse ret.
1. SNAKE EYES
Fra første sekund af introen til dette nummer står det klart, at man har 44 min. underholdende musik i vente (mere med de adskillige bonusnumre), og det er selvom nummeret kort efter fuldstændigt skifter beat og først rigtigt går i gang. Extra P gør sig som skrevet også bemærket med sin vokalpræstation, og selvom han i dag er bedst kendt for sine adskillige produktioner, så var han faktisk ligeledes også meget overbevisende på mikrofonen. En rigtig god måde at sætte albummet i gang på.
2. JUST HANGIN’ OUT
Nummeret leverer præcis, hvad man kan forvente sig af titlen; et afslappende og naturligt flow, en rolig og mediterende produktion og simpel og hverdagsagtig lyrik. Det er ikke blot en interessant oplevelse efter den mere tempofyldte introduktion, men også bare et dejligt nummer. Vokalsamplet i omkvædet er i øvrigt perfekt, og jeg er generelt meget godt tilfreds med gruppens tilgang til albummets omkvæd, da de ofte bruger dem som en legeplads for interessante og passende samples.
3. LOOKING AT THE FRONT DOOR
Der er nogle knaster i Large Professor’s forhold med kæresten, så han overvejer at gå fra hende, hvilket kan udtrykker gennem den ret sigende titel. Det er jo faktisk en rimelig catchphrase, der måske kunne have gjort sit indtog i den almene amerikaners hverdag, hvis gruppen bare havde været mere kendte. Et glimrende nummer, hvor alt bare fungerer igen – lige fra omkvæd til produktion.
4. LARGE PROFESSOR
En ting er at Large Professor er en ret imponerende rapper med et godt flow, men produktionen på særligt dette nummer er vanvittig fed. Sir Scratch of K-Cut får lov at folde sig ud i mellemspillene, hvor der bliver scratchet til den store guldmedalje. Fra første gang jeg hørte dette nummer, var jeg solgt. Det er funky og meget underholdende.
5. JUST A FRIENDLY GAME OF BASEBALL
Large Pro leverer nogle socialbevidste vers med diverse konflikter på gaden pakket ind i en baseball metafor. Det er såmænd meget fint, men desværre er produktionen fuldstændig håbløs, hul og kedelig. Heldigvis blev der dog lavet et remiks til dette nummer, men mere om det senere.
6. SCRATCH & KUT
Som titlen angiver, er dette et DJ cut. Sir Scratch og K-Cut leverer lidt scratches over et repetitivt og oplevelsesfattigt beat, så de skuffer faktisk ret meget desværre. Nummeret har bare ikke nok kørende for sig.
7. PEACE IS NOT THE WORD TO PLAY
Large P snakker lidt om den forkerte brug af ordet ’peace’ (fred, red.), som han støder på i sin hverdag, men gør det meget kort, da han dropper ud halvvejs inde i nummeret, og efterlader lytteren med den glimrende produktion. Hans flow imponerer mig ikke på dette nummer og den lange outro virker lidt som dovenskab, så nummeret er ikke just blandt mine favoritter fra albummet. Budskabet og produktionen er dog rigtig god, så jeg ville heller ikke undvære nummeret.
8. VAMOS A RAPIAR
Extra P spytter noget temmelig kedeligt og stereotypisk battlerap med en smule langsomt flow, men til gengæld er den Pete Rock co-producerede instrumental ganske interessant. Særligt klaverspillet gennem nummeret er en fed detalje inkl. den lille solo mod slutningen. Det lyder meget godt, og får samtidig også Extra P til at lyde godt.
9. HE GOT SO MUCH SOUL (HE DON’T NEED NO MUSIC)
Omkvædet i dette nummer er jazzede og meget fængende, så selvom Large Professor gør sit for at gøre versene interessante, så vil jeg altid kun huske nummeret for omkvædet. Det er et meget sjovt og lidt alternativt indslag på albummet, og selvom det er fin underholdning, så længe det varer, så er det ikke et nummer, jeg nødvendigvis specifikt vender tilbage til.
10. LIVE AT THE BARBEQUE (FEAT. AKINYELE, JOE FATAL & NAS)
Gruppens legendariske posse-cut med dengang tre nye og mere eller mindre lovende navne. Nasty Nas lægger ud med en masse urelaterede, skøre og underholdende punchlines, så med hans fede flow var det kun et spørgsmål om tid, før han selv tog verden med storm. Joe Fatal følger op med et mindre interessant vers, hvilket viste sig at afspejle sig i hans fremtidige rapkarriere (som er ikke eksisterende). Andet sidste vers bliver klaret af Akinyele, som mest af alt imponerer med et meget fleksibelt og hurtigt flow. Han introducerer også lytteren for hans teknik med at sænke tonelejet til slut i rimende linjer, hvilket han videreudviklede på sin egen debut, som desuden er produceret udelukkende af Large Professor (lyder bare desværre på ingen måde om Breaking Atoms). Men Akinyele leverer altså også et meget godt vers. Til sidst har vi Large Professor, som slutter nummeret af på fornem vis. Det samstemmige omkvæd er i øvrigt fedt og tilføjer en del til posse-cut atmosfæren, og produktionen er også helt i top. Fantastisk nummer.
11. WATCH ROGER DO HIS THING
Der er lidt delte meninger om dette nummer, men jeg elsker virkelig produktionen. Alt fra den fantastiske basgang og syntheziseren til de rytmiske trommer og episodiske og velplacerede scratches. Extra P fortæller historien om Roger, der flytter ud af ghettoen og får sig en uddannelse og et godt betalt job. Det er glimrende fortalt, og gemmer på et godt budskab, så ekstra point tildeles for lyrikken også. Et gennemført og super godt nummer.
12. JUST A FRIENDLY GAME OF BASEBALL (BONUS VERSION)
Her har vi så remikset. Teksten er den samme, og fungerer stadig udmærket. Produktionen er meget mere funky og engagerende end originalen, men det kunne omvendt også kun blive bedre. Teksten får dog oprigtigt den underlæggende produktion, den fortjener, og dette remiks er derfor en meget klog tilføjelse til albummet. Som en sidebemærkning kan det lige nævnes, at teksten i parentesen i titlen på backcoveret faktisk er listet som ”Bonus version, for our friends in A Tribe Called Quest”. En fin lille gestus.
Bonusnumrene er som følgende:
13. FAKIN THE FUNK (REMIX) (FEAT. NEEK THE EXOTIC)
Som med så mange andre komedier i halvfemserne blev der udgivet et soundtrack til den udmærket film White Men Can’t Jump, men modsat mange andre blev der kort efter udgivet endnu et soundtrack, hvilket bestod af en håndfuld hip-hop numre – deriblandt ”Fakin the Funk”. Et remiks fandt senere vej til denne udgivelse, og det er meget velkommen. Både Extra P og Neek the Exotic (som i øvrigt sammen udgav et rimeligt album sidste år) lyder godt over den fantastiske produktion. Omkvædet bør også fremhæves, da det vitterligt bidrager en del til den gode oplevelse.
14. PEACE IS NOT THE WORD TO PLAY (REMIX)
Der er ikke den store forskel på dette nummer og dets remikses.
15. JUST HANGIN’ OUT (REMIX)
Nummeret bliver et helt andet med denne en smule mere tempofyldte produktion. Afhængigt af ens humør finder man muligvis nummeret bedre, men når man virkelig skal slappe af og køle ned, så er originalen ubestridt den bedste til formålet. Dette nummer virker desuden heller ikke helt ligeså gennemført som originalen.
16. BONAFIED FUNK (FEAT. THE BRAND NEW HEAVIES)
1992 bød også (ligesom førnævnte soundtracks) på et album af funk gruppen The Brand New Heavies, der som et anderledes eksperiment udgav et helt album udelukkende med vokaler fra rappere og hip-hop grupper. Albummet blev døbt Heavy Rhyme Experience, Vol 1 (desværre kom der ingen efterfølgere, selvom albummet faktisk var overraskende sublimt), og blev indledt med et nummer udarbejdet i samarbejde med Main Source. Nummeret blev senere remikset og smidt på genudgivelsen af Breaking Atoms. Nummeret har fået en Main Source makeover, så det lyder som resten af albummet, og det har faktisk gavnet en anelse. Det holder funken ved lige, og har forbedret de fleste andre elementer af produktionen. Omkvædet kan være lidt irriterende ved gentagende lyt, men ellers er nummeret ganske glimrende.
17. ATOM
Dette nummer er fantastisk. Det har jeg rigtigt nok skrevet om flere numre på albummet, men jeg har ikke ment det ligeså meget, som jeg gør nu. Den tempofyldte produktion er uhyrlig god med sine livlige trommer og funky udtryk, og Large Professor excellerer med en meget engagerende og overbevisende performance. Med titlen i tanke også begriber jeg ikke, hvorfor dette nummer ikke fandt vej til den oprindelige udgivelse, men vist kun dukkede op på diverse b-sider. Det bliver ikke meget bedre end ”Atom”.
18. THINK
Gruppen byder på en udmærket jazzede produktion, som Large P lyder godt over, men nummeret imponerer ikke helt ligeså meget som mange andre numre på albummet, da produktionen falder lidt flad i de underspillede mellemspil. Det er dog stadig meget underholdende, hvilket fortæller lidt om kvaliteten af albummet. Det var i øvrigt Main Source’s første single og blev originalt udgivet to år forinden debuten.
19. HOW MY MAN WENT DOWN IN THE GAME
Nummeret skiller sig ligesom “Just a Friendly Game of Baseball” ret meget ud fra resten af albummet, da de begge har simple og lidt dystre produktioner. Dette nummer fungerer dog bedre, da det alligevel lyder interessant. Large Pro kigger endnu engang på hoveddøren, men han gør det hos en helt anden person, som han i øvrigt ville ønske også kiggede på en hoveddør, og med det har jeg vist ikke skrevet for meget (nok nærmere for lidt). Men det behandlede emne og teksten er ret overraskende, og den fortalte historie har endda et twist til sidst, så jeg vil helst ikke afsløre for meget. Det er meget godt at høre (igen), at gruppen kan levere forskelligt materiale, og nummeret fungerer godt som afbræk, men det er ikke blandt deres bedste materiale.
20. PEACE IS NOT THE WORD TO PLAY (12” REMIX)
Som skrevet før minder de forskellige versioner en del om hinanden.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Med undtagelse af originalversionen af “Just a Friendly Game of Baseball” og ”Scratch & Kut” er hele det originale album meget underholdende fra start til slut. Bonusnumrene er ikke alle lige spændende, og særligt de mange remikses kunne jeg godt have været foruden, men de ’nye’ numre er derimod overvejende gode, og en retfærdig forlængelse af albummet. Den funky og jazzede produktion er langt hen af vejen super sprød, og Large Professor er rigtig god på mikrofonen, så derfor vil jeg selvfølgelig anbefale, at man køber albummet straks, hvis man ikke allerede er i besiddelse af det. Det er i sandhed a classic, hvilket nedenstående fyldige liste også burde bekræfte.
BEDSTE NUMRE: “Snake Eyes”; “Just Hangin’ Out”; “Looking at the Front Door”; “Large Professor”; “Live at the Barbeque”; “Watch Roger Do His Thing”; “Just a Friendly Game of Baseball (Bonus Version)”; “Fakin’ The Funk (Remix)”; “Atom”; “Think”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar