Den her er en af de værre at rede ud, da 2Pac er en del lettere at gå til i kronologisk rækkefølge. Hvert album (dvs. de første fem) har nemlig ikke bare en historie, men reflekterer også meget pertentligt hans udvikling som både person og rapper. Ikke desto mindre kunne jeg ikke undvære noget 2Pac indflydelse i denne temamåned, da han også har været med til at få G-Funken ud til folk – dog i en måske lidt mere subliminal facon, da 2Pac aldrig har sværget til en specifik slags beats.
Tupac Amaru Shakur er formegentligt i top tre over de mest populære og bedst kendte rappere nogensinde (sandsynligvis sammen med Eminem og Jay-Z), så de fleste har formegentligt allerede et eller andet forhold til ham og hans musik. Det er dog alligevel begrænset, hvor godt vi rent faktisk kendte ham, hvilket bl.a. blev bevist, da det efter hans utidige død kom frem, at hans dåbsattest tilhører Lesane Parish Crooks.
For at opsummere hans baggrund så blev Tupac Shakur født i New York City (oh yeah) med forældrene Afeni Shakur (som nu har rettighederne til sin søns musik) og Billy Garland, som på tidspunktet af Tupac’s dengang var aktive medlemmer af De Sorte Pantere. Forældrene gik kort efter fra hinanden, og Afeni giftede sig med Mutulu Shakur. Tupac Amaru Shakur fik deraf sit efternavn, mens hans to andre navne kommer af en peruviansk revolutionær. I 1986 flyttede han med familien til Baltimore, Maryland, hvor han bl.a. begyndte at studere drama, poesi og ballet og blev gode venner med Jada Pinkett (fun fact), hvorefter familien igen flyttede – denne gang til Californien. Her blev han introduceret til hip-hop gruppen Digital Underground, som var hans billet ind i musikverden, og i 1991 startede han sin solokarriere med albummet 2Pacalypse Now, og debuterede foruden som skuespiller i filmen Nothing But Trouble. Hans socialrealistiske og samfundskritiske tekster skabte en del oprører – særligt efter at en kriminel påstod at være inspireret af ham – og 2Pac ville herfra ofte komme i klammeri med politiet lige end til hans tragiske død i 1996.
2Pac nåede at stå for retten nogle gange før udgivelsen af Me Against the World, men særligt to retssager har haft en stor indflydelse på albummet. Den første af disse bunder i en skududveksling mellem 2Pac og en betjent uden for tjeneste i oktober i 1993. Alle anklager mod begge parter blev droppet, men det forstærkede ikke just 2Pac’s forhold til politiet. Måneden efter var den gal igen, men denne gang stod det endnu værre til, da 2Pac havde rodet sig ind i en voldtægtssag. Selvom han året efter ikke blev kendt skyldig i anklagen for selve voldtægten, fik han alligevel nogle måneder i fængsel. På dagen for denne retssag var indspilningerne til Me Against the World dog allerede færdige, hvilket også betyder, at den skelsættende hændelse dagen inden egentligt heller ikke havde en stor indflydelse på albummet, selvom man sagtens kunne tro det modsatte.
Dagen før, d. 30. november (1994), havde 2Pac nemlig netop trådt ind i Quad Recording Studios for at mødes med bl.a. The Notorious B.I.G. og Puff Daddy, da han blev overfaldet af to bevæbnede mænd, som både skød og berøvede ham. Han endte med at beskylde de to førnævnte herrer for overfaldet (at de skulle have bestilt det), hvilket var startskuddet på hans to år lange beef med Biggie. Det var også et vendepunkt på en anden og ligeså tydelig måde for 2Pac, da episoden blot bekræftede, at han ikke kunne stole på nogen som helst. Før denne skæbnesvangre dag var 2Pac nemlig allerede præget af depressive tanker og utrolig paranoia, så tiden efter eksploderede hans mistillid til omverdenen blot, hvilket resulterede i opbygningen af en hård og lettere overfladisk facade.
Før dette var dog Me Against the World, som er 2Pac’s mest personlige album, og som på uhyggelig vis repræsenterede hans paranoia, som så viste sig ikke helt at være paranoia alligevel, da han blot forudså sit overfald (og på længere sigt sin død). Selvom indspilningerne er lavet frem til november i 1994, udkom albummet først året efter, mens 2Pac sad i fængsel, og det blev dermed det første album til at debutere som nummer et på Billboard 200, mens kunstneren sad i fængsel. Det var altså et kæmpe hit. Produktionen er inspireret af den populære G-Funk, men det er ikke dominerende, da albummet også indeholder nogle meget hårdtslående trommer, så det har en rimelig alsidig lyd. Producerne er da også en større gruppe og inkluderer bl.a. den danske duo Soulshock & Karlin, Easy Mo Bee og Shock G fra Digital Underground.
Me Against the World er domineret af meget deprimerende numre med jævnlig paranoia (bare tjek titlen), men der er også gjort plads til andre temaer og ideer, som f.eks. oder til både kvinder og hip-hop musik. Det er nemlig først og fremmest reflekterende og selvfølgelig personligt.
1. INTRO
2Pac forstår om nogen at lave en god og spændende intro uden selv at deltage på noget tidspunkt. Nummeret er en nyhedsmontage, der dækker de fleste af de overstående episoder. Det er en god og autentisk måde at åbne albummet på, og det sætter virkelig stemningen. G-Funk instrumentalen er i øvrigt meget behagelig.
2. IF I DIE 2NITE
Nummeret fungerer som en god genintroduktion til 2Pac, da hans flow, levering og lyrik på fin vis repræsenterer hans nye stil. Det handler meget om døden, hvilket er et gennemgående emne på albummet, men det mørke og simple beat siger mig til gengæld ikke så meget. Det er dog et okay nummer.
3. ME AGAINST THE WORLD (FEAT. DRAMACYDAL)
Soulshock & Karlin byder til gengæld på et hårdtslående og yderst effektivt beat, der med lidt jazzede hjælpemidler gør introduktionen af det kommende Outlawz en sand fornøjelse. Jeg har tilsyneladende modsat mange andre ikke noget i mod Outlawz, og jeg synes også, at de leverer nogle respektable præstationer herpå. Særligt Yaki Kadafi (som er den første efter 2Pac) har et ganske ørehængende og godt vers. 2Pac selv er selvfølgelig fokuspunktet, og han leverer nogle gode samfundskritiske vers med hans sædvanlige ”fuck verden”-attitude, hvilket jeg nu synes er en rigtig fed kombination.
4. SO MANY TEARS
En af 2Pac’s mere depressive og sørgmodige numre, hvilket både er et resultat af hans opgivende og sørgelige lyrik, hans melankolske og nærmest bævrende stemme og Shock G’s meget mørke beat. Refrænet (og dermed titlen) gengiver derfor utrolig godt stemningen på dette nummer. Det er en meget gennemført, stemningsfuld og komplet pakke, og så lyder det i øvrigt også meget godt.
5. TEMPTATIONS
En af 2Pac’s subliminale kompetencer lægger i hans evne til at sammensætte et kortfattet men meget sigende omkvæd. Særligt når det drejer sig om, at han giver verden fingeren. Det skyldes ganske simpelt, at man kan høre i hans stemme, at han virkelig mener det. Dette nummer handler dog om noget helt andet, da 2Pac kigger på alle de fristelser, han støder på, når han bl.a. er ude på turne – hvilket vil sige kvinder. Det er da okay, men grunden, til at man vender tilbage til dette nummer, er ikke mindst Eazy Mo Bee’s slående produktion, som lidt alternativt sampler Eric Sermon’s sangvokal i omkvædet, og uden at det lyder dumt.
6. YOUNG NIGGAZ
End til nu har produktionen været temmelig mørk, men med dette nummer får vi det første skud G-Funk (efter introen) med et mere tempofyldt beat. 2Pac reflekterer over sin barndom og fortæller nogle anekdoter om sin hårde opvækst, hvilket samtidig også er et forsøg på at vejlede den nye ungdom. Anderledes men glimrende nummer selvom beatet godt kunne have været en anelse mere engagerende
7. HEAVY IN THE GAME (FEAT. LADY LEVI & RICHIE RICH)
Dette nummer bygger lidt videre på G-Funken, men det er desværre ikke nær så vellykket. Produktionen passer overhovedet ikke ind på albummet, og er ej heller særlig god. Oven i det har nummeret noget unødvendigt reggaeindflydelse i form af Lady Levi, mens Richie Rich bare er uinteressant. 2Pac tegner med store strøg et gammelt billede, så nummeret er generelt ikke meget værd. Det er for rodet og usammenhængende – særligt i konteksten.
8. LORD KNOWS
Der bydes her på flere meget elegiske og deprimerende vers, hvilket trods alt også er noget af det 2Pac gør bedre end nogen anden. Brian G’s produktion og refrænet er dog ikke noget særligt, så nummeret imponerer ikke helt ligeså meget som andre. Det er dog bestemt ikke dårligt.
9. DEAR MAMA
Halvvejs gennem Me Against the World støder vi på et af 2Pac’s formegentligt bedst kendte numre. Det burde derfor være unødvendigt at skrive, at ”Dear Mama” er et fantastisk og sympatisk nummer med en følelsesladet Tupac, der er fuld af taknemmelighed overfor sin mor Afeni Shakur. Det er faktisk så godt og originalt, at det i 2010 blev en del af U.S.A.’s ”National Recording Registry”.
10. IT AIN’T EAZY
Et dæmpet nummer med en meget dyb bas og 2Pac, der forklarer hvorfor, hans liv er besværligt. Det er lidt repetitivt og uden de nogle overraskelser, så det bliver en smule kedsommeligt i længden. Det er lige en tand for afslappende. Det er dog takket være den gode bas og 2Pac’s tilbagelænede blues ikke dårligt.
11. CAN U GET AWAY (FEAT. ANYA PINTO)
Eftersom “Temptations” ikke rigtigt fungerede som et nummer til kvinderne, diskede 2Pac op med dette alternativ, som i den grad henvender til det modsatte køn. Disse numre har det med at være temmelig ringe, men nu er det jo 2Pac bag roret. Han kan dog også sagtens fejle, så dette nummer afviger skam ikke fra traditionen. Anya’s hook er forfærdeligt, hvilket i sig selv er totalt ødelæggende, men oven i hatten er hverken beatet eller 2Pac spændende.
12. OLD SCHOOL
Soulshock vender egenhændigt tilbage i anledning af 2Pac’s homage til ældre hip-hop udgivelser. Det er faktisk ret tilfredsstillende og opmuntrende at høre ham hædre sine erfarne kollegaer, hvilket både er et befriende emneskift og en god gestus. Soulshock har gjort et glimrende stykke arbejde med det beroligende beat og glimrende hook, så det er uden tvivl et stykke dejligt og forfriskende musik, der bevidner 2Pac’s kærlighed til genren.
13. FUCK THE WORLD
Apropos de simple, fængende og skødesløse hooks, så er der i den grad et heri. Dette nummer er lidt en mærkelig størrelse, da 2Pac egentligt ikke siger noget nyt, men det stadig er underholdende, da han virkelig får smidt nogle følelser ned i sin lyrik. Han er virkelig ligeglad. Beatet er ikke vildt fantastisk, men der er nogle fængende funkelementer, som bl.a. den gode basgang. Jeg elsker som skrevet hans rebelske ”fuck verden”-attitude, hvilket præcis er, hvad hans udviser i dette nummer, så jeg kan godt lide det.
14. DEATH AROUND THE CORNER
Hvis jeg skal pege på et nummer med 2Pac, der modtager alt for lidt opmærksomhed, så må det være dette. Johnny ”J”'s produktion er i sig selv en guldmine, men 2Pac formår alligevel at stjæle showet med en paranoia så stærk, at hans levering i sig selv nærmest skriger ”FUCK”. Det er et af de bedste eksempler på en tydeligt paranoid og forstyrret 2Pac, hvilket titlen også blot bekræfter. Meget stemningsfuldt.
15. OUTLAW (FEAT. DRAMACYDAL)
2Pac er bl.a. også kendt for at kunne skabe hits ud af lunkne produktioner, hvilket dette nummer ikke er et bevis på, men det er lidt derhen af. Han formår nemlig at skabe noget lidt interessant på trods af et meget kedeligt beat. Eftersom at Dramacydal senere ville udvikle sig til Outlawz, er det lidt af en overraskelse, at de er fælles om et enkelt vers, mens 2Pac tager sig af de resterende tre, men det gør nu ikke noget. Nummeret står ikke på nogen måde ud på Me Against the World, men det er heller ikke helt ubrugeligt. Eminem må i øvrigt være lidt af en fan, da ”Murder, Murder” fra The Slim Shady EP sampler et bare linjer herfra, samtidig med at han sammen med D12 også tog en af 2Pac’s linjer mod slutningen og brugte den som base for nummeret ”Ain't Nuttin' But Music” fra Devil’s Night. (Det førstnævnte nummer er i øvrigt super fedt modsat det sidstnævnte)
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Jeg kan afsløre, at 2Pac befinder sig på min MC top 5, og selvom det kan virke lidt klicheagtigt, så kan jeg altså ikke ignorere hans meget stemningsfulde numre med en utroligt engagerede og følelsesladet performance (der opvejer en ofte mindre teknisk kunnen) og socialrealistiske, samfundskritiske og særligt i dette tilfælde personlige og deprimerende tekster. Hans smag i beats er ikke fantastisk, så Me Against the World er lidt en blandet fornøjelse på dette punkt, men som skrevet tidligere så kan 2Pac altså få det bedste frem i de fleste produktioner, hvilket trods alt udligner de fleste svagpunkter en smule. Der er dog også gjort plads til nogle fede beats, og så er resultatet til gengæld oftest super godt. Me Against the World er umiddelbart min favorit med manden, men albummet er alligevel ikke perfekt, da 2Pac’s kvalitetskontrol heller aldrig har været fejlfri. Ikke desto mindre er Me Against the World et meget underholdende album, for når 2Pac først brillerer, er niveauet meget højt. Det er et køb værd.
BEDSTE NUMRE: “Me Against the World”; “So Many Tears”; "Temptations”; “Dear Mama”; “Old School”; “Death Around the Corner”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar