Beanie Sigel
udgav for nyligt sit sjette album (This
Time), og selvom det ikke er helt dumt, så kan det bestemt heller ikke måle
sig med The B. Coming fra 2005, som
jeg så fik lyst til at høre igen. Det gav mig blod på tanden til at anmelde et
album med ham, men jeg kunne i lang tid ikke helt bestemme mig for, hvilket
album skulle igennem processen. Det nye og forholdsvis stadig aktuelle udspil
eller det ældre magnus opus. Som du allerede ved, faldt valget på The B. Coming, i tilfælde af at en læser
endnu ikke har gjort sig bekendt med dette stærke album.
Beanie Sigel (eller Dwight Grant) kommer fra Philadelphia, men endte alligevel tidligt i sin professionelle karriere hos Roc-A-Fella Records (New York), som netop også havde fået en ny in-house producer, den dengang ukendte Kanye West. Kanye producerede titelnummeret til Beanie Sigel’s debut The Truth (fra 2000), som selvfølgelig også indeholdte gæstevers fra Jay-Z, Memphis Bleek og den Roc-A-Fella affilierede Scarface. Det blev en pæn succes, som blev fulgt op med The Reason året efter. Derefter holdte Beanie Sigel en lille pause fra sin solokarriere, da han valgte at fokusere på det nydannede kollektiv State Property, som dybest set var hans forsøg på at lade stjernestøvet drysse af på sine venner. De opkaldte sig efter en film fra 2002, som de selv medvirkede i, og jeg har ikke set den, men den skulle angiveligt være møg elendig. Gruppen leverede – foruden dårligt skuespil – soundtracket, og et år efter var de allerede klar med endnu et album, der var en noget større succes. Beanie var dog færdig med disse sideaktiviteter og begyndte derfor arbejdet på et nyt soloalbum, hvilket fulgte hans tidligere produktivitet, og det var derfor omtrent færdigt i 2004. Kort efter blev han dog smidt i fængsel, så udgivelsen blev udsat et års tid.
The B. Coming bliver generelt betragtet som mandens største værk, hvilket der er mange gode grunde til. De fleste af disse følger efter denne indledning, men jeg kan lægge ud med at skrive, at det bl.a. har noget med produktionen at gøre, som er klaret af en større håndfuld personer – fra ukendte til anerkendte navne som The Neptunes, Just Blaze og D-Dot. Der er femten numre og fjorten producere og mindst ligeså mange forskellige gæsteoptrædener. Beanie Sigel har dog også uden tvivl selv noget at gøre med sin succes.
1. FEEL IT IN THE AIR (FEAT. MELISSA JIMÉNEZ)
The B. Coming bliver skudt i gang med dens første single, hvilket resulterer i en af de bedre åbnere derude. Det skyldtes delvist, at mange har en tendens til at åbne med en kødløs intro, men også at Heavy D’s jazzede og langsomme beat er utroligt behageligt. Et meget stemningsfuldt nummer med et sprødt omkvæd af Melissa Jimémez, der bliver akkompagneret af en saxofon, og gode vers fra Beanie Sigel, der påtager sig et passende og melankolsk flow. Rigtig god start.
Beanie Sigel (eller Dwight Grant) kommer fra Philadelphia, men endte alligevel tidligt i sin professionelle karriere hos Roc-A-Fella Records (New York), som netop også havde fået en ny in-house producer, den dengang ukendte Kanye West. Kanye producerede titelnummeret til Beanie Sigel’s debut The Truth (fra 2000), som selvfølgelig også indeholdte gæstevers fra Jay-Z, Memphis Bleek og den Roc-A-Fella affilierede Scarface. Det blev en pæn succes, som blev fulgt op med The Reason året efter. Derefter holdte Beanie Sigel en lille pause fra sin solokarriere, da han valgte at fokusere på det nydannede kollektiv State Property, som dybest set var hans forsøg på at lade stjernestøvet drysse af på sine venner. De opkaldte sig efter en film fra 2002, som de selv medvirkede i, og jeg har ikke set den, men den skulle angiveligt være møg elendig. Gruppen leverede – foruden dårligt skuespil – soundtracket, og et år efter var de allerede klar med endnu et album, der var en noget større succes. Beanie var dog færdig med disse sideaktiviteter og begyndte derfor arbejdet på et nyt soloalbum, hvilket fulgte hans tidligere produktivitet, og det var derfor omtrent færdigt i 2004. Kort efter blev han dog smidt i fængsel, så udgivelsen blev udsat et års tid.
The B. Coming bliver generelt betragtet som mandens største værk, hvilket der er mange gode grunde til. De fleste af disse følger efter denne indledning, men jeg kan lægge ud med at skrive, at det bl.a. har noget med produktionen at gøre, som er klaret af en større håndfuld personer – fra ukendte til anerkendte navne som The Neptunes, Just Blaze og D-Dot. Der er femten numre og fjorten producere og mindst ligeså mange forskellige gæsteoptrædener. Beanie Sigel har dog også uden tvivl selv noget at gøre med sin succes.
1. FEEL IT IN THE AIR (FEAT. MELISSA JIMÉNEZ)
The B. Coming bliver skudt i gang med dens første single, hvilket resulterer i en af de bedre åbnere derude. Det skyldtes delvist, at mange har en tendens til at åbne med en kødløs intro, men også at Heavy D’s jazzede og langsomme beat er utroligt behageligt. Et meget stemningsfuldt nummer med et sprødt omkvæd af Melissa Jimémez, der bliver akkompagneret af en saxofon, og gode vers fra Beanie Sigel, der påtager sig et passende og melankolsk flow. Rigtig god start.
2. I CAN’T GO ON THIS WAY (FEAT. FREEWAY & YOUNG CHRIS)
Over et ligeså soulfuldt men mere tempofyldt beat af Aqua viser Beanie Sigel sin mere aggressive side, da han med stadig indsigtsrige vers lyder mere vred. Det lyder super godt, samtidig med at nummeret også formår at skille sig tilpas meget ud fra det forrige. Young Chris gør både sin egen del og noget af Freeway’s, da hans vers er tre gange længere, men det gør nu ikke noget.
3. ONE SHOT DEAL (FEAT. REDMAN)
Bink! har produceret et Just Blaze-agtig og celebrerende beat med blæsere, som Beanie Sigel tager sig kærligt af med et hastigt flow, hvorefter Redman tager over med et mindst ligeså glimrende vers. Den loopede instrumental nager mig en smule, men det er stadig et godt nummer.
4. GOTTA HAVE IT (FEAT. PEEDI CRAKK & TWISTA)
Dette er albummets første ærgerlige affære, da Chad Hamilton’s beat er vanvittigt kedeligt og monotont. De tre rappere får endvidere nummeret til at lyde en smule usammenhængende, på trods af at de som sådan egentligt ikke er dårlige nogen af dem. En rodet omgang.
5. DON’T STOP (FEAT. SNOOP DOGG)
The Neptunes bidrager med et mere flydende og melodisk beat, der er mere underholdende end det forrige uden dog at imponere for alvor. Snoop Dogg har ingen vers, hvilket til gengæld er lidt af en skuffelse, da han samtidig også virker lidt malplaceret i omkvædet. Ikke et dårligt nummer, men heller ikke særligt godt.
6. PURPLE RAIN (FEAT. BUN B)
Vi er underligt nok tilbage på sporet igen med denne soulfulde og syrede ode til den lilla hostesaft. DJ Scratch’s beat er nemlig meget underholdende, mens Bun B fortæller en historie med sit vers, der lidt tilfældigt gør ham til nummerets stjerne, da Beanie Sigel nærmest bare udtrykker sin begejstring for kodein med diverse opremsninger. Rnb omkvædet siger mig ikke noget, men i det mindste er beatet interessant.
7. OH DADDY (FEAT. YOUNG CHRIS)
Et nummer om forliste forhold, som kunne have været acceptabelt, hvis Beanie Sigel havde haft et lidt mere engagerende flow, og ikke mindst hvis Young Chris blev fuldstændigt fjernet, da han er direkte dårlig herpå.
8. CHANGE (FEAT. MELISSA JAY & RELL)
Endnu et eksempel på et soulfuldt beat og et irriterende rnb omkvæd af henholdsvis Ty Fyffe og Rell, mens Melissa Jay lægger nogle flere unødvendige linjer til slut. Det er ganske simpelt for langsomt og rnb-agtigt, og så er endnu et nummer om det modsatte køn lige efter det forrige ikke ligefrem ønsket.
9. BREAD & BUTTER (FEAT. GRAND PUBA & SADAT X)
Bedre bliver det på denne Just Blaze producerede skæring, men ikke så meget som man kunne ønske, da beatet føltes en smule tomt, men paradoksalt nok bliver det mere interessant i omkvædet, som til gengæld er temmelig ringe pga. Beanie’s bidrag. Brand Nubian medlemmerne får ikke meget taletid, så deres investering i nummeret virker en smule spild af tid. Det er dog alligevel ikke dårligt.
10. LORD HAVE MERCY
Umiddelbart det eneste ugæstede nummer på albummet, men faktisk medvirker en ukrediterede sangerinde. Hun er dog et fint tiltag til den lettere dystre og simple produktion, der samtidig står fint sammen med Beanie Sigel’s indsigtsrige lyrik og hans tilbagevendte melankolske levering. Opremsningen af afdøde rappere mod slutningen er såmænd passende nok, men alligevel virker leveringen dog malplaceret.
11. FLATLINE (FEAT. PEEDI CRAKK)
Endnu et dystert nummer, men frem for at være melankolsk er det aggressivt med hårde trommer og foruroligende pianospil. De to rappere skuffer ikke med mørke vers, så dette er et ganske stemningsfuldt og underholdende nummer.
12. TALES OF A HUSTLER PT. 2 (FEAT. OSCHINO & OMILLIO SPARKS)
Beanie Sigel var engang glad for efterfølgere til sine ældre numre, hvilket dette nummer er et eksempel på. Det er desuden også et eksempel på, at det kan gøres fordelagtigt, da part to faktisk er første del meget overlegen. Boola’s produktion er ret vidunderlig med sin organiske og gennemvævede saxofon og sin lidt dystre vibe, og så er Beanie Sigel generelt bare en langt bedre rapper end på del et, som er fire år ældre. De to gæster leverer præcis, hvad man forventer; gode og stemningsfulde vers. En meget gribende samling historier.
13. LOOK AT ME NOW (FEAT. RELL)
Beanie Sigel tager lytteren tilbage til sin barndom og fortæller om sine problemer i og udenfor hjemmet over et vidunderligt og soulfuldt beat af Buckwild. Og som prikken over i’et er Rell forvist til baggrunden, hvor han leverer et passende supplement til produktionen. Smukt.
Følgende bliver betragtet som bonusnumre:
14. IT’S ON (FEAT. JAY-Z)
Overraskende nok har Jay-Z været fraværende end til nu, og så alligevel ikke, da han egentligt skulle forstille at have trukket sig tilbage på dette tidspunkt. Beanie Sigel står pænt side om side med Jay-Z, og D-Dot’s (a/k/a The Madd Rapper) beat er ganske godt, så dette er endnu et godt nummer.
15. WANTED (ON THE RUN) (FEAT. CAM’RON)
Fra Jay-Z til Cam’ron og fra D-Dot til Da Neckbones; man kunne godt frygte, at The B. Coming ville slutte med et undervældende nummer, men det er nu ikke tilfældet. Samplet af Bon Jovi’s ”Wanted Dead Or Alive” er helt legitimt, og det resulterer i et pænt omkvæd og et fedt beat med nogle nydelige guitartabs. Cam’ron er rigtigt nok ikke videre imponerende, men heller ikke dårlig. (interessant nok er Cam’ron’s Kanye West producerede ”Dead or Alive” fra 2003 i øvrigt et af hans bedste solonumre).
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Der er nogle mindre heldige skæringer midt i The B. Coming, men størstedelen af albummet er meget underholdende grundet soulfulde produktioner og indsigtsrige vers. Alligevel er albummet også temmelig varieret med forskellige behandlede emner, flere forskellige gæsterappere og en større håndfuld producere, der næsten alle leverer gode præstationer – det værende produktion eller vokal, og uden at det på noget tidspunkt får albummet til at lyde fragmenteret. Beanie Sigel skal også have ros for at have udviklet sig siden sine to første albums, da han her har et mere naturligt og engagerende flow. The B. Coming er helt klart et køb værd.
BEDSTE NUMRE: “Feel It in the Air”; “I Can’t Go on This Way”; “Lord Have Mercy”; “Tales of a Hustler Pt. 2”; “Look at Me Now”; “It’s On”; “Wanted (On the Run)”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar