OutKast – ATLiens (1996)

I 1995 bidragede OutKast med et par numre til soundtrackene til Higher Learning og New Jersey Drive, Vol. 1, og interessant nok bevægede produktionen og det lyriske indhold sig længere og længere væk fra debuten for hvert af de to numre. Gamle funksamples blev skrottet til fordel for et mere dystert lydbillede, mens André blev mere selvbevidst og introspektiv og droppede hashrygningen. Big Boi havde svære ved at lægge pimplivet bag sig, men han skruede trods alt også ned for det. I 1996 var der forholdsvis lidt pimpsnak tilbage, da duoen med ATLiens valgte at skifte fokus over på deres overjordiske evner og reelle (og tilnærmelsesvis nye) tilværelse.

André tog nemlig nu mere eller mindre fuldstændigt afstand fra Southernplayalisticadillacmuzik’s pimpglorificerende lyrik – et album han i mine øjne i øvrigt ikke altid lød lige tilpas på. Han valgte i stedet en sober og excentrisk livsstil, da han foruden hashen også droppede kød, mens han til gengæld fik en farverig og næsten halvfjerdseragtig tøjstil. Big Boi fulgte ikke just trop, men han gik med til at skrive et mere sobert album.

ATLiens kan derfor godt anskues som en slags genfødsel for duoen, da det vitterligt er meget anderledes end albummet, der kom før det. Titlen er en sammentrækning af fødebyen Atlanta og aliens, hvilket er to ting, der passende nok fylder en del på albummet. For at sikre en mere rumagtig og futuristisk vibe begyndte OutKast derfor også at blande sig i produktionsarbejdet, der hidtil var forbeholdt Organized Noize.  Albummet lagde bunden for duoens store gennembrud, og er allerede blevet rost til skyerne af både fans og kritikere. Men holder det stadig?

1.       YOU MAY DIE (INTRO)
Bare en intro, men en aldeles god en af slagsen grundet det eksemplariske sample af Quincy Jones’ ”Summer in the City”.

2.       TWO DOPE BOYZ (IN A CADILLAC) (FEAT. PEACHES)
Forskellen fra debutens introducerende nummer er til at føle på. Produktionen er hårdtslående og melodisk og lægger op til nogle halvaggressive og selvrepræsenterende vers, hvilket heldigvis er præcis, hvad man får. Det eneste, som nummeret stort set har tilfælles med debuten, er den korte, indledende lydbid, der også spiller i begyndelsen af ”D.E.E.P” fra debuten– et nummer, der faktisk generelt lyder lidt som en blanding af begge albums. André virkede til at gemme sig lidt væk på de pimpfikserede numre, men da det nu er fortid, spilder han absolut ingen tid med at skulle træde i karakter på ATLiens. Han er forrygende fra første sekund, så selvom Big Boi også er blevet bedre, så imponere André nu lige en smule mere. Fantastisk nummer, der også af gode grunde formegentligt er en af duoens mest populære ikke-singler.

3.       ATLIENS
Nummeret starter ud med en tilbagevendende og super fed og futuristisk omgang, der i versene nedbarberes til en dyb og melodisk bas. Ganske simpelt er produktionen fantastisk. Breaket i starten af André’s andet vers er i øvrigt mægtig godt udført. Omkvædet er temmelig simpelt skrevet, men nummeret blev også udgivet som single. Dette er dog ikke tydeligt på nogen anden måde, da nummeret ellers bare holder hundred procent. Både Boi og André har nogle rigtig fede vers. 

4.       WHEELZ OF STEEL

Over endnu en banger af et beat, der i øvrigt inkluderer et hav af veldrejede scratches, beviser OutKast endnu engang, at syden i den grad er leveringsdygtige i hårdtslående og bredtfavnende rapnumre. Lyrisk skiller nummeret ikke sig voldsomt ud fra de to tidligere numre, men duoens blanding af punchlines, socialrealisme og selvpromovering bør man heller ikke pille ved. De forskellige beats skiller sig til gengæld tilpas meget ud fra hinanden.

5.       JAZZY BELLE (FEAT. JAZZYFATNASTEES)
Duens dedikerer et helt nummer til det modsatte køn uden at nævne ordet ’pimp’ en eneste gang. Til gengæld snakker de om sørgelige skæbner og den perfekte kvinde (hvilket titlen er en reference til). Så langt er OutKast kommet på bare to år, og det er bestemt en udvikling, jeg sætter pris på. Dejligt nummer med en selvfølgelig lidt jazzet produktion (uden at der bliver gået på kompromis med trommerne).

6.       ELEVATORS (ME & YOU)
Albummets første single og stadig en af duoens mest populære numre. Det er da bestemt ikke et dårligt nummer, men jeg finder faktisk produktionen en anelse kedelig. Fyrene fortæller interessant nok ikke en kærlighedshistorie, hvilket ellers ikke ville have været et overraskende træk efter forrige nummer, men derimod snakker de om, hvordan de som elevatorer er rykket op i verden. Versene er som sådan glimrende, men André’s sidste vers, hvor han fortæller om mødet med en gammel bekendt, er nu det bedste.

7.       OVA DA WUDZ (FEAT. WITCHDOCTOR)
OutKast begår sin første store fejl på ATLiens i dette nummer, da omkvædet er direkte elendigt. Resten er dog ganske godt, så at omkvædet er en stor fejl på albummet, fortæller lidt om hvilken standard, vi har med at gøre.

8.       BABYLON (FEAT. ANDREA MARTIN)
Halvvejs gennem ATLiens sænker duoen tempoet fuldstændig og byder på denne stemningsfulde og rolige skæring. Det inkluderer også et rnb omkvæd, hvilket dog lykkedes for Marin rimelig godt – lige end til slutningen, hvor han insisterer på at fortsætte uhindret, hvilket slutter nummeret på en lidt ærgerlig note. Det lavere tempo klæder dog også duoen vældig godt, hvilket er heldigt nok, da det fortsætter efter næste nummer.

9.       WAILIN’ (FEAT. CEE-LO)
Et kort og dejligt nummer. Produktionen med sin legesyge bas og mærkværdige og skingre sample parret med de hårdtslående trommer får i mine ører nummeret til at lyde som et spirituelt samarbejde af Organized Noize og Kanye West. Det er ret fedt.

10.   MAINSTREAM (FEAT. KHUJO & T-MO)
T-Mo sætter med sit første vers standarden for nummeret med linjer, der kritiserer populariseringen af at hustle, da det kun er noget, der burde udøves når højest nødvendigt – for at overleve og ikke for at finansiere dyre vaner. Altså er det et stort diss af den kommende, dominerende generation af meget materialistiske rappere. Det guitarbesmykkede beat er dejlig melodisk og omkvædet godt, så alt burde være i skønneste orden. Problemet er bare, at dette ikke rigtigt føltes som et OutKast nummer. Goodie Mob medlemmerne fylder på en eller anden måde for meget, eller også gør OutKast bare ikke sig selv tilpas nok bemærket.

11.   DECATUR PSALM (FEAT. BIG GRIPP, COOL BREEZE & JOI)
Uheldigvis føltes dette ikke just mere som et OutKast nummer, da André end ikke medvirker og Big Boi kun har et enkelt vers. Big Gripp siger mig stadig ikke forfærdeligt meget, men Cool Breeze gør det nu udmærket (ligesom Boi) og Joi synger-slash-nynner et godt omkvæd, så nummeret er nu alligevel ikke dårligt. Det halvdystre og langsomme beat er også en interessant afveksling.

12.   MILLENNIUM
Trommerne er gode, men de spinkle guitartabs er lidt for undervældende, hvilket efterlader et lille hul til melodien, der aldrig rigtigt dukker op. Så der mangler noget bid, mens omkvædet også er temmelig tåbeligt, da 3K blot brummer sig igennem det, men det er trods alt et skridt tilbage mod den mere traditionelle OutKast (en gruppe der ellers er alt andet end traditionel, men hvad fanden…).

13.   E.T. (EXTRATERRESTRIAL) (FEAT. WITCHDOCTOR)
Hele rumvæsenanalogien bliver taget helt ud med dette nummer, da den simple og overraskende trommesvage produktion har en stærk rumagtig vibe kørende, mens Witchdoctor jævnligt spørger ind til duoens oprindelse. Det er meget stemningsfuld, og jeg elsker det.

14.   13TH FLOOR/GROWING OLD (FEAT. BIG RUBE)
Som skråstregen antyder, er dette et todeltnummer. I de første halvfems minutter møder vi Big Rube, der serverer noget spoken word poetry for os, hvorefter de karakteristiske trommer skiftes ind i selskab med nogle nydelige keys, og duoen som sådan opsummere albummets indhold gennem et forholdsvis tidsrelateret tema.

15.   ELEVATORS (ME & YOU) (ONP 86 REMIX)
Det minder meget om originalen, men trommerne syntes at slå lidt hårdere. Jeg er faktisk tilbøjelig til at fortrække denne over originalen.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: ATLiens holder i den grad stadig. Når selv den rapfrie intro er et fantastisk stykke musik, så ved man, at man har noget helt særligt i vente. Produktionen er godt varieret med gode melodier og forskellige, benyttede instrumenter, og André og Big Boi spytter det ene engagerende vers efter det andet. Med få undtagelser er numrene som sådan rimelig ufokuserede, da de i det ene øjeblik kan kritisere sine kollegaer for i linjen efter at beskrive hverdagsproblemer, men de får det alligevel til både at være overbevisende og underholdende. Pga. visse alsidige elementer er nogle numre bedre end andre (den første halvdel er generelt federe), men der er stadig ikke nogen dårlige numre. Ingen trælse forsøg på at få et nummer i radioen. Big Boi har som skrevet før til tider lidt svært ved at slippe fortiden, men det opvejes dog af hans flow, mens André omvendt er rimelig konsistent hele vejen igennem. Deres makkerskab i både produktionen og på mikrofonen er virkelig fantastisk, så ATLiens ville ikke tilnærmelsesvis have været det samme uden den ene af dem. Køb. Bare køb det.

BEDSTE NUMRE: “Two Dope Boyz”; “ATLiens”; “Wheelz of Steel”; “Jazzy Belle”; “Babylon”; “Wailin’”; “Mainstream”; ”E.T. Extraterrestrial”; “13th Floor/Growing Old”; “Elevators (Me and You) (ONP 86 Remix)”