The Conscious Daughters – Gamers (1996)

INDLÆG NR. 100

Endnu engang står dagens menu på noget lidt anderledes indenfor G-Funk genren, da jeg denne gang tager et nærmere kig på en kvindelig rapduo fra Oakland, Californien. De kaldte sig selv individuelt for CMG og Special One, men er i systemet kendt som henholdsvis Carla Green og Karryl Smith. Jeg skrev i datid, da Special One på tragisk vis blev fundet død i sit hjem for lidt mere end et halvt år siden, hvilket selvfølgelig var enden på duoen, som ellers havde oplevet en renæssance for få år siden efter flere års stilhed

I gruppens første aktive periode udgav de to albums, der affødte flere singler med dertilhørende musikvideoer, som var populære nok til at sende pigerne på to landsomspændende turneer. De lagde i 1993 ud med singlen ”Somethin’ To Ride To (Fonky Expedition)”, der slog deres navn fast på den amerikanske hip-hop scene, på trods af at nummeret kun var i samhørighed med halvdelen af gruppens navn. Det repræsenterede dog glimrende The Conscious Daughters’ generelle indstilling til musikken, da det faktisk er ret begrænset, hvor socialbevidste de nogensinde har været.

Til gengæld leverede The Conscious Daughters mindre G-Funk bangers med en nogenlunde tilpasset feminisme, der hverken degraderede kønnet eller helliggjorde det alt for meget. På gruppens andet album, Gamers fra 1996, er produktionen endnu engang klaret af tredjepartsproducere med rapper og producer Paris i front. CMG og Special One fokuserede altså sine kræfter på deres rap, som har vundet duoen flere anerkendelser. Men holder det stadig seksten år senere?

1. STRIKIN’
Lige på og hårdt uden nogen dikkedarer. Sådan starter Gamers, og sådan fortsætter det hele vejen til det sidste sekund af albummet. Ingen introer, skits eller mellemspil. Alternativet er okay, men nummeret er en smule anonym med generiske vers, samhørige leveringer og Nate Fox’ mindre interessante beat. Det er ret middelmådigt.

2. GAMERS
Jeg kan godt lide Mike Mosley’s dæmpede og soulfulde produktion, men det ville kræve en del af kunstneren at holde lytterens interesse gennem de 4,5 minutters rolige toner, og så gode er døtrene desværre ikke. Selvom omkvædet forklarer titlen, så kunne jeg også godt have undværet det, da det lyder dårligt.

3. YOU WANT ME
Dette er bare elendigt. De virker til direkte at tage kampen op mod Lil’ Kim, som udgav sit debutalbum samme år, da dette ganske simpelt handler om pigernes forhold til det modsatte køn. Det er bestemt ikke helt så eksplicit som flere af Lil’ Kim’s numre, men det er ligeså ringe.

4. ALL CAUGHT UP
Fokusset flyttes over på medkvinderne, som døtrene selvfølgelig fornærmer i høj grad. Tilsviningerne slutter dog halvvejs gennem nummeret, og i stedet får vi nogle ekstra omgange af omkvædet, hvilket er ret skidt. Paris’ produktion gør ikke meget for mig, så det var endnu et skipbart nummer.

5. SHE’S TO TIGHT
Jeg er egentligt generelt ikke særligt imponeret af døtrene, da de ofte virker lidt ligegyldige. De er langt fra socialbevidste, deres levering er ikke bemærkelsesværdig og så lyder de endda også som hinanden. De er dog ikke dumme herpå, hvilket sammen med den super fede basgang gør, at jeg faktisk holder humøret højt hele vejen gennem nummeret.

6. IT DON’T STOP (FEAT. SUGA T)
Døtrene får selskab af rapper E-40’s søster Suga T, som jeg er lidt ligeglad med, men som til gengæld får døtrene til at fremstå lidt bedre. De er dog også lidt interessante herpå af andre grunde, da de eksperimenterer lidt med deres flows. Derudover supplerer Tone Capone op med en soulfuld produktion, så nummeret er ikke helt dårligt.

7. FEMALE VOCALISM
Rose bidrager med en forholdsvis varm og luftig produktion, som sammen med døtrenes vers er underholdende nok. De samarbejder glimrende herpå, da de supplerer hinanden fint og jævnligt giver mikrofonen videre. Pigernes omkvæd er dog elendigt.

8. DA MACK HIT
Paris forsvarer endelig sin involvering i Gamers med en fængende og melodisk banger. Produktionen er virkelig fed, og heldigvis har pigerne forstået dens potentiale, så de leverer nogle tempofyldte og aggressive vers, der passer helt perfekt ind. Aldrig har de lydt bedre på dette album.

9. WHO GOT DA MIC
Tone Capone vender tilbage, men døtrene virker ikke til at kunne bestemme, hvad de skulle gøre med hans overraskende simple beat, så de leverer noget materiale, der minder om posse-cut fyld. Det er ret indholdsløst, men alligevel lyder det egentligt nogenlunde.

10. TCD FO’ LIFE (WEST COAST BOMB)
Paris vender tilbage til sine kedelige og generiske produktioner, og desværre følger døtrene trop.

11. COME SMOOTH, COME RUDE
Døtrene og Paris kaster sig ud et eksperimentelt og stille nummer, hvilket ville have været sejt, havde nummeret ikke været søvndyssende kedeligt. Omkvædet er i øvrigt endnu et værre stykke makværk.

12. WIDOW
Dette nummer lider under det samme problem som det forrige – dog heldigvis i noget mindre grad. Ideen er ikke original, men har potentiale til at underholde, og beatet er umiddelbart nogenlunde, men alligevel keder nummeret mig. Denne gang dog kun en smule, da nummeret ikke er helt håbløst.

13. SO GOOD
Springet fra forrige nummer om døde kammerater er til at føle på. Mest af alt fordi ”Widow” har nogle gode kvaliteter, mens dette nummer er fuldstændigt håbløst. Nummeret er ikke engang særligt varmt eller livsglad, og virker bare som en stor gentagelse af tidligere materiale

14. ALL STAR FREESTYLE (FEAT. C-FUNK, CLEE, FATHER DOM, HARM, MAC MALL, MONEY B, MYSTIC & SAAFIR)
Chancen for at dette er en lang og sammenhængende freestyle cipher er ret lille, men det er bare fordi, det som regel ikke er noget man finder på studiealbums. Det lyder nemlig meget som en freestyle, da tempoet er overvejende lavt, og lyrikken er dårlig. Beatet er i øvrigt dårligt, så nummeret er ret elendigt og langtrukkent. Hvad Mystic helt præcist bidrager med, ved jeg ikke, men hun fortjener alligevel en smule opmærksomhed. Ikke pga. hendes involvering i Gamers, men fordi hun fem år senere leverede en glimrende blanding af RnB og rap på sit debutalbum Cuts For Luck And Scars For Freedom. Og så tilbage til Gamers igen. En konklusion endda.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: The Conscious Daughters er som udgangspunkt ikke særligt interessante, da de ikke beriger lytteren med noget, man ikke kan høre et bedre bud på andre steder. Derudover er de selvfølgelig bare heller ikke særligt gode rappere. Hverken når det gælder flow eller tekstskrivning. Gamers' primære producer Paris er ligeledes oftest dårlig, og der er heller ikke voldsomt meget hjælp at hente fra de resterende producere. Tone Capone forsøger et par gange, men det bliver aldrig rigtig fedt. Gamers er ikke ældet godt og lyder i dag ikke mere end middelmådigt. Der er dog enkelte gode numre, der holder liv i flammen, og evt. kan forsvare anskaffelsen af en brændt kopi.

BEDSTE NUMRE: “She’s So Tight”; ”Female Vocalism”; ”Da Mack Hit”