Tha Dogg Pound medlemmerne Dat Nigga Daz (nu Daz Dillinger) og Kurupt the Kingpin havnede i begyndelsen af halvfemserne uafhængigt af hinanden på Death Row Records af to forskellige grunde. Daz Dillinger’s motivation er nem at forklare, da han blot er fætter af Snoop Dogg, så selvfølgelig så Daz sit snit til at bryde igennem til mainstreamen, da Snoop Dogg blev headhuntet af Dr. Dre til at hjælpe med udarbejdelsen af sit debutalbum The Chronic. Daz lagde ud med at producere for Death Row’s CEO Suge Knight’s daværende kæreste (stor fiasko), hvorefter han også begyndte at arbejde sammen med Dr. Dre.
Kurupt’s mest kendte fætter inde for faget er derimod kun Crips-medlemmet Redrum781, som var en af bagmændene bag Bangin’ On Wax projektet, så her var der ikke meget hjælp af hente. Ikke desto mindre lykkedes det også ham at blive signet til Death Row Records, og også han gav en hjælpende hånd med på The Chronic.
Daz og Kurupt medvirkede begge flere gange på The Chronic, men kun en enkelt gang var det på samme nummer. De tilbragte dog en del tid sammen under indspilningerne, og hurtigt fandt de ud af, at de fungerede overraskende godt sammen, så de gik derefter sammen og dannede gruppen Tha Dogg Pound. Over det næste par år var duoen at finde på andres materiale og gjorde deres officielle debut på Snoop Dogg’s Doggystyle, men modsat Kurupt er Daz også udlært i produktionsgraden, så han hjalp samtidig også med på denne front. I 1995 blev det så endelig tid til gruppens eget debutalbum, som de valgte at kalde Dogg Food.
Dogg Food er primært produceret af Daz Dillinger, men alligevel deler det flere træk med tidligere G-Funk udgivelser på Death Row Records, da Dr. Dre’s stadig har overværet produktionen, samt at albummet indeholder flere disstracks rettet mod rappere fra Ruthless Records. Der bliver også stødt lidt til østkystens rappere, som var en beef , der endda kort forinden var eskaleret en smule efter 2Pac’s indlæggelse efter en skudepisode i New York. Og apropos 2Pac så producerede Dr. Dre faktisk nummeret ”U Can’t Cee Me” for Dogg Food, men det blev droppet, og beatet blev året efter genbrugt af 2Pac og smidt på hans All Eyez On Me med en lidt ændret titel. Ligeledes var den Daz producerede ”Got My Mind Made Up” fra All Eyes On Me også originalt tænkt for dette album.
Gæsterapperne (som der selvfølgelig er nogle stykker af) er overvejende folk, som Tha Dogg Pound deler pladeselskab med, hvor af de fleste også er medlem af det løse kollektiv D.P.G.C. (Dogg Pound Gangsta Crips). Ligesom The Chronic og Doggystyle var Dogg Food også et meget succesfuldt album, men selvom det altså på flere punkter er et typisk Death Row album, så har Dogg Food en mere dæmpet og dyster lyd end tidligere, som bl.a. gør at albummet skiller sig ud på trods af, at tekstuniverset heller ikke har ændret sig meget. Faktisk var der så stor en kontrovers omkring lyrikken på Dogg Food, at udgivelsen blev udskudt tre-fire måneder.
1. INTRO (FEAT. RICKY HARRIS)
…
2. DOGG POUND GANGSTAZ
Trods titlen gæster ingen rappere fra D.P.G.C. nummeret, så man får udelukkende en stærk instrumental og to aggressive vers fra Daz og Kurupt (og lidt ad-lips fra Snoop Dogg). Mere er dog heller ikke nødvendigt. Kurupt fornærmer kort Bone Thugs-N-Harmony, og følger dermed op på Death Row traditionen, hvor man helst skal sige noget mindre flatterende om Ruthless Records. Den afsluttende skit kunne jeg dog sagtens have undværet.
3. RESPECT (FEAT. NANCI FLETCHER, BIG PIMPEN’ DELEMOND & PRINCE ITAL JOE)
Dr. Dre viser yderligere sin støtte af Tha Dogg Pound ved at introducere dette simple og dystre G-Funk nummer. Prince Ital Joe bidrager med et udmærket omkvæd men desværre også en alt for lang og uforståelig outro, der sagtens kunne have været klippet fra. Tha Dogg Pound lyder dog glimrende over det funkye beat.
4. NEW YORK, NEW YORK (FEAT. SNOOP DOGGY DOGG)
Titlen på dette nummer må være et af de mest misvisende nogensinde, da der faktisk ingen referencer er til New York i lyrikken. Daz er endda fuldstændig fraværende i dette nummer, da han hverken medvirker eller har produceret det, hvilket efterlader Kurupt til at fortælle, hvor god han er over et DJ Pooh beat med Snoop i omkvædet. Til gengæld ser man dog, Snoop smadrer bygninger i New York på Godzilla-facon i musikvideoen, og på denne måde blev nummeret altså en halvhjertet del af østkyst-vestkyst fejden. Det lægger fint i forlængelse af de forrige numre, da det er lykkedes DJ Pooh at ramme den samme stil som Daz, og så er de behandlede emner jo også de eksakt samme. Snoop’s omkvæd er ganske glimrende, så det er et fint nummer.
5. SMOOTH (FEAT. SNOOP DOGGY DOGG, RICKY HARRIS, VAL YOUNG & KEVIN “SLO JAMMIN” JAMES)
Den sidste DJ Pooh produktion er ikke overraskende afslappende og funky. Snoop lægger endelig et vers, og det passer ganske nydeligt ind i lydbilledet. Tha Dogg Pound formår dog alligevel at fremstå interessante, da Kurupt leverer endnu et glimrende vers. Daz ser til gengæld endnu engang forholdsvis med fra sidelinjen, hvilket er lidt besynderligt.
6. CYCO-LIC-NO (BITCH AZZ NIGGAZ) (FEAT. SNOOP DOGGY DOGG & MR. MALIK)
Mr. Malik fra Illegal leverer sjældent nogle spændende gæstevers på andre numre, og et godt eksempel er hans medvirkninger på Warren G’s Regulate… G-Funk Era. Men faktisk er han en smule mere interessant på dette nummer; det er dog stadig ikke noget særligt. Det samme kan lidt siges om Daz’ beat og ikke mindst Snoop’s omkvæd, som han endnu engang er hensat til at udføre.
7. RIDIN’, SLIPPIN’ AND SLIDIN’ (FEAT. SO ‘SENTRAL & KEVIN VERNADO)
Daz får dobbelt så meget taletid som Kurupt, og faktisk lyder han en smule federe end Kurupt herpå, da han flyder en smule mere naturligt over hans selvproducerede og rolige beat, hvilket ellers er den anden vej rundt på de fleste andre skæringer. Det er gangsta rap klædt i historiefortællende klæder, men stadig med gentagelser og unødvendigheder. Det lyder lidt som om, at Kurupt medvirker på et Daz nummer, men det er dog et godt nummer alligevel.
8. BIG PIMPIN’ 2 (FEAT. BIG PIMPIN’ DELEMOND)
Det er et simpelt mellemspil, men det gemmer dog på et fint og godt beat, som Tha Dogg Pound også brugte på Above the Rim soundtracket, hvilket rent faktisk var et helt nummer.
9. LET’S PLAY HOUSE (FEAT. MICHEL’LE & NATE DOGG)
Dr. Dre introducer endnu engang nummeret, mens hans ekskone og Nate Dogg tager sig af omkvædet. Hun synger okay, men desværre er det på bekostning af Nate Dogg, som man ikke hører meget til, og han var nok i sidste ende at fortrække. Lyrikken er til gengæld ganske tarvelig, og kan næsten kun skuffe, selvom titlen i sig selv ikke værner om noget interessant. Det er simpelthen for fjollet og en smule tåkrummende.
10. I DON’T LIKE TO DREAM ABOUT GETTING’ PAID (FEAT. NATE DOGG)
Daz og Kurupt forsøger sig med lidt baggrundshistorie, men dog ikke uden at have et øje på sit image. Det bliver derfor aldrig rigtig dybt, men ikke desto mindre er dette nummer meget underholdende. De lyder meget jævnbyrdige og supplerer hinanden godt. Beatet er behageligt, og det samme er tilfældet med Nate Dogg’s omkvæd.
11. DO WHAT I FEEL (FEAT. THE LADY OF RAGE)
Daz forsøger sig med en meget simpel og desværre ret uinteressant produktion, der lige præcis ikke gør versene spændende nok. Omkvædet er dog temmelig dårligt på helt egen hånd, og Rage er faktisk nummerets mest interessante indfald, da hendes vers trods alt er afvekslende. Hun gør det dog også fint.
12. IF WE ALL FUC (FEAT. SNOOP DOGGY DOGG)
Her er titlen til gengæld meget sigende. Med lidt verbal støtte fra Snoop vælger Tha Dogg Pound at fylde på med kvindehadske linjer – lige efter et samarbejde med The Lady of Rage endda. Derudover minder det hele også mest om en interlude, da fyrene ikke går så meget op i flow og rim, så det ville være nemt bare at afskrive nummeret med det samme, men det simple og funkye beat er faktisk ikke dårligt. Bortset fra det dog…
13. SOME BOMB AZZ PUSSY (FEAT. SNOOP DOGG, JOE COOL & BIG C-STYLE)
Interluden løber problemfrit og flydende over i dette nummer, der med sin utroligt fængende basgang trods alt ikke er helt dårligt. Daz’ vokal er ikke meget værd, men alligevel stjæler han altså showet med sin underholdende produktion, som næsten også er nummerets fokus, da der er ganske lidt (god) lyrik.
14. A DOGG’Z DAY AFTERNOON
Et af de kortere numre. Til gengæld er det ganske underholdende, da der igen bydes på et glimrende beat, engagerede leveringer og mere interessant lyrik (primært bare i forhold til de tidligere to numre). Daz og Kurupt passerer jævnligt mikrofonen mellem hinanden, så det er et kort og godt samarbejde.
15. REALITY (FEAT. TRAY DEEE)
Dette skulle originalt have været førstesinglen, men nummeret blev altså droppet til fordel for "New York, New York". Muligvis fordi det faktisk ikke repræsenterer Dogg Food overordentligt meget, da fyrene har taget en mere seriøs tilgang til dette nummer. Tray Deee har tilsyneladende en god indflydelse på duoen samtidig med, at han også supplerer med en glimrende vokal og et velskrevet vers. Nummeret løber over seks minutter, hvilket desværre var mere end et minut for meget, men det ændrer ikke på, at det er et meget stemningsfuldt og spændende kig ind i fyrenes virkelighed.
16. ONE BY ONE
Tha Dogg Pound leverer endnu en fin produktion med udmærkede vers, men alligevel føles nummeret ikke særligt friskt eller anderledes. Men det er måske heller ikke nødvendigt, da det ikke desto mindre underholder en smule.
17. SOOO MUCH STYLE
Jeg er tilbøjelig til at give Tha Dogg Pound ret. De har nu god stil, hvilket også er tydeligt på dette nummer, som byder på meget smooth G-Funk, hvilket sådan set er rimelig ulig resten af Dogg Food. Forklaringen er dog ganske simpel, da nummeret nemlig er produceret af Soopafly. Han har gjort et glimrende og alternativt stykke arbejde, og Daz og Kurupt tager sig pænt af værket. En dejlig og egentligt ret opmuntrende måde at afslutte albummet på.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Dogg Food er lidt af en overset Death Row klassiker, da folk har det med at fokusere på Dr. Dre’s The Chronic og Snoop Doggy Dogg’s Doggystyle. Sandheden er dog, at Tha Dogg Pound’s debut på flere punkter er bedre end Snoop’s debut, da Snoop ikke rigtigt gav en fuck under indspilningerne til sit eget album. Dat Nigga Daz og Kurupt the Kingpin fungerer rigtig godt sammen og gider indspille nogle interessante skæringer, hvilket altså resulterede i Dogg Food. Produktionen er selvstændig og personlig, mens duoen (særlig Kurupt) er kompetente rappere. Lyrikken er overvejende ligetil gangsta rap, men stadig på et okay niveau og uden for meget sing-a-long. Duoen snubler enkelte gange på Dogg Food, men albummet er alligevel temmelig konsistent med mange gode skæringer. Det er helt sikkert et køb værd.
BEDSTE NUMRE: “Dogg Pound Gangstaz”; “Respect”; “New York, New York”; “Smooth”; “Ridin’ Slipin’ and Slidin’”; “I Don’t Like to Dream About Gettin’ Paid”; “A Doggz Day Afternoon”; “Reality”; “Sooo Much Style”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar